3. søndag efter helligtrekonger den 26. januar 2020

Salmer: 10, 840, 579 – 582 (438, 440, 577,1-2) 802

”Giv os en større tro,” beder disciplene dybt alvorligt. Og Jesus svarer med noget, som ligner et fuldstændig absurd svar: ”Hvis bare jeres tro var så stor som et sennepsfrø, så kunne I sige til morbærtræet dér, at det skulle rive sig selv op med rødder og det hele og plante sig i havet. Og så ville det adlyde”. Hvad er det for noget at sige! Gør han grin med dem eller hvad! For det første virker det komplet vanvittigt at forestille sig, at træet af sig selv skulle slide sig fri af jorden og  traske ud i havet. For det andet er det direkte naturstridigt, at det skulle slå rødder i havbunden. Det ville gå til lige med det samme. Det er noget vrøvl at svare sådan, det er nonens, rent vås. Og apostlene kan med god ret føle sig fornærmede. Men det er helt sikkert ikke meningen. Der må ligge noget andet bag, Jesus er ikke ligefrem den, det går rundt og fornærmer folk. Kunne det simpelt hen tænkes, at han giver et absurd svar på et absurd krav? ”Giv os en større tro” siger de, og det kunne vi andre såmænd også have krævet, når tvivlen, for jeg ved ikke hvilken gang, melder sig, og ødelægger tilliden til, at der virkelig findes en Gud, som vil os det godt. Men spørgsmålet er åbenbart meningsløst, og det kan der selvfølgelig være flere grunde til, men når vi hører

 

fortsættelsen, som handler om, hvad man kan forvente af en tjener, virker det, som om det er apostlenes forståelse af, hvad tro er, som Jesus er kritisk overfor. Eksemplet med tjeneren, der pligtskyldigt gør, hvad man forventer af ham – og dvs. er tro mod sit job - kunne tyde på, at tro handler om at gøre det, Gud forventer af os, og det er bl.a. at leve efter, være tro mod, buddet om at elske sin næste som sig selv”. Det er at være tro mod den kærlighed og det håb, som Jesus igen og igen giver alle, der krydser hans vej. Og det er ikke altid, at den form for tro ser ud af ret meget mere end et lille, ubetydeligt sennepsfrø. Alligevel kan den udrette noget, som minder om et vildt mirakel. Lad mig komme med et eksempel. Det stammer fra en lille avisklumme, som stod i Kristeligt Dagblad for nogle uger siden. Klummen med titlen ”I en kælder sort som kul” var skrevet af en af avisens journalister, som lige havde mistet sin mand. Hun indleder klummen med følgende: ”Jeg lider og vores søn lider. For min mand, sønnens far, er død. Alt for tidligt. Det er ikke til at tale om, faktisk. Tid, tro og håb arbejder forhåbentlig for os. Andet kan vi ikke rumme lige nu”. Og derefter beskriver hun sin og sønnens store, store sorg gennem en lille fortælling om hjemmets kat, der har sin helt egen måde at sørge på. Katten har været mest knyttet til manden, og efter hans død er den gået i sort. Som hun skriver. ”Både psykisk og fysisk er den helt nede i kælderen”. Der er sket det, at den simpelt hen er kravlet ned i husets krybekælder, som kun er 60 cm højt og strækker sig i hele husets længde. Her ligger den hele dagen i mørket, krøllet mismodigt sammen, og det er kun, fordi hun trækker den op, at den ikke bliver liggende dernede og sulter ihjel. En gang om dagen henter hun den op, så den kan få lidt mad. Det sker under heftig modstand, katten viser kløer og hvæser og spiser kun modvilligt det, som hun serverer for den. Den vil ikke op i lyset, den vil ikke leve; når dens herre er væk, kan det være det samme. Skribenten genkender kun følelsen alt for godt. Hun har også mest lyst til at trække sig tilbage og lade stå til. Mange uger efter dødfaldet kommer katten op af krybekælderen helt af sig selv, den spiser lidt og leger lidt, før den forsvinder ned i kælderen igen, men herefter begynder den faktisk at komme op med jævne mellemrum. For journalisten bliver det et vendepunkt; en lille svag, og opmuntrende påmindelse om, at selv den, der har gemt sig længst nede i det tætteste mørke, kan blive hentet op igen til liv og lys. Der var ikke noget, der tydede på, at katten nogensinde ville forlade kælderen, men det, at den gjorde det, bekræftede journalisten i, at der er en vej ud ad mørket. Det er muligt at finde en form for lys igen. Hendes

 

lilllebitte tro, som hun udtrykte sådan her: ”Tid, tro og håb arbejder forhåbentlig for os,” og som handler om, at hun er tro mod det håb, som Kristus giver, når han siger, at lyset er stærkere end mørket, viste sig at være nok til, at hun kunne skimte en fremtid. Hvis ikke det er et mirakel!

”Hvis bare jeres tro var så stor som et sennepsfrø, så kunne I sige til morbærtræet dér, at det skulle rive sig selv op med rødder og det hele og plante sig i havet. Og så ville det adlyde” siger Jesus til de mænd, som skal ud i verden og fortælle, hvem han er, og hvad han har udrettet. Og det er et absurd svar på et absurd spørgsmål, men det er den eneste måde, hvorpå han kan få dem til at indse, at tro viser sig på flere måder. Tro er ikke kun en fast overbevisning om, at Jesus er Guds søn. Tro er i lige så høj grad at være tro mod det, som Gud giver. Og det er bl.a. håbet. Jeg siger ikke, at det er let, det kan være ekstremt vanskeligt at holde fast i håbet, når man som journalisten fra før befinder sig i en sorg, som er kvælende tung, og alligevel er det, hvad Jesus beder os om. Tjenerne har til opgave at gøre det arbejde, de er ansat til at gøre, hvad enten det er at pløje eller servere middagsmaden. Og vi har til opgave at gøre det, Gud beder os om: Vise medmennesket omsorg, trække den ensomme ind i fællesskabet, lytte til den, der er bange eller ked af det, lede efter håbet uanset, hvor håbløst det hele ser ud. ”Tid, tro og håb arbejder forhåbentlig for os. Andet kan vi ikke rumme lige nu,” skriver journalisten, og det må siges at være et meget, meget lille håb, en lillebitte flamme, som et svagt vindpust fra et åbent vindue kan slukke uden problemer, men det er der. Og hun holder fast i det. ”Havde I blot tro som et sennepsfrø”! Apostlene er så ambitiøse, de vi have mere tro, større tro, de vil have en tro, der kan føles, virkelig føles, en tro, der fylder, og gør stærk og selvsikker, ja, det skulle ikke undre mig, om de beder om en tro, de kan prale med. ”Se, hvor meget jeg tror!” Men sådan spiller klaveret ikke! Og Jesus får på sin egen underfundige måde sat dem på plads ved at vise, at deres ønske er absurd. Tro er ikke noget, vi kan måle eller skilte med. Som der stod i Hebræerbrevet: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses”. Og håbet er, at lyset altid sejrer, at der er liv på den anden side af mørket, at Gud er derude i den fremtid, som vi endnu ikke kender. Overbevisningen er, at selv om vi ikke selv har stået foran Jesus grav den morgen, hvor kvinderne opdager, at hans døde krop er væk, så skal vi ligesom dem have tillid til, at Gud er langt, langt stærkere end døden. At være tro mod håbet – det er svært, helt sikkert. Men alle kan i det mindste prøve at lede efter antydningen af en lysstribe på en mørk himmel. Amen

2. s. e. hellig 3 konger 2020. Joh 4,5-26

 

 

Uanset om man hører til dem, der holder af at flyve til de fjerneste og mest eksotiske dele af verden eller man har det fint med en togtur til København, så kan man nok fint sætte sig ind i glæden, når rejsen er overstået og man er nået frem til den ventede destination. Det kan være en længe ventet rejse for at besøge noget familie eller venner, det kan være en rejse for at høre musik, som ikke lige kom forbi Kolding, det kan være turen for at komme ind og se Messi live på Camp Nou, det kan være ferien, der er så tiltrængt som aldrig før. Måske når man helt frem til den endelige destination og får fundet det sted, man skal smække de rejseømme ben op for at få nye kræfter til at glædes over destinationens glæder, før man vover at bruge telefonen eller tablettens næsten uendelige muligheder.

Det er så nærliggende lige at åbne Facebook og fortælle venner nær og fjern, at nu er man altså kommet frem. Måske er der bare noget, der lige skal undersøges – måske skal man bare lige tjekke om vejret holder til de planer, der er lagt for de nærmeste dage. Lige netop der er det, vi kan opdage, at der er noget, der ikke kan andet end at undre bare en lille smule. Der går ikke mange timer, fra man enten bare ved at tænde sit elektroniske udstyr eller ved at logge på Facebook, Google eller andre tjenester, kan konstatere, at det nu er destinationens reklamer og restaturantanbefalinger, der popper op i reklamesøjlerne. Rejser man meget, vil det måske efterhånden bare være en triviel nødvendighed for at man stadig kan bruge Google som GPS og sociale medier til både professionel og privat kommunikation.

Rejser man ikke så tit kan man måske stadig få et skræmt sug i maven – hvordan kan de da vide, at jeg nu befinder mig her? 

 

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg faktisk bliver både lidt skræmt og imponeret, hver eneste gang, jeg tænder en telefon et nyt sted. Det er på sin vis fascinerende, hvordan ikke mindst Facebook under en mellemlanding i Frankfurt kan nå at registrere, at nu skal jeg have reklamer for en af terminalens butikker og hjælp til at lave et opslag, der fortæller Gud og hvermand, at nu sidder jeg i terminal A ved Gate 59 og venter på at flyve ud eller hjem. Jeg kan afsløre – hvis nu det skulle have nogen form for interesse – at hvis man opholder sig tilpas længe i et andet land, så tager det faktisk op mod en uge før det pågældende lands reklamer helt forsvinder.

Det er egentlig påfaldende, når vi nu ved, at de store IT-giganter på den måde ved rigtig meget om os, at det er overvågningskameraer på gågader og butikker, der synes at kunne skabe det største ramaskrig. Hvorfor er det, vi så stiltiende bare accepterer de 28 siders brugerbetingelser, som blandt andet giver både Facebook og Google lov til at vide, hvor vi er, hvad vi søger efter og mange andre detaljer om vores liv? Men sandheden er vel, at der også er så mange funktioner i de programmer og hjemmesider, at vi ser gennem fingre med, hvad de egentlig ved om os. De virkelige skurke, hvis vi nu skulle synes at det er noget værre noget med den form for overvågning, er vel også dem, der betaler store summer for at få deres reklamer direkte ind i centrum af vores liv. De ved naturligvis godt, hvordan Facebook og Google sikrer, at netop deres reklamer går rent ind.

Skulle vi så endda nå derhen, at vi sidder og bliver enige om, at al den overvågning er et problem, som vi bør gøre noget ved – og tænker, at det er da så altid noget, at vi sidder i overvågningsfri tryghed i kirken, så er nedturen desværre total. Et er at også dette smukke gamle kirkerum af bitter nød for nogle år siden var nødt til at beskytte inventaret ved at sætte overvågning op. Men meget værre bliver det så, at der ikke er meget hjælp at hente i det, der har nogle flere år på bagen end både Facebook og Google, evangeliernes fortælling om Jesus. Fortællingen om hans møde med kvinden ved brønden rummer elementer af overvågning, som bør få enhver it-nørd til at savle af misundelse over, hvad Jesus allerede ved om hende, der virker som en totalt fremmed i mødet. Han ved ting og sager om hende, som hun ellers helst holdt for sig selv.

På den tid var det at have haft 5 mænd tidligere og være i gang med nummer seks, så langt fra noget, der ville give positiv omtale, at hvis man kunne se hende i det øjeblik, Jesus afslører den detalje, så ville ansigtsfarven nok enten være blodrød af skam eller kridhvid af frygt. Ikke mindst fordi den, der står overfor hende, hører til en befolkningsgruppe, der i forvejen har den opfattelse, at kvindens ophav som samaritaner taler for at hun ikke bør levnes hverken opmærksomhed eller ord.

 

Derfor er det en væsentlig detalje i historien, at Jesus gør netop det. Ikke bare en enkelt henkastet bemærkning af ren overbærende høflighed. Tværtimod. Han bruger både energi på at fortælle kvinden nogle dybe sandheder om Gud og mennesker og afslører den dybeste indsigt i, hvem han selv er. Det er helt uhørt.

Det er en af kirkeårets længste tekster – og selv hvis man skulle være en af dem, der godt kan lide, hvis sætninger og sammenhænge strækker sig lidt længere end en kort og præcis formulering, så kan der sikkert være steder hvor Johannes bringer læsere og lyttere på glatis. Og det hjælper ikke det helt store at finde en nyere oversættelse – for Johannes og Jesus i forening gør det ikke helt nemt. Hvad er det egentlig, der er på spil? Er det den fremmede kvinde, med et socialt CV, der bør ryste selv en deltager i Paradise Hotel, som er hovedpersonen. Er det den enorme forvandling i anseelse, der ligger i, at hun får både taletid og store sandheder lagt på bordet? Eller er det Jesus, der snakker meget om vandet og ikke mindst om forskellene på vand, der slukker tørst og vand, der har lidt længere holdbarhed?

Eller er det hele spørgsmålet om, hvorvidt Gud har fast bopæl i Jerusalem eller er i færd med at nedlægge den fysiske butik og i stedet gå over til åndelig e-handel?

 

Jeg kunne have den mistanke, at den menighed, Johannes skrev sit evangelium til ikke nødvendigvis ville kunne komme med et fuldstændigt entydigt svar til os. Jeg tror, at det er helt pointen, at der skal være flere bolde i luften. For ingen af delene er uvæsentlige. Det er vigtigt, at Jesus snakker med en, andre jøder ville betragte som virkeligt dårligt selskab. Det er vigtigt, at Jesus sætter fokus på, at det vand, der kommer fra mødet med ham, giver noget andet end en Cola Zero. Det er vigtigt, at den kristendom, der er ved at udvikle sig, da Johannes skriver, ikke er bundet til et bestemt geografisk sted eller en bestemt etnisk gruppe.

Måske løser det ikke alverden – men jeg fandt en vis forløsning i at tænke det med overvågningen som en nøgle. Det tømrer på en måde alle elementerne sammen. Når Jesus ved ting om kvinden, så må det vidne om, at han ved ting om mennesker, som de måske helst holdt skjult. Det befriende i hele den situation er, at han ikke er hverken Google eller en reklameivrig virksomhed. Han bruger ikke informationen til at få lidt flere penge i sin egen kasse – han bruger den til at fortælle, at på trods af, at han kender sandheden om hende, vil han stadig gerne snakke med hende og forklare hende så meget, at hun har alle muligheder for at leve op til at tilbede i ånd og sandhed.

 

Den guddommelige overvågning er aktiv 24/7 – og det er måske den overvågning, vi ikke bare skal acceptere men ligefrem værdsætte.

Da vores tre skønne dåbsbørn fik levende vand i lokkerne i form af helt almindeligt postevand udsat for guddommelig velsignelse, blev de tegnet med et kors og lovet Guds overvågning. Konkret: Gud skulle bevare deres indgang og udgang. Som med overvågningen i almindelighed kan den ikke i sig selv gøre alverden – og tanken om at Gud har en finger med i alt, hvad vi siger og gør, er svær at acceptere, hvis man har stået i den eller anden form for uforståelig situation. Men det at være set, elsket, holdt af og holdt om uanset, hvad der måtte ske, det er heller ikke en helt lille ting at få lovet. Uanset om vores CV er værd at prale af eller et, vi helst vil pakke så langt væk som muligt, uanset om vi er i Jerusalem eller Jordrup, så lyder de samme ord til os – og til dem, vi kan dele dem med på vores vej: jeg er med dig alle dage, indtil verdens ende. Det er overvågning, som ikke udnytter os, men opbygger os. Amen!

