1. søndag i fasten, søndag d. 10. marts 2019 

v/ Grete Wigh-Poulsen 

 

1.Mos. 3,1-19 

2.Kor. 6, 1-2 

Matt. 4, 1-11 

  

754 Se nu stiger solen 

840 Velsign mit barn 

336 Vor Gud han er så fast en borg 

787 Du som har tændt 

412 v.4-6 

634 Du ved det nok mit hjerte 

  

Som vintergrene / i afmagt rækker / mod dagens rum, / ber vi om glæde / og lys fra Guds / evangelium. (DDS 412,1) 

  

”Jeg kan modstå alt undtagen fristelser”, skrev Oscar Wilde i anden halvdel af 1800-tallet. Siden er mange blevet fristede til at bruge det citat. Lige nu står det med store bogstaver på plakaten ved et busstoppested, jeg jævnligt kommer forbi. Så ved du, at du ikke alene om det, hvis du skulle give efter for trangen til en af de små pakker med pastiller, der vises nedenfor. ”Du må godt”, som dommeren i en anden af tidens reklamer for et sødt produkt slår fast. Oscar Wilde er garanteret også blevet citeret i et utal af prædikener til den her søndag. Nu faldt jeg så også for den fristelse. ”Jeg kan modstå alt undtagen fristelser”. Det var for oplagt at gentage det! 

For den gammeltestamentlige tekst til dagen er historien om Eva, der i Paradisets have fristes til at spise frugten af et træ, som hun har fået at vide af Gud selv, at hun ikke skal røre. Slangen siger til hende, at helt så alvorligt behøver hun nu ikke at tage det forbud. “Så slemt er det heller ikke, siger den til hende. Du dør ikke af det. Det er bare det med, at du vil komme til blive klogere på, hvad der er godt og skidt. Den viden synes Gud ikke, at du skal have. Det er bare en lille ting. Hvad kan der ske ved det? Og så gør hun det, Eva, for hvorfor ikke? Hvad skylder hun Gud, når han åbenbart forholder hende den fulde sandhed? Hun rækker ud, plukker en frugt og tager en bid. Hun kunne ikke lade være. 

Og Jesus fristes. Det hørte vi før.  Ikke af en slange, men af ”djævelen”. Djævelen er den/det/ham, hvis navn betyder ”den, der kaster hulter til bulter”, ”ødelæggeren”, ”fanden”, ”fjenden”, her: ”fristeren”. Djævelen vil have Jesus til at vælge den lette vej. Med djævelsk list lokkes med letkøbt ære, rigdom, magt og behovsdækkelse. Det mener fristeren at kunne give Guds søn.  

Jesus modstår. Og godt for det. For gaverne er et forsøg på at skaffe sig ødelæggende indflydelse på Guds søn. Gaver forventes jo modtaget med opmærksomhed, taknemlighed og måske endda en gen-gave. Jesus afstår. Han forbliver den, Gud vil, at han skal være – ikke i fandens tjeneste, men der, der skal være mennesker til frelse.  

Så ”Fristelse” er dagens tema. Evangeliet fortæller om fristelser, der ikke lige kan verfes af med et skuldertræk. Var det os, der var blevet tilbudt brød til at stille en nagende sult, eller at afprøve en fars kærlighed eller al verdens rigdom og herligheder, var det muligvis, sandsynligvis ikke faldet helt så godt ud. Vi havde nok ikke forstået, hvad der er på spil. Og ord som ”Jeg kan modstå alt undtagen fristelser”, blev de end sagt med et skævt smil, ville næppe være tilstrækkelige til at befri os af det bånd vi dér kom til binde til ødelæggeren. De er befriende at gentage for sig selv som en god undskyldning, når vi falder i – f.eks. når den søde bagerpige spørger, om du ikke skal have den tredje fastelavnsbolle med, prismæssigt er der jo kun en lille forskel i forhold til at købe de to, som du egentligt have tænkt dig at købe. Eller når du efter at have passeret et busskur overmandes af trangen til at købe en pakke lakridser. Men der er – selvfølgelig – andet og mere på færde end kager og lakridser. Nemlig frihed, frelse. 

Apostlen Paulus skrev, som jeg læste først i gudstjenesten, at det er vigtigt, at vi søger for, at det ikke er forgæves, at vi har taget imod Guds nåde. I Den nye aftale, Det nye testamente på nudansk, står der sådan her, altså med lidt andre ord end dem, som jeg læste: 

Jeg hørte dig i rette tid. 

Jeg hjalp dig på frelsens dag. 

Og den rette dag er nu. Nu er det frelsens dag.” 

