12. søndag efter trinitatis, søndag d. 8. september 2019
v/ Niels Risbjerg Lai

Markus 7,31-37

Det kan godt være, at det lyder som en underlig historie den her. Det er det også. For ordet underlig har at gøre med ordet ”under”. Dem gjorde Jesus mange af. Undere. Han gjorde under-lige ting, vid-underlige ting, som man kan undre sig over. Man kan selvfølgelig også bare afvise dem, fordi man ikke kan få det til at passe med det, man ellers oplever i sit liv. Eller det man har lært og finder sandsynligt. Men man kan også forholde sig mere nysgerrigt. Jeg tror, at verden bliver lidt større og rigere og sjovere, hvis man lader sig udfordre lidt. Hvis man stiller spørgsmål, som ikke lige kan besvares – eller måske kun kan besvares med, at ja, det er et under. Måske er det muligt at få mening ud af det, selv om hjernen gør modstand? Måske behøver vi ikke altid hundrede procent at forstå det hele til bunds?

I torsdags begyndte konfirmanderne at gå til præst, som de siger. En vigtig pointe til konfirmationsforberedelsen er at undre sig, at spørge nysgerrigt, at lede efter det, vi godt kender, – og ad den vej efterhånden blive mere fortrolige med, hvem Gud er. Og på den måde kan man måske også komme til at se sig selv, hinanden og vores fælles liv fra en anden synsvinkel, i et andet lys. Og det kan vi jo ligeså godt også prøve i dag! Så hvis nu vi begynder med den her mand, som var døv og havde svært ved at tale. Hvordan mon det var, at være ham? Kender I det, at sidde midt iblandt nogle, som har gang i en samtale – og man fatter intet af, hvad de taler om? Og derfor kan man heller ikke selv bidrage med noget i den samtale. Så føler man sig virkelig uden for. Sådan har det nok også været for den her mand, som var døv og som havde svært ved at tale. Der har været meget, han gik glip af. Hvis han nu f.eks. var blevet inviteret med til en fest, så kunne han se, når alle folk grinede og vide, at de havde det sjovt – men han kunne nok ikke vide, hvad de grinede af. Men der er også godt at sige om hans liv. For der er nogen, der vil ham det godt. Familie eller venner eller begge dele. Dem, der tager ham med hen til Jesus og beder ham om at lægge hånden på deres døve ven. De gør det for at hjælpe ham. Vi ved ikke, hvad de har forestillet sig. Om de tror, at Jesus vil helbrede ham. Eller om de tænker, at berøringen vil være et kærtegn, et lyspunkt, en velsignelse i vennens liv. Eller om det er sidste udvej, når alt andet er forsøgt? Men ingen tvivl om, at de vil ham det godt. De tager ham så med hen til Jesus. Som et stykke kvæg. Eller måske snarere som et lille barn, der bæres til dåben. Et spædbarn kan heller ikke udtrykke sin vilje med ord – og hvis det kunne, ville det måske ikke bede om at blive døbt. Når et lille barn bliver båret til dåben, så er det, fordi dets forældre vil det barn det bedste – og til det regner de, at få barnet døbt. Og skulle der nu sidde nogle blandt jer nye konfirmander, som endnu ikke er døbt, så vil jeg skynde mig at sige, at også jeres forældre har villet jer det bedste – de har så bare haft en anden opfattelse af, hvad det bedste var. Men uanset om man bliver båret hen til Jesus som lille barn, eller om man selv vælger det og selv går hen til døbefonten for at blive døbt – så kan man regne med, at man bliver taget imod af Gud. Det er det, vi gennem fortællingerne i Det nye Testamente lærer om Gud: at når man kommer til ham, bliver man ikke afvist. Vi kan også se, at Gud skaber liv. Måske har I hørt fortællingen om, hvordan han formede en figur af ler og blæste sin livsånde i dens næsebor, så den blev til det første, levende menneske – Adam. Det kunne næsten minde om det, når Jesus nu tager imod den her mand, stikker sine fingre i hans ører, spytter og rører ved hans tunge, ser op mod himlen, sukker og siger: Effatha! Som betyder: Luk dig op! Luk dig op – det kunne også være Guds ord til den grav, Jesus blev lagt i, efter han var død på korset langfredag. Der var ingen, der hørte det, vi ved af, men vi kan forestille os, at det var præcis de ord, der blev sagt til Jesu grav påskemorgen: ”Effatha! Luk dig op!” I hvert fald åbnede graven sig, og da kvinderne kom for at se til den, var den tom. Jesus var stået op fra de døde til nyt liv, ikke bare for sig selv men også for os. Et liv med et levende håb. Manden, som blev taget hen til Jesus, var ikke død. Men der var i hvert fald en del af livet, han var afskåret fra. Den del får han nu i mødet med Jesus. Det møde, som bliver bragt i stand af nogen, der vil ham det godt. Jeg kender ikke nogen, der var handicappede og så blev helbredt på den måde. Men jeg tror, det er rigtigt, at man kan blive både blind og døv over for mange vigtige ting her i tilværelsen. At vi kan blive blinde og døve over for, at det er et under, at vi overhovedet er her. At vi kan blive blinde og døve over for, at det er et under, at vi har nogen, der vil os det godt. Og vi kan være blinde og døve over for Gud. Jeg tror, at mødet med Guds Søn kan åbne øjnene for det. At det kan ændre vores liv. Det ændrer ikke nødvendigvis vores vilkår, men det kan ændre synet på vores og andres liv, og hvordan vi ser det og taler om det. Guds Søn møder vi i dåben og i nadveren og i fortællingen om ham.

Konfirmanderne skal de kommende måneder møde mange fortællinger om Gud Fader, Søn og Helligånd! Og så vil I forhåbentlig opdage, at de fortællinger ikke er så fjerne fra det, mennesker til alle tider funderer over og glædes ved. Vi mennesker lever på en måde på to etager samtidigt. På denne ene er vores vilkår bestemt af præcis dét sted og dén tid, hvor vi lever, her og nu - for vores vedkommende: Danmark 2019. Vores vilkår er meget forskellige fra, hvordan mennesker levede her for bare 30 år siden, for ikke at snakke om, hvordan man levede på Jesu Kristi tid, i Israel for 2000 år siden. På den anden side deler vi jo også nogle grundvilkår med ethvert menneske til enhver tid, hvor som helst i verden. Vi lever både i en verden, der konstant forandres, og samtidig lever vi på helt uforanderlige betingelser. Samtidig med, at vi skal tage stilling til, hvordan den nye informationsteknologi gennemgribende forandrer hverdagen, så bliver vi jo også forelskede og forlades. Vi glædes over livet, vi synder og frygter ensomheden og døden, som man altid har gjort. Ingen samfundsudvikling har ændret på det. Det at være menneske havde man noget lige så klogt at sige om for 2000 år siden, som man har i dag. Når jeg læser i Bibelen, er det ikke så mærkeligt, at den rummer passager, jeg ikke forstår. Nej, det mærkelige er vel så meget, som man straks forstår. I Bibelen er der krig og kærlighed, misundelse og gavmildhed, usikkerhed og tryghed, velsignelse og forbandelse, at vide og at tro, at være fremmed og at være kendt, at blive fristet og stå imod – eller at blive fristet og falde i. Flugt, frygt, forfærdelse, fejhed. Smerte, sorg, svigt og skam. Men også mæthed, munterhed, mildhed, miskundhed! Ord, der giver én noget at tænke over. Livet, døden, troen, håbet, kærligheden, godt og ondt, lys og mørke, at savne, at længes, at få, at blive set, at blive hørt og at blive talt til. Fjendskab og venskab. Brud og tilgivelse. Dom og frikendelse, skyld og tilgivelse. Bibelen er på mange punkter tæt på vores virkelighed!

Konfirmationsforberedelsen skulle gerne så et frø i jeres bevidsthed, som kan vokse sig til en tillid til, at det handler om noget, som hører livet til. Når man begynder med at gå i kirke, som konfirmanderne skal, så kan det måske godt være som med den døve mand til festen, jeg beskrev før. Hvis I ikke fatter noget af, hvad der foregår, hvad man synger, og hvad der bliver sagt, så prøv at lede efter det, du genkender, det der giver mening eller giver noget at tænke over. Det, som for dig kunne være et: Effatha! Luk dig op! Og så vil I i bedste fald få nyt syn, et nyt sprog for det underfulde omkring jer. Lige der, hvor du og alle vi andre er. God fornøjelse!