Kirkebøn:

Lad os samles i bøn, for mennesker i nød, for hele skaberværket og for kirken!

 

Gud, du er tilstede, hvor vi mindst venter det, du er i hånden, der rejser os op, i blikket, der anerkender, i ordet, der skaber livsmod, i kraften, der får os til at ville livet også når det kræver noget af os.

 

 

Gud, vi be’r dig: lad din ånd være i os og gennem os. Lad de grænser, vi sætter op blive brudt ned, lad mistro blive tiltro, lad had blive kærlighed. Giv, at vi som menighed, som kirke og ikke mindst som mennesker, kan være dine hænder, der rækker ud, når andre svigter. Og lad os møde dine hænder i andre, når vi svigter.

 

Medfølelsens Gud, ræk ud mod os, når vi ikke selv kan tage fat. Hjælp os, når vi er syge. Sid sammen med os, når vi er ensomme. Trøst os, når vi sørger. Hør den bøn, som ikke kan komme over læberne, når vi famler mest i mørke.

 

Gud, giv fred mellem mennesker og mellem nationer og folk. Vi be’r for mennesker i nærkontakt med krig og katastrofer, både dem, mennesker bringer hinanden i og dem den voldsomme natur kan bringe med sig.

Vær overalt, hvor magten og ansvaret for andres liv og vel skal forvaltes. Lad ledere se deres magt som en gave fra dig, som skal gives tilbage til alle, der bærer dine ansigtstræk som gudsskabte mennesker.

 

Gud, vi ber for din hellige almindelige kirke, her og ud over hele jorden.

Fyld den med sandhed om hvem du er og hvad du vil med os i den. Hvor kirken er korrupt, rens den. Hvor den tager fejl, ret dens fejltagelser, hvor den går i den forkerte retning, reformer den, hvor den gør det rigtige, styrk den. Hvor den lider, styrk den, hvor den er delt, genforen den. Gør din kirke - og os i den til ambassadører for tro, håb og kærlighed - og opstandelseshåb i mørket og dødens skygge.

 

1.søndag e. Helligtrekonger, 2.t.r.

12. jan. 2020

Sankt Nicolai kirke kl.10.30

 

Sl.8

Kol.1,15-19

Mark.10,13-16

 

392 Himlene Herre

840 Velsign mit barn

478 Vi kommer til din kirke, Gud

108 Lovet være du Jesus Krist

69 v.5-6 Du fødtes på jord

101 Himlens morgenrøde

 

Bøj, o Helligånd, os alle, som du døbte med Guds ord, så vi på vort ansigt falde, takke Gud for nåde stor, som os gav, før vi det vidste, livet, vi skal aldrig miste! (DDS 309,1)

 

På den første dag i det nye år modtog jeg et foto – jeg kan ligeså godt sige det lige ud: det er bare et i en lind strøm af billeder, der næste dagligt tilfalder mig i min nye værdighed som farmor. Jeg fik et billede af den 2 uger gamle pige.

Der lå hun, på puden, med armen løftet og blikket, hele hendes spæde ansigt og krop spændt rettet mod lyset. Om kort tid vil hun også række ud efter det. Ingen tvivl om det. Udtrykket i det lille ansigt vidner om en længsel, lyst, vilje eller hvad vi nu kan kalde det, til at gribe ud efter lyset, efter livet. Der er en sitrende forventning og et begær efter det.

 

Sådan begynder det for et menneskebarn. Sådan begyndte det for Agnete, som lige er blevet døbt. Sådan er det begyndt for os alle sammen. Vi har alle uden undtagelse været sådan nogle små nye mennesker, der til at begynde med ikke kunne andet end at fylde lungerne med luft og skrige i håb om, at nogle ville tage sig af os, tage om os, føde på os. Vi har været spædbørn, der panisk har slået ud med armene i det rum omkring os, der for en nyfødt må fornemmes alt for stort, grænseløst, sammenlignet med det trygge tætte han eller hun kom fra. Men vi rakte begærligt ud efter lys. Lys skal der til for at et menneske kan leve.

 

Spæd er du kun en kort tid. Det går forbløffende hurtigt. Huske det kan ingen os vel. Selv som forældre til et lille barn glemmer du hurtigt, uanset hvor uforglemmeligt du i øjeblikket synes, at det er. I hverdagene handler det om fremskridtene. Om det det, der tillæres. Om det, som barnet efterhånden kan selv. Om selvstændighed. Og senere (og det er en vedvarende proces, som vi vist aldrig tænker at vi er nået til ende med) bevægelsen mod at blive ”sig selv”, ”finde sig selv”.

 

Væksten og driften efter at folde sig ud er der. Det er naturligt. Og nødvendigt. Både kroppen og sindet skal andet og mere end det første. Noget går helt af sig selv. Andet skal der en indsats til for at det sker. Ikke alt er let, hverken de første skridt – eller de sidste. Hverken de første ord – eller de senere eller sidste. Et menneske kan gøre mange fejl undervejs, du kan fare vild, komme væk fra lyset, til tider måske slet ikke få øje på noget lys, famle rundt, forvirres og forstyrres af alle de mange muligheder eller det, der kaster skygger over dage og glæde og tære på mod og kræfter .

 

Spæde er de fleste af os ikke længere. Til dagligt går vi næppe heller og tænker om os selv, at vi er børn. Det holder tidligt op, i hvert fald ved konfirmationsalderen melder den opfattelse sig. Vi er da voksne. Sådan ser vi os selv. Efterhånden ser andre os som sådan, erfarer vi. Og måske er vi nået dertil, hvor der ikke længere er nogle tilbage, der var voksne før os, og som har kendt os fra vi var små.

 

Men vi er børn. Uanset hvor mange fødselsdage, vi har kunnet holde, så er vi det. Uanset om de, der er yngre, kan have overordentligt vanskeligt ved at forestille at det er sådan det forholder sig, så er hver og en af os et barn. Vi har været det fysisk forstand. Vi har alle ligget på en eller form for pusleplads. Vi har alle været nogle, som andre har måttet tage sig af – og har taget sig af, ellers var vi her ikke. Andre kan glemme det. Vi kan glemme det. Der er tidpunkter i vores liv, hvor ikke vil vide af det.

 

Men hvis ikke vi vil, eller tør, tænke sådan om os selv, at vi altid har været og altid vil være børn, mister vi.  Nu har vi hørt det to gange i dag: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke forhindre dem i, for Guds rige er deres!” To gange! Nu tre… Ikke for vores eventuelle tungnemheds skyld, men for at denne søndag kan indprente os, hvor vi hører til og hvordan Gud ser os. For at vi, Guds børn, kan må vide og forstå os selv som nogle der lever – og dør, når det det vi skal -  i Guds rige.  ”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og solen, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? lød det i læsningen Det gamle testamente. Svaret ligger i forholdet mellem Gud og os. Jesus har sat ord på det: I kan kalde Gud, min far, jeres himmelske far.

 

Menneskebarnet på puslepuden ser ikke ud af meget i det store verdens perspektiv. Når hendes forældre bevæger sig ud af hjemmet med hende bundet godt fast på maven eller puttet under dyne og tæppe i barnevognen tager de hende med ud, hvor politiet med jævne mellemrum opretter visitationszone, hvor biler og cykler ikke ænser dem, hvor udfordringer med arbejde, økonomi og alt muligt praktisk venter. Når bedsteforældrene læser eller ser nyheder om oversvømmede marker, brande i Australien, drab og gengældelsesangreb, flystyrt   osv. kommer angsten for hvor verden i hendes tid vil bevæge sig hen rullende.

 

Den her søndag har de kirkefolk, der bestemt hvilke tekster, der skulle læses i løbet af kirkeåret, bestemt til at lægge forældre – og andre med børn og unge - det ansvar på sinde tarv, som det er videregive kristen tro og håb til dem. Alle skal vide, at de er Guds børn. Alle skal lære at tænke om sig slev, hele livet, at de kan regne sig for Guds børn omfattet af den kærlighed og opmærksomhed, som en far har til sit barn fra det øjeblik det barn findes – i den her verden, hvor så meget kan ske og sker, som kan få forældre (og bedsteforældre) til at frygte at det ikke kan gå.

 

Gud husker. For det gør en god far. Midt i alt uhyggeligt og truende. Jesus, Guds søn, var i det. Han sagde: Kom. Modtag som et lille barn. Jesus lagde hånden på de små og velsignede. Det skulle og kunne ingen voksen-bekymring forhindre. Gudsriget er deres, sagde han om de små.

 

”Du har gjort det kun lidt ringere end Gud”, skrev salmisten. Det kan forlede til overmod og selvtilfredshed. Det maner nu nok først og fremmest til ansvar. Du og jeg fylder ikke ret meget i det store perspektiv. Uanset om du for længst er vokset fra puslepuden og i det daglige gør hvad du kan for at holde styr på dine og din verden. Det ved vi godt. Alligevel er vi set og elskede som børn. Hver og en af os. Fra begyndelsen. Fra vores spæde indgang i denne verden har der været lys at pejle efter, der helt umiddelbart får os til at vende ansigtet mod det. Vi skal synge det om lidt.

 

Det er en lovsang, vi skal synge. ”Den der synger lovsange kan ikke samtidigt være opslugt af fjendskab og had”, skrev Luther et sted. Så vi synger ved hver eneste gudstjeneste. Netop nu er der gudstjeneste i Købehavns domkirke. Der synger de. Vores kor og organist synger på biblioteket. Sådan indledes til fejringen af genforeningen. Sådan mindes vi befrielsen. Hvor mennesker skal leve sammen er det godt at fastholde sangen. Og lyset. Og forståelsen af, at vi alle uanset sprog, alder, alt muligt andet er børn af Gud. Livet foregår ikke i det tomme rum, men i det forhold, som du og jeg roligt kan forvente det bedste af. Det, hvor der er lys. Det er at du er velsignet: Guds barn.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste!

Tak for denne søndags ord til os, der minder os om at du ser os som dine børn, og at du vil være os nær med dine velgørende ord om omsorg, barmhjertighed og kærlighed nu og al tid. Du vil at vi skal være, hvor du er.

 

Vi beder dig: Velsign jorden.  Velsign og hjælp os, så det må lykkes for os at værne om den til bedste for både mennesker og natur.

Vi beder for alle med magt, viden og myndighed. Vi beder vi for kongehuset, regering og alle øvrigheder. Måtte de forstå at lede og beslutte. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er betroet. Hold dem og os fri af indbyrdes strid, ufred, teror og alt ondt.

Vi beder for de mennesker, som står os nær, dem, som vi elsker, de, der gør vores liv rige. Vi beder for hverdagslivet, som vi har med hinanden, hjemme, på arbejdet og hvor vi færdes.

Vær hos den, der har det svært, den, der sørger, savner, den sidder i mørket og dødens skygge . Giv fred til den slidte , urolige og trætte, mod til den modløse. Vis os dit milde ansigt, når døden vil lukke sig om os.

Vi beder for din kirke her og alle steder i verden. Giv os at leve sammen i tro, håb og kærlighed og efter et liv under dit ord den evige salighed. Lad os båret af din Ånd tage dine ord med os herfra til det, der venter os. Amen

 

Helligtrekongers søndag den 5. januar 2020, Johs 8,12-20

Salmer: 749, 840, 117 – 362 (438, 440, 69,5-6) 136

”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys,” siger Jesus i dagens evangelium. Det er en af de smukkeste sætninger overhovedet, sikke et løfte, sikke en tryghed. ”Aldrig at vandre i mørket” – det lyder for godt til at være sandt! Hvad med nætterne, de mørke nætter, fulde af angst og mareridt, forsvinder de bare sådan uden videre? Eller hvad med de mørke, tunge vinterdage, som det nogle gange kan være lidt af en kamp at komme igennem, er de så også væk? Eller hvad med bekymringerne, der lægger sig som et tungt gardin over øjnene, og frygten, som ikke kan få øje på andet end dystre, farlige skygger – fordufter den også? Og sorgen, hvad med sorgen, som kan formørke selv det mest optimistiske menneske? ”Verdens lys” – det er noget af en betegnelse, og det er ikke mærkeligt, at der på Jesu tid var en hel del, som stillede spørgsmålstegn ved, hvordan Jesus kunne tillade sig sådan et grandiøst tilnavn. ”Hvordan kan du sige det om dig selv”, påpeger de. Du må da have nogen, der kan bekræfte det”. ”Enhver kan jo kalde sig selv, hvad som helst, det er jo ikke det samme som at det er sandt”. Og vi kunne fortsætte: Hvorfra henter du din legitimitet, Jesus? Hvem kan stå inde for, at du har

 

ret til at kalde dig noget så storslået? Hvem kan vidne om, at du ikke tager alt for store ord i munden? Vi kunne blive ved, for er der noget, som vi virkelig tænder af på, så er det, når et menneske slynger om sig med udtryk, som virker selvforherligende. Vi bliver mistroiske, skeptiske, foruroligede, for vi vil have beviser på, at der ikke er tale om overdrivelser, tomme udtryk, det rene pral, eller en slags napoleon-syndrom uden hold i virkeligheden. ”Jeg er verdens lys,” siger Jesus og straks kaster tilhørerne sig over ham og vi med. Og det er tankevækkende, at

den umiddelbare glæde og accept, som først hyrderne og siden de tre vise mænd møder det lille Jesus-barn med, er fuldstændig forsvundet i takt med, at han er blevet voksen og har gjort sin stemme og sine kræfter gældende i verden. Prøv at kigge på det maleri af den italienske maler Caravaggio (1571 – 1610), som kommer op på skærmene nu. Det skildrer hyrdernes besøg i stalden. De bøjer sig ærbødigt ned mod barnet, der ligger tæt op ad Maria, og hvis vi ikke vidste, hvem han var, ville vi tænke, at det var et ganske almindeligt barn hos en ganske almindelig mor, der stadig er medtaget og træt og bleg efter fødslen, og alligevel hører hyrderne på englen uden at stille spørgsmål. De har ikke brug for yderligere legitimitet, de kræver ikke vidner, de tager budskabet for pålydende. ”I dag er der født jer en frelser,” lød det dengang, og straks skyndte hyrderne sig ind til den lille familie. Historien om de hellige tre konger følger stort set samme mønster. De bliver overbevist af et himmelfænomen, en ny stjerne, som de uden videre tolker som et tegn på, at der er født et usædvanligt barn. De tager beskeden til sig uden at vente på vidner. Men ca. tredive år og en hel del undergerninger, som burde tale for sig selv, senere, fo hvem andre end Gud kan forvandle vand til vin, gøre en døende dreng rask igen, lade en lam rejse sig på begge ben bl.a., har holdningen til Jesus ændret sig. Nu bliver der stillet spørgsmålstegn, nu bliver der rejst tvivl om hans identitet og berettigelse: Er han virkelig Guds søn? Står Gud virkelig bag ham? Er Jesus og Gud virkelig ét sådan, at det, Jesus gør og siger, sker med Guds vilje? Spørgsmålene er umulige at komme udenom, vi stiller dem som sagt selv, og alligevel, hvor uforklarligt det end er, er der noget i selve udtrykket ”jeg er verdens lys”, som er stærkere end al skepsis. Udtrykket legitimerer sig selv, det snor sig uden om de mistroiske indvendinger og baner sig vej direkte ind i hjertet. Det er et udtryk, som vi på en meget uforståelig måde griber ud efter, uden om fornuften. Det er et hjertesprog, talt fra hjerte til hjerte, fra håb til håb. Ingen kan overleve det totale mørke, og hvis mørket kun mødes af mørke, dør vi, vi lever af lys.