Frelse betyder befrielse. Og nåde – det ord betyder og indebærer langt mere end overbærenhed. Gud ikke bare bærer over med, hvad vi er og gør. Gud hører, hjælper, tilgiver. Der kommer noget til. Vi får noget. Mere end et træk på skulderen og et ”ok-du-har-lavet-en-fejl-lad-os-komme-videre-agtigt”. Guds nåde en ”undsættelse”. Gud kommer os tilgivende til undsætning og befrier os fra det, som vi har fået os viklet ind i og ikke kan komme fri af. Det betyder det, når vi taler frelse og nåde. 

Og hvad er det så? Hvornår er det, at du og jeg mærker, at vi sidder fast? Hvad er det for fristelser, der kan føre os ud, hvor vi har brug for at blive hanket op i, hjulpet på benene, mærke, at der findes en kærlig magt, der kommer i møde og vil forsone sig med dig, som du er, for at du skal forblive Guds og være Guds barn? 

Eva blev fristet til at gøre, som hun havde lyst til. Du og jeg gør mange gange og på mange måder, hvad vi har lyst til, tror jeg, uden at skænke det en tanke. 

Eva kunne ikke modstå den frugt, der så herlig og lækker ud som den hang der på det træ, der efter hvad slangen sagde ikke var helt så farligt at spise af, som hun troede. Hun døde ikke af det. Men konsekvenserne var slemme nok. Hun og Adam opdagede, hvor sårbare de var. Deres tilværelses sorgløshed forsvandt og blev til bekymringer, besvær, kamp og smerte. De bildte sig ind at måtte gemme sig for Gud. Sådan forklarer syndefaldsberetningen, hvad ethvert menneske er, og hvad ethvert menneske opdager om sig selv: fejlbarligheden, sårbarheden, magtesløsheden.  

Det kan være godt en gang imellem at vende tilbage til urhistorierne, myterne fra Det gamle testamente. De har en historie at fortælle os. De handler om os. De sætter skarpt på sandheden om noget i os – ja os, vi der er her lige nu.  

Eva vidste godt, at det ikke var helt ok, det hun gjorde. Men hun gjorde det alligevel. Ligesom enhver af os jævnt hen, måske dagligt, gør noget, der minder om det. På samme måde kan få fortalt os selv, at det nok går, ikke er så slemt, at vi er i vores gode ret til at gøre, som vi gør, eller undlader at gøre, hvad vi ved, vi bør. 

For der er vi. I verden. Efter Eva. I verden, hvor vi hele tiden lever med risikoen for gå forkert. Fordi der ganske rigtigt er rigtigt meget, som vi har overordentligt vanskeligt ved at modstå – ikke mindst fristelsen til at sætte os selv og vores egen magelighed før andres. Fristes du og jeg mon ikke til f.eks.: 

- at sørge for os selv først og fremmest, og fortrænge, at det har omkostninger for andre? 

- at skubbe det besværlige fra os? 

- at omgås sandheden lidt lemfældigt, for undgå at stå til ansvar? 

- at give op, lade stå til eller at lukke øjnene? 

- at finde på undskyldninger for det og dem, vi forsømmer? 

- at, som Adamskyde skylden på andre? 

- at tænke, at vi kan og skal mestre det perfekte? 

- at tro, at vi har indsigt som Gud? 

Om Gud sang vi før, at han er ”så fast en borg”. Luther, som skrev salmen, vil indprente, at Gud kan og vil holde på os, og beskytte os for det, der måtte forsøge at lokke os til at tro, at vi skulle høre til et andet sted end i hans kærlighed. Kristus – ham, som vi altså i dag er blevet mindet om, ikke lader sig friste til at tro det, står os bi og hjælper os til at gøre det rigtige, når vores egne kræfter til at stå imod ikke slår til. Eller når det bliver, som jeg nævnte før. 

”Du er vort lys” skal vi så synge om lidt. En aftensalme ganske vist, men det går nok. Der er nogle her i dag for hvem den salme betyder meget. Og det passer, hvad vi synger. Det passer fint til dagens evangelium. For salmen lader os give udtryk for en taknemlighed, som mange af os kan have lige så svært ved at give lods for, som at holde os fri af fristelser og at binde os til det, der ikke holder. Her beder vi til Gud, som vi har tillid til vogter og værner om os: ”Tænd i vort mørke en tindrende tro”. Heller ikke mørket skal vi lade os friste til at søge skjul i, eller tro at vi har hjemme i. 

