3. søndag efter trinitatis, den 7. juli 2019
v/ Grete Wigh-Poulsen
 
 
3.Søndag e.trin., 1.t.r

7.juli 2019

Sankt Nicolai kirke kl.10.30

 

5 O havde jeg dog tusind tunger

31 Til himlene rækker

36 Befal du dine veje

894 Se, hvad jeg har til dig som gave

477 Som korn fra mange marker

725 Det dufter lysegrønt

 

Es. 57,15-19

1.Pet. 5,6-11

Luk. 15,1-10

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

 

Ting kan blive væk. Pludseligt er de der bare ikke. Briller ligger ikke på natbordet. Nøglerne er ikke i skuffen. Pist forsvundet er de.

 

Hvad gør du så? Leder du mon ikke? Irriteret på dig selv, måske. Vrissende over glemsomheden. Lettere desperat. Det forsvundne må findes. Du leder. Og bliver ved. Det uundværlige skal jo findes.

Men det gælder vel egentlig også det, der nøgternt set godt kunne undværes. Som ham, jeg kender, der bliver ved med, nu en måneds tid efter hans øretelefoner forsvandt, stadig lige at kigge under sæderne bilen og under tæppet i bagagerummet for lige én gang til at tjekke, at de ikke har forputtet sig der. Jeg ryster på hovedet af det, tænker: ”du har ledt der før. Mange gange. Indse, at de tabt. Køb nogle nye. Det er ikke værd at bruge tid og kræfter på at ærgre sig”. Men lur mig om han ikke lader blikket glide søgende omkring også næste gang, han kommer forbi.

 

Jesus fortæller en lignelse. Til alle de toldere og farisæere, der holdt til i hans nærhed. Hør her, sagde han, fordi de ikke forstod, hvordan han kunne være sammen med, dem, som de ikke ville ses i selskab med. Han fortalte om en mand med en vældig flok får, 100 for at være helt nøjagtig. Ét af de får blev væk. Manden helmede ikke før han fandt det – selvom det betød at han måtte gå fra de andre 99, mens han ledte. Jesus fortalte om kvinden, der havde 10 drakmer, tabte en af dem, og derefter gav sig til at endevende sit hus for at finde den. Selvom hun vel godt havde kunnet klare sig med de 9. 

 

Alt det bøvl for ét eneste får, for én eneste mønt. Det er meget ihærdigt, må man sige. Lidt overdrevet. Ikke mindst, hvis forehavendet ikke var lykkedes. Det får, der var blevet væk, kunne være fundet død, og tiden have været bedre brugt til at passe på de 99. Konens endevenden af hjemmet kunne have været spildte kræfter, og bedre brugt på andre gøremål, hvis ikke mønten var dukket op.

 

Manden ledte. Kvinden ledte. Og blev ved. De ville, måtte finde det ene får, den ene mønt – af samme grund, som ham, jeg kender, fortsætter sin søgen. Det tabte har værdi. For dem.

 

Jesus fortæller en lignelse. Han vil vise alle tolderne og farisærerne, og os, hvad Gudsriget er. Vi skal se, hvad det er, vi har del i. At vi har del i Gudsriget. Og det er, har jeg læst, det umuliges kunst. Hvorfor? Fordi der her bestandigt søges efter det tabte. Her gives der aldrig op. Gud bliver ved. Hvor vi, i andres øjne ganske vist irrationelt, kan fortsætte vores søgen efter det, der er forsvundet for os, gør Gud det samme, og bliver ved langt efter et menneske har givet op.

 

Sådan er Gud, må vi lære. En der leder og vil finde. Der er læring til os i dag. Bliv ved. Forsæt. Giv ikke op. Du selv opgives ikke.

 

Det handler selvsagt ikke om ting som de der høretelefoner, briller, nøgler - eller om mønter eller får. Men mennesker. Sådan nogle som os. Mennesker kan blive væk. De kan fortabe sig. Glemme. Forsvinde. Blive væk. Og så skal der ledes. Så må der ikke gives op. Så må der ikke trækkes på skuldrene. Det er aldrig ligegyldigt med et mennesek.

 

Rationelt set, kan det synes som spild af tid og kræfter at tænke i de baner, hvis man er på plads mellem de 99. Lige nu i dette øjeblik herinde er vi jo bænket i folden om jeg så må sige. Og stadigvæk forholder det sig jo sådan, at det store flertal i det her land bliver døbt og er dermed kristne.

 

Men det forlyder fra velunderrettede kilder, at det ikke er ensbetydende med, at det betyder noget som helst – for en hel del af os. Hvis man har lært og er vandt til at skulle føle, mærke efter, og spørge til, hvad tingene ”gør for mig”, om det giver mening for at jeg skal lykkes som mig selv, og hvis der er en forud forståelse, der tilsiger, at mening er noget du vælger, så er det klar, at der stilles spørgsmål til om man egentlig hører til.  Og ikke engang  fornemmer, at der tab forbundet med, at forstå sig som ikke-tilhørende i flokken.

 

Ikke fordi der ikke er en fornemmelse for, at en åndelig dimension er væsentligt, eller at det ville godt at kunne tro, men der spørges: hvad har det med mig at gøre?  Har det betydning for min identitet – eller autensitet?

 

Er det sådan det er? At der ingen forudgivet mening er? Skal du selv søge og finde meningen? Selv beslutte dig for hvor du hører til? Er det sådan det er?

 

For nogle er det. Måske for de fleste af os i en eller anden grad. Vi søger og leder efter mål og mening i den her ret så ofte forvirrende  verden, hvor meget der engang var selvfølgeligt er i opbrud, hvor alle skal træffe valg.

Så prøver den unge at skaffe sig de flotteste eksamens karakterer. Så prøver den voksne at skabe sig den perfekte balance mellem arbejde, familie og fritidsinteresser. Så prøver den midaldrende at holde alderens tegn i skak med sund kost og hård motion. Osv. Det er jo vores valg, vi vælger frit, kan vi sige til hinanden, og med de ord bevæge os længere og længere ind i lukkede fællesskaber med andre, der gør og tænker det det samme, det rigtige, har truffet de rigtige valg.

 

Og væk er vi. Væk fra det store fællesskab, som vi herinde får at vide at vi høre til i. Sammen. De perfekte med de uperfekte – og med alle dem på skalaen mellem de to poler.

 

Epistlen fra 1. Peters brev beskriver den onde, den der ødelægger og bryder ned, som en løve, der med sine frygtindgydende brøl skræmmer os og derfor suger vores opmærksomhed til sig. Djævelen er som en stor brølende løve, der går og leder efter nogen at sluge.

 

Nu er vi ikke så bekendt med løver. Der går ikke mange rundt i Koldings gader. Så måske kunne vi tænke, at brølet, der trækker i os, snarere er at sammenligne med vores tids mange kald til selvstændighed og perfektionisme? Det kald synes i hvert fald at være i færd med overdøve de ord, vi kan få at høre herinde. I hvert fald trækker de i os, trækker mange så langt væk fra deres dåbsord, at de dårligt kan høre og forstå, at de ord bærer dem og er den dybe sammenhæng i det liv et menneske lever i verden. Et menneske har Gud, for Gud har mennesket.

 

Jesus fortæller dem, der, sådan plejer vi at tænke om dem, var ret optagede af at fastholde og kæmpe for det, som de mente var sandheden om Gud, at Gud er mere optaget af at finde den, der er kommet væk fra ham end regler og ret.

 

Det kan være, at du og jeg tænker, at det var spild af tid og unødig brug af kræfter og opmærksomhed på det, der sagtens kunne vise sig, ja måske endda sandsynligvis, kunne vise at være et tabt forehavende. Jesus siger: Gud giver ikke op. Uanset hvor usandsynligt det i vore øjne er, at det vil lykkes. Åbenbart. I vores øjne kan det virke irrationelt. Alligevel skal vi tage ved lære.

Et sted kalder Jesus os jo for medarbejdere. Der er altså noget vi skal gøre. Vi skal gøre, som han lærer os, at Gud vil. I dag at vi ikke skal slå os til tåls med det og dem vi er, men søge og lede efter hinanden, som han har vist os. I lignelsen er der fokus på det, der er, som det ikke skal være. Det skal der arbejdes for bliver, som Gud vil at det skal være. Det tabte, den tabte skal findes.

Vi kan, og burde muligvis sige ”pyt” til de forsvundne øretelefoner, de forsvundne brille og nøgler, men aldrig til hinanden. Gudsriget er, at alt tabt må genfindes. Nye begyndelser kan ske. ”Tro er sans for tilblivelse” skriver Søren Kierkegaard et sted. Lad os tro på tilgivelsen!

Amen

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd. Du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Vor himmelske far, du som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vort hjem og for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af. Vi beder om dit nærvær og din bistand i vort daglige liv med hinanden.