 

I Iben Mondrups endnu ikke udkomne roman ”Tabita”, som foregår på Grønland, siger Abelone, en ung grønlandsk kvinde til en dansk mand, der er udstationeret på Grønland, og hvis kone bliver syg af det manglende dagslys: ”Hun skal se efter lyset. Ikke efter mørket.” Rådet stammer fra Abelones mormor, som altid understreger, og her citerer jeg, at ” man bør sætte sig og vente på lyset over fjeldene, den dybe, orange bræmme, der, som dagene skrider frem, bløder op i himlen, som uvægerligt bliver til det brændende elskede øje, der vil trække sig fri af horisonten og hæve sig op over dem med sit venlige blik og sige: Her er jeg for jer”. Den danske mand tager ikke rådet til sig. Han siger: ”Men Abelone, for fanden. Det der er gammel heksedoktorklogskab. Jeg er bange for, jeg har brug for noget mere moderne, noget effektivt her og nu”. ”Heksedoktorklogskab” siger den han om det kloge råd, men nej, der er ikke noget hekseri over det, for det er sådan det er: Holder vi op med at spejde efter lyset, selv når det er allermørkest, er det ude med os. Mørket skal ikke mødes af mørke, mørket skal mødes af lys, overvindes af lys, holdes på plads af lys, så det ikke breder sig og kommer til at fylde alt, sådan som det gør hos den danske kvinde, der hader polarmørket, og har svært ved at se det opløftende i, at lyset kommer tilbage i januar eller februar. Hun evner ikke engang at spejde efter det, at kigge efter den orange bræmme, som nok skal vise sig på himlen, når tiden inde. ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys,” siger Jesus. Hvilket tilbud! Hvilken gave! Hvem vil ikke gerne følges med det lys, som lyser uafhængigt af årstider og geografi? Hvem vil ikke gerne følges med det lys, som henter sin kraft og styrke i en kærlighed, der er større og dybere end alt? ”Verdens lys” – selvfølgelig skal vi ikke tage det bogstaveligt, det er ikke en ny, fysisk sol på himlen, det er ikke nætternes ophør, men det er et lys, som lægger sig omkring alt det uudholdelige, udsigtsløse, formørkede, skyldbetyngede, så det ikke kommer til at fylde alt, så det ikke bliver enerådende. Mørket får simpelt hen ikke lov at stå alene, det får modspil. Det har Gud sørget for, og han arrangerer det sådan, at vi kan gå i hælene på hans søn, verdens lys, der finder liv og håb alle vegne. At følge ham tvinger os til i enhver situation, i ethvert forhold at finde lyset og fokusere på det, og dvs. at vælge tilgivelsen og barmhjertigheden frem for had og ligegyldighed. At vælge taknemmeligheden frem for bitterheden. At vælge håbet frem for opgivelsen. ”Jeg er verdens lys” siger Guds søn, og følger vi ham, vil vi se på vores medmenneske med lysets øjne og vide, at han og hun er Guds barn. Vi vil se på

 

mørket med lysets øjne og vide, at det ikke er uendeligt. Den orange bræmme, solopgangen fra det høje, det lys, som intet, absolut intet, kan få bugt med findes og det er altid på vej til os. Amen

 

 

 

Julesøndag 2.t.r

29.12.2019

Sankt Nicolai kirke kl.10.30

 

Sl. 27,1-5

(Jer. 31,15-17)

Rom. 3,19-22a

Matt. 2,13-23

 

 

Salmer efter ønske:

123 Her kommer Jesus dine små

103 Barn Jesus i en krybbe lå

98 Det var ikke en nat som de andre

129 Julebuddet til dem, der bygge

115 Lad det klinge sødt i sky

111 Hør hvor englesangen toner

 

Frederico Barocci, 1573, ”The Madonna of the cherries”

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Så blev det julesøndag. Stadig jul. Stadig tid til familiesammenkomster, for nogle. For andre er julen pakket ned, overstået og opmærksomheden rettet andre steder hen.

På den måde er dagens gudstjeneste ikke ude af takt med virkelighed og hverdag. Her er begge dele. Både jul med buddet om fred og glæde og fryd over Jesu fødsel og alt det, som Guds Søns fødsel betyder for mennesker(især i salmerne), og så noget helt, helt andet. Der er bange anelser, der er mørke kræfter, ondskab og misundelse. Og der er følgerne deraf – død og sorg.

Og lad os begynde der. I det mørke. Ikke bare for at få det overstået. Men for at få det sat på plads. For det er det, det handler om.

De tre hellige konger, de vise mænd fra Østerland, der havde set stjernen over Betlehem og var rejst ud for at finde den kongesøn, hvis fødsel den varslede, havde forladt Josef, Maria og barnet i stalden. Den nat drømte Josef, fortæller evangelisten Mattæus. I drømmen talte en engel til ham. Den advarede: I skal væk herfra. Nu!

Vi har hele tiden vidst det, vi der har holdt jul før. Ham der Herodes, ham kunne man ikke stole på. Havde vi set det på film, ville underlægningsmusikken have advaret os, mens vi så de tre banke på slottets dør og spørge efter det nyfødte barn. Vi ville straks have fornemmet, at det skulle de aldrig have gjort. Vi ville have hørt i det i Herodes tonefald, set det i hans mimik, da han bad mændene om at vende tilbage til ham og fortælle hvor barnet kunne findes, så også han kunne overbringe en gave, at han næppe ville barnet det godt.

Men det skulle blive værre end bare ”ikke godt”. Vreden over ikke at finde barnet blev til hævn. Blodbad. Mord på en hel bys små drengebørn. Mødres skrig. Vrede og sorg. Det var, hvad Herodes endte med at få sat i værk.

Kontrasten til det billede, som I kan se, er enorm. Det er ren idyl. I  Frederico Baroccis fremstilling af Josef og Marias flugt fra Betlehem til Ægypten med den nyfødte er der ikke antydning af angst. Den lille familie ligner ikke nogle, der er på flugt. Eller nogle, der netop har lagt en hævn- og blodtørstig konge bag sig.

Der hviler en fred over billedet. Farverne er skønne, bløde og beroligende. Kompositionen er så perfekt. Du kan finde den ene trekant efter den anden – eller måske rettere treklang. Lyset er så blidt og fint. Der en venlighed og sødme som formidles til den, der ser på billedet. Faren, der smilende rækker barnet en gren fra kirsebærtræet, i hvis skygge familien hviler sig. Barnet, der ser op mod faren og glad tager imod de røde bær, samtidigt med at det har sin anden hånd, med en anden kvist med kirsebær, på sin mor. Og moren, hun synes stille, lykkeligt optaget af noget så hverdagsagtigt som madpakken. Naturen danner næsten en hule omkring dem. Landskaberne strækker sig uendeligt bag dem. Solen kaster sit lys og sin varme på dem. Æslet kigger på, som det for kort tid siden gjorde, da barnet blev svøbt og lagt i en krybbe. 

Billedet har titlen ” Madonna med kirsebærene”. Og så kan vi nok regne ud, at de har en betydning de der kirsebær. Det er ikke kun fordi Barocci ikke har vidst, at hvis der var træer på flugtruten fra Betlehem til Ægypten, så var det nok palmetræer og ikke kirsebærtræer. Han har villet noget med dem. Det saftige røde bær har blodets farve – og det har paradisisk søde. Barnet, Jesus, har en kvist med bær i hver hånd. Én forbinder ham med sin jordiske far, tømmeren fra Nazareth, ham jomfru Maria var forlovet med, et helt almindeligt menneske. Én forbinder ham med hende, der fødte ham, jomfru Maria i hvis krop han blev undfanget ved Helligånden, fordi Guds Søn skulle fødes til verden.

Den dobbelthed – et glimt, en påmindelse fra Paradis, fra Guds sted, fra Gud og påpegning af, at dette barn er Guds søn, ham, der vil give sig selv, sin krop, sit blod for menneskets frelses skyld – den dobbelthed er der midt idyllen.

Julesøndag er Herodes rasende. Hans vrede over ikke at have styr på sit rige er så voldsom, at han træffer beslutning om at slå små børn ihjel for at fastholde sin magt.

Det kan lyde fuldstændigt ufatteligt, at et menneske ville gribe til det. Og så må vi jo i samme åndedrag erkende, at mennesker skruppelløst kan lyve, bagvaske, bedrage for egen vindings skyld, fordi de kan. Mennesker kan finde på den mest ubegribelige ondskab, myrde og ødelægge, overbeviste om at de har ret til det. Også denne jul er der dem ude i verden, der mistet livet i terroraktioner. Og at vi hver især, om end forhåbentligt i en noget anden målestok, kan have vores mindre pæne tanker og handlinger på samvittigheden. Også denne jul kan der være været skænderier, bitre bemærkninger, jalousi os i mellem.

Ind i det, kom Jesus til verden. Ind i mørket sang engle julenat om fred og glæde. Gennem nattens sorte kulde skar himlens lys og himmelske lyde. Og mørket var ikke længere mørke, som før.

Der blev noget andet at se til. Der blev født et barn. Og når et barn kommer til verden, så trækker det os til sig. Et barn skal have opmærksomhed. Fuld opmærksomhed.

Det var Guds plan. Ikke det, der kom til ske ude i mørket. Men det, der sket under stjernen. Det der var lys på. Og lys i, som vi kan se op mod og hen til..

Så det giver god mening, at Barocci har malet i lyse toner. Jeg så billedet første gang for mere end 30 år siden, og det står stærkt og tydeligt i min erindring. Kunstneren har gjort det godt. Han fremstiller denne hvilepause for Jesus, Maria og Josef smukt og fint, så den der ser på maleriet glæder sig og husker. Ikke bare idyllen, men, forhåbentligt også kirsebærrene. Med dem lægges til fortællingen om julenat. Med dem mindes vi om, at i dette barn vil Gud vise sin kærligheds styrke og dybde. Og at det er som vi hørte i læsningen fra Romerbrevet ” Gud tager imod os når vi tror på Kristus, og det gælder for alle. Der er nemlig ingen forskel på folk, alle har syndet og er langt fra Gud. Alligevel tager Gud imod os – som en ren foræring og selvom vi slet ikke har fortjent det. Det sker fordi Jesus Kristus har købt os fri” (Rom.3,21-24)

Derfor skal vores blik i dag også søge hvile i evangeliet om familien, barnet, som menneskers, ikke engang de mest magtfuldes, ondskab og løgne ikke kunne få ram på. Eller som kirkeministeren før jul så fint skrev det i en artikel om sorg, håb og tro: Det giver mening at se op, selv i den dybe, dybe sorg over at miste sit barn. Det er ved at se op, at du får mulighed for at se den taknemlighed og kærlighed, der kan være midt i det mest smertefulde.

”Se!” lød englesangen julenat. ”Se jeg forkynder jer en stor glæde som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus Herren. Og dette er tegnet I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe”.

Hyrderne fandt ham. De tre hellige konger fandt ham. Hyrderne tog englene på ordet og gik hen til stalden. De glædede sig. Kongerne kom med gaver. De glædede sig. Herodes fandt ham ikke, for det onde har ikke plads, hvor Guds søn, frelseren er.

Faren drev over og den lille familie kunne forlade Ægypten og vende hjem. På den måde slutter dagens evangelium godt. For os bør det lede os til igen at vende blikket mod julenat, se op og se mod det som Gud har givet os i barnet med kirsebærgrenene på billedet: lys og fred til at leve og se taknemlighed og kærlighed er i denne verden trods alt hvad den og vi ellers er.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste!

Tak for julesøndags ord til os, der hjælper os til forstå, at du med din søn opfyldte, hvad du havde lovet. Hvor din søn er kan ondskab og mørke ikke komme til. Selv i et lille barn overgår din magt og vilje til kærlighed alt hvad der end kan ske af uhyrligheder i verden. Du kan skænke fred midt i alt det, som mennesker kan finde på.

 

Vi beder dig: Velsign jorden.  Velsign og hjælp os, så det må lykkes for os at værne om den til bedste for både mennesker og natur.

Vi beder for alle med magt, viden og myndighed. Vi beder vi for kongehuset, regering og alle øvrigheder. Måtte de forstå at lede og beslutte. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er betroet. Hold dem og os fri af indbyrdes strid, ufred, teror og alt ondt.

Vi beder for de mennesker, som står os nær, dem, som vi elsker, de, der gør vores liv rige. Vi beder for hverdagslivet, som vi har med hinanden, hjemme, på arbejdet og hvor vi færdes.

Vær hos den, der har det svært, den, der sørger, savner, den sidder i mørket og dødens skygge . Giv fred til den slidte , urolige og trætte, mod til den modløse. Vis os dit milde ansigt, når døden vil lukke sig om os.

Vi beder for din kirke her og alle steder i verden. Giv os at leve sammen i tro, håb og kærlighed og efter et liv under dit ord den evige salighed. Lad os båret af din Ånd tage dine ord med os herfra til det, der venter os. Amen

 

 

 

Juledag 2019. Joh. 1, 1-14

Ordets magt er ikke til at komme udenom. For uanset om man har sin primære omgang med ord ved at pløje sig gennem 3-4 dagblade og perspektiverer ved at læse yderligere et par magasiner og aviser eller ordene kommer gennem korte og præcise formuleringer på sociale medier, så er de ord, der kommer ind gennem øjne og ører i høj grad med til at forme os som mennesker og give os et bestemt syn på både stort og småt. Ministre og mange andre i den politiske verden har folk ansat med det ene formål at finde frem til de rigtige ord, som både fortæller, hvad der måtte menes om alt fra Femern-forbindelser til fårs vilkår og som samtidig er i stand til at sløre det, hvis nu der skal siges noget ekstra upopulært. Virksomheder har det samme – og det spreder sig.

Det er en stadig større industri at slå sig ned som ord-ekvilibrist, der kan hjælpe med både taler, jobansøgninger og festsange. Ordene har rigtig stor magt. Det, der måske særligt kan gøre det både udfordrende, spændende og drilsk i omgangen med ord, er, at det ikke kun er den, der bruger ord, der kan definere, hvad der er på spil. Det kan siges helt konkret: Når en partileder op mod jul for rullende kamera omtaler en person som ”perker” og fastholder både sin ret til at gøre det og at det ikke er racistisk, fordi det ikke var ment racistisk, så er det en fejlagtig forståelse af ord. Det er ikke ordets afsenders ret at definere, hvad modtageren lægger i et bestemt ord. Man kan ikke omtale andre mennesker med racistiske tilnavne og hævde, at det ikke er racistisk – for når ordet bruges, kan vi ikke snige det uden om den historiske eller aktuelle brug af det samme ord.

Eller lidt mere konkret: jeg kan ikke kalde en anden for perker og så selv definere, hvad jeg mener med det. For der er en masse eksisterende eksempler på at netop det ord bruges nedsættende og generaliserende om bestemte befolkningsgrupper. Fuldstændig som ordet Nigger i den amerikanske raceadskillelseskamp lidt tilbage i tiden.

Jeg kan heller ikke kalde en kollega fundamentalist og så selv ville definere, hvad jeg præcis lægger i den betegnelse. Ords betydning bliver til i mødet mellem den, der siger dem og den eller de, der hører dem. På den måde er ordet en svær størrelse at håndtere: ikke nok med at vi skal finde ud af hvilke ord, vi synes bedst dækker det, vi har lyst til at sige.

Nej, vi skal også tage højde for, at de ord måske modtages med en anden betydning end den, vi selv tillagde dem. Måske er det derfor, at det så ofte kan gå galt selv mellem tætte familiemedlemmer eller gamle venner, når ordene ikke lige rammer plet.