”En tindrende tro”. Det er en klar og indlysende tillid til Gud. Dér, når du synger det, har du din befrielse. Den er der nu. Lige nu. ”Nu er det frelsens dag” skrev Paulus. Du er hørt. Du er hjulpet. For hver dag er frelsens dag. Hver dag vristes vi igen fri af det, der vil forsøge at knytte os til det, der ikke er af Guds kærlighed.”Stor magt og argelist, han samler mod os vist” sang vi med Luthers ord før. Trusler, løgn, spot hører til overtalelsesmidlerne. Husk: Jesus modstår. Han lader ikke fristeren komme til og få ham til at handle, som ødelæggeren vil. Så: Det lykkes ikke. Det skal aldrig lykkes. Det er ikke Guds vilje at lade os forsvinde fra ham. ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”, sagde Jesus. Hvilken gave! Hvilket løfte. Det har tre små fået med sig i dag. Det har alle vi døbte fået engang! Selvom vi med Oscar Wilde kan sige ”Jeg kan modstå alt undtagen fristelser”, så lad os aldrig fristes til at tro andet, end at det er dér, vi hører til og ikke noget som helst andet sted, uanset hvor tillokkende alt muligt andet i øjeblikket kan forekomme. Du er jo Guds! Ikke djævelens! 

 

Septuagesima, 17. februar 2019
v/Martin Rønkilde

Lige løn for lige arbejde. Et af de klassiske slogans for særligt kvinders ret til at få en lønpulje, der er identisk med den, de mandlige kolleger får, når arbejdsområde, jobtitel, arbejdstider og ansvaret er det samme. Det er egentlig kun den, der ender med at skulle afgive nogle kroner til en kollega, der burde kunne have noget imod den indbyggede retfærdighed, der ligger i, at det samme arbejde lønnes med den samme sum penge. Kigger vi det efter i sømmene, viser det sig hurtigt, at der er mange andre faktorer, der påvirker lønnen, for personlige kvalifikationer og anciennitet vil kun meget sjældent være helt identisk for 2 medarbejdere i nogen branche.  

Men lad os nu forestille os, at der er to medarbejdere med helt identiske forudsætninger for at varetage et arbejde. Så er det helt igennem uretfærdigt, hvis den ene får en markant procentdel mere eller mindre alene på grund af sit køn. Lige løn for lige arbejde.  

Men hvad sker der så, når vi vender det hele på hovedet. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi se hverken Mette Frederiksen, Pia Olsen Dyhr eller Pernille Skipper stå og argumentere i fuld alvor for, at der skal være lige løn for ulige arbejde. Det er vist kun Uffe Elbæk, der kunne gå i den retning – men så ville det være som led i en større omfordeling af samfundsøkonomien, hvor det ikke handler om mere eller mindre løn for arbejdet men om eliminering af ulighed i udbetalinger til danskerne.  

Og det er en helt anden debat, som vi kan gemme til Løkke trykker på knappen i løbet af foråret. Men hvad med lige løn for ulige arbejde. Det ville ikke være noget, man vinder hverken folketingsvalg eller fagforeningsbestyrelsesvalg på. Det er uretfærdigt. Og er der noget, vi ikke vil have for meget af, når det gælder løn og penge, så er det uretfærdighed. Lige løn for ulige arbejde strider imod sund fornuft indenfor arbejdsmarkedspolitik. Men det er ikke desto mindre præcis det, der fortælles om i en af de mest omdiskuterede lignelser i samtlige fire evangelier. Der er flere gode grunde til, at lige løn for ulige arbejde er en virkeligt dårlig ide, når det gælder arbejdsmarkedsregulering og arbejdsmarkedspolitik.  

For det første vil der ikke gå mange dage på den måde, før alle løsarbejderne ved, at de ikke skal melde sig til arbejde mere end en times tid – de får jo alligevel den fulde løn ved dagens afslutning. Arbejdsgiveren vil med andre ord meget hurtigt stå med en markant forringelse af det arbejde, der nås på en dag. Det er særligt kritisk, når det gælder sådan noget som høst, hvor der kun er en begrænset periode til rådighed. For det andet skaber det uvilkårligt en rigtigt dårlig stemning mellem de ansatte. Vi ved fra et stort antal undersøgelser af arbejdsmarkedet, at det gode samarbejdsklima forøger arbejdsmængden markant. For at medarbejdere skal have lyst til at lægge en ekstra indsats, så skal den sociale kapital være høj – som det hedder med et fagbegreb. Det dækker over den forståelse af at virke sammen mod et fælles mål på en arbejdsplads.  

Den sociale kapital opbygges, når medarbejdere oplever tillid, samarbejdsvilje og retfærdighed. Er der noget, som lige løn for ulige arbejde medfører, er det hverken en følelse af retfærdighed, af samarbejdsvilje eller tillid til lederen. Så om igen, vingårdsejer – du har kort sagt ikke fattet en dyt af, hvordan man får en arbejdsplads til at fungere optimalt.  