Vi beder vi for alle med viden og myndighed, for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Lad os ikke stivne og forstene i vores egne forestillinger om rigtigt og forkert, men lad os bevæge af din kærlighed.

Vær med alle der lige nu kæmper for frihed og fred. Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med enhver, der forfølges for sin tro. Væk håbet i alle bekymrede, anfægtede og modløse. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge.

Lad sommerens frihed og fred forny glæden ved de hverdage, der venter efter ferietiden. Lad os med pausen fra arbejde og rutiner se det gode, vi har eller øjne nye muligheder, så vi vender tilbage med fornyede kræfter og mod. Vær hos os, hvis vi mærker sommerstilstanden som knugende ensomhed. Tal til os, så vi husker, at du følger os i alt, hvad vi er i, som en far følger med i sine børns liv.

 

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens fællesskab. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen.

 
 
Pinsedag, søndag den 9. juni 2019
v/ Grete Wigh-Poulsen
 

Pinsedag 1.tr.

9.juni 2019

Sankt Nicolai kirke kl.10.30

Nb. Orgel rep.

 

1.Mos.11,1-9

1.Mos. 2,4b-7

Ap.G. 2,1-11

Joh. 14,22-31

 

291 Du som går ud fra den levende Gud

289 Nu bede vi den Helligånd

285 Hør himmelsus

402 Den signede dag

287 Kraften fra det høje

290 I al sin glans nu stråler solen

 

teamLab: Universe of Water Particles, Transcending Boundaries, 2017, Flowers and People, Cannot be Controlled but Live Together, Transcending Boundaries – A Whole Year per Hour, 2017

Gud Faders Ånd, kom til os ned /med himlens ild: Guds kærlighed! Læg på vor tunge nådens røst / med livets ord til evig trøst!

 

”Skin over vang som en morgen med sang, / morgen i maj, når det grønnes”! Lad det være som en fanfare over den her dag, kirkens fødselsdag.

 

Når vi synger den salme, som vi begyndte med, og de her ord, ”Skin over vang som en morgen med sang, / morgen i maj, når det grønnes”! Og når vi skal slutte gudstjenesten med at synge ”I al sin glans nu stråler solen” er det Pinse. Pinsedagene er jo i vores del af verden i den grad forbundet med sol, grønheden, blomster, farver, dufte, fuglesang. Billederne af herligheden udenfor, som vi har helt present, er pinsetilstand selvom det ikke længere er maj – grøde, vækst, lys, lyd. Pinsen gav verden en formidler af Guds ord, en ny talsmand, der fortsætter hvor Jesus slap. Disciplene fik indgydt frimodighed til glade at fortælle om Gud, om alt det de vidste om Gud fra deres samvær med Jesus. Pinsen skabte bevægelse, en ny tilstand opstod, fra bekymret modløshed hos en lille flok til et nyt frodigt fællesskab af alle slags mennesker. Og glæde! Og vækst! Og blomstring!

 

Grundtvig, salmernes digter, lod os glad tumle rundt i billede efter billede i den første pinsesalme, vi sang. Nogle, der går lige ind, andre der måske går hen over hovedet på os, andre igen, som de her allersidste linjer, ”Så af det hele som Gud har skabt / går kun fortabelsens æt fortabt”, skal man måske lige skal have én gang til for at forstå, før det høres at det er det helvede af ondt, der lader der gå død i det gode, som vi har, i det, som vi holder af og burde værne om, i os selv, i andre, i verden; dét skal forgå, livet skal bestå for Gud vil være i det. Al tid.

 

Der skete noget pinsedag. Disciplene mærkede det. Som et frisk vindpust, der fejede indestængt sorg og opgivelse til side og gav rum til fornyet mod. Det var kærlighed, Guds kærlighed, Gud til stede i sin ånd, som det Gud er og vil. Som mennesket, som vi kan læse det i Det gamle testamente, blev til et levende væsen, da Gud ”blæste livsånde i hans næsebor”, sådan livede Guds Ånd mennesker op pinsedag. Pinsedag er det kærlighedens ånd, Guds nærvær formidlet af Guds talsmand, der sætter liv i mennesker. Det virkede. For det gør kærlighed dengang som nu.

 

Billede 1

Der er kunstværker, som virker. Som får dig til at reagere helt umiddelbart. Det, som I kan se på skærmen er sådan et. Nu har jeg set det – eller rettere været i det - to gange og oplevet det samme: en umiddelbar glæde. Jeg har mærket den i mig selv. Jeg har iagttaget den hos andre. Det er et kunstværk man gerne opholder sig i.

 

Måske skyldes det, at udstillingen med titlen ”Tomorrow is the Question”, i morgen er spørgsmålet, som installationen er en del af, kredser om menneskeskabte forandringer, resursemæssige udfordringer, bekymringer for fremtiden. Men her træder du så, bogstaveligt talt fra mørket, ind i dette rum med farver, bevægelse og beroligende lyde, der oven i købet inddrager dig i sin blomstrende verden. Her er et interaktivt vandfald, der giver dig en plads i værket, når du bevæger dig rundt i lyset, mens blomsterknopper vokser, breder sig ud, blomstrer, spreder sig og visner, mens nye kommer til. Der er et samspil mellem dig og det, som du er i her. Og på forunderligvis gør det glad. Værket kalder glæden frem. Du er en del ikke bare af det, der går til grunde, men også af det, der stadig er i vækst og har en fremtid. Selvom vi går rundt derinde i det interaktive værk hver for sig, så er vi fælles om det.

 

Måske virker sådan en installation ekstra stærkt nu? Bekymring for fremtiden har godt tag i mange af os. Det blev italesat mange gange i forbindelse med EP- og folketingsvalg. Der demonstreres og vandres, tages store og små tiltag stort set, hvor du vender dig hen. Jeg har f.eks. lige fået besked fra frisøren om, at der nu er pant på shampo-flasken. Udstillingen ”Tomorrow is the Question” peger på global opvarmning, udpint natur, teknologiens overtag. Meget er dystopisk og forstemmende. Der stilles spørgsmål. Hvad har vi gjort? Hvad venter? Er teknologien blevet vores gud? Har vi glemt at passe på vores verden? En fotoserie med billeder af skiftende lag sne, der flytter en klippeblok, vil vise, at naturen er skrøbelig, men den er også stærk.

 

De folk, der har lavet installationen, som kan opleves på Aros i Århus, har næppe tænkt på pinse. Men jeg tænkte på Pinse. For du bevæges derinde. Du bevæger dig, som sagt, rundt, mens blomster vokser, blomstrer breder sig og visner, og nye kommer til over dig, under dig, omkring dig. Der er et samspil mellem dig og det, som du er i her. Det gør noget ved dig. Det kalder glæde frem, fordi du oplever, at du ikke bare er del af det, der skal visne og dø, men også af det, der stadig er i vækst og har en fremtid. Vi er en del af et blomstrende pinseligt fællesskab. Før sang vi: ”Glæde og lys med dem komme til bys / blomstre lad muld, hvor de træde! / styrke og mod bringe svaghed på for / trøst finde alle som græde”.

 

Billede 2..

 

Sådan kunne det se ud. Glæde og lys, muld, der blomstrer, et væld af vækst og farver. Det er dagens bøn. En bøn om at vi må finde det mod, den trøst og den glæde, som den første pinsedag kaldte frem i disciplene og de andre, der mærkede vindpustet i rummet. For der opstod muligvis i første omgang en forvirring, da ånden kom over disciplene og de pludseligt magtede at fortælle løs. Men det virkede. Der blev lyttet. Der blev glæde. Ord og sætninger flød frit. Betydninger foldede sig ud for dem, der lyttede. Alle og enhver blev inddraget og optaget af og i det, der blev fortalt om.

 

Det virkede. Alting sødet af kærlighed. Sådan virker kærlighed jo! Når du elskes sker der noget med dig. Du tør mere. Du vover at træde frem og lade parader falde. Du giver dig selv lov til at være den du er. Du er ikke alene. Du er en del af et fællesskab. Som får dig til at reagere helt umiddelbart. Der lige som værket, som jeg har oplevet det, afføder en umiddelbar glæde. Dér opholder man sig gerne. For disciplenes vedkommende satte den i bevægelse, rykkede dem ud af det skjul, hvor de, bange for hvad fremtiden ville bringe, havde gemt sig i. Den brød deres tavshed. Guds Ånd, nærværet af hans kærlighed, gav dem mod til at fortælle løs om Kristus, for sådan kalder og forklarer Gud sig, trøster og indgyder mod på fremtiden.

 

Hvad med fremtiden? Det er er altid et godt spørgsmål.

 

Der er menneskeskabte forandringer, der er resursemæssige udfordringer. Det er næppe ligegyldigt, hvordan vi forholder os til dem. ”Tomorrow is the question”.