Ordet blev kød, lød det hos Johannes i det alvorlige af julens evangelier. Der er ingen billedrig fortælling med engle, hyrder, æsler, stald, krybbe og overfyldte kroer. Det er en langt mere filosofisk og meget lidt konkret julefortælling, der møder os på denne juledag. En lang udlægning af ordet med stort – underforstået Guds ord. Det ord, der blev brugt i begyndelsen til at skabe og navngive alle ting, som nu er blevet kød.

Det kunne kalde på en uddybende forklaring af, hvad det ord egentlig er – for det er netop ikke bare et bestemt ord med en bestemt mængde bogstaver i en bestemt rækkefølge. Det giver næsten sig selv. Men det rækker i virkeligheden nok at sige, at det ord, der bliver kød, er Guds måde at virke på. Det var det i begyndelsen, hvor ordet blev brugt til skabelse – og det er det også til jul, hvor der sker ting og sager i Betlehems nat. Den store forskel er, at hvor Gud i begyndelsen bruger ord til at skabe alt andet end sig selv, så er julen der, hvor Gud lader sig selv få en konkret form – i barnet i krybben, i mennesket Jesus. Så måske er det mindst lige så interessant at beskæftige sig med, hvad det egentlig betyder, når ordet bliver kød. For udover at være Johannes noget højtravende måde at forklare, hvordan der pludselig var en mand, der hed Jesus, så er det kirkens begyndelse og virke forklaret præcist.

Ordet blev kød. Det er slet ikke en ukendt bevægelse, at der helst skal være en sammenhæng mellem ord og handling. I DR’s store juleshow beskrev en livsstilsekspert danskernes forhold til jul og ikke mindst forbruget omkring jul som svært dobbeltmoralsk. Der siges meget flot om klimaudfordringer og ønsker om at reducere madspild. Men kigger man på butikkernes omsætning, så slog Black Friday i år alle rekorder og det er et forsvindende lille antal danskere, der guffer plantefars juleaften og i de kommende julefrokostdage. Klimaaktivisten Greta Thunberg blev taget i at fortælle en historie om at rejse med tog på gulvet i gangarealet – selvom hun havde en billet til 1. klasse. Det underminerer hurtigt troværdigheden af det, der siges, hvis det ikke på en eller anden måde kan afspejles i handlingerne.

Eller fra egen andedam: jeg har gang på gang hørt vrede mennesker, der i mødet med kirken har oplevet en eller anden form for afvisning, som mente at en kirke, der prædiker næstekærlighed, også bør vise det ved at gå med til hvad som helst – uanset om det så gælder retten til parkeringspladser, navneændringer eller økonomisk hjælp for femte gang på en uge.

Ordet blev kød – ordet blev handling. Jesus blev født direkte ind i en verden, der ikke engang helt var med på at tage ordentligt imod ham. I bund og grund er det lidt af en nedtur for Gud, at det skulle være nødvendigt at lade ordet blive kød. Man skulle egentlig tro, at ordet var stærkt nok til at få det gjort og sagt, som skulle til uden så drastiske skridt.

Men allerede de første dage efter skabelsen gik det galt – og da det ikke blev meget bedre de næste årtusinder, så var Gud nødt til at gøre noget drastisk. Det er heller ikke helt ukendt, at hvis man gerne vil have ørenlyd i et virvar af støj, så skal der noget ekstraordinært til for at få fuld opmærksomhed. Og ekstraordinært er det, når den ellers strengt opretholdte barriere mellem himmel og jord, mellem guddommeligt og menneskeligt pludselig gennembrydes af en guddommelig baby. Selve julebegivenheden fejres som en helt ekstraordinær sammensmeltning af noget, der ellers frastøder som ens magnetpoler. Endnu mere ekstraordinært bliver det efterhånden som historien om, hvad der skete, da ordet blev kød og både brugte ord og handlinger til at vise, hvem Gud er, hvad Gud vil og ikke mindst at Gud gerne vil os og den jord, vi er sat til at passe på.

Selvom ordet er i bestemt form, når det skal fortælle om Jesus, så er noget af det påfaldende ved alt det, evangelierne fortæller om ordets brug af ord, at det ikke var en på forhånd fastlagt brug af ord, der skulle formidles. Jesus var ikke udstyret med en tale, som spindoktoren på en af de fine skyer havde forfattet og tildænget med floskler og vatindpakkede sandheder om stort og småt. Jesus var heller ikke udstyret med en manual til alle små og store situationer med fejlkoder, som kan slås efter, så vi kan få styr på situationen igen med det samme. Livet er heldigvis mere end en maskinel proces, som kan forudbeskrives og styres. I stedet er det påfaldende, hvor mange forskellige ord og handlinger, der undervejs bliver brugt til at fortælle den samme overordnede sandhed: at således elskede Gud verden, at han gav sin søn, for at alle, der tror på ham, skal have evigt liv.

I nogle møder er det de store filosofiske udredninger, der får lov at fylde, når den, der snakkes til og med, er Weekendavisens kernesegment. Andre gange er det lettilgængelige og umiddelbart forståelige billedrige fortællinger, der skal fortælle den samme sandhed. På den måde er ordet, der bliver kød og bliver konkret tale og handling blandt, for og med mennesker også en fortælling om, hvad kirken er. Kirken er fortsættelsen af det gennembrud, der skete julenat. Den er Guds ord, der igen og igen bliver kød. Dens virkemidler er de samme, som dem, ordet med stort og i bestemt form, anvendte. Fortælling, bøn, hjælp til mennesker i både fysisk og psykisk nød – men også en ukuelig vilje til at sige magthavere og andre meningsdannere lige midt imod, når deres forehavende ikke stemte overens med en verden skabt i Guds billede.

Ordet, der bliver kød, er derfor også en rask lille udfordring til kirker ud over hele jorden. En konstant besindelse på, hvordan vi kan gøre vores til, at det er Guds ord, der bliver kød gennem det, vi render rundt og bruger både tid og penge på og ikke bare en tilfældig remse af mere eller mindre skudsikre ord. Ordet blev kød og kom til sine egne, som ikke ville kendes ved det, fordi det udfordrede alle deres egne ord om Gud og om livet i verden. Lad os kaste juleglæden ind i at arbjede ihærdigt for, at vi ikke laver samme fejl, men at vi lukker barnet i krybben helt ind i hjerterummet, så Guds ord om tro, håb og kærlighed, om fred til alle mennesker, må være det ord, der både styrer os og lyder fra mund og hænder, i store ord, små ord og i handling.

Glædelig jul.

 

Lad os samles i bøn, for mennesker i nød, for hele skaberværket og for kirken!

Gud, du blev født som et lille afmægtigt barn. Du kender vores tilværelse fra din egen krop. Du forstår livets lyse og mørke sider, glæde og sorg, lykke og lidelse. Hjælp os til at se det afmægtige barn i os selv og alle mennesker.

Gud, vi be’r dig: lad din ånd være i os og gennem os. Lad de grænser, vi sætter op blive brudt ned, lad mistro blive tiltro, lad had blive kærlighed. Giv, at vi som menighed, som kirke og ikke mindst som mennesker, kan være dine hænder, der rækker ud, når andre svigter. Og lad os møde dine hænder i andre, når vi svigter.

Medfølelsens Gud, ræk ud mod os, når vi ikke selv kan tage fat. Hjælp os, når vi er syge.

Sid sammen med os, når vi er ensomme. Trøst os, når vi sørger. Hør den bøn, som ikke kan komme over læberne, når vi famler mest i mørke.

Gud, giv fred mellem mennesker og mellem nationer og folk. Vi be’r for mennesker i nærkontakt med krig og katastrofer, både dem, mennesker bringer hinanden i og dem den voldsomme natur kan bringe med sig. For dem, der bliver ofre for systematisk krigsførelse og for feje terrorhandlinger. Vær overalt, hvor magten og ansvaret for andres liv og vel skal forvaltes. Lad ledere se deres magt som en gave fra dig, som skal gives tilbage til alle, der bærer dine ansigtstræk som gudsskabte mennesker.

Vi be’r for alle der må leve på flugt, om det så er på grund af religion, race, køn, seksualitet eller politisk ståsted.

Du, som selv blev jaget på flugt som et lille barn, giv håb til dem, der føler håbet fordufte i det, de må forlade.

Gud, lad juleklokkerne ringe os ind i en glædesrus, hvor vi lader julen bære os langt ind i nytårsraketternes tågeregn. Lad os mærke, at du vil være den, der er født ind i vores helt igennem uperfekte verden og lær os at være mennesker blandt mennesker, så vi bærer dig med os, som tro, håb og kærlighed. Amen!

 

Juleaften 2019

Det lykkedes. Vi klarede det. Der var dage, hvor det så ud til at vi overhovedet ikke ville komme i mål. Der var dage, hvor det hele sejlede. Men i sidste ende lykkedes det alligevel. Efter en til tider overskudsagtig svæven over vandet på forberedelses-havet og til tider en fornemmelse af at være lige ved at drukne. Jeg taler selvfølgelig om, at det danske herrelandshold i fodbold klarede skærene og er klar til at spille EM-slutrunde på hjemmebane i Parken til sommer. Det er tid til folkefest på pladser og i parker, når danskerne stimler sammen for at se landsholdet tørne ud i sommerudgaven af et julemandskostume – i rødt og hvidt. I hvert fald lige indtil vi eventuelt har fået bøllebank af Belgien og hver anden dansker mener sig langt bedre kvalificeret som både træner og spiller.

Men der er faktisk noget ganske smukt ved de kampe, hvor nationen forsøgsvis står sammen om en fælles sag. Om det så er på Akseltorv i Kolding, på Rådhuspladsen i København eller i et lille forsamlingshus uden komplet styr på alle licenser og rettigheder, så er der her et tidspunkt, hvor det eneste adgangskriterium er, at man ønsker, at det går nationens midlertidige stolthed det godt. Der skal ikke afleveres CV, ikke præsenteres kontoudtog – ikke engang straffeattest spørges der efter.

Det fører mig hen til en personlig oplevelse fra dette efterår. Min familie og jeg har været tre måneder i Sydafrika, hvilket på alle måder var stærkt berigende. Men særligt værd at fremhæve i denne sammenhæng, er at vi var så heldige at være der i den periode, hvor der var en anden slutrunde.

En, som betyder lige så meget dernede som fodbold-EM her, måske endda mere. VM i rugby, mandfolkeudgaven af amerikansk fodbold, hvor der til nøds er beskyttelse til særligt sårbare kropsdele som tænder og det, der befinder sig mellem mandens ben – og hverken hjelme eller anden udrustning, der leder tankerne hen på en moderne rustning. Sydafrika har traditionelt været ret gode til Rugby, siden de fik lov at lege med efter Apartheids formelle afslutning. 2 verdensmesterskaber siden 1995 kan få fodboldnationer vist prale af. Men hvor Rugby traditionelt har været en sport præget af de hvide, både på holdet og på tilskuerpladserne, så er der opbrud i de traditionelle sportsgrene i disse år. Derfor var noget af det bemærkelsesværdige ved Sydafrikas hold denne gang, at det havde en sort anfører.

Da træneren i sin tid valgte netop ham som anfører var det ud fra spillemæssige og ledelsesmæssige kvaliteter – men det var hurtigt meget tydeligt, at der var meget mere i det valg end bare en sportslig prioritering. I et land, der har kæmpet med og stadig kæmper intenst med meget store forskelle mellem befolkningsgrupper, er valget af en sort kaptajn i den hvideste sportsgren noget nær den mest markante udnævnelse, der kan tænkes. Måske er det i efterdønningerne af den opmærksomhed, det gav med en sort kaptajn, at både træner og spillere blev klar over, at det VM, de skulle i gang med, kun til en vis grad handlede om at få en aflang læderbold ned bag modstandernes mållinje. I et interview med træneren udtalte han, at rugby kan skabe håb, og fortsatte, at håb er når folk samles om kampen og i de firs minutter det varer, er der ingen forskelle, kun fællesskab.

Endnu mere påfaldende er måske det interview, som anføreren, Siya Kolisi, gav efter VM-finalen. Han er – som de fleste sportsudøvere i virkeligheden – ikke ligefrem kendt for at være et geni med ord. Men i det øjeblik fik han sagt nogle ting, der er værd at bide mærke i. Vi kommer fra forskellige baggrunde, forskellige racer men vi gik sammen med et fælles mål. Jeg håber virkelig, at vi kan vise vores land, at hvis vi vil arbejde sammen, kan vi virkelig opnå meget. I al den tid, jeg har levet, har jeg aldrig set vores land som det er lige nu. Med alle de udfordringer, vi har. Vi spiller ikke længere for os selv men for alle mennesker derhjemme. Vi elsker vores land – og vi vil vise, at hvis vi arbejder sammen, kan alt lade sig gøre. Det helt særlige ved dagen, hvor de vandt VM var, at den ånd, der var i gaderne, bekræftede, at Kolisi talte direkte til et behov.

Mennesker, der ellers aldrig ville have alverdens kontakt, smilede og grinede med hinanden, og i et land, hvor man altid kører med ruderne lukket i bilen, var der lige pludselig kun åbne vinduer. Hvis vi står sammen, kan alt lade sig gøre.

Nok om rugby, nok om sport – for grunden til, at jeg fremhævede netop det sydafrikanske eksempel var, at det på en måde minder om det, der sker i landets kirker juleaften. Det er en dag, hvor mennesker, der ellers aldrig mødes, pludselig sidder på samme kirkebænk, eller samme hynde på gulvet, fordi der er noget fælles, der er værd at samles om. Realiteten er, at hvis kun en lille brøkdel af alle jer, der sidder på bænkene, pippede lidt halvkvalt med på salmerne, så ville det blive en temmelig tam fornøjelse for os alle. Julegudstjenesten bekræfter, at der er brug for os alle.

Men måske er der også mere at hente i parallellen til en dejlig varm lørdag i november, hvor en sort mand løftede de hvides trofæ. Måske er det netop det, julen kan, hvis den virkelig kommer ind under huden på os. Forleden hørte jeg en ordveksling på vej ind i en butik, hvor en person holdt døren for en anden og forklarede venligheden med at det jo var jul og så må vi hjælpe hinanden. Okay, jeg tror så ikke, at Guds store plan er, at der skal være flere, der holder døren for den næste i Lagkagehuset – men det med at julestemningen kan sætte sig som en anden måde at tænke vores rolle og plads i tilværelsen, det er nok værd at tænke videre over. Det er ikke fordi jeg skal gøre mig blåøjede illusioner om hvad en rugbysejr kan gøre ved en dybt splittet nation eller hvad en enkelt dags kirkebesøg og familiehygge kan ændre.

Men ligesom Kolisi vovede at håbe, at det faktisk kunne ændre et eller andet til det bedre, så kunne noget tilsvarende siges om jul. For sandheden er jo, at vi også har brug for håb, uanset at det er et velfærdssmørhul, vi befinder os i. Og håb, det er sådan set julebarnets spidskompetence. Født ind i et mørke, som kan svært at forstå alene ud fra Lukasevangeliets næsten alt for velkendte fremstilling. Hans mor var lige på grænsen til at komme rigtig galt afsted, da Josef ikke ville være papfar til Helligåndens barn – og en utro kvinde ville sandsynligvis stå til at blive stenet. Under engle-guiding kom han på andre tanker, så både mor og ufødt barn nåede hele vejen til Betlehem. Og så var der ikke plads til dem – de var rejst langt, var helt sikkert ikke blandt dem med flest kreditkort i pungen, så mulighederne var, at der var plads til dem et sted, som andre ikke allerede havde udnyttet. Født i en stald, lagt i en krybbe.