Det ved medarbejderne jo også godt. De konfronterer ham direkte med den indbyggede uretfærdighed i lige løn for ulige arbejde. I svaret kan man læse flere ting. Dels at Matthæus ikke kunne sin arbejdsmarkedsteori og derfor lader vingårdsejeren svare på en måde, der bestemt ikke fremmer tilliden til ham som arbejdsgiver. For nok har han ret i, at han har givet alle arbejderne som de havde aftalt det ved kontraktens indgåelse. Men han har helt tydeligt ikke styr på, at det er svært nedbrydende for moralen blandt medarbejderne, at de fleste føler sig uretfærdigt behandlet. Nu skal vi hjælpe Matthæus lidt og give ham den indrømmelse, at der ikke var nogen, der kendte til overenskomster og mindsteløn i antikkens middelhavsområde. Så indenfor fortællingens egen horisont er det måske nok rigtigt, at vingårdsejeren kan gøre, hvad det passer ham, uden at havne i arbejdsretten – men klogt var det ikke dengang og er det heller ikke i dag.  

Langt vigtigere, når vi skal læse svaret er dog, at det fortæller, at problemet ikke opstår, når vingårdsejeren er dårlig til at styrke den sociale kapital i sin virksomhed, men når tilhørerne stirrer sig blind på fortællingens konkrete indhold.  

Jesus er en rigtig drillepind med mange af sine lignelser. Der er ofte en indbygget konflikt med den erfaring, som tilhørerne både dengang og nu kendte og kender til. Han fortæller om en meget genkendelig situation, som de fleste mennesker på et tidspunkt har haft inde på livet. Som arbejdsgiver eller arbejdstager. Det er der ligefrem en pointe i, for det er først, når vi er blevet godt og grundigt forargede eller i hvert fald forundrede over historien på det umiddelbare niveau, at vi kan komme videre ind i en refleksion over, hvad hele redeligheden så vil prøve at fortælle os. Som lignelse er den ikke en til en fortælling men først og fremmest beregnet til at få tankerne i gang, så vi forstår noget nyt. I dette tilfælde skal vi helst forstå noget om Gud og mennesker, som vi måske nok har hørt før men åbenbart både i fortid og nutid har en tendens til at glemme.  

Det kræver at vi tør vove os ud i den til tider svære kunst at oversætte lignelsen. At Gud er vingårdsejeren, er nok ikke svært at blive enige om. At arbejderne er mennesker, tænker jeg heller ikke vi ryger i slagsmål om. Men så ophører selvfølgelighederne nok også. Hvad er arbejdet og hvad er lønnen? Hvorfor får man ikke løn efter indsats? Er der så nogen som helst grund til at tænke kristendommen ind i det konkrete liv, som vi lever?  

Det virkeligt udfordrende er, at Jesus bruger en pengemetafor for noget, som er så fjernt fra penge som overhovedet muligt. Lønnen, som Gud giver, i vingårdsejerens skikkelse, er livet. Det gør det meget mere acceptabelt og forståeligt, at de alle sammen får samme løn. Livet kan ikke gradbøjes og udbetales i større eller mindre portioner.  

Og det forklarer også den anden indbyggede uretfærdighed i lignelsen – at også de sidst tilkomne får samme andel i goderne. Liv er liv og alle liv er betydningsfulde for Gud. Også selv om det måske har tilbragt en hel del af dagens timer med at lave alt muligt andet end det, som vingårdsejeren har bedt om. I Matthæus egen kontekst er det en mundtlig røvfuld til selvretfærdige jøder, der mener sig først i køen til at være Guds udvalgte. Der er ingen forskel på om du har brugt et helt liv i Guds tjeneste eller først på falderebet har vendt hjerne og hjerte i den retning. Det er både en provokerende og stærkt opløftende konklusion. Der er altid en mulighed for at vende om eller vende tilbage til den Gud, der sagde, at han er med os alle dage i dåbsvandet. Lønnen, livet her og nu og livet som det på uforklarlig og ukendt vis skal vise sig på den anden side er ikke inddelt i rangorden.  

Derfor er det også helt og aldeles rimeligt, når vingårdsejeren kan sige, at han gør som det passer ham. Retten til at give liv er et Guds privilegium, som vi hverken kan overtage – uanset DNA-tekniske landvindinger – eller kan bestemme retfærdigt og uretfærdigt ved.  
Det ændrer ikke ved, at det kan virke uretfærdigt, at der ikke er en ekstra gevinst ved at lægge en ekstra indsats. Betyder det da slet ikke noget at leve et liv med næstekærligheden som den store rettesnor, kunne vi spørge. Jo, lyder svaret. Det betyder alverden. Det vidner talrige andre bibeltekster om, også flere af dem i dag. Og måske er det lige her, at det gamle ordsprog faktisk giver mening: at arbejdet bærer lønnen i sig selv.  