Amen.

8. søndag efter trinitatis, søndag d. 11. august 2019
v/ Grete Wigh-Poulsen

Hans Thomissøns salmebogs 450 år 

Jer. 23,16-24 

Rom. 8,14-17 

Matt. 7,5-21 

 

392 Himlene Herre 

47 Jeg løfter mine øjne op (Hans Thomissøn 

322 Den kristne kirkes skønne navn (Hans Thomissøn) 

330 Du som ud af intet skabte 

64, v.6-7 Jeg vil mig Herren love  

807 Den lange lyse sommerdag 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. 

Vær på vagt! Pas på! Tro ikke på hvem som helst! Tro ikke på hvad som helst! Så er det sagt. ”It’s a jungle out there”. Det er – kan være – noget uigennemskueligt rod. Det er ikke alle, der vil dig det godt. Det er ikke alt, der er godt for dig. ”Pas på de falske profester, der kommer til jer i fåreklæder, men som er sultne ulve indeni. I kan kende dem på det, de gør”, sagde Jesus, bl.a., i bjergprædikenen.  

Vi skal være på vagt. 

Et eksempel: ”En tv-serie med en djævel og engel har fået amerikanske kristne til at klage.” Det kunne man læse i avisen sidst i juni. En gruppe, der kalder sig ”Return to Order” samlede underskrifter ind på Facebook. Her hed det: ”Denne type film tager alt for let på sandhed, fejl, det gode og det onde. Derfor ødelægger man de barrierer, som samfundet stadig har for at holde Djævlens rædsler stangen”. 

Her er der nogen der er på vagt.  

Det var moren, der skulle have sit barn døbt også. Der var ikke meget imødekommenhed overfor præsten. Hun satte sig helt yderst på stolen. Vagtsom. Skeptisk. Vred, faktisk. Det her skulle overstås. Hvor? Hvornår? Hvordan? Det ville hun gerne høre om. Men så gled der ligesom slør over øjnene, der var ingen åbning til samtale dåbens betydning.  

Hun var i den grad på vagt. Præsten skulle ikke komme her… Men det var ikke, som de amerikanske kristne, for hende en krig mod blasfemi og vantro. Hun skulle bare ikke påduttes noget. Præsten skulle nødigt tro, at hun troede– eller var naiv og dum. 

Pas på! 

Det gør man derudeDet gør vi. For f.eks. de højtråbende, fanatiske, fundamentalistiske eller politiske påberåbelser af kristendom og kristen tro, eller skepsis gør vagtsom. Vil vi ikke sige om os selv, at vi bestemt ikke er til falds for hvad som helst? At vi har vores ståsted, vores værdier, vores tro og at det holder vi fast ved? 

Men der sker noget omkring os. Der sker hele tiden noget, der kan forvirre, forstyrre, forurolige, skabe usikkerhed også i os. Tvivl kender enhver vel til. Den kan komme glidende, snigende og trække en mørk skygge ind over selvsikkerheden. 

Ateistiske kampagner går ikke sporløst hen over landet. Ja, vi kan da ryste på hovedet af deres slogans på busserne. Vi ved jo bedre. Nej. Vi er ikke upåvirkede. Ord vil fæstne sig. Ord vil skabe. Det ved vi også. Hashtagget ”tænkselv” i en kampagne for udmeldelse af folkekirken insinuerer jo, at alle vi, der er del af folkekirken, ikke tænker. Vi er med andre ord enten dumme eller naive eller dovne, ligeglade, lalleglade. 

Vi skal være vagt, sige Jesus. Vi skal være opmærksomme. Det er svært, når der trækkes i den opmærksomhed fra mange sider. ”Det handler om at gøre det, som min himmelske far vil have”, sige Jesus. 

Så det er ikke lige meget, hvad vi gør – eller siger, eller lytter efter. Det er må være klart. Men hvordan? Hvad?  

”Alle der lader sig føre af Helligånden er Guds børn. Den gør jer ikke til slaver der er bange for Gud, men giver jer status som Guds børn” (Rom.8,14). Det er på én gang et personligt forhold og et fællesskab. Det kan ikke undsiges. For uanset, hvad du tænker og mener om dit fædrene ophav, så står det ikke til at ændre på. Din begyndelse er dér. Du får noget med dig. Fra din jordiske far en genetisk arv. Fra din himmelske far en åndelig arv.  

Det sidste lyder mere luftigt. Men luft skal der som bekendt til for at et menneske kan leve. Vejret skal trækkes. Det er liv, den åndelige arv, Guds Ånd hos os. I bund og grund liv. Det er luft til at leve af. Det er det friske pust af glæde, lykke, velsignelse, der gør det svært at fastholde vreden og forbeholdene – og måske ikke mindst fornemmelsen af ligegyldighed og meningsløshed og den modløshed og opgivenhed, der kan udspring af det. 

Gør det, som min himmelske far, vil have” sagde Jesus. Lad jer bevæge. Ikke af hvad som helst. Ikke af hvem som helst. Men af hans ånd, som blandt de mange tilnavne, som vi bruger i forsøg for at forstå, hvordan Gud er tilstede nu, kaldes Sandhedens Ånd. 

Vi skal være på vagt. Personligt har jeg svært ved at tro, at TV-serier eller kampagner, er de nok så kritiske og afvisende overfor kristendom og kristen tro, formår at bilde ret mange ind, at de fortæller sandheden. Det ændrer ikke på, at der grund til at være på vagt. Et menneske har brug for Gud. Et menneske er ikke, hvad der meningen med det, uden. Det kan ikke være uden. Der er altid en far. Om du vil vide af ham eller ej. Om han er skjult for dig eller ej. Intet menneske er gjort af ingenting. Så ville det selv være ingenting. 

Du er noget!, prædikede Jesus til enhver, den fattige, den syge, enken, den faderløse, ludderen, svindleren og alle de helt almindelige småkedelige med. Du er noget. Du er din himmelske fars barn. Jeg er hans søn, fortalte han. Så vi hører sammen, indprentede han med ord og handling, sidst men slet ikke mindst med sin død og opstandelse. 

Det skal vi høre. Høre igen og igen. Ikke mindst fordi der er så meget andet, som vi får at høre derude – den verden, der til tider kan forekommer ligeså uoverskuelig og ufremkommelig, farefyldt som en jungle. 

Så vi kommer her, hvor ordene ikke forandres, og hvor løfter holdes. 

Den skeptiske dåbsmor bar sit barn til dåben. Den dag var det anderledes. Hun sad mere roligt i sædet. Og uanset, hvad hun tænkte, eller frygtede, så blev barnet døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Vi hørte alle de velkendte ord fra Mattæus evangeliet, som løftet til barnet og barnet i os alle: Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.  

Det er vi fælles om. Vi er fælles om at bære titlen ”Gudsbarn”. Vi er fælles om løftet, der forsikrer os om, at Gud i sin ånd slår følge med os i det, som vi nu skal være i den her tilværelse. Hvad det så end måtte være, have været eller blive til. Der er noget, mennesker ikke kan ryste af sig, ikke engang fornægterne eller de, der kalder andre idioter, fordi de ikke gør op; ikke engang når de grupperer sig og råber højt i trangen til at sætte grænser og fordømme, ikke engang når vi bliver forstokkede i vores eget. 

Vær på vagt! Pas på! Tro ikke på hvem som helst! Tro ikke på hvad som helst! ”It’s a jungle out there”. Det er – kan være – noget uigennemskueligt rod det her menneskeliv. Det er ikke alle, der vil dig det godt. Det er ikke alt, der er godt for dig. ”Pas på de falske profester, der kommer til jer i fåreklæder, men som er sultne ulve indeni. I kan kende dem på det de gør”, sagde Jesus.  

Vi skal være på vagt. Vi er nemlig arvinger, altså nogen, der har og får del i det, der er Guds, hans verden, hans evige rige. 