Det er andenrangsliv lige fra begyndelsen, renset for nogen form for guddommelig storhed. Men juleevangeliets helt store gennembrud er, at det er sådan det skulle være. Det er ikke en endeløs række af fejl og svigt – nej, det er helt i tråd med rejseplanen, at det skulle være sådan. Når den himmelske Gud, fjern og mægtig, vælger at bryde barrieren mellem himmel og jord, så bliver det virkelig gjort med eftertryk. Når hyrder, nederste trin på hitlisten over populære jobs i datidens Palæstina, efterfølgende bliver de første vidner om Guds gennembrud som jordisk tilstedeværelse, så er bægeret helt fuldt. Det er ikke det glorværdige, storslåede, Instagram-værdige liv, der bliver Guds første møde med det at være et menneske. Det er i stedet værre end ståplads med DSB den 23. december. Det kan virke mærkeligt – men det er det, håbet springer ud af.

Hvis Gud identificerer sig med det liv, som møder det lille barn i Betlehems nat, så er ingen former for menneskelig eksistens hverken ukendt eller glemt. Så er det uanset hvad, hvor og hvordan vi er, at vores liv også er Guds sted. Det var værd at fejre for hyrder, engle, forældre og vise mænd. Det har været værd at fejre gennem totusinde år. Og det er værd at fejre også her på kanten mellem 10’erne og 20’erne.

Da Siya Kolisi stod der med pokalen i hænderne, var hans historie en del af det hele. Opvokset i en fattig bydel, så da Sydafrika sidst vandt VM i 2007 måtte han se finalen på tv på en bar i nærheden, for de var for fattige til at have et i hjemmet. Alt er muligt, hvis blot vi står sammen om at forvalte mulighederne, var hans svar på et land i opløsning.

Når julebarnet fødes under ikke meget bedre forhold og alligevel hyldes som ham, der både er verdens frelser og vores allesammens håb, så er der måske åbning mod noget stort. Hvis nu vi tænker, at den, der sidder på bænken sammen med os – eller bænken foran eller bagved – eller den, vi står i række med på vej ud af kirken, ikke bare er en tilfældig fremmed men et vigtigt element i både dit, mit og hele verdens liv, så kan julefejringen også skabe håb i det helt konkrete. For tænk hvis vi ikke kun fejrer jul for at markere en glædelig dag for os, men gør det for at fejre, at han netop var hele verdens frelser. Så er vi forbundet med og forpligtede på hinanden.

Jeg lover ikke at Danmark vinder EM. Heller ikke at Sydafrika er et bedre land om et år.

Men jeg håber, at de små glimt af værdien af at bygge på noget fælles, må være mere end et julenatsstjerneskud. Et barn er født – hvis vi står sammen om dét, så ligger alle muligheder åbne. Glædelig jul og Amen! 

 

Kirkebøn:

Lad os samles i bøn:

For lang tid siden lagde Maria sit barn i en stald.

Tak, Gud, at vi også i dag kan få lov at lære ham at kende.

For lang tid siden sang englene om fred og glæde. Tak, Gud, fordi vi også kan få lov at synge med på den sang.

For lang tid siden ville hyrder og vise mænd hen for at se deres nye konge.

Tak, Gud, at vi også får lov til at møde ham i julens glade fortællinger.

 

Jul er glæde, men for alt for mange mennesker er denne jul ikke præget af nogen videre glæde. Derfor be’r vi dig:

For dem, der sidder alene, at du vil sidde sammen med dem.

For dem, der er bange for sygdom eller død, at du vil give dem styrke til at komme igennem.

For dem, der har mistet et menneske, der betød alt for dem, at du vil trøste dem.

For dem, der sulter, at du vil virke for en mere retfærdig fordeling af verdens goder.

For dem, der er på flugt, at du vil give håb om oprejsning.

For os alle, at julen 2019 må blive en glædens højtid.

 

Gud, vi be’r dig for alle, der har magt, i det store og i det små, her og ud over hele jorden, at du vil give dem visdom og indsigt til at virke så det kommer alle til gode. Vi be’r: Lad folk over hele jorden møde hinanden med forsoning i stedet for med had. Giv os alle mod til at leve som du gjorde, i tro, håb og kærlighed.

Gud, vi be’r dig at du vil give din kirke og os i den styrke til at være dine budbringere. Så barnet i krybben i dag og alle dage må være et verdens lys.

Vi ber dig, Jesus fra krybben, vores gæst fra himlen: Vær en stjerne i vores hus- og hjerterum, til jul, til påske, til hverdag – altid.

Gud, hør os, når vi nu sammen be’r:

Fadervor…

 

 

Juleaften 2019

Sankt Nicolai kirke kl.14.30

 

94 ”Det kimer nu til julefest”

104 ”Et barn er født i Betlehem”

119 ”Julen har bragt velsignet bud”

120 ”Glade jul, dejlige jul”

 

Gudstjenesten:           

Præludium

indgangsbøn

Salme

Hilsen

Kollekt / Evangelium

Salme

Prædiken

Kirkebøn / meddelelser / apostolsk velsignelse

Salme

Fadervor / velsignelse

Salme

Udgangsbøn

Postludium

 

Kom Sandheds ånd forvis os på, at også vi er af Gud Faders små. Amen.

 

Så sang vi det igen! ”Et barn er født i Bethlem”. Alle 10 vers. Dobbelt så mange gange ”halleluja”! 20 gange!

 

Man kan undre sig over, at vi gør det. Og der kan vel være dem, der tænker det er rigeligt. Jeg ved ikke om koret har tal på hvor mange vers dehar sunget i alt , eller organisten hvor mange halleluja´er hun har spillet i december. Måske vil hun helst ikke tænke på det. Men sådan er det! Vi skal synge om barnet, Himlens kongesøn, som blev født af en fattig jomfru, der sad i løn. Det er en del af traditionen. Det er jul. Vi synger det, vi kender. Alle de vers som salmebogen har med. Med hvert evige eneste ”halleluja”.

 

Det er sådan set ret imponerende. Og godt. Ikke kun fordi, at præsten så ikke behøver at bruge tid og kræfter på at finde på noget nyt. Selvom det, set herfra godt kunne være argumentet i sig selv… for, for en uges tid siden, mens arbejdsopgaverne syntes blive ved med at lande i lind strøm på mit bord og hovedet ærligt talt virkede fuldstændigt tomt ved tanken om, at I ville sidde der på bænke, stole, gulv om få dage, og jeg skulle stå her, havde jeg en af de der drømme, der med tydelighed siger: ro på.

 

Nu skal jeg ikke plage jer med detaljerne. Men jeg kan stadig fornemme essensen. Biskoppen havde bedt mig komme. Jeg skulle vist stå for et eller andet større arrangement. Det krævede i hvert fald en overnatning. Med mig havde jeg da også et væld af tasker og poser. Men da jeg pakkede ud opdagede jeg, at jeg slet ikke havde det med, som var vigtigt, det, som jeg skulle bruge. Skiftetøj, tandbørste, talen til mødet… den slags.

Så måtte jeg pakke sammen igen. Alt det, som jeg netop havde pakket ud. Det var - og det er jo den slags mærkelige ting, der forekommer i en drøm -  alt vores julepynt, rub og stub, hver eneste flettede julehjerte, hver eneste stjerne, hver eneste af børnenes hjemmegjorte julenisser og alle julegaverne. Men nu havde jeg slet ikke plads til det i poserne og taskerne. Selvom jeg proppede og maste. Særligt den 40 cm høje nøddeknækker-kongefigur som venlige folk for nylig har foræret os, kunne jeg slet ikke få plads til. Den kom til at ligge temmeligt usikkert øverst i en kæmpe stor blå IKEA pose…..ja… der er nok at tolke på…!

 

Men, det var kun en drøm. Virkeligheden er, at I er her. Jeg er her. Pulsen kan have været, og er måske stadig, foruroligende høj hos nogle af os. Der er nok, der kan få den op. Maden, der skal laves. Børnenes glæde og forventninger, der ikke må skuffes. Indbyrdes spændinger. Afmagt, træthed, savn, sorg. Der er alt det, der larmer og forstyrrer os derude i verden, både konkret og i overført forstand, og som trænger sig ind på os, vækker bekymring og angst for fremtiden – den store, der omfatter os alle, klima, storpolitik, terror som den lille, der handler om dit og dine nærmestes liv, ve og vel. Der er det, som vi bylter på os selv og maser med. Der er det, som udefra forventes og kræves og presser os. Vi kan længes noget så gevaldigt efter at slippe fri af det hele. Måske selv julen?

 

Men den slipper vi ikke for. Julen slipper ikke os. Den kommer. Den kan give os urolige drømme, den kan vække savn og bekymring. Men det er ikke det, der Guds julebudskab. Det er vores forvrængning.

 

Skulle noget af det være sket for os, så får vi heldigvis rettet på det, om ikke før, så med den årlige gentagelse her i kirken. Vi hørte det før. Julenat lød der engle sang ud over en mørk og kold verden: Fryd dig! Glæd dig! Slip din frygt! Lige nu skal vi ene og alene det, som vi plejer at gøre lige nu. Høre det, vi plejer at høre. Synge det, som vi plejer at synge. ”Et barn et født i Betlehem – Guds kære børn vi blev på ny, skal holde jul i himmel-by… Guds milde ansigt skal vi se” og selvfølgelig   ”halleluja, halleluja” 20 gange.

 

Grundtvig har villet os det godt. Han kæmpede selv med et uroligt sind, der til tider trak ham ind i dybt mørke. Han digtede sig til ro. Det er blevet sagt om netop den her salme, at man i den kan fornemme en vugges gænger gå. Kan I mon ikke se en mor eller far med et spædbarn på armen rokke den lille til ro til salmen – i hvert fald hvis den synges knapt så hurtigt, som vi, der er feststemte, gjorde lige før?

 

Og selvom det er et fåtal af os, der helt bogstaveligt vil stå med en spæd på armen i aften, som vi kan vugge til salmen, så er der et barn, der kræver vores opmærksomhed nu. Som ethvert barn kræver opmærksomhed. Som vi give os tid til at give den opmærksomhed. Dette barn, Guds søn, Jesus, der blev født i Betlehem til englesang om fryd og fred til Guds mennesker, er det, der skal til for at vi bliver opmærksomme på det, der vigtigst og væsentligt: kærligheden, der forbinder os med hinanden og Gud. Den kærlighed, der virker, at vi herefter igen kan vende os ud mod alt det som verden også er.

 

Som vuggens blide gyngende gentagne gang er juleevangeliets ord, når det gentages jul efter jul. Sådan en ro formidler salmen til os alle. På den måde er den fuldstændigt moderne. For mange af os længes vist efter ro. Uroen, der trænger til at beroliges, er ikke forbeholdt spæde eller julestemte børn. Så det er altså godt, når vi kan samles om velkendte ord, uanset, hvad vi er i, barn, voksen, boblende af glæde og forventning, eller tung af savn og mismod. Når synger, når vi lytter med, ved vi hvor vi er.

 

Hvis vi nu forsøger at afholde os fra at gøre, hvad en del af os kan være tilbøjelige til i gør i så mange andre sammenhænge: sætte flueben og haste videre, så kommer roen nok. Selv til vi voksne. I hvert fald lige en lille tid inden vi går til juleborde, jueltræ og julegaver. Men vi kunne jo forsøge at tage den med også ind i dagene efter jul. Det ville være godt. Og det er muligt. Gud har julenat med sin søns fødsel vist os hvordan. Svaret er givet i det, som vi kan tro og håbe, det er i Guds kærlighed, som blev tydelig med Jesus, der fødtes i nat.

 Glædelig jul!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

 

Kirkebøn:

Vi beder dig, Gud, at du vil give os alle en velsignet jul.

Forbarm dig over alle, som sidder alene, sørgende, modløse eller syge. Giv dem din hjælp og trøst. Vi beder dig, at du vil afvende krigens ondskab og skænke fred i verden. Bevar alle hjem fra uenighed, bitterhed og hårde ord og giv i stedet plads i hjerte og hjem for den kristne glæde. Velsign alle højtidens gudstjenester. Hjælp os så dit ord får indgang i vore hjerter og væk i os taknemlighedens lovsang til dig med tak for din gave: Vor frelser Jesus Kristus. Amen

 

3. s. i advent 2019, Luk 1, 67-80

Årets sidste uger byder på rigtig mange traditioner. Familielivet, skolelivet, arbejdslivet og fritidslivet kan være så fyldt med traditioner, at det kan være en udfordring rent faktisk at nå det hele. I de lidt større sammenhænge er der også visse traditioner, der ligger på denne tid af året. VM eller EM i kvindehåndbold, for eksempel. Men da vi helst skal ud af kirkedøren med mod på resten af adventstiden, så lader vi håndbolden få fred for i år.

En af mine små yndlingstraditioner er, at årets sidste uger byder på et væld af kåringer, udnævnelser og afstemninger.

Noget er sjovt, noget er tåkrummende, andet igen mere åndsforladt tidsfordriv end reklameblokkene før de ikke-licensfinansierede tv-stationers julekalendre. En af dem, jeg venter på med spænding, er den, der blev afsløret i fredags. Sprognævnets kåring af ”årets ord”. Det er en utaknemmelig opgave at indkapsle et helt år i et ord. Alligevel har det flere gange været ord, som faktisk gjorde netop det – og årets ord 2019 var absolut ingen undtagelse. Årets ord var endda et nykonstrueret et af slagsen. Jeg er ikke sikker på, ordets ophavskvinde selv vil være videre begejstret, hverken for situtationen, hvor ordet blev undfanget eller for at det ord var så sigende for året. Men ordet er altså ”klimatosse”. Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard brugte det første gang, da der skulle findes en god grund til en markant tilbagegang ved Europaparlamentsvalget – det var klimatossernes skyld.

Ganske hurtigt gik ordet dog fra at være et skældsord til at være en betegnelse som en stor mængde danskere satte på sig selv i deres profiler på sociale medier. Uanset om man så hørte hjemme i blå eller rød blok, så var klimatosse blevet noget positivt. Siden fik vi også det fine ord ”klimavalg” som betegnelse for det halvstore skift i folketingets sammensætning få uger senere. Og helt ærligt, ingen kan vel heller være i tvivl om, at klimaet har fyldt rigtig meget i både den nationale og internationale debat i 2019. Klimatosserne er kommet for at blive, kunne vi måske bare konstatere.

Noget af det, der gør lige præcis klimatosse værd at bide mærke ved som årets ord er, at det i sig bærer en adventsagtig forskydning i fokus, som fint afspejler en markant tendens i disse år.

Når klimaet nu er begyndt at fylde rigtig meget både i politikernes dagsorden og i såkaldt almindelige menneskers hverdag, så er det et fokus på fremtiden, som vi i virkeligheden ikke har set i mange årtier. De foregående generationer har i høj grad haft et forståeligt og nødvendigt fokus på fortiden og en bearbejdning af fortiden til en bedre nutid – andet ville være utænkeligt oven på 2. verdenskrig, Holocaust og siden den kolde krig og jerntæppets fald og gradvise tilbagekomst. Men når klimaet nu virker til at være den overordnet set mest dominerende dagsorden på verdensplan, så er det med en stigende bekymring for, hvordan verden ser ud om 10, 20 og 100 år. På den måde er det adventsagtigt helt ind til benet. Selv om det mest klimaagtige i adventstidens tekster vel er henvisningen til en solopgang fra det høje.

Men et fællestræk ved adventstiden – og det, som skal stå som kontrast til den julefejring, der ligger og lurer lige om hjørnet, er at tekster og salmer i høj grad handler om fremtid og forventning. Uanset at der i de bibelske tekster tænkes fremtid om den tid, der bliver realitet med Jesus fødsel, så er der ikke mindst i de profetiske tanker om alt det gode, der skal ske, en masse, der minder om alle slags håb til fremtiden. Konkret er det her på 3. søndag i advent forventningen knyttet til ham, der kommer lige inden Jesus i den store fortælling, hans fætter, Johannes Døberen. Ham, der skal markere og fortælle, at nu er det med at holde sig klar, for lige om lidt indfries forventningerne med julebarnet i krybben. Det er ikke småting, hans far, Zaccharias forventer sig af sin søn.