Livet levet med andre mennesker for øje er meningsfuldt langt ud over den konstante jagt på mig og mit – så vil selv det, der udefra ligner en uretfærdighed, være meningsfuld.  

Lige løn for lige arbejde er arbejdsmarkedspolitisk en fremragende ide. Og det ville også være tilfældet, hvis lignelsen om arbejderne i vingården faktisk handlede om penge.  

Det gør den ikke – den handler om, at vi skal være evigt taknemmelige for, at der hos Gud er lige løn for ulige arbejde – uanset hvor meget vi ikke får gjort det, vi skal, ligger den samme løn og venter: livet. Uanset om man er blandt de første eller de sidste.  

Amen. 

 

Sidste søndag efter helligtrekonger 10. februar 2019
v/Henriette Bacher Lind

I dagens evangelium foreslår disciplen Peter, at han, Johannes og Jakob bosætter sig oppe på det høje bjerg sammen med Jesus. Jeg forstår ham godt, tanken er nærliggende. Hvem har ikke engang imellem lyst til at træde lidt ud af verden, få al larmen og alle de foruroligende forstyrrelser på afstand. Hvem drømmer ikke om at trække stikket, lade stilheden sive gennem krop og tanke, til der ikke er andet end ro og fred tilbage. Hvem kan ikke blive grebet af en ubændig lyst til at flygte fra kravene, forventningerne, opgaverne og pligterne? Hvem vil ikke elske bare engang imellem at være så langt fra alting, at problemerne ligner små ubetydelige myrer. At være på et bjerg, langt væk, hævet over alt og alle, uden støj, uden flimren – det ville ikke være dårligt. Ikke for altid, selvfølgelig, sådan som Peter ønsker sig, han vil gerne bygge hytter, gøre bjerget til et blivende sted, selv om han næppe har tænkt på, hvor besværligt det vil være at slæbe mad og vand op ad bjergsiden. Og tykke tæpper til de kolde nætter. Nej, men bare en gang imellem, i de perioder, hvor verden er for overvældende, og hvor det føles, som om der ikke er ende på ubehagelighederne. Bare et øjeblik hvor man slipper for at blive i dårligt humør af den evige strøm af nyheder, som fosser ud af medierne. Tag nu denne uge, hvor det er kommet frem, at rigtig mange skoler har et problem med elever, der i det skjulte tager billeder af deres kammerater i omklædningsrummet efter idræt og svømning, for derefter at dele dem med en hel masse andre. Uden at have fået lov. Og uden at tænke på, hvad det betyder for ham eller hende, der er offeret. Det er ikke til at holde ud at høre om. Hvad blev der af evnen til at sætte sig i den andens sted og forstå, hvor ondt det gør at blive udsat for den slags? Hvad blev der af empatien og omsorgen? Hvad blev der af samvittigheden? De tænker ikke på konsekvenserne, siger dem, der har forstand på den slags. Det er kun drilleri, men kan det passe, at de 13 til 16 årige ikke forstår alvoren i det, de gør?  Og omvendt: De er jo ikke onde, så hvorfor gør de så noget, der vitterlig må kaldes ondt? Er det vores skyld, de voksnes skyld, at de unge ikke har et helt grundlæggende etisk kompas indeni? Er det noget i opdragelsen, vi har forsømt, eller er tidens ånd, de sociale mediers ånd, blot stærkere end vores?