Sansen for arvens værdi må vi værne omFor arven er ikke bare et antikvarisk levn uden sammenhæng og betydning for vores liv her og nu. Den holder os i live som værdige mennesker 

Det er altid aktuelt at holde øjne og ører åbne. Det er godt at tænke selv. Det er lige så aktuelt at være kritisk den dag i dag som på Jesu tid. Det har ateister ikke patent på. 

Og så skal vi huske, som Paulus skriver i sit brev til menigheden i Effesos: I udgør én krop og én ånd, og da I blev udvalgt fik I ét håb, én Herre, én tro, én dåb og én Gud, der er far til alle” (Ef.4,4) Vi hører sammen. Ingen skal bilde os andet ind. Vi skal ikke tro andet. Det er sandheden. 

Den lever vi i. Den skal der værnes om. Den skal kendes i vores handlinger. Måtte de handlinger udtrykke, at vi forstår at hjælpe vores medmenneske til livet, det liv, som Gud forærer os, det liv, der er lige midt i blandt os og som Guds kærligheds og sandheds ånd puster liv i dag efter dag. Amen.  

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen 

Vor himmelske far, du som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed. 

Vi beder dig for vort hjem og for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af. Vi beder om dit nærvær og din bistand i vort daglige liv med hinanden. Hjælp os til at se og bruge de evner og muligheder vi bliver givet, i stedet for at gemme os i frygt for at fejle. Hjælp os til at holde dit ord for sandt, når andre forsøger at anfægte det. Lær os at stole på du er med os alle dage. 

Jesus Kristus, du som holdt fast ved tilgivelsen og barmhjertigheden, og påskemorgen viste os at kærlighedens magt er stærkere end dødens, lad dit eksempel lyse for os, så vi aldrig forfalder til had og hævn. Hold os fast på, at du er med os indtil verdens ende og at ingen kan rive os ud af din hånd. 

Helligånd styrk de forfulgte og fortvivlede. Giv os alle håb og mod, lad Guds nådegaver til os flamme op, så vi kan stå imod og holde fast i troen på at også for dem, der forfølger er der håb, når du treenige Gud engang ved tidens ende vil gøre alt det du skabte, frelste og oplyste godt igen. Trods alt hvad vi ødelagde. 

Sådan beder vi for alle med viden og myndighed, for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Lad os ikke stivne og forstene i vores egne forestillinger om rigtigt og forkert, men lad os bevæge af din kærlighed. 

Vær med alle der lige nu kæmper for frihed og fred. Vær med de soldater vi sender ud i den kamp. Giv dem frimodighed til at røgte deres tunge ansvar og lad dem ikke gå under i, eller miste sig selv til krigens ondskab. 

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Væk håbet i alle bekymrede, anfægtede og modløse. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. 

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens fællesskab. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn. 

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen. 

 

7. søndag efter trinitatis, søndag d. 4. august 2019
v/ Henriette Bacher Lind
Luk 19,1-10

Salmer: 330, 840, 163 – 411 (338, 340, 477) 10

Det er skønt at være med i et fællesskab. Og forfærdeligt at blive udelukket. Jeg kan stadig mærke, hvordan det føltes, da mine to bedste veninder i folkeskolen, pludselig vendte ryggen til mig i skolegården. Det skete lige fra den ene dag til den anden. Om onsdagen var vi bedsteveninder alle tre, med veninderinge og armene om hinanden, vi sjippede og hinkede og fulgtes ad hjem. Og om torsdagen var jeg ude, og de to havde noget sammen, som jeg ikke var en del af. Det var virkelig, virkelig ubehageligt og sorgfuldt, for hvem var jeg uden dem, hvem skulle jeg så være sammen med, hvor hørte jeg hjemme?

Fortællingen om tolderen Zakæus handler om det. Den handler om at være inde eller ude, om at være med eller ikke at være med, om at være en del af et fællesskab eller at være udelukket fra et fællesskab. Det fantastiske er, at selv om beretningen er umådeligt gammel, er den vanvittigt aktuel. I dag skabes der nye fællesskaber konstant, og overalt er der fokus på, hvor vigtige fællesskaber er for vores trivsel og livsglæde. Nogle finder sammen i bofællesskaber, hvor man er fælles om at skabe en bæredygtig livstil. Andre slutter sig sammen i et madfællesskab, hvor man kun spiser grøntsager, andre igen laver mikrobryggerier, hvor de brygger øl. Ganske mange er fælles om lidenskaben for at bage med om surdej. For nu bare at nævne et par eksempler. Nogle fællesskaber udfolder sig på de sociale medier, andre foregår i det fysiske rum. Det er vanskeligt ikke at blive begejstret over udviklingen, for det er sundt og godt og vigtigt at være sammen med andre om noget – det siger forskningen, og det ved vi fra også os selv - men man skal heller ikke være blind for, at ethvert fællesskab automatisk betyder, at nogle er inde, mens andre er ude. Den skelnen betyder ikke noget, så længe fællesskabet er åbent og velkomment, men hvis det lukker sig om sig selv med regler og besværlige optagelseskrav, kan det hurtigt blive et problem, for så er der ikke plads til alle. De, der gerne vil være med, men ikke besidder de rette kompetencer,  kommer til at stå udenfor. Normalt tænker vi, at forskellen på et åbent og et lukket fællesskab er evnen til at byde indenfor. Det åbne fællesskab tænker ikke kun på sine egne medlemmer, men inviterer gæstfrit nye ind i det. Det interessante i fortællingen om Zakæus er, at her er bevægelsen omvendt. Jesus inviterer ikke Zakæus ind i sit fællesskab, han inviterer sig selv hjem til Zakæus. ”Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus”. Der skabes på den måde et nyt fællesskab, et fællesskab mellem Jesus og Zakæus. Eller måske er det rigtigere at sige, at fællesskabet udvides, fordi Jesus ønsker at pointere, at den form for fællesskab, han kommer med, er grænseløst, her kan der ikke laves en skillelinje mellem inde og ude, den findes ikke. Når han, midtpunktet, for fællesskabet, flytter sig, flytter fællesskabet med, han tager det med sig, fordi han er kernen i det, uden ham er der ikke noget fællesskab. Og det er lige præcis den bevægelse, der forarger hans tilhørere noget så grusomt: ”Han er gået ind som gæst hos en syndig mand,” udbryder de med væmmelse og foragt. Den rene skal da ikke mænge sig med de urene, den skyldige skal holde sig på afstand af den syndige, tænker de, og er fuldstændige enige om, at Zakæus ikke hører hjemme i deres sammenhæng, han lever ikke op til standarden, han falder ved siden af, og tænk, hvis han med hele sit væsen og sin levevis kom til at inficere deres særlige fællesskab. Gud fri os vel!! Men Jesus og med ham Guds rige kender ikke til høje grænsemure og stikkende pigtrådshegne, det er et rige i vækst, et rige i bevægelse, et rige i evigt opbrud, fordi det flytter sig derhen, hvor det fortabte, elendige og tyngede menneske befinder sig, og den bestemte dag er det altså Zakæus, der alt for længe har levet i en sags social isolation på grund af sit arbejde. Alle så ned på de toldere, der arbejdede for romerne. Zakæus har helt sikkert haft masser af penge – jobbet som tolder gav muligheder for at stikke en god sjat penge til side til sig selv - han har haft et fint hus, en prægtig vinkælder og et overdådigt spisekammer, men det kan jo være det samme, hvis ingen har lyst til at komme og sidde med ved hans bord, og med et hundrede procents sikkerhed heller ikke inviterer tilbage. Hvor tit har Zakæus ikke kigget længselsfuldt på sine landsmænd, når de satte sig i skyggen under det gamle, knortede oliventræ på torvet for at tale om dette og hint. Hvor ofte er han ikke gået ud af sin hoveddør med den klare plan at gå derhen og slutte sig til gruppen, indtil han to meter derfra bliver drevet væk af en kulde og en afstand, som virker fuldstændig umulig at forcere! Og så er han gået hjem igen, slukøret. Indtil den strålende dag, hvor alt vendes på hovedet, og Jesus inviterer sig selv og gør op med forestillingen om, at han er centrum i en lukket klub for særligt indviede. ”Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte,” siger Jesus ved spisebordet hos Zakæus efter at de første portioner af det lækre lammekød og det friskbagte brød er nedsvælget. Han kommer til den, der ikke selv har kræfter og mod til at komme til ham, og på den måde overskrider han enhver mur, enhver kulde, enhver afstand, enhver fordom og enhver fordømmelse, som måtte eksistere mellem mennesker. Og som vi er så eminent dygtige til at lave!!!