 

Men se: f.eks. billederne her. Tænk: Pinse. Husk og hør: Der tales til dig om Guds storværker også på dit modersmål.  ”Rejs jer. Lad os gå her fra”, siger Jesus til slut i dagens evangelium. Fremtiden er, den findes, uanset alt andet er der også en fremtid, hvor Gud er med os i sin kærlighed. Den skal vi lade os føre af i alt hvad vi gør og siger i det, der ligger foran os – også i fremtidens udfordringer.

 

Nu er det pinsedag. Den foregår midt blandt os. Den går helt tæt på os, røres os som vindens luftning, eller som  en vejrtrækning ved dit øre. Der kaldes på dig. Der tales til dit hjerte. Du trøstes, vejledes, holdes fast for at du og den verden, vi lever i, skal blomstre i kærligheden. Det budskab skal gives videre. ”Glæde og lys med dem komme til bys / blomstre lad muld, hvor de træde! / styrke og mod bringe svaghed på for / trøst finde alle som græde”. Måtte det gælde os. Amen.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

Vor himmelske far, du som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vort hjem og for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af. Vi beder om dit nærvær og din bistand i vort daglige liv med hinanden. Giv glæden frit løb i os. Lad os mærke den uanset hvor vore veje fører os hen og hvilken modstand vi møder undervejs. Tal til os og skænk os mod og vilje til at fortælle andre, hvad vi har hørt om din kærlighed til os. Hjælp os til at se de nye muligheder, som du skænker os, og til at bruge de muligheder til gavn for hinanden. Lær os være ødsle med os selv!

Vi beder vi for alle med viden og myndighed, for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden.

Vær med alle der lige nu kæmper for frihed og fred, og for dem, der forfølges for deres tro.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Væk håbet i alle bekymrede, anfægtede og modløse. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens fællesskab. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen.

 

 

 

 

 

 

 

 
Kristi Himmelfart, torsdag d. 30. maj 2019 

v/ Martin Rønkilde

Kun ægte fans holder ved, selv når det går ned ad bakke. Det lyder som en vaskeægte sportskliché af den slags som sportsjournalisterne længes efter at fyre af mindst en gang i timen. Sandheden bag er da også til at tage og føle på, for uanset, at det lyder som en kliché, så har langt de fleste sportshold eller sportsudøvere oplevet fornemmelsen: at det, der sker lige nu, ikke ligefrem trækker horder af fans til. Det hold, der uge efter uge spiller kamp efter kamp mod de bedste, trækker tusindvis af tilskuere, det hold, der spiller om ikke at rykke ned fra 3. division skal være glade, hvis der er nogen, der gider betale for at se dem spille. Skulle man holde af håndbold, vil man måske kende oplevelsen som KIF-tilhænger – eller hvis man holder med Vejle i fodbold – eller Roglic i Giro d’Italia. 

Men der gælder noget tilsvarende i mange andre af livets forhold: Kun de hardcore fans ligger på gaden udenfor billetkontoret, når de gamle punkband fra 70'erne og 80'erne forsøger sig med halvhjertede comebacks. Bare spørg vinderne af de sidste 10-11 sæsoner af alle talentprogrammerne, om der er lige så mange, der har købt deres første album, som stemte på dem i finalen.  

Også i de store historiske strømninger kunne der siges noget tilsvarende. Det var nemt at være medløber i Nazitidens Tyskland og stå i mængden og mumle "Heil", også selv om det overhovedet ikke kom fra andet end bekvemmelighedsmusklen.  

Det var møgsvært at være den, der sagde fra over for udryddelser af jøder, homoseksuelle, handicappede og alle de andre på de gale germaneres liste over genetiske fejltagelser. 

At gå imod strømmen, at være en af dem, der holder fast i noget, som de fleste har lagt bag sig eller betragter som et taberhold eller et taberprojekt eller en tabertankegang, kræver mod, det kræver vilje til at ville noget, som måske kan koste alt. 
 

Det er helt sikkert også en erkendelse som mange kristne har måttet erfare på den hårdest tænkelige måde. Fangenskab, tortur, frarøvelse af personlige ejendele - og død. Det har været på listen over almindelige repressalier overfor de, der turde sige, at de var kristne.  

Men mange er fulgt efter, både i de tidlige kristne menigheder men også op igennem historien. Og det sker stadig - i foruroligende grad. Europa, Nord- og Sydamerika, Australien er de kontinenter, hvor det er rimeligt sikkert at kalde sig kristen, men i både Afrika og Asien er det desværre relativt udbredt, at fortællingen om det lille barn i halmpragten i Betlehem stadig koster både legemsdele og liv.  

Alligevel er det her, at Kristendommen vokser mest, at der kommer nye kristne menigheder til hele tiden. Hvorfor? Måske er det, fordi kristendommen gør sig bedre som noget andet end hyggereligion og måske står stærkest i modvind. Eller for at vende tilbage til sportsmetaforen: Måske er der noget i kristendommen, der gør, at den trives bedst, når der spilles om nedrykning.  

Det kan vi så prøve at finde ud af de gode grunde til. Det kan virke besynderligt, at der i en religion skulle ligge noget, som fra begyndelsen er velegnet til at være under konstant beskydning. Et bud kunne være, at den grundlæggende ide er at fortælle om et verdens- og menneskesyn, hvor ingen har lov til at bestemme hvem, der er "rigtige" mennesker, men netop gennem et barn i en stald fortæller, at menneskelivet i alle dets afskygninger også er Guds sted. Det er tale, der giver rigtig meget mening, når man står i en temmelig udfordrende suppedas.  

Måske ligger det også direkte i de fortællinger, som religionen er udsprunget af. Her er dagens udbud af fortællinger om de begivenheder, der udgør grundlaget for at dagen i dag har fået sit navn, som for de fleste danskere mest betyder en forlænget weekend, et oplagt bud. 

De havde efterhånden været igennem lidt at hvert, de kære disciple. Fra den dag, den ukendte mand var kommet dem i møde og havde fortalt dem, at den var en once in a lifetime mulighed at slå følgeskab med ham, var der både dage på toppen og dem helt nede i kulkælderen. Helbredelser, mirakler, store flokke af tilskuere, men også forfølgelse, tilfangetagelse, henrettelse. Og så de utrolige rygter om, at den døde mand slet ikke var død alligevel. Nu står de så i en situation, hvor der egentlig var ved at være lidt ro på situationen – og så går det helt amok. For denne gang er det ultimativt slut. Han forsvinder for øjnene af dem – og de efterlades med intet andet end en ret løst defineret opgave. I får hjælp af Helligånden til at gå ud og være mine vidner, både lige her, hvor I lever og bor – men også ud i alle udkanter af verden. Men mere specifik er altså ikke afskedssalutten 

Hvis de har følt sig en anelse i modvind ved synet af en Gudstornado, som fører deres samlingspunkt væk fra både deres nærvær og øjesyn, så er det til at forstå. Det var virkelige som at stå på stadion og se stjernespilleren meddele, at han skifter til en anden liga i næste sæson. For hvad nu. Snart kom de også til at mærke på egen krop, at der er masser af modgang i den opgave, de blev stillet. At være vidne om Jesus kostede både blod, sved og tårer, allerede i samtiden.  

Så kunne vi parkere den her og henvise til, at det netop ikke er forfølgelse og modgang, der kendetegner det at være kristen i Danmark. Men så er vi gået lige lidt for let uden om den varme grød. For nok er det – indtil videre i hvert fald – ikke decideret farligt at kalde sig kristen her hos os.  

Men det er ikke det samme som, at det ikke fører modgang med sig. Hvis man kun færdes blandt ligesindede, bliver det nok ikke så tydeligt. Men som disciplene opdagede, at da de først kom ud i mødet med mennesker med andre prioriteringer af det religiøse tankegods, så var der masser af modstand. I vores konkrete sammenhæng kunne det være ateistiske fordomme om tro og troende mennesker, der var en af modgangssymptomerne. Konfirmander har stadig i meget høj grad billedet af Gud som en gammel mand på en sky, når de kommer til undervisningen – også det er en slags modgang, for så fylder afvisning af kristendommen på baggrund af stereotyper rigtig meget. Så fylder det f.eks. også mere, hvordan Jesus fløj til himmels end hvorfor og hvad han satte vennerne til, inden det skete. Også det er modstand.  

Den største modstand tror jeg dog kommer et andet sted fra. Den tanke fik næring, da jeg opdagede en valgplakat fra et parti, der er kendt for et stort fokus på alt med økonomi. Teksten lyder: All you need is love (med et citat fra Beatles og adskillige andre) – og økonomisk vækst. Det er dybest set skræmmende, at man kan få den tanke, at de to begreber kan sættes lige som forudsætninger for et godt liv og et godt samfund. Hvor kærlighed findes på tværs af alle folkeslag og sprog – også i fuldstændigt øde øsamfund uden videre kontakt med den øvrige verden – så er økonomisk vækst noget, vi er blevet lullet ind i som det eneste saliggørende i de vestlige lande, godt hjulpet på vej af massekommercialisering og globale mærker med milliarder på reklamekontoen. Det er for mig en væsentlig trussel mod vores åndelige velstand, at alt skal gøres op i vækst.  