For at forhindre, at de unge fortsætter med at tage billeder af hinanden i sårbare situationer, er man begyndt at fjerne telefonerne fra omklædningsrummet, men er et forbud virkelig den rette vej, hvis målet er at skabe medfølelse og forståelse? Nej, det er det næppe, men hvad gør vi så? Hvordan lærer vi, hvad der er rigtigt og forkert i forhold til medmennesket? Ja, hvorfor ikke begynde med at lytte til, hvad Jesus gjorde, hvorfor ikke lade hans måde at leve på synke ind i os. Det er selvfølgelig ikke alt, som vi kan gøre ham efter. Han er trods alt guddommelig, sådan som disciplene oplever det for fuld udblæsning på bjerget, hvor han forvandles for øjnene af dem, og gennemskinnes af et lys så stærkt og overjordisk, at de bliver helt blændet af det. Men han er også et menneske, som vi kan forholde os til og tage ved lære af, og da han går ned ad bjerget, efter forklarelsen, og på den måde meget tydeligt demonstrerer, at han ikke vil leve afsondret som en anden utilnærmelig, hellig mand, men vil være nede på jorden, blandt mennesker, møder han som det første en far, som beder ham helbrede hans søn, og det gør han. Det er mennesker i nød, som vækker hans medfølende væsen, og sådan er det igen og igen. Det er det enkelte menneskes lidelse, fortvivlelse og elendighed, som får ham til at handle. Han står aldrig på afstand og kigger på de mennesker, der flokkes omkring ham, han lytter til deres bønner og rækker ud efter dem. Han er den levende udgave af sit eget bud: Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele dit sind og din næste som dig selv”. Han er den fuldkomne udgave af næstekærlighedsbuddet, og selv om vi aldrig kan bringe det så vidt som han, så kan vi godt efterligne dele af det; gå med ham ned ad bjerget, ned i den brogede verden og ned i øjenhøjde med de andre. Jesus vil ikke spilde sit lys på en bjergtop, hvor kun en lille udvalgt skare ser det og har glæde af det. Lyset skal spredes i verden, og derfor skal det ned på jorden, og lyse, så vi kan se hinanden, som han ser os, som Guds børn, frelst af hans kærlighed og kaldet til kærlighed. ”Kaldet til kærlighed,” jeg ved det lyder gammeldags og fremmed for os, som synes, at vi selv skal bestemme indholdet af vores liv, ingen skal kalde os, ingen skal blande sig, men når vi tænker sådan, trodsigt, er det, fordi vi har glemt at vores liv er mere og større end den personlige livsbane, vi udstikker for os selv. Vores liv er også bundet til Guds historie, det er dåben et tegn på. Her får vi ikke bare vores eget navn, men også Kristi navn. Nu kan vi kalde os kristne. Det navn rummer både troen på, at vi er tilgivet og elsket, og det rummer kaldet til at lade dem vi møder, nyde godt af den tilgivelse og kærlighed. Forleden talte konfirmanderne og jeg om lignelsen om de betroede talenter, og de forstod godt, hvad den handlede om; de forstod pointen med, at når vi får tilgivelsen og kærligheden fra Gud, giver det ikke mening at holde den for sig selv, grave den ned i et hul i jorden, putte den nederst på to-do-listen, nej, så skal den bruges, bringes i spil, hvor der er mennesker, der trænger til at blive sluppet fri af skylden og oplevelsen af at være uelsket.

I dag er det sidste søndag efter Helligtrekonger. Dermed er den tid i kirkeåret, som vi kalder epifanitiden, dvs. åbenbaringstiden, slut. Hele januar har evangelieteksterne handlet om, hvordan Gud bliver synlig i Jesus bl.a. i kraft af forskellige undere og helbredelser. Det har været fortællinger, som har betonet hans magt og styrke, små triumfstykker, som har gjort kål på al skepsis vedrørende hans identitet. Det har været beretninger, som ikke har sået den mindste tvivl om hans guddommelighed. Men nu kommer fasten og snart er det påske, og vi skal se, hvad der sker, når Guds søn træder ned fra bjerget for at være et fuldkomment medmenneske for os. Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner, siger han om meningen med sit liv. Kærligheden kan i hans tilfælde ikke gradbøjes, alle skal have del i den, intet menneske er for ringe eller udueligt til at møde hans milde, tilgivende øjne. Om det så skal koste ham livet. Og det gør det. Hans uendelige barmhjertighed straffes af de mennesker, som hader ham, da han korsfæstes. Til gengæld belønnes og befæstes den af Gud med en opstandelse, som slår fast, at kærligheden er stærkere og vigtigere end alt andet. Vi lever i lyset af den kærlighed, vi er lysets børn, vi kan ikke bare opføre os som det passer os, selv om Gud ikke straffer os for det. Det er det, som vi skal sige til hinanden igen og igen: Vi er lysets børn, vi er frelst af Jesu Kristi kærlighed, vi er kaldet til at lyse. Amen

 

4. søndag efter helligtrekonger, søndag d. 3. februar 2019 v/ Grete Wigh Poulsen 

 

 

108 Lovet være du Jesus Krist 

840 Velsign mit barn 

636 Midt i alt det meningsløse 

402 Den signede dag  

Nadver: 438, 440 

52,4-6 Du Herre Krist 

696 Kærlighed er lysets kilde 

  

Job.38,1-11 

Rom.13,8-10 

Matt.8,23-27 

  

Kom Sandhedsånd! Forvis os på, at også vi er af Gud Faders små. Amen. 

 

I går, d.2.feb., var det kyndelmisse. Det betyder, at selvom det var nok så mørk en dag, så er vi halvvejs gennem vinteren. Langsomt tager lyset til. De lyse dage vender tilbage. 