For som sagt: Bagsiden af vores iver for at skabe fællesskaber, er at vi risikerer at holde dem udenfor, som af den ene eller den anden grund ikke egner sig til at være med. Hver dag skabes der fællesskaber, som ekskluderer nogen, og som udvikler en meget lidt charmerende form for nultolerancepolitik. Jeg hørte forleden, hvordan en gruppe på nettet ved navn Viklemødrene – det er en bevægelse af mødre, som vikler deres små børn ind i en bestemt type stof for at bære rundt på dem – havde talt virkeligt nedsættende til en mor, der ikke kunne finde ud af, hvordan man vikler. Oven i købet nægtede de at lære hende det, selv om hun bad om det. Hun blev vejet og fundet for let, en kludremikkel, ikke værd at spilde tid på!!

Det er trygt at være en del af et fællesskab, når først man har knækket koden og har fået adgang. Og det er lige så hæsligt og nedbrydende at blive afvist i døren. Afvisningen er et tegn på, at man ikke har fortjent fællesskabet, at man ikke er det værd, at man har fejlet. Det er Zakæus-erfaringen om igen. Men med Jesus sker der noget, forståelsen af, hvad et fællesskab er, ændres, for fællesskabet med ham ikke holdes ikke sammen af beton, men af nåde, som er uden ende og grænse, og hvor der derfor er plads til både de syndige og de retfærdige. Med Jesus er alle skillelinjer mellem mennesker brudt ned. De skriftkloge, som på hans tid mente sig bedre end tolderen, må acceptere, at Jesus ikke længere måler den enkelte på hans eller hendes evne til at opfylde Loven. Nu måles alle på tilgivelsens målestok. Ingen kan mere fordømmes, alle er taget til nåde, alle er ét i ham, og alle hører hjemme i det rige, hvor retfærdigheden udspringer af kærlighed.

Og Guds kærlighed er måske ikke blind, men den lykkeligvis har en formidabel evne til at vende det blinde øje til.

Amen

6. søndag efter trinitatis, søndag d. 28. juli 2019
v/ Henriette Bacher Lind

Matt 5,20-26

DDS: 3, 289, 397 – 691 (438, 440, 477) 696

”Jeg lægger mig fladt ned her,” sagde politikeren Magnus Heunicke for nogle år siden, efter at han havde skældt en journalist voldsomt ud. Lars Løkke lagde sig fladt ned, da Ekstra Bladet afslørede, at hans rejseudgifter for klimafonden Global Green Growth Institute (GGGI) var løbet fuldstændig løbsk. Niko Grünfeld, der en kort overgang var kultur- og fritidsborgmester i København, lagde sig fladt ned, da det kom for en dag, at han havde brugt ekstremt mange penge på at indrette sit nye kontor. ”I sidste ende er det mit ansvar, og nu lægger jeg mig fladt ned og siger undskyld for de problemer, alle sagerne har skabt,” sagde han i en pressemeddelelse. Det er godt nok et pudsigt udtryk, at lægge sig fladt ned, det er en ret speciel metafor for at sige undskyld eller udtrykke sin beklagelse. Man ser det for sig: Trappen op til Christiansborg brolagt med politikere, som ligger på hvert sit trappetrin, så man er nødt til at træde på dem for at komme op. Er det sådan, det er ment: at de på den måde bliver straffet, så de bagefter kan rejse sig med god samvittighed? Spørgsmålet er, om det er godt nok; om det virkelig er måden at sige undskyld på, om det virkelig er den rigtige måde at opnå tilgivelse på? Kommer det at lægge sig fladt ned overhovedet i nærheden af sådan et begreb som forsoning, som jo dybest set er, hvad enhver form for undskyldning håber på at møde?

Den tidligere formand for Etisk Råd Jacob Birkler skrev for nogle år siden i en klumme – og han rammer hovedet på sømmet, synes jeg i al fald: ”Lægger du dig ned i den bedste sendetid, rider du hurtigt stormen af og ydmygelsen er overstået på fem minutter. Herefter vil tiden langsomt, men bekvemt fungere som stedfortrædende skyldsundragelse”. Som han ser det, er det at lægge sig fladt ned kun en lidt for nem genvej til at komme videre efter en overtrædelse. Man lægger sig i overført betydning og rejser sig igen, ryster støvet af tøjet og kommer videre, og så er den episode ude af verden.

Men er det virkelig så enkelt, skal der ikke mere til at komme om på den anden side af skylden? Jesus er af en anden mening, fremgår det af dagens tekst. ”Hvis du en dag er på vej til templet med en offergave og kommer i tanke om, at en, du kender, er vred på dig, så lad din gave ligge ved alteret. Gå i stedet hen og bliv forsonet med ham. Så kan du komme og give din offergave bagefter”. Her er den passive læggen-sig-fladt-ned erstattet af en bevægelse henimod det andet menneske. Her handler det om at genoprette et forhold, et fællesskab, som vrede eller had, har ødelagt. Og vrede kan være næsten lige så destruktiv, som et egentligt drab, allerede i samme øjeblik man mærker et stik af raseri mod den anden, er forholdet truet. At forlige sig med nogen er det samme som at forsone sig med nogen, og forsoning kræver en aktiv handling mellem to. Og det er selvfølgelig den hårde del af sådan en forsoningsproces, at man skal forlade sin lille selvretfærdige cirkel for at konfrontere sig med ham eller hende, som er vred. Hvilket samtidig betyder en konfrontation med det faktum, at man har gjort en vred, at man er gået over grænsen, at man har forsyndet sig, forbrudt sig, begået uret mod en anden. Ansigt til ansigt kan man ikke længere bilde sig selv ind, at man er uskyldig, dommen kan simpelt hen aflæses af den andens udtryk. Og lige dér er det ikke tilstrækkeligt at række hånden frem og sige ”jeg lægger mig fladt ned”. Det lyder som en kliché, en gestus tømt for mening. Og hvad skal den anden svare: Det er ok, læg dig bare? Forsvinder vreden af det? Bliver forholdet som det var før efter det udsagn? Næppe. Der skal mere til. Der skal forsoning til. Der skal være en, der rækker ud imod den anden, og den anden skal tage imod. Måske en gang, måske to gange, måske fire, fem eller seks gange, for forsoning er en proces, og engang imellem kræver den mere en ord. En gang imellem er en gave eller to, nødvendig.

Lyder det svært, det med at forsone sig, ja, hårdt i al fald, fordi man er nødt til at vise sig frem for den anden i hele sin sårbarhed: Hvad hvis han ikke tager imod min undskyldning, hvad hvis hun afviser mig, før jeg overhovedet er kommet til orde? Så står jeg der, ramt af min skyldfølelse og den andens dom? Hvad gør jeg? Læser man Paulus, vender han igen tilbage til, at Gud har forsonet sig med os, og at vi på den baggrund selvfølgelig skal forsone os med hinanden. Alt andet giver ingen mening. Der er en nøje forbindelse mellem den gave, vi får, da Gud giver os sin søn og lader ham bære vores synd på korset, og den gave, de ord, vi kan give hinanden for at gøre det forbrudte og ødelagte forhold godt igen. ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,” beder vi i Fadervor, fordi vi med Guds handling i baghovedet forstår helt ind i vores usikre hjerte, hvor vigtigt, det er at lade tilgivelse erstatte dom og had og udstødelse, hvis ikke forholdet skal gå tabt.

”Hvis du en dag er på vej til templet med en offergave og kommer i tanke om, at en du kender, er vred på dig, så lad din gave ligge ved alteret. Gå i stedet hen og bliv forsonet med ham. Så kan du komme og give din offergave bagefter,” siger Jesus i dagens tekst og gør det helt klart, at forholdet til Gud under ingen omstændigheder kan tænkes udenom forholdet til det andet menneske. Gud er ikke interesseret i gaver og store ofre, han er interesseret i, at hans rige vokser iblandt os med godhed og barmhjertighed. Her er ingen plads til hævn, ingen rum for at stikke af med halen mellem benene og lade den anden lide under, hvad jeg har gjort mig skyld i.