For lige så snart alt skal gøres op i vækst, så kommer vi også til at skulle vurdere i første omgang om en bestemt handling fremmer vækst og i anden omgang om bestemte mennesker fremmer væksten. Konsekvensen kan for eksempel være, at de mennesker, der skønnes at være udenfor væksten, helst skal koste så lidt som muligt – uanset om det så er børn, der skal passes, arbejdsløse, der ikke rigtig kan genfinde en plads på arbejdsmarkedet eller ældre, der kræver pleje og omsorg. Væksten medfører et helt bestemt syn på mennesket som en middel for en større mekanisme – vi skal være redskaber for en konstant jagen efter højere velstand. Overfor det står så kærligheden, der også har et bestemt syn på mennesket indbygget. Her er der det udgangspunkt, at mennesket i sig selv er et mål, som opnår sin værdi ved at være til og ikke ved at være tandhjul i maskineriet.  

Væksttankegangen er meget udbredt hos os og i en ret stor del af verden. Og i den ligger der også en modstand mod kristendommen – i hvert fald hvis vi tager det alvorligt, som Jesus gjorde og sagde før han smuttede op til de tyndere luftlag. Så tanken om at være kristen er fin, så længe det begrænses til hyggereligion ved udvalgte højtider og mærkedage, men der, hvor der faktisk er noget i religionen, der modsiger herskende antagelser, så bliver det kaldt drømmeri og uden jordforbindelse. Måske var det ikke så skævt, at Jesus følte sig tvunget til at minde disciplene om, at de havde en opgave med at fortælle historierne videre – hverken dengang eller nu giver det sig selv. Og dengang som nu kan det sagtens vise sig at være upopulært eller genstand for latterliggørelse at fortælle om Jesus. Men all we need is love – for det gør verden større. Det er altid værd at være fan af det budskab. Amen! 

  

Kirkebøn: 

Lad os samles i bøn, for mennesker i nød, for hele skabningen og for kirken! 

Gud, vi leder ikke længere efter Jesus blandt de døde, for han lever og er til stede også i vores liv. Giv os stadig at blive klogere på, hvordan opstandelseslivet kan være vores liv og hjælp os til at vokse som dit folk, der vandrer mod opstandelsens morgen. 

Gud, du er tilstede, hvor vi mindst venter det, du er i hånden, der rejser os op, i blikket, der anerkender, i ordet, der skaber livsmod, i kraften, der får os til at ville livet også når det kræver noget af os. 

Gud, vi be’r dig: lad din ånd være i os og gennem os. Lad de grænser, vi sætter op blive brudt ned, lad mistro blive tiltro, lad had blive kærlighed. Giv, at vi som menighed, som kirke og ikke mindst som mennesker, kan være dine hænder, der rækker ud, når andre svigter. Og lad os møde dine hænder i andre, når vi svigter. 

Medfølelsens Gud, ræk ud mod os, når vi ikke selv kan tage fat. Hjælp os, når vi er syge. Sid sammen med os, når vi er ensomme. Trøst os, når vi sørger. Hør den bøn, som ikke kan komme over læberne, når vi famler mest i mørke. 

Gud, giv fred mellem mennesker og mellem nationer og folk. Vi be’r for mennesker i nærkontakt med krig og katastrofer, både dem, mennesker bringer hinanden i og dem den voldsomme natur kan bringe med sig.  

Vær overalt, hvor magten og ansvaret for andres liv og vel skal forvaltes. Lad ledere se deres magt som en gave fra dig, som skal gives tilbage til alle, der bærer dine ansigtstræk som gudsskabte mennesker. 

Gud, vi ber for din hellige almindelige kirke, her og ud over hele jorden. 

Fyld den med sandhed om, hvem du er, og hvad du vil med os i den. Gør din kirke - og os i den til ambassadører for tro, håb og kærlighed - og opstandelseshåb i mørket og dødens skygge. 

Amen. 

 

5. søndag efter påske, 26. maj 2019

v/ Jacqueline Theisen

 

 

Salmer: 403, 448, 865, 291, 320 v 1-2, 724 

Johannesevangeliet 16,23b-28 

 

“Midt i min travle søgen, 

Midt i min jagt på guld, 

Jeg glemmer helt at bøgen,  

Jo står og springer ud.” 

  

Sådan sang vi for et øjeblik siden i Steen Kaaløs nyere salme af navnet “Se ud, - og se Guds under”.  Selv synes jeg, Kaaløs linjer er ganske rammende. For den “travle søgen” italesætter den hverdag - og tilgang til livet - de fleste af os til kan nikke genkendende til. Nogen mere end andre. For travlt har vi ganske ofte - og med mange ting.  De fleste ting, vi beskæftiger os med, og som bidrager til at fylde dagens sparsomme timer ud, kan synes vældigt banale og nødvendige for at få tingene til at glide rundt og en dagligdag til at fungere. Græsslåning, indkøb, vasketøj og så videre. Alt sammen noget, der tjener til at få dagligdagens karrusel til at snurre rundt, og som ofte er ting, vi ikke tillægger mange spekulative timer, men som “ bare er noget vi gør”.   

Men vasketøjet, græsset og indkøbet kan derfor næppe klassificeres som den guldjagt, Kaalø nævner i sin salme, og som noget, der formår at trække vores opmærksomhed væk fra det, der sker rundt om os i naturen.   

Så hvad er det egentligt der opsluger os på sådan en vis, at vi netop ikke opdager, at bøgen i dens stille og rolige væsen rækker sine lysegrønne blade ud imod os, men derimod overrumpler os år efter år, når vi en vilkårlig maj-dag kører igennem skoven, imens vores sidepassager i bilen udbryder:  “Jamen, det er jo blevet sommer”.  

Hvad er denne jagt på guldet, og hvad har dette med dagens evangeliumstekst at gøre?  

  

I dagens evangeliumstekst hører vi en bid af det, Jesus fortæller til sine disciple den aften, der bliver hans sidste som menneske på Jorden.  “Bed, så skal I få, og jeres glæde skal være fuldkommen”, siger han. “Beder I Faderen om noget i mit navn, så skal han give jer det. ”  

  

“Bed om noget i mit navn, og så skal du få det”, tanken må jo have været vidunderlig og trøstende for selv den mest trængte discipel i forsamlingen den aften. Tænk at kunne bede om noget, så ens glæde blev fuldkommen.  

Mange har igennem tiderne forsøgt – få, eller måske endda ingen, er nogen sinde lykkedes.  

For hvornår er din glæde fuldkommen i mere end få øjeblikke ad gangen, og hvad skal der til for at nå den?  

Vi lever i en tid, hvor det at føle sig fuldkommen oftere og oftere kædes sammen med den måde vi fremtoner på. Det er nøje forbundet med den livsstil, vi fører, den kost vi indtager og ikke mindst forbundet med den måde, vores kroppe ser ud på. Kan man komme til at se ud på den rigtige måde, er man vel fuldkommen.  Det handler om at være soigneret, slank, at have pæn hud, den rigtige farve hår, det rigtige tøj. Kravene er mange – ikke mindst, hvis man tilhører de yngre generationer, hvor usikkerhed og lavt selvværd ofte er et obligatorisk vilkår i den proces, det er at blive ældre. På disse fronter er det svært at være ungt menneske. Måske endda sværere end det var for blot 15 år siden. Med de sociale mediers indtog skal tilværelsen konstant dokumenteres igennem Instagram, Snapchat og Facebook. Polerede billeder i den rette vinkel og med det rette filter, der ned til mindste detalje sender et signal om et fejlfrit liv med ideal-kropsmål, og det perfekt outfit - til de venner, bekendte og andre, der nu engang må følge kontoen på de sociale medier. Intet er overladt til tilfældighederne i skrækken for at noget skal stritte eller synes grimt. Selv den mindste bums er blevet udvisket. Den smalleste rynke rettet.  Det er frygten for ikke at få nok likes.  

De små “synes godt om” eller kliks har nærmest fået status af følelsesmæssig narkotika. I dem måler særligt unge mennesker, hvor meget anerkendelse de får, hvor vellidte de er. Kommer der ingen eller få likes, er det på det nærmeste lig med nul anerkendelse og accept. Tanker, der bunder i en enorm usikkerhed på, om man nu accepteret som det menneske man er.  

Vi er med andre ord blevet enormt visuelle. Og det er ikke kun i den yngre generation. Vores udseende og fremtoning er efterhånden proportionel med, hvor elsket vi tror, vi kan være. Det vidner kontinuerlige kosmetiske indgreb på TV3 om, keto-kure i Familiejournalen, træningsafhængighed samt en generel lede over babydeller og rynker om.  