Der er banebrydende ændringer i den politiske magtbalance, der er en helt ny tanke om, at selv i mørket og dødens skygge er der håb. Johannes selv viser sig også som en, der tager opgaven på sig og gerne vil bane vej for noget nyt. På den måde minder Johannes rolle lidt om den, som den hadede og elskede svenske teenager Greta Thunberg har fået og taget på sig. Johannes fremtræder som en både radikal og aggressiv foregangsmand, der virkelig skal gøde jorden for de store fremtidsvisioner, der bliver til virkelighed i Gud-mennesket Jesus. Jeg skal bestemt ikke stå og sige, at klimaet og kloden er den nye Gud, men som profet, der ønsker at bane vejen for en ny og bedre fremtid, kommer Greta og Johannes til at ligne hinanden – der var bestemt også mange, der ikke kunne lide Johannes og mente at hans bud på fremtiden var det rene humbug. Det lyder sikkert bekendt.

Bedst som vi så kan sige, at der ikke er mere sammenhæng mellem advent og klima, så hopper Grundtvig op som trold af en æske og giver os sin gendigtning af en anden af adventstidens læsninger fra Esajas Bog om de øde vange, der skal blomstre som en rosengård. Som en del af jer vil vide, har jeg tilbragt en del tid på den sydlige halvkugle de seneste måneder. Her blev netop denne salmes tekst og de billeder med frodighed i ørkenen meget konkrete. Vi kørte blandt andet gennem et område, som lider under et pænt underskud i regnmængder. Gang på gang kørte vi over broer med fine skilte, der fortalte navnet på det vandløb, der her blev passeret. Fælles for dem alle var, at der var knastørt i lejet. Jordens former og struktur fortalte, at der havde været vand på et tidspunkt – men også at det var længe siden, der havde løbet vand i større mængder.

Tidligere i den samme uge var der kommet regn i området – hele 25 millimeter på en dag, og også en 3-4 millimeter dagen før. Jeg spurgte en, om det var så usædvanligt, at det regnede to dage i træk. Det er tre år siden sidst, svarede vedkommende. Ørkentilstanden breder sig – så meget at de drypstenshuler, der ligger i samme område ikke længere drypper – for første gang i ca. 700.000 år, antog de. Er man sådan et sted, så forstår man godt, hvordan en ørken, der blomstrer, er både et storslået og næsten utopisk scenarie. Noget, der kræver guddommelig indgriben.

Mit indtryk fra de klimatiske vilkår i Danmark er, at det ikke ligefrem er manglen på vand, der præger. Tværtimod. Så en udtørret flod skal vi lede meget længe efter.

At det er nu, klimatosse kan blive årets ord er til gengæld nok ikke helt så svært at sætte sig ind i. Så vi har måske slet ikke så svært ved at sætte os ind i, hvad profeter og døbere har haft af dagsorden, når de gerne ville bane vejen for en lysende fremtid. Ligesom klimatosserne vil de ændre en grundlæggende tankegang. De så tegn i deres egen tid og kultur, som var i gang med at nedbryde det, de havde fået overleveret – i profeternes tilfælde et forhold til Gud, som havde generation efter generation på bagen, i døberens tilfælde en helt ny måde at tænke om Gud på. For hvor Gud før havde været tænkt som fjern, utilnærmelig og decideret farlig at komme i øjenhøjde med, kom Gud nu selv mennesker i møde i øjenhøjde.

Konsekvenserne af det, adventstiden skal forberede, julenattens lyshav af guddommelig spædbarnsgråd, er vi ikke færdige med at beskæftige os med – for det er præcis det, vi stadig døber nye mennesker til at blive en del af. Med et løfte om at være et Guds barn i fortid, nutid og fremtid, fører vi døberens opgave videre. Uanset om vi så er frontkæmpende klimatosser, der vil være profeter for en jordklode, der stadig kan bebos om et par generationers tid, eller om vi udlever et kald til at være den højestes profet eller tjener på andre steder og andre måder – eller måske endda bare er sådan nogle, der går og beder om og håber på blomstrende ørkener, så er det med netop det løfte, at adventstiden bliver en forventningstid med håb som fortegn.

En forventning både om den store fremtid uden ozonlag på den anden side og en fremtid, hvor også kommende generationer kan høre og se, at Guds tid er både dengang, nu og engang. Derfor er der også brug for døber-typerne, der tør bane vejen, også når det er upopulært, og mennesker, der tør tage kampen op, så det ikke bliver ved tanken om, hvordan det kunne blive.

Det er ikke i sig selv særligt kristent at være en klimatosse. Men det er heller ikke ligefrem ukristent at være optaget af, hvordan fremtiden for både dagens dåbsbørn og kommende generationer ser ud. Johannes viste vejen for ham, der skulle vise os en ny og ubrydelig vej til Gud – måske har vi også en lille vejviser i os. Til Gud, til fremtiden, til håb, til jul. God tur. Amen!

Kirkebøn:

Lad os samles i bøn, for mennesker i nød, for hele skaberværket og for kirken!

Gud, du er tilstede, hvor vi mindst venter det, du er i hånden, der rejser os op, i blikket, der anerkender, i ordet, der skaber livsmod, i kraften, der får os til at ville livet også når det kræver noget af os.

Gud, vi be’r dig: lad din ånd være i os og gennem os. Lad de grænser, vi sætter op blive brudt ned, lad mistro blive tiltro, lad had blive kærlighed. Giv, at vi som menighed, som kirke og ikke mindst som mennesker, kan være dine hænder, der rækker ud, når andre svigter. Og lad os møde dine hænder i andre, når vi svigter.

Medfølelsens Gud, ræk ud mod os, når vi ikke selv kan tage fat. Hjælp os, når vi er syge. Sid sammen med os, når vi er ensomme. Trøst os, når vi sørger.

Hør den bøn, som ikke kan komme over læberne, når vi famler mest i mørke.

Gud, giv fred mellem mennesker og mellem nationer og folk. Vi be’r for mennesker i nærkontakt med krig og katastrofer, både dem, mennesker bringer hinanden i og dem den voldsomme natur kan bringe med sig.

Vær overalt, hvor magten og ansvaret for andres liv og vel skal forvaltes.

Lad ledere se deres magt som en gave fra dig, som skal gives tilbage til alle, der bærer dine ansigtstræk som gudsskabte mennesker.

Gud, vi ber for din hellige almindelige kirke, her og ud over hele jorden. Fyld den med sandhed om hvem du er og hvad du vil med os i den.

Hvor kirken er korrupt, rens den.

Hvor den tager fejl, ret dens fejltagelser, hvor den går i den forkerte retning, reformer den, hvor den gør det rigtige, styrk den. Hvor den lider, styrk den, hvor den er delt, genforen den. Gør din kirke - og os i den til ambassadører for tro, håb og kærlighed - og opstandelseshåb i mørket og dødens skygge.

 

1.s.advent, 2.tr

1.dec.2019

Sankt Nicolai kirke kl.10.30

74 Vær velkommen

840 Velsign mit barn, du kære Gud

78 Blomstre som en rosengård

80 Tak og ære

90 Op glædes alle, glædes nu

87 Det første lys

 

Es.42,1-9

Rom. 13,11-14

Luk. 4,16-30

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Om få dage, måske i dag, måske om en uge, måske om to, bliver to unge mennesker forældre for første gang. Hendes mave er stor og tung. De venter. Og venter. Hver eneste dag taler de om det, mærker barnet bevæge sig derinde bag det udpilede maveskind. Hver eneste dage foretager de sig små forberedende ting. Samler en seng. Lægger små stykker tøj i bunker. Pakker tasken til når det er tid til at tage på fødegangen. De gør, hvad de kan for at være helt parate til barnet kommer.

Bedsteforældrene forbereder sig også. De har været i kælderen. Kasser er gennemgået. De har fundet ting og sager frem fra nu voksne børns barndom. De har givet sig lov til at fælde sentimentale tårer over det, der allerede er så længe siden. De mærker forventningens glæde ved tanken om det nye, der venter. De venter på at tage imod et lille nyt menneske i verden.

Det kunne ikke være mere passende netop nu. Julen nærmer sig. Vi venter alle sammen. Vi forbereder os på at fejre en barnefødsel. Vi finder pynt frem fra kasser på lofter, kældre og skabe og gør os klar til lige om lidt (om end ikke i dag) at synge ”Et barn er født i Betlehem”. Nisser og juleslik har for længst fået deres egen lille tillokkende afdeling, der hvor vi handler. Lyskæderne er oppe udenfor. Julemanden har ladet sig se i gågaden. Men i kirkeårets rundgang er barnet altså ikke født endnu. Det er stadig ventetid. Det er forberedelsestid.

Noget venter altså. Noget godt og glædeligt. Noget, der vender op og ned på liv – som et lille nyt menneske altid gør, når det fødes. Der sker, det ved vi, noget med den, der tager imod det. Når det spæde barn ligger i dine arme. Når du ser det lille ansigt puttet godt ned under barnevognenes dyne. Når du mødet barnets blik. Det vækker noget i os, uanset hvem vi er og hvor vi er livet, tror jeg.

Ja, det gætter jeg på. At vi har det i os, at vi lader os bevæge af en baby. Så måske er det ikke så sært, at Gud valgte den skikkelse at gøre det tydeligt for mennesker som os, hvem og hvad han er for os.

Det er jo, som sagt, ikke endnu. Forude ligger fire søndage. Før der er tændt fire lys i adventskransen, bliver det ikke jul. I den her sammenhæng lever ikke med samme usikkerhedsfator som de vordende forældre, hvor det nye kan ske når som helst. Her ligger ventetiden i faste rammer. Der er en afmålt til. Men det første lys er tændt. Vi nærmer os – og får i dag lov til at tage lidt forskud på glæderne. Hos Esajas hed det: hvad der tidligere er sagt, det er sket, nu fortæller jeg det nye; før det spirer frem, forkynder jeg det. (Es.42,9)

Så vi får på forhånd at vide, hvad der venter. Vi hørte i samme læsning, Gud sige til den, hans udvalgte, den retfærdige, som han ville sende til verden: ”Du skal åbne de blindes øjne, føre de fangne ud af fængslet og dem, der sidder i mørket ud af fangehullet”. Da Jesus stod dér i synagogen i den by, hvor han var vokset op, læste han: ”Guds Ånd følger mig, for Gud har kronet mig til konge. Han har sendt mig til fattige med gode nyheder. Fanger skal sættes fri, og blinde skal se. Jeg er sendt for at befri de undertrykte, Guds tid er kommet” (Luk.4,18-19 ) Det var ord skrevet længe før han blev født. Det var velkendte ord, et budskab, som de, der var tilstede i synagogen den dag, var helt fortrolige med. Andre havde læste det samme for dem før.

Men noget var anderledes. Nyt. Fuldstændigt anderledes.  Jesus sagde: Guds tid er kommet. Jeg er den Gud har sendt.

I Nazareth lyttede man. Man ventede spændt på, hvad Jesus, tømmerens søn, mon ville sige om, det han lige havde læst op. Og så sagde han altså: ”I dag er det, som jeg lige har læst gået i opfyldelse”.

Jesus brugte den gamle profets ord til at fortælle dem, hvem og hvad han var. Den, der med alt, hvad han sagde og klart viste, hvor og hvordan Gud er. At Gud er kærlighed og er her i sin kærlighed.

 Vi har, de fleste af os, efterhånden været med ved krybben mange gange. Det, vi skal høre om i juledagene, er slet ikke nyt for os. Det, som de hørte i Nazareth var heller ikke nyt for dem. De havde ventet længe. Måske var det derfor stemning skiftede så hurtigt igen. Den umiddelbare nysgerrighed, sulten efter at høre mere, glæden forsvandt og blev afløst af vrede. De var parate til at gøre det forbi med Jesus én gang for alle, hørte vi. Måske var det fordi de ikke formåede at se bort fra at de allerede kendte Jesus. De havde set ham før, på gaden, i Josefs værksted. Hvordan skulle han kunne betyde noget særligt nu?

Kan ske at noget lignende kan ske for os? At historien om Jesus  er blevet for kendt for os? At vi er blevet så fortrolige med den, at vi ikke længere hører rigtigt efter? At den ligefrem kan gå hen at blive ligegyldig for os midt i alt det andet, vi synes hører tiden til.?

I så fald er det ikke et øjeblik for tidligt at begynde at indstille antennerne på den rette frekvens. Julen må ikke gå hen over hovedet på os. Tværtimod skal den gå os til hjerte og lejre sig der. Der skal den ligge som et depot af lys, af Guds lys, der kan lyse i os, hver gang mørke i eller omkring os truer med tage håbet fra os. Julen, Guds komme til verden i sit barn, som et menneskebarn og samtidigt Gud, er det glædelige budskab om, at Gud kan og vil være i det, som vi er og er i. Gud vil være der som lys, der oplyser til tro, håb og kærlighed. I alt.

Jesus er en voksen mand her, hvor vi hører om ham  i dag. Men der er i det, som evangelisten Lukas fortæller, noget der peger på julenat. Den nat var det engle, der sang gode nyheder ud i det stille nattemørke tæt på det sted, hvor Maria fødte ham. De sang, ”I dag har I fået en frelser”. De sang om befrielse og fred til mennesker. Hyrderne hørte det.

Vi hører nyt. Gammelt nyt. Der alligevel er godt nyt, hver gang vi får det at vide.  Guds tid er kommet, sagde Jesus. Det er opfyldt i mig. Og Guds tid er til hver en tid. En tid, hvor frihed og fred, håb og kærlighed er. For hvor Jesus er, er der tegn på Guds rige. Der sker undere. Der er plads til den udstødte. De synkende hænder styrkes. De kraftesløse knæ får styrke. De urolige hjerter får besked: frygt ikke. Der er blevet en vej at gå. Som profeten Esajas forudsagde. Den skal vi give os tid til at finde ind på, inden barnet fødes.

På den måde er de fire adventssøndage en gave. Vi får foræret tid til den glæde, der kan være i at gå og vente. Og har du ikke lige en vordende mor i din nærmeste omgangskreds, eller sidder bedsteforældre-spændt og venter, så tænker jeg at fornemmelsen er velkendt – og god.

Det kan muligvis lyde paradoksalt at sige det netop nu, til de utålmodigt ventede, til dem, der glæder sig så de næsten ikke kan være i det, og nu hvor en del af os kan begynde at stresse en smule over gaver og mad, der skal købes, frokoster, der skal indtages, julebreve, der skal skrives og alt det andet, vi forventer af os selv og andre. Men ventetiden er af det gode. Den er ikke til for at plage os. Adventstiden vinder os tid til se og glæde os over alt det Gud giver os med sin søns fødsel til liv med os. De fire søndage giver en tid, hvor der ikke tales direkte om jul, (nogle søndage synes det tvært imod, der er både dom og fordømmelse i adventsteksterne) inden vi når til det egentlige.  Men det er forventningens tid.

For hvert lys, der tændes i adventskransen foræres du rum til eftertanke, du får mulighed for at omstille dig til det, der skal ske, og så, når det bliver jul, lykkes det dig måske bedre at se og fornemme det forunderlige, vidunderlige, som Gud lod ske julenat som opfyldelsen af Esajas profeti. Og vi får tid til at øve os i gavmildhed og åbenhed og fællesskab – med små pakker, søde ting og sager, gode måltider og alt muligt andet herligt.

Det er tiltrængt. Der er meget mørke lige nu. Der er mørke i verden og os. Men der er også lys. I naturen vender det snart tilbage. Langsomt, men sikkert. For os er lyset kommet. Der var en julenat. Det bliver snart jul igen!