 

”Jeg lægger mig fladt ned, ” siger politikerne, og hvad så, har jeg lyst til at sige. Hvor er forsoningen? Hvordan kan han forsone sig med mig, når han bare lægger sig ned og håber på, at nogle vil trampe lidt på ham eller eventuelt råbe et eller andet grimt ind i hans øre. Forsoning kræver en bevægelse, det kræver at man gør noget, rækker ud efter, sådan som også Desmond Tutu har beskrevet det flere steder i sine bøger om tilgivelse. Efter de forfærdelige år med Apartheid i Sydafrika nåede han frem til, at vi er i stand til at arbejde sig frem mod en forsoning. Han og hans datter lancerer bl.a. begrebet ”Tilgivelsens cirkel” hvor de opregner fire veje: Det første skridt er ”Fortæl historien”; det andet er: ”Sæt ord på historien”; det tredje ord er: ”Giv tilgivelse, idet du erkender, at vi alle er fælles om at være skrøbelige, ufuldkomne mennesker,” og sidste skridt er: ”Forny forholdet”. Og Tutu skriver videre: ”Fornyelse er ikke glemsel. Når vi bliver tilgivet, går vi videre ind i et nyt forhold, men vi kan ikke forvente, at de mennesker, vi har såret, vil glemme smerten. Vi beder ikke vores offer om at glemme, men derimod om at erkende den menneskelighed, vi er fælles om og vores villighed til at ændre os.”  

Gå hen og forson dig – lyder opfordringen fra Jesus, da han forsøger at understrege radikaliteten af næstekærlighedsbuddet. Vrede kan være lige så ødelæggende som mord og hører ikke hjemme mellem mennesker, så vær ikke bange for at gøre det brudte godt igen, vær ikke bange for at stille dig frem i hele din sårbarhed og sige: Undskyld, hvor er jeg ked af det, jeg har gjort, vil du ikke nok tilgive mig”?

Amen

3. søndag efter trinitatis, den 7. juli 2019
v/ Grete Wigh-Poulsen
 
 
3.Søndag e.trin., 1.t.r

7.juli 2019

Sankt Nicolai kirke kl.10.30

 

5 O havde jeg dog tusind tunger

31 Til himlene rækker

36 Befal du dine veje

894 Se, hvad jeg har til dig som gave

477 Som korn fra mange marker

725 Det dufter lysegrønt

 

Es. 57,15-19

1.Pet. 5,6-11

Luk. 15,1-10

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

 

Ting kan blive væk. Pludseligt er de der bare ikke. Briller ligger ikke på natbordet. Nøglerne er ikke i skuffen. Pist forsvundet er de.

 

Hvad gør du så? Leder du mon ikke? Irriteret på dig selv, måske. Vrissende over glemsomheden. Lettere desperat. Det forsvundne må findes. Du leder. Og bliver ved. Det uundværlige skal jo findes.

Men det gælder vel egentlig også det, der nøgternt set godt kunne undværes. Som ham, jeg kender, der bliver ved med, nu en måneds tid efter hans øretelefoner forsvandt, stadig lige at kigge under sæderne bilen og under tæppet i bagagerummet for lige én gang til at tjekke, at de ikke har forputtet sig der. Jeg ryster på hovedet af det, tænker: ”du har ledt der før. Mange gange. Indse, at de tabt. Køb nogle nye. Det er ikke værd at bruge tid og kræfter på at ærgre sig”. Men lur mig om han ikke lader blikket glide søgende omkring også næste gang, han kommer forbi.

 

Jesus fortæller en lignelse. Til alle de toldere og farisæere, der holdt til i hans nærhed. Hør her, sagde han, fordi de ikke forstod, hvordan han kunne være sammen med, dem, som de ikke ville ses i selskab med. Han fortalte om en mand med en vældig flok får, 100 for at være helt nøjagtig. Ét af de får blev væk. Manden helmede ikke før han fandt det – selvom det betød at han måtte gå fra de andre 99, mens han ledte. Jesus fortalte om kvinden, der havde 10 drakmer, tabte en af dem, og derefter gav sig til at endevende sit hus for at finde den. Selvom hun vel godt havde kunnet klare sig med de 9. 

 

Alt det bøvl for ét eneste får, for én eneste mønt. Det er meget ihærdigt, må man sige. Lidt overdrevet. Ikke mindst, hvis forehavendet ikke var lykkedes. Det får, der var blevet væk, kunne være fundet død, og tiden have været bedre brugt til at passe på de 99. Konens endevenden af hjemmet kunne have været spildte kræfter, og bedre brugt på andre gøremål, hvis ikke mønten var dukket op.

 

Manden ledte. Kvinden ledte. Og blev ved. De ville, måtte finde det ene får, den ene mønt – af samme grund, som ham, jeg kender, fortsætter sin søgen. Det tabte har værdi. For dem.

 

Jesus fortæller en lignelse. Han vil vise alle tolderne og farisærerne, og os, hvad Gudsriget er. Vi skal se, hvad det er, vi har del i. At vi har del i Gudsriget. Og det er, har jeg læst, det umuliges kunst. Hvorfor? Fordi der her bestandigt søges efter det tabte. Her gives der aldrig op. Gud bliver ved. Hvor vi, i andres øjne ganske vist irrationelt, kan fortsætte vores søgen efter det, der er forsvundet for os, gør Gud det samme, og bliver ved langt efter et menneske har givet op.

 

Sådan er Gud, må vi lære. En der leder og vil finde. Der er læring til os i dag. Bliv ved. Forsæt. Giv ikke op. Du selv opgives ikke.

 

Det handler selvsagt ikke om ting som de der høretelefoner, briller, nøgler - eller om mønter eller får. Men mennesker. Sådan nogle som os. Mennesker kan blive væk. De kan fortabe sig. Glemme. Forsvinde. Blive væk. Og så skal der ledes. Så må der ikke gives op. Så må der ikke trækkes på skuldrene. Det er aldrig ligegyldigt med et mennesek.

 

Rationelt set, kan det synes som spild af tid og kræfter at tænke i de baner, hvis man er på plads mellem de 99. Lige nu i dette øjeblik herinde er vi jo bænket i folden om jeg så må sige. Og stadigvæk forholder det sig jo sådan, at det store flertal i det her land bliver døbt og er dermed kristne.

 

Men det forlyder fra velunderrettede kilder, at det ikke er ensbetydende med, at det betyder noget som helst – for en hel del af os. Hvis man har lært og er vandt til at skulle føle, mærke efter, og spørge til, hvad tingene ”gør for mig”, om det giver mening for at jeg skal lykkes som mig selv, og hvis der er en forud forståelse, der tilsiger, at mening er noget du vælger, så er det klar, at der stilles spørgsmål til om man egentlig hører til.  Og ikke engang  fornemmer, at der tab forbundet med, at forstå sig som ikke-tilhørende i flokken.

 

Ikke fordi der ikke er en fornemmelse for, at en åndelig dimension er væsentligt, eller at det ville godt at kunne tro, men der spørges: hvad har det med mig at gøre?  Har det betydning for min identitet – eller autensitet?

 

Er det sådan det er? At der ingen forudgivet mening er? Skal du selv søge og finde meningen? Selv beslutte dig for hvor du hører til? Er det sådan det er?

 

For nogle er det. Måske for de fleste af os i en eller anden grad. Vi søger og leder efter mål og mening i den her ret så ofte forvirrende  verden, hvor meget der engang var selvfølgeligt er i opbrud, hvor alle skal træffe valg.

Så prøver den unge at skaffe sig de flotteste eksamens karakterer. Så prøver den voksne at skabe sig den perfekte balance mellem arbejde, familie og fritidsinteresser. Så prøver den midaldrende at holde alderens tegn i skak med sund kost og hård motion. Osv. Det er jo vores valg, vi vælger frit, kan vi sige til hinanden, og med de ord bevæge os længere og længere ind i lukkede fællesskaber med andre, der gør og tænker det det samme, det rigtige, har truffet de rigtige valg.