Der ligger derfor en generel utilfredshed hos mange af os med os selv. Utilfredsheden over de ønsker, der forbliver uforløste. Ønskerne om at være fuldkomne. Det er stemmen inde i os selv, der siger: Når jeg er fuldkommen i andres øjne, bliver jeg lykkelig. Så er jeg elsket.   

 

Denne stræben, det uforløste ønske, efter at være smuk, tynd, poleret og fuldkommen. Det er som den bøn, der aldrig bliver hørt. Den bøn, vi beder i os selv, men som aldrig realiseres. Og så alligevel. For i Guds øjne er vi allerede fuldkomne. I Guds øjne spiller udseendet, poseringen på Instagrambilledet eller tallet på vægten ingen rolle. For hos ham har vi altid den ultimative kærlighed.  

Gud manifesterede sin kærlighed til os, idet han i Jesus Kristus lod sig inkarnere ind i verden. Derfor siger Kristus også, som han gør den sidste aften som menneske: “Jeg er udgået fra Faderen – og jeg vender tilbage til Faderen.”  

Kristus dør Langfredag på korset, men på korset er det ikke døden, der sejrer, men derimod Guds kærlighed. Selvom Jesus fortæller disciplene, at han skal vende tilbage til Faderen, har Kristus’ sejr over døden tilkendegivet, at Guds kærlighed er givet til os som de mennesker, vi er. Den er evigt tilstede hos os.  

Fordi Guds kærlighed til os er fuldkommen, skal vores glæde være fuldkommen.  

 

Guds fuldkomne kærlighed omslutter hver enkelt af os. Det er Guds kærlighed, vi døbes til i dåben, sådan som vi i dag var vidner til, at lille Emilie blev døbt til den. Og det er Guds kærlighed, der griber os på den yderste dagnår vi skal herfra.   

Guds kærlighed er nemlig som den rolige bøg, der springer ud i Kåløs salme.  Bøgen, der rækker dens grønne blade ud imod os, imens vi suser forbi på landevejen. 

 

Vi skal ikke altid have så travlt med at bede om at få guldskatten, for det, der er det væsentligste i livet, har Gud allerede skænket os: sin ubetingede kærlighed.  

Jeg vil derfor slutte med at citere et lille haikudigt fra Jakob Brønnums digtsamling “Lysåret”: 

Bed ikke for alt du aldrig fik,  

Bed for det du altid havde.  

 

 

4. søndag efter påske19.maj 2019 

v/ Grete Wigh-Poulsen 

721 Frydeligt med jubelkor 

840 Velsign mit barn 

806 Nu er det Åndens lyse tid 

294 Talsmand som på jorderige 

227, v.8-9 Som den gyldne sol 

750 Nu titte til hinanden 

  

Ez.36,26-28 

Jak.1,17-21 

Johs. 16,5-15 

  

Kom Sandheds Ånd, forvis os på, at også vi er af Gud Faders små! Amen 

  

Det er så lysegrønt derude. Æbletræer blomstrer, rapsmarker og mælkebøtter lyser solgule, syrenen dufter. ”Nu kommer sommeren”, siger vi til hinanden og er kun en smule fortrydelige over, at vinden kan være så bitterligt kold, regnen sile ned eller tågen komme rullende, nu hvor vi så gerne vil være derude. Sommeren er på vej. Det er vi slet ikke i tvivl om.  

Men der meget andet vi kan være i tvivl om. Ikke mindst fremtiden.  

Forklaring følger. Fat mod. Det kunne være overskriften i dag. Det er, hvad de, der ikke fatter en bjælde af hvorfor og hvordan der kan være godt i vente, når det bare gør ondt dybt ind i hjertet, får at vide. Forklaring følger. De kan I tro. Det bliver godt. Sammenhængen skal gå op for jer, senere. I får hjælp til det. 

Og det har de, som vi, brug for.  

For forestil dig, at en der formår at få dig til mærke en glæde og se mening med tilværelsen; en, der har fået dig til at se verden og dit liv i et nyt perspektiv, et nyt lys; en, der har givet dig mod og lyst til at tage tilværelsen på dig, som den nu er; en, der har overbevist dig om, at du er noget værd og er Guds; forestil dig, at han siger: Nu forlader jeg dig. 

Ville du mon ikke, som jeg nok, som disciplene, uforstående, skræmt, mens hjertet synker og modet siver, spørge: Hvorfor? Og ikke, sådan Jesus efterlyser, glad og interesseret spørge: Hvor skal du hen? 

Hvorfor? 

Selvom vi i modsætningen til disciplene dér, hvor vi møder dem i dagens tekst, kender til, hvad der fulgte efter Jesus død. Selvom vi har hørt, at Jesus med sit liv, sin død og opstandelse har vist os Guds kærlighed, der ikke forsvinder, men overvinder smerte, afsked og død; at påsken er opbrud i den tilværelsens grundlov, der hedder, at med døden slutter alt liv; at der går opstandelse i den; at påsken nyskaber, som naturens træer og planter genskabes for øjnene af os lige nu, betyder det jo ikke, at vi forstår det.  

Her og nu kan disciplene, som Jesus taler til, ikke komme længere. De forstår ikke, at det her skal ende. Nu er det lige så godt!  

”Men nu tager jeg tilbage til ham, som har sendt mig, og ingen af jer har spurgt, hvor jeg tager hen”. 

Nej det har de åbenbart ikke kunnet sanse og samle sig til spørge om. Måske rumsterer, som sagt, helt andre spørgsmål i dem. F.eks. om de nu igen skal ud at søge og lede efter en, der kan vejlede dem i sandhed, lære dem om Gud? Hvem skal de nu stole på? Hvem skal vejlede dem? Er det tilbage til tiden, før de mødte Jesus, til forvirringen, de mange stemmer, der hver især påberåbte sig at vide besked om Guds veje og vilje? I disse valgtider, hvor der kaldes på os med mange både næsten identiske og samtidigt modsatrettede politiske bud på i hvilken retning vores samfund og land skal ledes, kan vi nok sætte os ind i den usikkerhed og bekymring en sådan situation kunne forekomme disciplene. 

Hvorfor? Sådan spørger du, når du ikke forstår, når du bliver ked af det, bange, magtesløs. Hvorfor?  

Det kunne være blevet til vrede. Vreden ligger, af en eller anden grund, lige for, når der brydes op i det, som du er fint tilfreds med. Den kan komme rullende som irritation over, at der går uorden i det, som du lige tænkte, at der var kommet orden på – måske? Eller som reaktion på usikkerhed og utryghed over, hvad der nu venter dig, hvad der nu forventes af dig, hvad du nu skal mene, tænke og tro os ved ensomheden og sorgen, som afsked og død efterlader os i. 

Jakobsbrevet formanes der: ”Hør godt efter, kære brødre. I skal være hurtige til at høre og langsomme til at tale og blive vrede. Når man er vred, gør man ikke det, Gud vil have. Læg stilfærdigt alt det fra jer, der er ondt og forkert, og tag imod det budskab Gud har plantet i jer, og som kan frelse jer.” (Jak.1,19-21 Den Nye Aftale) 

Det er lettere sagt end gjort. Der er benspænd. I os. Udefra. Disciplene skal tage imod. Du og jeg skal tage imod, lytte, høre. For noget er plantet i os. Med ord. Et kærligt løfte om følgeskab og nærvær også efter den her afsked. Det skal gro, ikke kvæles af vrede – er den end affødt af sorg eller uro eller bekymring, der er nok så forståelig, sådan som det forholder sig for dem, som Jesus taler med i dagens evangelium. 

”Jeg fortæller jer det her, for at det ikke skal komme bag på jer, når det sker. Det har ikke være nødvendigt at sige det før. Jeg har jo været her, sammen med jer.” Sådan siger Jesus til disciplene, lærlingene, vennerne. 

Ikke alt er sagt, endnu. Men nu kommer det. Nu er det tiden til det. Nu skal han forlade dem. Der skal ske noget andet. Det er til det bedste. Det er nødvendigt.  

Forklaring følger, siger Jesus. Og det vil den blive ved med. Gud holder ikke op med at tale til hverken de disciple, som havde fulgtes med hans søn, eller os, der er døbt til at fortsætte, hvad de var. 

Efter opstandelsestiden træder en ny tilstand i kraft: Åndens tid. Nu er det tid til at alle skal vide, hvad Gud er og vil. Gud forklarer sig ved at røre os.  

Det sker! 

Måske husker du øjeblikke hvor du blev rykket ud din lukkede rundgang? Måske mærkede du et pust af glæde strømme gennem dig. En selvforglemmende befrielse? En uforudset og ufortjent lykke? En velsignelse?  

Stilfærdigt, men vedholdende skal vi berøres af Guds kærlighed. Det vil gå os til hjerte.   