  

Dagens tekster tager også afsæt i mørke. Den slags mørke, der er i det menneske, der er bange for at gå under. De hører, både Det gamle Testamentes Job, og Det nye Testamentes disciple, at Gud, Gud i sin søn, ikke lader det ske. Det kan vi have tillid til. Verden er i Guds hånd og varetægt uanset, hvor mørk, farlig og trist den kan tage sig ud set fra vores synsvinkel. 

  

Mens jeg skrev den her prædiken, havde jeg i mit hoved et billede, et kunstværk. Det findes. Det er udstillet på kunstmuseet i Århus lige nu.  

Det er en installation. Det er af den slags, man sagtens kan forestille sig, uden at have det foran sig. Det består nemlig fortrinsvis af bunker af brædder. Det er resterne af et træhus. Engang var det et hjem. Nu er der kun de her bunker affald tilbage. Midt mellem resterne af det, der bestemt ikke længere ligner et hus, vises en film. Man ser en mand og en kvinde sidde ved et bord i huset. De sidder fuldstændigt stille, mens huset nedbrydes og deres hjem omdannes til affaldsbunker. Det er kunstnerens forældre. Det er hans barndomshjem. Værket hedder ganske enkelt ”House”. (Doug Aitken, House 2010) 

  

Der kunne være dem, der ville have svært ved at se et kunstværk i det. Nogle bunker gammel tømmer spredt ud over en grusplads, en skærm med en film om et hus, der rives ned…? Men en fortælling tror jeg de fleste kan få øje på – alene ved at høre om det. Det rammer en frygt i de fleste. ”Angsten for det tomme rum” er måske et voldsomt udtryk at bruge. Men der virker voldsomt. Det går tæt på. Et hjem er jo vigtigt. Det er så meget mere end et overnatningssted, et bosted. Det er (forhåbentligt) dit trygge sted. Det er der, hvor du (forhåbentligt) kan opholde dig uanklaget. Det er dit, familiens, roens, de gode minders sted (forhåbentligt). Nedrivningen af et barndomshjem gør ondt.  

  

Ved indgang til kunstværket citeres teologen Johannes Sløk: ”I livet tager man bestandigt afsked med livet. Man kan ikke leve videre uden at forlade det, som man allerede har levet”. 

  

Et hjem rives ned. Der er ingen vej uden om end at forlade det. Der må banes en vej gennem bunkerne. Til noget nyt. 

  

Dér er Job for så vidt også. Job, som vi hørte, at Herren talte til inde fra stormen. For Job er alting styrtet sammen. Han har mistet alt. Ejendom. Familie. Værdighed. Han sidder ikke som kunstnerens forældre på filmen i installation apatisk og urokkelig midt i ødelæggelsen. Uretfærdigheden plager. Han klager og går i rette med den Gud, som han holder ansvarlig for sin ulykke.  

  

To forskellige måder at reagere på, når tilværelsen møjsommeligt opbyggede heller braser sammen om ørerne på os. Når der løbes storm mod det, som vi troede var så sikkert og urørligt. Når vi ikke forstår hvorfor. 

  

Guds svar til Job er spørgsmål. Spørgsmål på spørgsmål. Hvor var du da jeg grundlagde jorden?... Hvem lagde dens hjørnesten, mens alle morgenstjernerne jublede? Hvem foldede verden ud? Hvem satte dens grænser? Kender du lovene for himlen, bestemmer du dens magt over jorden? 

  

Hvor var du, mens alle morgenstjernerne jublede? 

  

Det var før min tid… sådan må Job vel svare. Og med det erkende, at noget går forud for hans liv. At forudsætningen for hans tilværelse – på godt og lige nu på ondt – er grundlagt uden hans personlige indsats. Hvilket menneske kan gøre noget som helst, der kommer i nærheden af noget så smukt som at få morgenstjerner til at juble? Hvem bestemmer himlens magt over jorden? 

  

Job er menneske og spørger: Hvorfor? Han søger. Leder efter svar på sit ”Hvorfor?” Svaret er åbenbart: Du er ikke den, der bestemmer. 

  

Derfra kunne vi meget let komme til at tænke, at nu er der da virkelig al god grund til at være bange. For hvordan undgår du så at ende med at sidde midt i ruinerne af et sønderslået liv? Lever under Guds forgodtbefindende? Er vi underlagt Guds lunefulde vilkårlighed?  

  

Var det sådan, kunne det nok få en og anden til at få voldsomt travlt med at gøre sine hoser grønne i håb om ikke at falde igennem! Risikoen for at miste alt sit, sin tilværelse, sit liv, kan få kampgejsten frem i de fleste – med mindre da, at du opgiver og lader stå til, mens du afventer din skæbne. 