 

Og væk er vi. Væk fra det store fællesskab, som vi herinde får at vide at vi høre til i. Sammen. De perfekte med de uperfekte – og med alle dem på skalaen mellem de to poler.

 

Epistlen fra 1. Peters brev beskriver den onde, den der ødelægger og bryder ned, som en løve, der med sine frygtindgydende brøl skræmmer os og derfor suger vores opmærksomhed til sig. Djævelen er som en stor brølende løve, der går og leder efter nogen at sluge.

 

Nu er vi ikke så bekendt med løver. Der går ikke mange rundt i Koldings gader. Så måske kunne vi tænke, at brølet, der trækker i os, snarere er at sammenligne med vores tids mange kald til selvstændighed og perfektionisme? Det kald synes i hvert fald at være i færd med overdøve de ord, vi kan få at høre herinde. I hvert fald trækker de i os, trækker mange så langt væk fra deres dåbsord, at de dårligt kan høre og forstå, at de ord bærer dem og er den dybe sammenhæng i det liv et menneske lever i verden. Et menneske har Gud, for Gud har mennesket.

 

Jesus fortæller dem, der, sådan plejer vi at tænke om dem, var ret optagede af at fastholde og kæmpe for det, som de mente var sandheden om Gud, at Gud er mere optaget af at finde den, der er kommet væk fra ham end regler og ret.

 

Det kan være, at du og jeg tænker, at det var spild af tid og unødig brug af kræfter og opmærksomhed på det, der sagtens kunne vise sig, ja måske endda sandsynligvis, kunne vise at være et tabt forehavende. Jesus siger: Gud giver ikke op. Uanset hvor usandsynligt det i vore øjne er, at det vil lykkes. Åbenbart. I vores øjne kan det virke irrationelt. Alligevel skal vi tage ved lære.

Et sted kalder Jesus os jo for medarbejdere. Der er altså noget vi skal gøre. Vi skal gøre, som han lærer os, at Gud vil. I dag at vi ikke skal slå os til tåls med det og dem vi er, men søge og lede efter hinanden, som han har vist os. I lignelsen er der fokus på det, der er, som det ikke skal være. Det skal der arbejdes for bliver, som Gud vil at det skal være. Det tabte, den tabte skal findes.

Vi kan, og burde muligvis sige ”pyt” til de forsvundne øretelefoner, de forsvundne brille og nøgler, men aldrig til hinanden. Gudsriget er, at alt tabt må genfindes. Nye begyndelser kan ske. ”Tro er sans for tilblivelse” skriver Søren Kierkegaard et sted. Lad os tro på tilgivelsen!

Amen

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd. Du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Vor himmelske far, du som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vort hjem og for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af. Vi beder om dit nærvær og din bistand i vort daglige liv med hinanden.

Vi beder vi for alle med viden og myndighed, for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Lad os ikke stivne og forstene i vores egne forestillinger om rigtigt og forkert, men lad os bevæge af din kærlighed.

Vær med alle der lige nu kæmper for frihed og fred. Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med enhver, der forfølges for sin tro. Væk håbet i alle bekymrede, anfægtede og modløse. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge.

Lad sommerens frihed og fred forny glæden ved de hverdage, der venter efter ferietiden. Lad os med pausen fra arbejde og rutiner se det gode, vi har eller øjne nye muligheder, så vi vender tilbage med fornyede kræfter og mod. Vær hos os, hvis vi mærker sommerstilstanden som knugende ensomhed. Tal til os, så vi husker, at du følger os i alt, hvad vi er i, som en far følger med i sine børns liv.

 

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens fællesskab. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen.

 
 
Pinsedag, søndag den 9. juni 2019
v/ Grete Wigh-Poulsen
 

Pinsedag 1.tr.

9.juni 2019

Sankt Nicolai kirke kl.10.30

Nb. Orgel rep.

 

1.Mos.11,1-9

1.Mos. 2,4b-7

Ap.G. 2,1-11

Joh. 14,22-31

 

291 Du som går ud fra den levende Gud

289 Nu bede vi den Helligånd

285 Hør himmelsus

402 Den signede dag

287 Kraften fra det høje

290 I al sin glans nu stråler solen

 

teamLab: Universe of Water Particles, Transcending Boundaries, 2017, Flowers and People, Cannot be Controlled but Live Together, Transcending Boundaries – A Whole Year per Hour, 2017

Gud Faders Ånd, kom til os ned /med himlens ild: Guds kærlighed! Læg på vor tunge nådens røst / med livets ord til evig trøst!

 

”Skin over vang som en morgen med sang, / morgen i maj, når det grønnes”! Lad det være som en fanfare over den her dag, kirkens fødselsdag.

 

Når vi synger den salme, som vi begyndte med, og de her ord, ”Skin over vang som en morgen med sang, / morgen i maj, når det grønnes”! Og når vi skal slutte gudstjenesten med at synge ”I al sin glans nu stråler solen” er det Pinse. Pinsedagene er jo i vores del af verden i den grad forbundet med sol, grønheden, blomster, farver, dufte, fuglesang. Billederne af herligheden udenfor, som vi har helt present, er pinsetilstand selvom det ikke længere er maj – grøde, vækst, lys, lyd. Pinsen gav verden en formidler af Guds ord, en ny talsmand, der fortsætter hvor Jesus slap. Disciplene fik indgydt frimodighed til glade at fortælle om Gud, om alt det de vidste om Gud fra deres samvær med Jesus. Pinsen skabte bevægelse, en ny tilstand opstod, fra bekymret modløshed hos en lille flok til et nyt frodigt fællesskab af alle slags mennesker. Og glæde! Og vækst! Og blomstring!

 

Grundtvig, salmernes digter, lod os glad tumle rundt i billede efter billede i den første pinsesalme, vi sang. Nogle, der går lige ind, andre der måske går hen over hovedet på os, andre igen, som de her allersidste linjer, ”Så af det hele som Gud har skabt / går kun fortabelsens æt fortabt”, skal man måske lige skal have én gang til for at forstå, før det høres at det er det helvede af ondt, der lader der gå død i det gode, som vi har, i det, som vi holder af og burde værne om, i os selv, i andre, i verden; dét skal forgå, livet skal bestå for Gud vil være i det. Al tid.

 

Der skete noget pinsedag. Disciplene mærkede det. Som et frisk vindpust, der fejede indestængt sorg og opgivelse til side og gav rum til fornyet mod. Det var kærlighed, Guds kærlighed, Gud til stede i sin ånd, som det Gud er og vil. Som mennesket, som vi kan læse det i Det gamle testamente, blev til et levende væsen, da Gud ”blæste livsånde i hans næsebor”, sådan livede Guds Ånd mennesker op pinsedag. Pinsedag er det kærlighedens ånd, Guds nærvær formidlet af Guds talsmand, der sætter liv i mennesker. Det virkede. For det gør kærlighed dengang som nu.

 

Billede 1

Der er kunstværker, som virker. Som får dig til at reagere helt umiddelbart. Det, som I kan se på skærmen er sådan et. Nu har jeg set det – eller rettere været i det - to gange og oplevet det samme: en umiddelbar glæde. Jeg har mærket den i mig selv. Jeg har iagttaget den hos andre. Det er et kunstværk man gerne opholder sig i.

 

Måske skyldes det, at udstillingen med titlen ”Tomorrow is the Question”, i morgen er spørgsmålet, som installationen er en del af, kredser om menneskeskabte forandringer, resursemæssige udfordringer, bekymringer for fremtiden. Men her træder du så, bogstaveligt talt fra mørket, ind i dette rum med farver, bevægelse og beroligende lyde, der oven i købet inddrager dig i sin blomstrende verden. Her er et interaktivt vandfald, der giver dig en plads i værket, når du bevæger dig rundt i lyset, mens blomsterknopper vokser, breder sig ud, blomstrer, spreder sig og visner, mens nye kommer til. Der er et samspil mellem dig og det, som du er i her. Og på forunderligvis gør det glad. Værket kalder glæden frem. Du er en del ikke bare af det, der går til grunde, men også af det, der stadig er i vækst og har en fremtid. Selvom vi går rundt derinde i det interaktive værk hver for sig, så er vi fælles om det.