Så giv nu plads. Giv tid og rum til det, som Gud vil dig. Du finder ud af hvad det er, hvor stort og glædeligt det er, når du hører om Jesus, og hører de ord, som han selv har sagt. De svarer på den dybeste længsel. De skænker dig håb. Dag efter dag, mens vi går og forbereder os, mens det går mod jul og vi igen skal høre om Guds søns fødsel.

Her og nu kan vi i anledning af kirkeårest begyndelse ønske hinanden et glædeligt kirke-nytår!

Lov og tak og evig ære være dig Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var er bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

 

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste!

Tak for denne første advents søndags ord til os, om at din tid er nu. Du opfylder alt, hvad du lover om frelse og frihed for dine. Lad os derfor nu mærke forventningens glæde som vi kender den fra, når vi forbereder os på imod et lille nyt menneske i verden. Hjælp os til at forstå, at du din søn gør en verden til forskel for os.

Vi beder dig: Velsign jorden.  Velsign og hjælp os, så det må lykkes for os at værne om den til bedste for både mennesker og natur.

Vi beder for alle med magt, viden og myndighed. Vi beder vi for kongehuset, regering og alle øvrigheder. Måtte de forstå at lede og beslutte. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er betroet. Hold dem og os fri af indbyrdes strid, ufred, teror og alt ondt.

Vi beder for de mennesker, som står os nær, dem, som vi elsker, de, der gør vores liv rige. Vi beder for hverdagslivet, som vi har med hinanden, hjemme, på arbejdet og hvor vi færdes.

Vær hos den, der har det svært, den, der sørger, savner, den sidder i mørket og dødens skygge . Giv fred til den slidte , urolige og trætte, mod til den modløse. Vis os dit milde ansigt, når døden vil lukke sig om os.

Vi beder for din kirke her og alle steder i verden. Giv os at leve sammen i tro, håb og kærlighed og efter et liv under dit ord den evige salighed. Lad os båret af din Ånd tage dine ord med os herfra til det, der venter os. Amen

 

21. s.e.trin., 1.tr.

10 nov. 2019

Sankt Nicolai kl.10.30

 

812 November går tung gennem byen

450 Du kommer Jesus i vor dåb

582 At tro er komme

580 Jesus dødens overvinder

474 Jesus Krist, du gav mig livet

749 I østen stiger

 

2.Kong. 5,1-5.9-15

Ef. 6,10-17

Joh. 4,46-53

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

 

Præsten i den lutherske kirke i Betlehem sagde: ”Jeg har stadig håb. Men jeg er ikke længere optimistisk”. Vi, nogle kirkefolk fra Danmark, var på besøg. Bussen fra Jerusalem havde passeret tjekpoint. Vi havde set den høje mur, der lukker sig om byen. Vi havde gået ad gader med skidt, støv og hektisk trafik. Heden var drøj. Men her i lyse undervisnings lokaler, her hvor man uddannede unge nærmest på højskolevis, var der køligt og rent. Humøret steg. Det var noget helt andet. Og dog. Præsten sagde: ”Jeg har stadig håb. Men jeg er ikke længere optimistisk”. Håb havde han, optimismen var væk.

 

Håb – uden optimisme?

 

Tilbage i Danmark læste jeg et interview med sanger. Hun mistede for et par år siden sin mand. Sorgen og tabet, det, der ikke er til at forstå, har hun siden givet musikalske ord i sine sange. I samtalen med journalisten sagde hun, at hun ikke troede på Gud som sådan, men at hun alligevel nærer et håb om gensyn.

 

Håb – uden Gud?

 

Og hvad med os? Hvordan står til med os? Håber vi? Har vi optimismen i behold? Håber vi? Tør vi forbinde troen – håbet med Guds kærlighed?

 

At befinde sig i en del af verden, hvor hvert skridt frem mod en fred synes at følges af to tilbage, må sætte sit præg på det, som du tænker om fremtiden. At miste sin elskede sætter sig i dig, og bliver en del af, hvad du tænker og tror om livet. Ligesom det at leve i en tid, hvor nogles kamp for at fastholde eller tilkæmpe sig magt, igen, igen viser sig ingen midler at sky; hvor andres økonomiske interesser igen, igen viser sig at overtrumfe hensynet til medmenneskers ve og vel; hvor vi ikke kan forhindre ulykker, sygdom, død, kan medføre, at det bliver så som så med optimismen på menneskehedens vegne – og troen på Gud

 

Alt det kan i hvert fald ind imellem trænge sig på med en sådan kraft, at det kræver styrke ikke at lade sig vælte af det. Al den ufred. Al den ulykke. Al den ondskab.

 

Du kan selvfølgelig lukke ned for nyhedsstrømmen, så du ikke konfronteres helt så meget med det. Du kan forsøge at vende din opmærksomhed indad, nøjes med at rette blikket mod dine nærmeste, lægge telefonen væk…..men….det forsvinder jo ikke…og skærme sig mod al modgang og modstand, det kan intet menneske jo uanset, hvor meget du forsøger at lægge afstand til det….så måske, måske, lever vi i fare for, at optimismen forvitrer, og med, måske, også troen – og håbet – og kærligheden?

 

Sangeren sagde videre i interviewet:  ”Jeg er nået frem til en form for fred med, at jeg ikke forstår det, og at jeg heller ikke ved, hvad der sker, når vi dør. Og måske giver musikken en flygtig form for indsigt i noget af det som vi ikke forstår” (Kira Skov, Weekendavisen 1.11.2019)

 

Det svarer sådan set ganske godt til de ord om troen, som vi lige har sunget med på. ”At tro er at komme til det, der er større en vi kan forstå”. Tro er, sang vi, at åbne sig, at turde det, at vove det at lade andet og mere end det, som du kan gribe om og begribe komme til, få plads i dig og fylde dig med håb. Det er at lade selvskabte forsvarsparader falde. Det er at erkende, at her er du i det, som du ikke har magt over og ikke magter.

Det er hvad den kongelige embedsmand gør.

 

Han kommer til Jesus. Det hørte vi. Ham, der ellers har en magtfuld position og i andre sammenhænge ville kunne trække på sine forbindelser i magtens system, han opsøger Jesus. Han gør det, fordi han er der, hvor han netop ikke kan fremmane en optimistisk tro på, at det nok skal gå med sønnen. Sygdommen har bidt sig fast. Det går kun én vej. Han selv er magtesløs.

 

Men han har håb. Det håb er rettet mod den mand, der netop er kommet til hans egn. Måske tror han ikke helt på, at Jesus kan gøre en forskel, forskellen mellem liv og død. Det kan være, at han ikke helt ved, hvad han tror. Det kan være, at han er ikke er spor optimistisk. Det kunne man have en fornemmelse af. Men han håber. Det håb driver ham til Jesus. Og håbet indfries.

 

Det er et tegn! Et tegn på hvad vi kan tro: Guds søn betyder forskellen mellem liv og død, han er forskellen mellem død og liv – for os. Det er troens og håbets indhold.

 

Da manden beder Jesus om at komme med sig hjem, så han kan gøre hans søn rask, siger Jesus ”I tror kun, hvis I får tegn og mirakler at se”. Og sådan er det. Det kan man læse både før og efter det her lille afsnit i Johannes evangeliet. Trangen kender de fleste af os, tænker jeg. Evangeliet beretter om, at der sker noget der, hvor folk ser underlige ting ske. Det bevæger. Det sætter i bevægelse. Og så rykker det. Så forsvinder skepsis. Så har Jesus vundet deres tillid. De tror! Håb tros og det er livgivende.

 

Det er det der sker for embedsmanden. Det er det, der sker for andre, der var vidner til det her.

 

Hvad med os?

 

Det er også et tegn til os. Som embedsmanden, en far, er der, hvor han af bitter erfaring må indse, at der er det i denne verden, som et menneske ikke kan ændre på, som gør så ondt, som slukker optimisme og glæde, kan vi være i det, der ligner.

 

Der skal vi ikke forblive. For der er en bevægelse fra tab, svaghed, håbløshed til tro i det, som vi hører og som også er tiltale til os. Der er det, der er mørkt og tungt, som vores veje, vore dage, foregår i. Der er også andet. Der et levende håb, som intet mørkt kan få bugt med. Der er bevægelse fra mørket. Fortællingen om din eller min dag i går, i dag eller i morgen kan fremstå dyster og mistrøstig, når vi fortæller den fra mørket. Men her, lige nu, skal du og jeg høre, at der ind i den historie fortælles en anden. Den hæver sig op over det, som du selv siger og mener, at du ser, og rummer alt, hvad du kommer med. Den lærer dig og mig, at vi først og fremmest kan sige om os selv: Jeg får livet, igen og igen. Selv i døden. Gud har overtaget selv der. Også i døden er et menneske omfattet af Guds omsorg, kærlighed og tilgivelse. Det står fast.

 

Er der tegn på det?

 

Ja. Vi så det lige før. Konrad blev døbt. Det blev han med Guds ord og vand. Et kors for ansigtet og et for hans bryst, for et menneskebarn hører til hos Gud gennem hans søn, den korsfæstede og opstandne. Ord og vand fortæller os om det, vi kan tro, det vi kan håbe og den kærlighed, der kilden til begge dele.

 

”Vær stærk i Herren” står der i det brev, der angiveligt blev sendt til en menighed i Efesos, Grækenland, for knapt 2000 år siden, dagens læsning fra alteret. ”Lad Guds kraft og store magt styrke jer!” , stod der i brevet. Guds kraft og magt er opstandelsen. Lige dér, påskemorgen, med Guds oprejsning af sin døde søn, udspringer det håb, som vi kan leve i tillid til. Der er det, som vi kan tro og leve det her liv med alt det, som det også er, på.

 

”Jeg har stadig håb.” Det slog præsten i Betlehem fast. Men optimistisk var han ikke. Sangeren, en ung enke havde håb. Men tro kunne hunvist ikke rigtigt.

 

Men er det mon ikke sådan, at håb er en form for optimisme, som har sin grund i, at Gud kan vi have tillid til? Også der hvor vi har svært ved at få det til at hænge sammen? For der er noget i et håb. Der er det, der håbes på. Jesus giver os tegn på og bevidner, at Gud i ham som livets Gud er med os selv, der hvor døden er. Og det, som håbet er, er det vi tror på det gælder. Ellers var det ikke et håb. Det lyder muligvis lidt kringlet. Men bedre kan jeg ikke lige finde ud af at formulere det i dag.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

 

 

 

 

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste!

Tak for denne søndags ord til os om, at kommer vi til dig med håb, tager du imod. Når et menneske kaldte på din søn, viste du, din vilje til liv. Vi kan miste optimismen, vi kan tvivle, men du holder os fast i tro, håb og kærlighed.

Vi beder dig: Velsign jorden.  Velsign og hjælp os, så det må lykkes for os at værne om den til bedste for både mennesker og natur.

Vi beder for alle med magt, viden og myndighed. Vi beder vi for kongehuset, regering og alle øvrigheder. Måtte de forstå at lede og beslutte. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er betroet. Hold dem og os fri af indbyrdes strid, ufred, teror og alt ondt.

Vi beder for de mennesker, som står os nær, dem, som vi elsker, de, der gør vores liv rige. Vi beder for hverdagslivet, som vi har med hinanden, hjemme, på arbejdet og hvor vi færdes.

Vær hos den, der har det svært, den, der sørger, savner, den sidder i mørket og dødens skygge . Giv fred til den slidte , urolige og trætte, mod til den modløse. Vis os dit milde ansigt, når døden vil lukke sig om os.

Vi beder for din kirke her og alle steder i verden. Giv os at leve sammen i tro, håb og kærlighed og efter et liv under dit ord den evige salighed. Lad os båret af din Ånd tage dine ord med os herfra til det, der venter os. Amen

 

 

 

 

 

 

Allehelgen den 3. november 2019, Matt 5,1-12

Salmer: 729, 294, 571 – 573 (438, 440, 321, 1-2) 14

En af min fars fætre døde forleden. De er vokset op tæt på hinanden, de har tilbragt sommerferierne sammen. Venskabet fortsatte, da de blev gift og stiftede familie, nu var vi bare flere, der hyggede os i hinandens selskab. Den fætter er det nærmeste, som min far kommer på en bror, og hans død er et enormt tab. Selv om de ikke har rendt hinanden på dørene i de sidste mange år, er sorgen virkelig stor. Også for os andre, men jeg må indrømme, at efter et par dage gled tristheden for mit vedkommende i baggrunden til fordel for alle de mange, mange gode minder, vi har haft sammen med ham og hans familie. Taknemmeligheden over at have kendt ham, dette kreative, omsorgsfulde, gavmilde menneske, skubbede sørgmodigheden i baggrunden. Først følte jeg mig skyldig, for sorgen er vel det vigtigste, glæden kommer i anden række, gør den ikke? Jo, sådan vil vi umiddelbart sige, men måske skal vi netop bruge sådan en Alle Helgens søndag som i dag til at vende perspektivet om. I eftermiddag ved mindegudstjenesten skal sorgen og tabet være i centrum, men her i formiddag har vi mulighed for at tale om de døde, som andet og mere end nogle, der forvolder sorg og giver anledning til formørkede tanker. Her kan vi vende blikket mod det, som går forud for tabet. Livet, glæderne, gaverne. Det er faktisk helt i søndagens ånd at tænke på, hvad de døde gav os, mens de var her; hvad de lærte os, hvilke muligheder, de åbnede for os, hvilke veje, de pegede på, hvilke redskaber, de videregav, hvilke erfaringer, de delagtiggjorde os i osv., osv. Alle Helgens søndag handler om de døde som forbilleder for os. Martyrer og helgener blev med tiden troens ubestridte forbilleder, men det er ikke dem, som dagens tekst handler om. Det er ikke de uopnåelige typer, der gør noget fuldstændig enestående, som Jesus fremhæver. Han står på bjerget og taler om alle dem, som ikke umiddelbart springer i øjnene ved deres forbilledlighed. Salige er de fattige i ånden, salige er de, som sørger, salige er de sagtmodige, salige er de som forfølges,” siger han, og hvis vi oversætter helt ordret fra den græske tekst, er de salige lig med de lykønskede. ”Hvor er I heldige, alle I, der er fattige i ånden, tillykke med det!” står der direkte oversat, og det lyder godt nok sært i vore ører; hvad er der at ønske tillykke med hos dem, der er ydmyge i al deres fattigdom, hvad enten der er tale om konkret fattigdom, mangel på mad og bolig bl.a., eller mere mental fattigdom, dvs. uvidenhed om livet, naivitet måske, eller hvad med de sagtmodige, der bøjer sig mod jorden – hvori består deres held, om vi må spørge? For slet ikke at tale om dem, der forfølges til trods for deres kamp for at skabe retfærdighed? Men pointen er, at Jesus peger på dem, som i verdens øjne ikke ser ud af ret meget, de upåagtede, de upåfaldende, de oversete, dem, som Instagram ikke har plads til, dem, der aldrig bliver kendisser. Og når de er heldige, når Jesus lykønsker dem, er det, fordi de allerede lever, som man gør, i Guds rige, hvor de mindste er de største, hvor de fattige glædesstrålende tager imod, hvor de barmhjertige sætter sig selv til side for at hjælpe, hvor de som forfølges, glemmer alt om at tage hensyn til sig selv, fordi de kæmper for en højere sag, en bedre verden. De salige lægger deres liv i Guds hænder og forsøger at gøre, som Kristus fortæller.