  

Jeg sagde til at begynde med, at dagens tekster tager afsæt i mørke. Den slags mørke, der er i det menneske, der er bange for at gå under. Jeg sagde også, at både Job og Jesus disciple hører, at Gud, Gud i sin søn, ikke lader det ske, og at det kan vi have tillid til. Verden er i Guds hånd og varetægt uanset, hvor mørk, farlig og trist den kan tage sig ud set fra vores synsvinkel. 

  

Men selvom det ikke er hverken dig eller mig, der kan det der med at få morgenstjerner til at juble, kalde liv frem og sætte gode ramme for det, så skylder vi at gøre noget. Netop fordi vi er i verden. Og vi kan noget! Vi kan bede, som vi gjorde, da vi sang salmen lige før ”Kom vort sprængte liv i møde, lad os i vor trængsel mærke, under alle dyb er du”, og vi kan tro, som vi også sang ”Ingen magt kan skille os fra kærlighedens almagt”. 

  

Paulus skrev i det 1.århundrede til de første kristne i Rom: ”I har én forpligtelse: I skal elske hinanden. Når I elsker andre, har I opfyldt loven” (Rom.13,8). Alle andre bud kan sammenfattes i dette ene, skrev han: ”Du skal elske andre på samme måde som du elsker dig selv” 

  

Lige her har det åbenbart ikke været så vigtigt for apostlen at minde om den første del af buddet. Den del, der slår fast at kærligheden til Gud hører med. Men den hører selvfølgelig med. Det er forudsætningen for, at det kan lade sig gøre. For det er bevidstheden om, at der en Gud at elske, der allerede har kastet sin kærlighed på dig, der indebærer, at du nødvendigvis også må se de mennesker, du møder i lyset af Guds Kærlighed. Du er i den. Jeg er i den. Derfor har vi den ene forpligtelse. 

  

Storm og uvejr ramte disciplene derude på søen. Uvejret var ifølge evangelisten Mathæus så vildt at båden skjultes af bølgerne. Bølgerne slog ind over båden. Jesus sov bare. Disciplene var ved at dø af skræk (gætter jeg på, for sådan kan jeg selv få det, hvis jeg befinder mig på en båd i stormvejr). Jesus talte både dem og stormen til ro. Til folks underen, hørte vi.  

  

Hvordan kunstnerens forældre kan bevare roen, mens de sidder der og er vidner til at det, som de har bygget op, rives ned og forvandles til ingenting, er en gåde. Det er på den ene side knugende. Man tager sig i at tænke, at de skulle sætte sig til modværge, kæmpe for at bevare bare en smule. Det er på den anden side – måske – også opbyggeligt. De sidder overfor hinanden de to forældre. De er i det sammen. De holder hinandens blikke fast. Måske ved de, som Johannes Sløk skrev, at man ikke kan leve videre uden at forlade det, man allerede har levet? 

  

Storm og uvejr, ulykke, afsked, afslutning det sker. Det er vist sjældent, at det er noget, vi ønsker eller beder om, skal ske. Men det sker.  

Vi kan komme ud på dybt vand. Vi kan føle os suget mod bunden. Vi kan miste orienteringen, når vi kastes hid og did som en spinkel båd på høje bølger. Der kan være stærke kræfter på spil, som du og jeg ikke magter at tage kampen op imod.  

Angsten for at gå til grunde kan ramme de fleste. Vi er fælles om at være skrøbelige og ofte ret så utilstrækkelige til at komme igennem på egen hånd. Det kan ske at vi fortaber os i det, der er uretfærdigt, den elendighed vi føler vi bliver påført – som Job. 

  

Hvorfor er I bange? spurgte Jesus disciplene, mens båden gyngede og de troede, deres sidste time var kommet. Han spurgte. Han stillede ikke krav om, at de ikke måtte være bange. Men han konstaterede, at sådan er det for et menneske, når livet fornemmes truet, så kommer angsten for at gå under. 

Men til grunde går vi ikke. Mørket kan ikke definitivt opsluge os. Guds lys når os altid i sidste ende. 

  

Man kan om kunstværket læse, at det koreograferer ødelæggelsen af kunstnerens barndomshjem for at skaffe plads til noget nyt. Hvad det nye er, ved vi ikke, men der er håb i det. Jesus får stormen til at lægge sig. Disciplene tror ham. De ser, hvem han er, og hvad det betyder for dem. 

  

Måtte det samme ske for os. Måtte vi have tillid til, at vi på Guds ord altid kan rejse os igen og fornyede gå til det, der er vores forpligtelse. Måtte vi huske, selv når vi er mørket, at vi, som vi skal synge nu, er lysets børn, ikke mørkets! 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.