 

Måske virker sådan en installation ekstra stærkt nu? Bekymring for fremtiden har godt tag i mange af os. Det blev italesat mange gange i forbindelse med EP- og folketingsvalg. Der demonstreres og vandres, tages store og små tiltag stort set, hvor du vender dig hen. Jeg har f.eks. lige fået besked fra frisøren om, at der nu er pant på shampo-flasken. Udstillingen ”Tomorrow is the Question” peger på global opvarmning, udpint natur, teknologiens overtag. Meget er dystopisk og forstemmende. Der stilles spørgsmål. Hvad har vi gjort? Hvad venter? Er teknologien blevet vores gud? Har vi glemt at passe på vores verden? En fotoserie med billeder af skiftende lag sne, der flytter en klippeblok, vil vise, at naturen er skrøbelig, men den er også stærk.

 

De folk, der har lavet installationen, som kan opleves på Aros i Århus, har næppe tænkt på pinse. Men jeg tænkte på Pinse. For du bevæges derinde. Du bevæger dig, som sagt, rundt, mens blomster vokser, blomstrer breder sig og visner, og nye kommer til over dig, under dig, omkring dig. Der er et samspil mellem dig og det, som du er i her. Det gør noget ved dig. Det kalder glæde frem, fordi du oplever, at du ikke bare er del af det, der skal visne og dø, men også af det, der stadig er i vækst og har en fremtid. Vi er en del af et blomstrende pinseligt fællesskab. Før sang vi: ”Glæde og lys med dem komme til bys / blomstre lad muld, hvor de træde! / styrke og mod bringe svaghed på for / trøst finde alle som græde”.

 

Billede 2..

 

Sådan kunne det se ud. Glæde og lys, muld, der blomstrer, et væld af vækst og farver. Det er dagens bøn. En bøn om at vi må finde det mod, den trøst og den glæde, som den første pinsedag kaldte frem i disciplene og de andre, der mærkede vindpustet i rummet. For der opstod muligvis i første omgang en forvirring, da ånden kom over disciplene og de pludseligt magtede at fortælle løs. Men det virkede. Der blev lyttet. Der blev glæde. Ord og sætninger flød frit. Betydninger foldede sig ud for dem, der lyttede. Alle og enhver blev inddraget og optaget af og i det, der blev fortalt om.

 

Det virkede. Alting sødet af kærlighed. Sådan virker kærlighed jo! Når du elskes sker der noget med dig. Du tør mere. Du vover at træde frem og lade parader falde. Du giver dig selv lov til at være den du er. Du er ikke alene. Du er en del af et fællesskab. Som får dig til at reagere helt umiddelbart. Der lige som værket, som jeg har oplevet det, afføder en umiddelbar glæde. Dér opholder man sig gerne. For disciplenes vedkommende satte den i bevægelse, rykkede dem ud af det skjul, hvor de, bange for hvad fremtiden ville bringe, havde gemt sig i. Den brød deres tavshed. Guds Ånd, nærværet af hans kærlighed, gav dem mod til at fortælle løs om Kristus, for sådan kalder og forklarer Gud sig, trøster og indgyder mod på fremtiden.

 

Hvad med fremtiden? Det er er altid et godt spørgsmål.

 

Der er menneskeskabte forandringer, der er resursemæssige udfordringer. Det er næppe ligegyldigt, hvordan vi forholder os til dem. ”Tomorrow is the question”.

 

Men se: f.eks. billederne her. Tænk: Pinse. Husk og hør: Der tales til dig om Guds storværker også på dit modersmål.  ”Rejs jer. Lad os gå her fra”, siger Jesus til slut i dagens evangelium. Fremtiden er, den findes, uanset alt andet er der også en fremtid, hvor Gud er med os i sin kærlighed. Den skal vi lade os føre af i alt hvad vi gør og siger i det, der ligger foran os – også i fremtidens udfordringer.

 

Nu er det pinsedag. Den foregår midt blandt os. Den går helt tæt på os, røres os som vindens luftning, eller som  en vejrtrækning ved dit øre. Der kaldes på dig. Der tales til dit hjerte. Du trøstes, vejledes, holdes fast for at du og den verden, vi lever i, skal blomstre i kærligheden. Det budskab skal gives videre. ”Glæde og lys med dem komme til bys / blomstre lad muld, hvor de træde! / styrke og mod bringe svaghed på for / trøst finde alle som græde”. Måtte det gælde os. Amen.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

Vor himmelske far, du som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vort hjem og for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af. Vi beder om dit nærvær og din bistand i vort daglige liv med hinanden. Giv glæden frit løb i os. Lad os mærke den uanset hvor vore veje fører os hen og hvilken modstand vi møder undervejs. Tal til os og skænk os mod og vilje til at fortælle andre, hvad vi har hørt om din kærlighed til os. Hjælp os til at se de nye muligheder, som du skænker os, og til at bruge de muligheder til gavn for hinanden. Lær os være ødsle med os selv!

Vi beder vi for alle med viden og myndighed, for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden.

Vær med alle der lige nu kæmper for frihed og fred, og for dem, der forfølges for deres tro.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Væk håbet i alle bekymrede, anfægtede og modløse. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens fællesskab. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen.

 

 

 

 

 

 

 

 
Kristi Himmelfart, torsdag d. 30. maj 2019 

v/ Martin Rønkilde

Kun ægte fans holder ved, selv når det går ned ad bakke. Det lyder som en vaskeægte sportskliché af den slags som sportsjournalisterne længes efter at fyre af mindst en gang i timen. Sandheden bag er da også til at tage og føle på, for uanset, at det lyder som en kliché, så har langt de fleste sportshold eller sportsudøvere oplevet fornemmelsen: at det, der sker lige nu, ikke ligefrem trækker horder af fans til. Det hold, der uge efter uge spiller kamp efter kamp mod de bedste, trækker tusindvis af tilskuere, det hold, der spiller om ikke at rykke ned fra 3. division skal være glade, hvis der er nogen, der gider betale for at se dem spille. Skulle man holde af håndbold, vil man måske kende oplevelsen som KIF-tilhænger – eller hvis man holder med Vejle i fodbold – eller Roglic i Giro d’Italia. 

Men der gælder noget tilsvarende i mange andre af livets forhold: Kun de hardcore fans ligger på gaden udenfor billetkontoret, når de gamle punkband fra 70'erne og 80'erne forsøger sig med halvhjertede comebacks. Bare spørg vinderne af de sidste 10-11 sæsoner af alle talentprogrammerne, om der er lige så mange, der har købt deres første album, som stemte på dem i finalen.  

Også i de store historiske strømninger kunne der siges noget tilsvarende. Det var nemt at være medløber i Nazitidens Tyskland og stå i mængden og mumle "Heil", også selv om det overhovedet ikke kom fra andet end bekvemmelighedsmusklen.  

Det var møgsvært at være den, der sagde fra over for udryddelser af jøder, homoseksuelle, handicappede og alle de andre på de gale germaneres liste over genetiske fejltagelser. 

At gå imod strømmen, at være en af dem, der holder fast i noget, som de fleste har lagt bag sig eller betragter som et taberhold eller et taberprojekt eller en tabertankegang, kræver mod, det kræver vilje til at ville noget, som måske kan koste alt. 
 

Det er helt sikkert også en erkendelse som mange kristne har måttet erfare på den hårdest tænkelige måde. Fangenskab, tortur, frarøvelse af personlige ejendele - og død. Det har været på listen over almindelige repressalier overfor de, der turde sige, at de var kristne.  

Men mange er fulgt efter, både i de tidlige kristne menigheder men også op igennem historien. Og det sker stadig - i foruroligende grad. Europa, Nord- og Sydamerika, Australien er de kontinenter, hvor det er rimeligt sikkert at kalde sig kristen, men i både Afrika og Asien er det desværre relativt udbredt, at fortællingen om det lille barn i halmpragten i Betlehem stadig koster både legemsdele og liv.  

Alligevel er det her, at Kristendommen vokser mest, at der kommer nye kristne menigheder til hele tiden. Hvorfor? Måske er det, fordi kristendommen gør sig bedre som noget andet end hyggereligion og måske står stærkest i modvind. Eller for at vende tilbage til sportsmetaforen: Måske er der noget i kristendommen, der gør, at den trives bedst, når der spilles om nedrykning.  