Hjertet. Organet, der pumper blodet rundt i kroppen og holder os i live. Den muskel, som vi kan mærke sætte sig i hurtig bevægelse i forelskelse og kærlighed eller fornemmer krymper sig, når vi bliver urolige og bange. Hos profeten Ezekiel hørte vi: Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød.” Et stenhjerte er hårdt og koldt, følelsesløst. Et hjerte af kød er i bevægelse. Det er varmt. Det holder i live. 

Troen kommer af det, der høres og går til hjerte. Vi bevæges af ord til tro. Det sker midt i verdens strid og kulde – som foråret, der kommer, altid, uanset bidende vinde, byger, tåge derude. Det er åndens tid. Nu. Og åndens tid er kærlighedens tid, uagtet alt det, der går os imod, forstyrrer, forvirrer – og truer med lade vreden i os få overtaget. Alt det har Gud dømt ude, for i stedet at lade kærligheden komme til. 

Det er ikke nemt for Jesus at trænge igennem til disciplene. De hører kun det ene: ”Nu tager jeg fra jer”. De hører kun dette forstemmende budskab, at fra nu af skal de undvære ham. Og det er ikke til at bære. Sorgen over at miste nærvær og følgeskab fylder det hele. Men alt bliver nyt. Igen. Også nu. I dag. For os. Der tales til os. 

Forklaring følger! Det skal vi ikke tvivle på. 

  

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud højlovet fa første begyndelse, nu og i al evighed. Amen 

Vor himmelske far, du som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed. 

Vi beder dig for vort hjem og for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af. Vi beder om dit nærvær og din bistand i vort daglige liv med hinanden. Hjælp os til at se og bruge de evner og muligheder vi bliver givet, i stedet for at gemme os i frygt for at fejle. Lær os at stole på din nåde og kærlighed, som du har vist os den i Kristus. Lad os ikke forstene i vrede. 

Vi beder vi for alle med viden og myndighed, for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Lad os ikke stivne og forstene i vores egne forestillinger om rigtigt og forkert, men lad os bevæge af din kærlighed. 

Vær med alle der lige nu kæmper for frihed og fred. Vær med de soldater vi sender ud i den kamp. Giv dem frimodighed til at røgte deres tunge ansvar og lad dem ikke gå under i, eller miste sig selv til krigens ondskab.  

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Være med enhver, der forfølges for sin tro. Væk håbet i alle bekymrede, anfægtede og modløse. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. 

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens fællesskab. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn. 

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen. 

 

Konfirmation i Sankt Nicolai Kirke, 12. maj 2019 

v/ Martin Rønkilde

Jakobsbrevet 1, 22-25 

Joh 1, 1-4, 14-18 

Nu er der en vis risiko for, at jeg stempler mig selv som en halvgammel nostalgiker, men jeg husker fra min skoletid, at der i matematiktimerne blev snakket om, at faktorernes orden er ligegyldig – det kan være, at andre med let grånende hårpragt eller svagt bølgende ansigtshud kan nikke genkendende til formuleringen – som jo ikke dækker over andet end at 2+3 bliver det samme som 3+2. Men lige så sandt det helt sikkert er inden for matematikkens verden, lige så sandt er det, at der ikke kan siges noget tilsvarende om sprog.  

Det er slet ikke lige meget, hvilke ord vi bruger, og hvornår vi bruger dem.  

Det er vel også derfor Facebook byder på indtil flere grupper for små spidsfindigheder som uheldige orddelinger eller fejlagtige kommateringer. Det gør en vis forskel om der er tale om babybad eller baby bad, om det er en nissedør eller en nisse dør, tungepiercinger eller tunge piercinger, kyllingeinderfilet eller en kyllingeinder filet, eller det, som konfirmanderne har stiftet bekendtskab med til sogneindsamlingen og som bliver både groft og krænkende, når mellemrum placeres uheldigt, om der er tale om raslebøsser eller at rasle bøsser. Bogstavernes orden er ikke ligegyldig, ordenes orden er ikke ligegyldig – måske nærmere afgørende. 

Når vi sidder på en restaurant og kigger ned over menukortet, er det netop for at hjælpe os til at give tjener og køkken retning på det, vi godt kan tænke os. Så vi ikke udsættes for hverken allergifremkaldende fødevarer eller den der ting, som vi virkelig bare ikke kan fordrage.   

Når fodboldtræneren står på sidelinjen og for Gud ved hvilken gang forsøger at råbe sine spillere op, så er det altafgørende, at det er de rigtige ord, der flyver hen over grønsværen, så det er venstre back, der sendes længere frem i presspillet og ikke målmanden, og så der ikke er tvivl om, hvem der skal tage det hårdt tilkæmpede straffespark.  

Når vi afleverer bilen, motorcyklen, cyklen eller det elektriske løbehjul på værksted, er det heller ikke ligegyldigt, at vi får givet de rigtige beskeder om, hvad problemet er, for et nyt bagdæk løser ikke rigtig, at 3. gear konstant går i baglås eller forlygten holder discofest på vej ned ad byens lange bakker. 

Efter mindst 8 kirkebesøg de seneste 9 måneder vil det næppe heller komme som det store chok, at ordene fylder en del, når man kommer i kirke. Måske kunne der siges, at der til tider er lige lovligt mange ord til, at man får det hele med. Men der er en god grund til, at der skal være plads til både mange og til tider også de helt store ord. Hos Johannes, som vi hørte fra før, er det ligefrem sådan, at den vigtigste enkeltbegivenhed i kristendommens historie – det der i en stald i Betlehem – omtales som Guds ord, der får krop. Når vi kender menneskers evne til at fortolke og jævnligt enten overfortolke eller misforstå, så var noget nær den logiske konsekvens, når nu menneskene i de bibelske fortællinger før Jesu fødsel har ufatteligt svært ved at kende forskel på, hvad Gud synes er en super ide, og hvad de selv har fundet på.  

Når Jesus gang på gang skal slås med sin tids religiøse ledere, er det næsten altid, fordi de har fortolket deres hellige skrifter så det passer til den samfunds- eller husorden, de gerne vil fastholde. Det handler næsten altid om, hvem der har ret til at bestemme, hvordan bestemte ord skal forstås og om de kan gradbøjes. Det nok mest hyppige eksempel er forholdet til hviledagen, hvor Jesus igen og igen viser sig som en voldsom provokatør, der hævder, at reglen om at holde sig helt fra arbejdslignende aktiviteter, selvfølgelig kan ændres, hvis det for eksempel gælder om at redde et menneskes liv. Jesus er Guds ultimative forsøg på at vise mennesker, at ingen skriftlige regler er så faste, at de må overtrumfe hensynet til et menneske i nød og aldrig må blive så autoritære, at der ikke er plads til at diskutere om de faktisk giver mening.  

Derfor er det også så vigtigt, at vi både som kirke og som mennesker bliver ved med at være bevidste om, hvordan vi bruger ordene. Det er desværre blevet meget tydeligt indenfor de sidste par uger, at der er sket en markant udvikling med, hvilke ord, vi bruger om både vores egen fortræffelighed og ikke mindst andres status som andenrangsmennesker. Når man på landsdækkende fjernsyn kan kalde en meddebattør for nazisvin, sige at udslettelsen af 1,7 milliarder muslimer er det endelige mål for det politiske projekt og for øvrigt udvise en skræmmende mangel på sans for demokratisk debat – og samtidig have nok opbakning i meningsmålinger til at få plads i folketinget, så er der kommet andre boller på ord-suppen.  

Jeg er fuldstændig sikker på, at hvis jeg i min skoletid havde omtalt en anden elev – uanset hvad der gik forud – som nazisvin, så var jeg blevet kaldt til en alt andet end hyggelig samtale med skolelederen og var nok også på hastigt udkig efter et nyt sted at gå i skole.  

Når det er værd at kigge på, hvilke ord, der er plads til i det offentlige rum, uden at vi som samfund siger fra, så er det tæt forbundet med det, Grundtvig skrev engang: at ordet skaber, hvad det nævner. Han tænkte både på, hvordan Gud skaber med ord i den bibelske skabelsesberetning men også hvordan vi skaber mere kærlighed ved at bruge ord, der bygger op og skaber splittelse ved at bruge ord, der bryder ned. Det er forhåbentlig ikke svært at gætte, i hvilken kategori jeg f.eks. vil placere nazisvin. 

Når vi i den offentlige debat kan høre synspunktet, at alle med en bestemt religiøs eller etnisk tilknytning skal forlade landet, så er der ikke længere så langt til, at situationen faktisk kan opstå. For ordene skaber hvad de nævner. Skulle der være tvivl om det, så er det bare om at kigge på de hyppige shitstorms, der kører på sociale medier mod alt fra fodboldlandsholdets udråb om kvindelige attributter til mere alvorlige overgreb og krænkelser. For 1 år siden ville det aldrig have vakt offentlig omtale, at en københavnsk kirke skal have en Michael Jackson gudstjeneste – det gør det nu, og årsagen kender de fleste nok.  