Det kan vi så prøve at finde ud af de gode grunde til. Det kan virke besynderligt, at der i en religion skulle ligge noget, som fra begyndelsen er velegnet til at være under konstant beskydning. Et bud kunne være, at den grundlæggende ide er at fortælle om et verdens- og menneskesyn, hvor ingen har lov til at bestemme hvem, der er "rigtige" mennesker, men netop gennem et barn i en stald fortæller, at menneskelivet i alle dets afskygninger også er Guds sted. Det er tale, der giver rigtig meget mening, når man står i en temmelig udfordrende suppedas.  

Måske ligger det også direkte i de fortællinger, som religionen er udsprunget af. Her er dagens udbud af fortællinger om de begivenheder, der udgør grundlaget for at dagen i dag har fået sit navn, som for de fleste danskere mest betyder en forlænget weekend, et oplagt bud. 

De havde efterhånden været igennem lidt at hvert, de kære disciple. Fra den dag, den ukendte mand var kommet dem i møde og havde fortalt dem, at den var en once in a lifetime mulighed at slå følgeskab med ham, var der både dage på toppen og dem helt nede i kulkælderen. Helbredelser, mirakler, store flokke af tilskuere, men også forfølgelse, tilfangetagelse, henrettelse. Og så de utrolige rygter om, at den døde mand slet ikke var død alligevel. Nu står de så i en situation, hvor der egentlig var ved at være lidt ro på situationen – og så går det helt amok. For denne gang er det ultimativt slut. Han forsvinder for øjnene af dem – og de efterlades med intet andet end en ret løst defineret opgave. I får hjælp af Helligånden til at gå ud og være mine vidner, både lige her, hvor I lever og bor – men også ud i alle udkanter af verden. Men mere specifik er altså ikke afskedssalutten 

Hvis de har følt sig en anelse i modvind ved synet af en Gudstornado, som fører deres samlingspunkt væk fra både deres nærvær og øjesyn, så er det til at forstå. Det var virkelige som at stå på stadion og se stjernespilleren meddele, at han skifter til en anden liga i næste sæson. For hvad nu. Snart kom de også til at mærke på egen krop, at der er masser af modgang i den opgave, de blev stillet. At være vidne om Jesus kostede både blod, sved og tårer, allerede i samtiden.  

Så kunne vi parkere den her og henvise til, at det netop ikke er forfølgelse og modgang, der kendetegner det at være kristen i Danmark. Men så er vi gået lige lidt for let uden om den varme grød. For nok er det – indtil videre i hvert fald – ikke decideret farligt at kalde sig kristen her hos os.  

Men det er ikke det samme som, at det ikke fører modgang med sig. Hvis man kun færdes blandt ligesindede, bliver det nok ikke så tydeligt. Men som disciplene opdagede, at da de først kom ud i mødet med mennesker med andre prioriteringer af det religiøse tankegods, så var der masser af modstand. I vores konkrete sammenhæng kunne det være ateistiske fordomme om tro og troende mennesker, der var en af modgangssymptomerne. Konfirmander har stadig i meget høj grad billedet af Gud som en gammel mand på en sky, når de kommer til undervisningen – også det er en slags modgang, for så fylder afvisning af kristendommen på baggrund af stereotyper rigtig meget. Så fylder det f.eks. også mere, hvordan Jesus fløj til himmels end hvorfor og hvad han satte vennerne til, inden det skete. Også det er modstand.  

Den største modstand tror jeg dog kommer et andet sted fra. Den tanke fik næring, da jeg opdagede en valgplakat fra et parti, der er kendt for et stort fokus på alt med økonomi. Teksten lyder: All you need is love (med et citat fra Beatles og adskillige andre) – og økonomisk vækst. Det er dybest set skræmmende, at man kan få den tanke, at de to begreber kan sættes lige som forudsætninger for et godt liv og et godt samfund. Hvor kærlighed findes på tværs af alle folkeslag og sprog – også i fuldstændigt øde øsamfund uden videre kontakt med den øvrige verden – så er økonomisk vækst noget, vi er blevet lullet ind i som det eneste saliggørende i de vestlige lande, godt hjulpet på vej af massekommercialisering og globale mærker med milliarder på reklamekontoen. Det er for mig en væsentlig trussel mod vores åndelige velstand, at alt skal gøres op i vækst.  

For lige så snart alt skal gøres op i vækst, så kommer vi også til at skulle vurdere i første omgang om en bestemt handling fremmer vækst og i anden omgang om bestemte mennesker fremmer væksten. Konsekvensen kan for eksempel være, at de mennesker, der skønnes at være udenfor væksten, helst skal koste så lidt som muligt – uanset om det så er børn, der skal passes, arbejdsløse, der ikke rigtig kan genfinde en plads på arbejdsmarkedet eller ældre, der kræver pleje og omsorg. Væksten medfører et helt bestemt syn på mennesket som en middel for en større mekanisme – vi skal være redskaber for en konstant jagen efter højere velstand. Overfor det står så kærligheden, der også har et bestemt syn på mennesket indbygget. Her er der det udgangspunkt, at mennesket i sig selv er et mål, som opnår sin værdi ved at være til og ikke ved at være tandhjul i maskineriet.  

Væksttankegangen er meget udbredt hos os og i en ret stor del af verden. Og i den ligger der også en modstand mod kristendommen – i hvert fald hvis vi tager det alvorligt, som Jesus gjorde og sagde før han smuttede op til de tyndere luftlag. Så tanken om at være kristen er fin, så længe det begrænses til hyggereligion ved udvalgte højtider og mærkedage, men der, hvor der faktisk er noget i religionen, der modsiger herskende antagelser, så bliver det kaldt drømmeri og uden jordforbindelse. Måske var det ikke så skævt, at Jesus følte sig tvunget til at minde disciplene om, at de havde en opgave med at fortælle historierne videre – hverken dengang eller nu giver det sig selv. Og dengang som nu kan det sagtens vise sig at være upopulært eller genstand for latterliggørelse at fortælle om Jesus. Men all we need is love – for det gør verden større. Det er altid værd at være fan af det budskab. Amen! 

  

Kirkebøn: 

Lad os samles i bøn, for mennesker i nød, for hele skabningen og for kirken! 

Gud, vi leder ikke længere efter Jesus blandt de døde, for han lever og er til stede også i vores liv. Giv os stadig at blive klogere på, hvordan opstandelseslivet kan være vores liv og hjælp os til at vokse som dit folk, der vandrer mod opstandelsens morgen. 

Gud, du er tilstede, hvor vi mindst venter det, du er i hånden, der rejser os op, i blikket, der anerkender, i ordet, der skaber livsmod, i kraften, der får os til at ville livet også når det kræver noget af os. 

Gud, vi be’r dig: lad din ånd være i os og gennem os. Lad de grænser, vi sætter op blive brudt ned, lad mistro blive tiltro, lad had blive kærlighed. Giv, at vi som menighed, som kirke og ikke mindst som mennesker, kan være dine hænder, der rækker ud, når andre svigter. Og lad os møde dine hænder i andre, når vi svigter. 

Medfølelsens Gud, ræk ud mod os, når vi ikke selv kan tage fat. Hjælp os, når vi er syge. Sid sammen med os, når vi er ensomme. Trøst os, når vi sørger. Hør den bøn, som ikke kan komme over læberne, når vi famler mest i mørke. 

Gud, giv fred mellem mennesker og mellem nationer og folk. Vi be’r for mennesker i nærkontakt med krig og katastrofer, både dem, mennesker bringer hinanden i og dem den voldsomme natur kan bringe med sig.  

Vær overalt, hvor magten og ansvaret for andres liv og vel skal forvaltes. Lad ledere se deres magt som en gave fra dig, som skal gives tilbage til alle, der bærer dine ansigtstræk som gudsskabte mennesker. 

Gud, vi ber for din hellige almindelige kirke, her og ud over hele jorden. 

Fyld den med sandhed om, hvem du er, og hvad du vil med os i den. Gør din kirke - og os i den til ambassadører for tro, håb og kærlighed - og opstandelseshåb i mørket og dødens skygge. 

Amen.