Det har aldrig været så let, at få andre mennesker med på en bestemt ide – ordene har fået digitale vinger.  

Det gør det bestemt ikke til en mindre relevant opgave både at bedømme andres ord og at turde vælge og holde fast ved, at ikke alle ord er lige sande og rigtige. Guds ord blev et menneske, lød det. Et menneske, der både med helt almindelige ord men i høj grad også med menneskelige handlinger ville vise, at der er både rigtige og forkerte veje at bevæge sig ned ad. Der er ord, der bygger op og ord, der river ned. Når Jesus talte var det altid med billeder og ord, som tilhørerne umiddelbart forstod. Meget af det vil stadig give mening i dag. Den største udfordring er, at selv en fortælling som den barmhjertige samaritaner er for lang til Twitter og ikke bliver læst på Facebook – det er alt for langt.  

Men sandheden er, at de store og væsentlige ting, der er at sige om os, vores verden og vores liv med hinanden kun sjældent og aldrig fuldt ud kan rummes i one-liners eller forsimplede generaliseringer. Hverken når de fortæller, at du må bombe uskyldige fordi Allah er stor, eller når du vil deportere over en tiendedel af et lands befolkning.  

 

Kære konfirmander, 

I står midt i al balladen. I er den kommende generation, der for alvor skal være gode til at skelne rigtigt fra forkert. Kristendommen har et godt bud på nogle rettesnore til den store og alvorlige opgave. Jeg håber i vil huske bare lidt af det, der kan hjælpe jer med at manøvrere i kaos. At Gud blev menneske og talte menneskers sprog, fordi de dengang og vi nu har brug for at få andre måder at sige og gøre tingene på.  

Det vigtigste af det hele er den sætning, der sluttede Johannesteksten: Ingen har nogensinde set Gud, men hans eneste søn har vist os hvordan Gud er. Hvis i bare husker den ene detalje, når i går fra kirken i dag – uanset om det er i sportsvogn, sidevogn, trillebør eller flyttekasse, så er i allerede godt på vej. For ordene skaber, hvad de nævner – både når vi siger, at vi tror på en dybere sammenhæng i det, der foregår og når vi gør os selv til den sammenhæng. Så vælg den vej, der giver liv og lys til både jer og alle dem omkring jer. Amen! 

 

 

2. søndag efter påske den 5. maj 2019 

v/ Henriette Bacher Lind

DDS:  234, 296, 57 – 662 (nadver. 438, 440, 236,5-6), 266, 784

 

Dagens navn er Befrielsesdagen. Sådan står der i al fald i min kalender. Det er et ret unøjagtigt navn. Befrielsesdagen! Det kan betyde så meget, og man kan få de mest vildt flyvende associationer. Dagen for befrielsen er en mere præcis betegnelse, synes jeg, men det allerbedste havde selvfølgelig været, at der i kalenderen stod Dagen for Danmarks befrielse, for dagen markerer jo ikke en hvilken som helst form for befrielse, den markerer den 5. maj 1945, hvor Danmark igen var frit efter fem års besættelse af tyskerne. Det er en dag, som vi standser op ved for at fejre og mindes en ganske bestemt historisk begivenhed. Og det er vigtigt, at vi bliver ved med at kalde den ved navn, selv om der bliver færre og færre, der selv oplevede, hvad det vil sige at være besat og siden befriet. Hvis man ikke selv har hørt den vidunderlige besked, som kom ud af radioen den 4. maj om aftenen: ”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig", hvordan kan man så vide, hvordan det føltes, at Danmark igen var frit? Det er umuligt, men det gør ikke den gamle erfaring mindre vigtig, tværtimod.  

For bliver vi ikke mindet om den, bliver vi måske skødesløse, når det gælder om at sikre, at det ikke sker igen.  

I år den 4. januar markerede man flere steder i landet 75 års dagen for Vedersøepræsten Kaj Munks død. Han nåede ikke at opleve befrielsen; han nåede kun at opleve tyngden af besættelsen. Og det kom til udtryk i alt, hvad han skrev og sagde. I sin sidste prædiken nytårsdag, og dvs. kort før Gestapo hentede ham og kørte ham til Hørbylunde Banke, hvor han blev skudt, lyder han så fortvivlet, at man så mange år efter får hjerteknugen af at læse den. Han siger som indledning: ”Da jeg i Gaar forberedte mig for Guds Ansigt til denne Gudstjeneste, fik jeg det saadan, at jeg vidste, jeg ikke kunde gaa paa Prækestol eller for Alteret i Dag. En dyb Sorg og Smerte har opfyldt mit Sind”.  Og der står han så ved siden af kirkens juletræ, iklædt vinterfrakke og halstørklæde, fordi det er kommet ham for øre, at nogle i sognet samarbejder med tyskerne, fjenden. Han hader dem ikke, siger han og fortsætter ”For Mennesker er saa mange Slags og besættes af alle Slags Aander, og Frelseren har lært os Bønnen: Forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre. Men derfor bliver det aldrig kristen Gerning at hjælpe Tyskerne med at bygge Fæstningsværker mod Englænderne, for at vort eget Land saa længe som muligt kan holdes i Trældom og Underkuelse. Og det bliver ikke kristen Gerning for dyre Penge at sælge til Tyskerne de Æg og det Flæsk, som vore egne stakkels Arbejdsfolk i Byerne har saa haardt Brug for. Det bliver aldrig kristen Gerning at stille sig til Raadighed for Uretten, enten det saa sker af Fejghed, Griskhed eller tossegod Føjelighed”. Jeg får kuldegysninger af at læse ordene op; hans smerte er så skærende, og hans sjæl så ren, at det gør ondt. ”Jeg hader dem ikke, for mennesker er så mange slags og besættes af alle slags ånder,” siger han til menigheden nytårsmorgen.  

Det kan han sige, fordi han ved, hvordan et menneske kan bevæges og påvirkes af alle mulige kræfter, gode såvel som onde - han var faktisk selv begejstret for Hitler i begyndelsen af 1930´erne - og det fører mig lige ind i dagens tekst, hvor Jesus taler om sig selv som den gode hyrde, der kender sine får og er villig til at gå i døden for dem. Her lægger han ikke skjul på, at vi tilhører ham, at vi er hans, som fårene er hyrdens. Vi står altså ikke til rådighed for alle og enhver, vi kan ikke tilhøre alle mulige, vi er allerede ejet af Gud. Men er det ikke en form for besættelse eller tilfangetagelse af os, som definerer os selv som frie og selvstændige? Giver det overhovedet mening at Jesus sætter os ind i sådan en relation, hvor han leder, og vi lader os føre? Kan Gud eje os, som en hyrde ejer sine får eller som en slaveejer ejer sine slaver, eller hvad ligger der i det særlige ejendomsforhold mellem ham og os? Måske er det lettere at forstå, hvis vi ser på kærligheden. Her kan man sagtens sige ”hun er min” eller ”han er min” uden, at der ligger noget ubehageligt eller undertrykkende i det. Når vi hører en sige: ”Det er min kæreste, min elskede, mit barn, mit barnebarn”, så vi ved, at det muligvis lyder som om den ene ejer den anden, men vi ved også, at der er tale om noget helt andet, her handler det om at tilhøre hinanden i kærlighed, ikke i magt. Man giver sit hjerte til en anden, derved bliver man hans eller hendes, og må leve med den sårbarhed, som følger af det.  

Sådan er det ikke, når et land bliver besat af et andet, så bygger ejerforholdet på ren magt, og frygten for den, eller beundringen for den, kan ændre et menneske og de veje, som han eller hun vælger. Det er det, som Kaj Munk har øje for, når han længere nede i sin prædiken siger: ”Der er mange, mange gode Tyskere. Gud være lovet for det; ellers var Verden uden Haab. Mange brave Drenge er stukket i Trøjen, saa flinke som vore egne. Men saa længe som de finder sig i, at dette Regimente, de selv har heilet sig til, beholder Magten over dem, maa de staa Last og Brast. Drikker Manden i en Familie, gaar det ud over hele Hjemmet. Saadan er det nu engang. Man kan ikke lade sig bruge til at rive Ulverifter med i andres Legemer og selv forlange at behandles som et skyldfrit Lam. Det er Krigens haarde Vilkaar, at saa længe den varer, er det ikke Mennesker, vi har at gøre med, men Uniformer. Naar vi ser en tysk Soldat i Danmark, maa vi sige: det er en Uniform — og huske, hvad den Uniform staar som Udtryk for.” River man ulverifter bliver man mere eller mindre selv en ulv, det er i al fald vanskeligt ikke at blive det; vi bliver præget af den magt, vi bekender os til, og hvis den er så stærk, at den overdøver det menneskelige i os, barmhjertigheden, bliver vi umenneskelige, glubske ulve, der jager uden hensyn. Så det betyder i allerhøjeste grad noget, hvem vi tilhører. Nogle tilhørsforhold binder og gør os ufrie, og andre befrier os til at være dem, vi var tænkt til at være. 

”Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får…. og jeg sætter mit liv til for dem”. Sådan siger Jesus, og længere væk fra f.eks. Hitlers projekt kommer vi ikke. For Jesus ejer os ikke, fordi han vil udnytte os til selv at blive stor og mægtig, Han ejer os, sådan man ejer hinanden i kærlighed. Hver eneste gang et menneske bliver døbt, slår vi korsets tegn for ansigt og bryst og siger ”modtag det hellige korses tegn som et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus”. Vi tilhører den hyrde, som satte sit liv til for os, som, da det kom dertil, ikke sparede sig selv, men gik linen ud for vores skyld. Vi tilhører den Gud, der ikke har behov for at binde os til sig med lænker og trusler, men knytter os til sig med en kærlighed større end alt. Vi er bundet i kærlighed, og dermed tjener vi kærligheden og kun den. I den kan vi ikke gøre os til herre over nogen, i den kan vi ikke udnytte andre til vores fordel. Når man tilhører livets herre, kærlighedens herre, er der kun en ledetråd i alt, hvad vi gør: Hvordan kan jeg hjælpe ham, hvordan kan jeg trøste hende. Amen 

 

1. søndag efter påske, søndag den 28. april 2019 

v/ Henriette Bacher Lind 

DDS: 408, 840, 230 – 249 (438, 440, 236,5-6) 243 

 

Jeg havde flere forskellige idéer til, hvordan denne prædiken skulle begynde, da jeg tændte for computeren fredag morgen. Jeg havde overvejet at begynde med at fortælle, at søndagens navn er hvide søndag, fordi man i oldkirken havde tradition for at aflægge sig det hvide dåbstøj her første søndag efter påske; jeg havde overvejet at begynde med at tale lidt frem og tilbage om, hvad Thomas egentlig foretog sig efter opstandelsesdagen. Men så åbnede jeg mobilen, og mit blik blev med det samme fanget af en overskrift. ”Tiden gik i stå i Stavtrup” stod der. Jeg swipede videre til artiklen. Den beskrev det fakkeloptog, som et par tusinde mennesker deltog i torsdag aften i Stavtrup ved Århus. Optoget var arrangeret i medfølelse for familien Holch Povlsen, der i søndags mistede tre børn under terrorangrebet på Sri Lanka. Alle, der deltog, var dybt, dybt berørte. Sådan som de fleste af os stadig er det her en uge efter. Hvordan bærer man det ubærlige? Hvordan skal den familie nogensinde få noget, der bare minder om et almindeligt liv igen? Hvordan lykkes det en mor, en far, og en overlevende søster eller bror at stå ud af sengen, tage tøj på, spise morgenmad? Hvordan kommer de igennem dagens mange, mange timer i dette spirende, smukke, lysegrønne forår? Hvordan får de nogensinde en ganske almindelig nattesøvn, uden gråd, uden mareridt igen? I en sms-besked fra Anders og Anne Holch Povlsen, som blev læst op på torvet i Brande, hvor indbyggerne havde arrangeret en mindehøjtidelighed forleden, skrev de: ”Med de mange dejlige mennesker, vi har omkring os, nære venner, dygtige kolleger og vores kærlige familie, vil vi sammen komme igennem det”. Måske er det bare noget, de skriver, fordi det er den slags, man plejer at skrive. Men det kan også være, at de virkelig har tillid til, at der er en vej igennem, at de virkelig tror på, at der nok skal vise sig et liv på den anden side af mørket, savnet og tabet, et andet liv selvfølgelig, men dog et liv. ”Sammen vil vi komme igennem det,” stod der i tekstbeskeden. Familien er åbenbart klar over, at skal de overhovedet få noget, der minder om et almindeligt liv igen, er de afhængig af dem, de har omkring sig, som hjælper, støtter, holder dem oppe, og lytter.  

Det tungeste, det sværeste, det, som ret beset er umuligt at bære, kan vi ikke bære alene, det kan vi kun bære sammen med andre. Det er muligvis også det, som disciplen Thomas opdager. Som sagt aner vi ikke, hvor han opholder sig i ugen efter opstandelsesdagen, men det fremgår meget klart af dagens tekst, at han i al fald ikke er sammen med de ti andre disciple. De gemmer sig et sted bag en lukket dør, de er sammen om sorgen over, at Jesus er død, de er sammen om frygten for overgreb fra bl.a. jøderne, mens Thomas sidder alene. Og vi kan kun gisne om, hvorfor han vælger ensomheden fremfor fællesskabet. Det kan være, at hans skuffelse over, at Jesus ikke slog fra sig og bekæmpede sin fjender, er for stor og knugende til, at han orker at være sammen med andre. De andre disciple handler stik modsat, de bruger hinanden, taler med hinanden om deres tvivl og tro og når langsomt frem til en fælles forståelse.  

Da Thomas endelig slutter sig til dem og hører, at de har set Jesus, synes han, at det lyder for mærkeligt. Han har ikke været en del af deres fælles samtale og oplevelse, han kommer udefra og kan ikke uden videre dele deres begejstring, han vil gøre sin egen erfaring, have syn for sagn. ”Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke,” siger han. Og hånden på hjertet: Hvem af os vil ikke sige som Thomas? Det er simpelt hen for mærkeligt, at den døde Jesus opstår, det er for uforståeligt, at han pludselig står hos dem og med en helt almindelig stemme siger ”fred være med jer”. Hvordan så Jesus i det hele taget ud, da han kom? Vi aner det ikke, men det lader ikke til, at disciplene bliver det mindste forskrækkede eller ubehageligt til mode ved synet. Tilsyneladende lugter han slet ikke sådan som en krop, der har været død i en uge, plejer at gøre. Det kan umulig være liget af Jesus, de møder. Men hvordan han end ser ud, er han så virkelig, at disciplene bliver overbevist om, at det er ham. Samtidig er hans tilsynekomst ikke så fysisk påtrængende, at de flygter i lede. Selv Thomas bliver overbevist om, at Jesus lever i samme øjeblik, han ser ham. Og selv om han understreger, at han kun kan tro, hvis han får lov til at røre ved naglegabene, lader han være. Han nøjes med at se, og derefter bekender han: ”Min Herre og min Gud”. Er det fællesskabet med de andre disciple, der giver ham modet til at bekende, at Jesus er Gud? Er det, fordi han oplever de andres tro, at han tør tro? Naturligvis er mødet med Jesus stærkt og overbevisende, men spørgsmålet er, om Thomas kunne have stået alene med det møde, er han ikke nødt til at have de andre omkring sig for at blive bekræftet? Og er de andre disciple ikke nødt til at have en Thomas hos sig, så tvivlen bliver en naturlig del af fællesskabet? Jesus bliver ikke vred på Thomas, skønt han ikke lægger det mindste skjul på sin tvivl, han skælder ham ikke ud, udstøder ham ikke. Tværtimod får Thomas særbehandling, ingen betvivler, at han er en del af fællesskabet, skønt han er fuld af skepsis. Det får mig til at overveje, om det ikke er præcis det samme, der sker, når vi går i kirke. Sidder vi da ikke på bænkene og tænker: Godt, at jeg ikke er alene om det her fantastiske, men uforståelige budskab: godt, at der er nogle at dele det ubegribelige, ikke mindst opstandelsen, med? Hvis de andre, som ligner mig til forveksling, tror, at det er sandt, at Gud er stærkere end døden, kan jeg også tro. Og hvis de andre tør tvivle, så tør jeg vel også. Kaj Munk skriver i en prædiken til denne søndag: ”Du skal forstå, at hovedsagen ligger ikke i det, du ikke forstår. Kristus har haft disciple, for hvem ord som jomfrufødsel, kødets opstandelse, sakramenter var ord uden mening. Lad være med at stirre dig blind på dem. Lad aldrig djævelen bilde dig ind, at så kan du ikke være Jesu discipel. Vogt dig i det hele for golde og sygelige selvspekulationer, om hvorvidt du er troende eller ikke troende. De fører ingen steder hen, højst nedad. Men vær tro mod dit hjerte, der engang for alle har valgt...”  

”Vogt dig for golde spekulationer”, ”vær tro mod dit hjerte”, siger Kaj Munk. For spekulationerne er endeløse, mens hjertet tager den lige vej til kærligheden. Hjertet længes mod kærlighed og tilgivelse, hjertet drages mod håb og lys og en fremtid på den anden side af sorgen. Derfor kom Thomas tilbage. Hjertet vandt over fornuften; håbet var stærkere end tvivlen, fællesskabets varme mere magtfuldt end ensomhedens kulde. Amen