 I vores samfund hylder vi det spektakulære, det ekstraordinære og det succesfulde, her finder vi vores idealer, men sådan er det ikke i Guds rige, her er det omvendt. Det forbilledlige, det efterlignelsesværdige skal findes i de små ting. Lad mig komme med et eksempel på det fra romanen Ud at stjæle heste, hvor hovedpersonen, den 67-årige Trond, sidder og drikker en kop kaffe sammen med byens mekaniker. Trond er for nylig flyttet til stedet og har købt et temmelig forfaldent hus, og mekanikeren spørger, om Trond er vant til at snedkerere. Nej, siger han. Og så tænker han: ”Det jeg gør, som jeg aldrig har fortalt nogen er at jeg lukker øjnene hver gang jeg skal gøre noget praktisk ud over det jeg til daglig er nødt til at foretage mig, og så forestiller jeg mig hvordan min far ville have gjort det eller hvordan han faktisk gjorde det som jeg har set, og så efterligner jeg det til jeg kommer ind i den rigtige rytme, og opgaven åbner sig og bliver synlig, og sådan har jeg gjort så længe jeg kan huske, som om hemmeligheden ligger i kroppens holdning til det der skal gøres, i en vis balance i udgangspunktet, som at ramme planken i længdespring, og den rolige beregning lige før af hvor meget der skal til, eller hvor lidt, og den indre mekanik som hver opgave altid har; først det ene og så det andet i en sammenhæng der ligger nedfældet i ethvert stykke arbejde, ja som om arbejdet allerede findes der som færdig form, og det kroppen skal gøre når den bevæger sig, er at trække et slør til side så alt kan blive læst af den der betragter. Og den der betragter er mig, og ham jeg ser for mig hvis bevægelser jeg læser, er en mand på knap fyrre, som min far var da jeg så ham sidste gang da jeg var femten år, og han forsvandt ud af mit liv for altid”.  Trond er egentlig ikke særlig praktisk anlagt, men når han efterligner sin fars bevægelser, kan han lave det meste. Trond lukker øjnene og forestiller sig sin far foran den samme opgave, han ser hans bevægelser for sig og efterligner dem, og så lykkes opgaverne for ham.

Lige præcis på det punkt er hans far et forbillede, en, han kan følge i hælene på; han er den, der har videregivet ham nogle håndværksmæssige muligheder. At han forlod sin familie på den måde, han gjorde, er ikke forbilledligt. Han svigtede, men han gav noget først, og det er Trond bevidst om, selv om han naturligvis også er bitter over at have mistet sin far. De døde er ikke bare dem, der lader os stå tilbage i sorg og tomhed. De døde er også dem, der gør os til dem, vi er. De har givet os glæde, de har lyst op, de har vist os, hvilke veje, vi kunne tage i livet og hvilke vi skulle holde os fra, før de forsvandt og lod os stå tilbage med tabet. Og sådan er det også med dem, som Jesus lykønsker. De var levende forbilleder for disciplene, og de er forbilleder for os. Saligprisningerne lærer os, at Gud er der, hvor vi ikke kan få øje på andet end svaghed og afmægtighed. De viser os, at i Guds rige hører alle de hjemme, som verden ikke har den store tålmodighed og overbærenhed med: Dem, der ikke kan regne verdens love ud, de sørgende, de sagtmodige, de sultende og tørstende, de barmhjertige, de rene af hjertet, de forfulgte og forhånede og de fredsstiftende. De salige er ikke uopnåelige i deres salighed, de salige har vist os, at saligheden er dér, hvor vi lever i tillidsfuld undren og taknemmelighed over, at Kristus kommer os i møde i vores ufuldkommenhed og begrænsning; himmeriget er dér, hvor vi trods omverdenens modstand og foragt holder fast i, at selv det værste udskud er Guds barn.  Det er Alle Helgen søndag og før sorgen trækker tabet frem, skal vi standse op ved glæden over det, vi lærte af dem, der ikke er her mere. Tænk, at der i vores liv, var nogen at efterligne, nogle, der lærte os at være gavmilde og barmhjertige, nogle der gav os håb og kampvilje. Amen

 

Mindegudstjeneste den 3. november 2019, Johs 11,17-27

Salmer: 785, 837, 15, (729, 7-8)787

”Når jeg er ved at vågne, synes jeg, at han er der ved siden af mig i sengen. Jeg strækker foden ud mod ham, søger. Jo, jeg kan føle varmen fra ham og mærke hans lange tæer under min fodsål. Men når jeg vågner, er han borte,” skriver forfatteren Hanne Marie Svendsen efter sin mands død. Han føles så levende, når hun halvdrømmer i nattemørket, men lige så snart hun vågner, er der ikke noget at tage fejl af: Han er der ikke. Han er væk. Hvordan kan den afdøde ægtemand både være der og ikke være der? Er det ikke umuligt? Nej, det er jo sådan, vi oplever det, er det ikke? I det ene øjeblik er det, som om hun sidder i sofahjørnet med en bog, lyden af knitrende papir, når der blades virker helt reel, men i samme øjeblik øjnene flytter sig fra fjernsynet, er hun væk, sofaen er tom. Eller man hører lyden af trin foran hoveddøren, det er hans, ingen tvivl om det, og så styrter man ud for at åbne og sige hej, men han er der ikke, og det er selvfølgelig forfærdeligt, at vi på den måde hele tiden slås tilbage til nulpunktet. Hanne Marie Svendsen skriver: ”Jeg synes, at du er allevegne. Du står i køkkenet ved siden af køleskabet. Men du er også i stuen og ovenpå”. Hun oplever det samme som alle andre, at der stadig er et stærkt bånd, til ægtemanden. Han er væk, ja, og alligevel er han der stadig, og det er måske det bedste, der er sket i løbet af de sidste ti år: Endelig er det gået op for os, at det ikke handler om at komme videre og at komme over det. Endelig har vi forstået, endelig har psykologer, og læger og alle andre forstået, hvad de efterladte altid har vidst: Vi kommer aldrig over et tab, det følger os resten af livet, vi bærer de døde med os fra nu af og indtil vi selv dør. Endelig har vi fattet, at båndene til dem, vi elsker. ikke bliver kappet over, når de ikke længere er her. Til gengæld skal vi ”omforme” de bånd, som journalist Esben Kjær formulerer det, og dvs. at vi skal finde nye måder at have de døde med i vores liv på. Jeg kan stadig huske, hvordan vi i min familie altid skulle forbi kirkegården og lægge blomster, før vi besøgte et vennepar, der havde mistet en søn. Når vi ringede på deres dør og mærkede duften fra køkkenet strømme os i møde, kunne vi sige: Vi har lige været på gravstedet, der så fint ud. De lyste altid op i et smil, når vi sagde sådan, for naturligvis var hans plads ved bordet tom, men at besøge hans grav som optakt til middagen var en anerkendelse af, at han stadig var en del af familien. Han blev stadig tænkt med. Vi havde ikke glemt ham, vi har ikke glemt ham. Hanne Marie Svendsen bevarer båndet til sin ægtemand gennem tres år ved bl.a. jævnligt at besøge kolumbariet, dvs. den urnehal, hvor urnerne står i en reol og venter på at blive sat i jorden, og hun oplever, at mange gør det samme, stiller sig foran deres kæres urne, hvisker, råber, er vrede, glade, græder eller smiler, det er meget forskelligt. Selv lægger hun armene om sin mands urne og tænker: Her kan jeg tale med ham. Hun skriver: ”Hver gang jeg hører nyheder, tænker jeg: Nu skal jeg hen og lægge armene om ham, fortælle ham, hvad der er sket, spørge ham, hvad han synes, jeg skal gøre”.  Vi skal ikke tænke vores døde ud af vores liv, vi skal tænke dem ind i vores liv på en ny måde, anerkende at de på en og samme tid er her og ikke er her. Jeg ved ikke, om I kastede et blik på den store mindetavle ude i våbenhuset. Den er malet til ære for Peder Udsen og hans hustru Dorthe. Han var købmand, rådmand og kirkeværge i 1500-tallets Kolding, men det er mindre interessant i denne sammenhæng. Det interessante og, må vi sige, temmeligt bevægende er, at samtlige familiemedlemmer, også de syv døde børn, optræder på mindetavlen som døde. Deres ansigter er blege, de er klædt i hvide ligklæder. De er med på billedet, fordi forældrene ikke var det mindste i tvivl om, at de døde lever videre hos Gud, og at de skal genforenes med børnene i himlen. De havde et evighedshåb, de havde en tro på, at der ventede dem et liv på den anden side af dødens mørke. De havde ikke bare hørt ordene fra Johannesevangeliet, hvor Jesus siger til Martha, der lige har mistet sin bror Lazarus:  ” Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø,” de havde taget ordene til sig som et løfte. Og med den tro, med det håb om, at døden ikke har magt til at beholde os i sit mørke, at vi skal leve i evigheden, fordi Guds magt er stærkere – den bygger jo på en kærlighed, som er uovervindelig – er de døde netop ikke langt væk. De lever, ikke her, ikke hos os, men hos Gud, hvor de sikkert har en anden form og skikkelse end de havde, mens de levede, men vi vil helt sikkert genkende dem alligevel, det er jeg sikker på. Hanne Marie Svendsen kan godt lide, at de døde sendes af sted med ordene ”af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå. Hun skriver: ”Det er jo sandheden, den smukkeste genopstandelsesmyte. Vi bliver til kompost og genopstår i de træer og buske og planter, som skal brødføde vores efterkommere…” Hun tager ordene helt bogstaveligt, men opstandelse er mere og større end at indgå i naturens cyklus, opstandelsen er et brud på den cyklus. Gud insisterer på, at vi er mere end natur, vi er hans børn, som er alt for værdifulde til at overlade til den almindelige nedbrydning. Vi skal dø, men i evigheden skal vi leve. Indtil da er det vores opgave at holde de døde i live gennem minderne, gennem den daglige samtale med dem, gennem gråden over, at de er væk. Den døde er væk, og den døde er her. Nærvær og fravær. Sådan er det at miste og beholde på samme tid. Amen

 

17. søndag efter trinitatis den 13. oktober 2019. Luk 14,1-11

Salmer: 392, 448, 411 – 691 (438, 440, 321,6-7) 731

Det er lørdag i Jerusalem. Det er sabbat. Jøderne har været til gudstjeneste i synagogen. Nu er de gået hjem for at spise noget af den dejlige mad, som husmoren har tilberedt i dagene op til, for på hviledagen må der under ingen omstændigheder arbejdes. Det står der i De ti Bud. På sabbatten holder man sig i ro, lader de snavsede kopper stå, vasketøjet ligge og ukrudtet vokse lige så tosset, som det vil. Der kommer en dag i morgen til den slags. Jesus, der er i byen, er blevet inviteret hjem til en skriftkyndig jøde, en ledende farisæer, for i jødedommen har man en talemåde, der lyder sådan her: ”Et træ kan være alene på marken, et menneske alene i verden, men ingen jøde er alene på en sabbat”. Det var mere reglen end undtagelsen, at der sad mange med til bords ved frokosten, og at snakken gik livligt. Denne bestemte dag venter alle spændt på at høre, hvad Jesus har at sige, men han når ikke engang at åbne munden, før der står en syg mand foran ham og beder om hjælp. ”Må jeg gøre ham rask på en sabbat,” spørger Jesus provokerende. Og helbreder selvfølgelig manden. Intet bud skal forhindre ham i at være barmhjertig, ingen regel skal komme imellem ham og et menneske i nød. Det er i det hele taget reglerne, som får et skud for boven i dagens evangelietekst, for Jesus nøjes ikke med at overtræde hviledagsbestemmel- serne, han korrekser også bordplanen. Dette med, at nogle føler sig selvskrevne til en plads tæt på værten, fordi de mener, de er særligt betydningsfulde, kender vi udmærket. Sådan har det altid været. Både når der var fest, men sandelig også til daglig. Især før i tiden. Der var f.eks. regler for, hvem man kunne omgås, og hvem man absolut ikke kunne omgås.

Forfatteren Thit Jensen skriver i sine erindringer om opvæksten i Farsø i Himmeland, hvor hendes far var dyrlæge: ”Det er grinagtigt med sådan en 5-6 familiers by. Doktorens kan ikke omgås apotekerens, det er ikke fint nok. Apotekerens kan ikke omgås os. Det er ikke fint eller standsmæssigt. Vi kan ikke omgås købmændene, det er jo under standen! Købmanden eller håndværkerne ikke omgås jordarbejderne… Det er et fuldstændig indisk kastevæsen,” bemærker forfatterinden. Vi kan bare tage vores egen kirke. I 1500-tallet kunne man betale sig til et stolestade. Kongen og dronningen sad selvfølgelig på de øverste pladser, alle rækkerne ned efter var folk placeret efter rang og stand. Sådan er det heldigvis ikke mere, hverken indenfor eller udenfor kirkens mure. Vi er blevet mere lige socialt set, men det betyder ikke, at der ikke stadig går nogle usynlige grænser igennem vores samfund. Den fortælling, som Jesus fortæller ved bordet, er desværre ikke spor irrelevant. Vi har, præcis som generationerne før os, behov for at blive mindet om, at vi ikke har ret til at hævde os selv på andres bekostning. Vi har behov for igen og igen at få gentaget, at i Guds rige er alle lige. Det er den egentlige grund til, at Jesus opfordrer til ydmyghed. ”Sæt dig nederst ved bordet, måske er du så heldig, at værten selv siger, at du skal sætte dig højere op”.  Jesus indfører ikke en ny regel, for hvis det bliver kutyme at sætte sig nederst af ren og skær beregning, er det lige så slemt som at sætte sig øverst til at begynde med. Reglen er, at der ikke er nogen regler, når Jesus taler om forholdet mellem mennesker indbyrdes og mellem ham og os. Der må ikke være en eneste regel, som spænder ben for næstekærligheden.

Dagen i dag handler altså kort og godt om reglernes sammenbrud. Naturligvis kan vi ikke undvære regler sådan i al almindelighed, så falder samfundet ganske enkelt fra hinanden. Vi er nødt til at vide, at bilerne skal køre i højre side, at vi ikke må stjæle. Der er nødt til at være faste bestemmelser for, hvornår jagtsæsonen går ind, at man skal gå i skole, at man ikke må slå sine børn. Lige nu arbejder man på at få bilisterne til at indse, at man ikke må tale i telefon eller skrive sms´er, mens man kører, fordi man sætter både sit eget og andres liv på spil, hvis man ikke er koncentreret om sin kørsel og de andre trafikanter. Så nej, vi kan ikke klare os uden regler, så enkelt er det. Retningslinjer er uundværlige i den her verden. Til gengæld hører de ikke hjemme i Guds rige. Guds rige er ikke underlagt nogen som helst form for regler, for her er det livet selv, der dikterer, hvad vi skal gøre. Står der et menneske over for dig, som er ved at kollapse, skal du gribe det, også selv om det betyder, at du må melde afbud til middagen hos dronningen, for nu at sætte situationen på spidsen. Livet kommer altid før reglerne. Det er det, som Jesus viser eftertrykkeligt, da han helbreder manden på en sabbat. Mennesket kommer før reglerne, det er det, han understreger i sin lignelse om, hvor man skal placere sig omkring bordet, og det er den forkyndelse, som han hele tiden omsætter i handling. Livet først, mennesket først. Altid. Og måske ville den indstilling komme mere naturligt til os, hvis vi grundlæggende var ydmyge over for tilværelsen. ”Himlen fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans hænders værk, dag forkynder det til dag, nat kundgør det til nat,” står der i den salme, jeg læste højt fra alteret. Salmen er fuld af glæde over og ærefrygt for den overvældende verden, som vi ikke selv står bag. Salmen takker Gud for det vidunderlige, han har skabt, for solen, der gennemløber sin bane henover himlen, og den tak kan vi kun finde ord for, hvis vi forstår vores egen, underordnede plads i skaberværket, vores egen lidenhed og ubetydelighed. Uha, det skurrer fælt, hvem har lyst til at være ubetydelig, vi har alle sammen lyst til at være noget særligt og bemærkelsesværdigt, vi vil skille os ud på den gode måde, så andre lægger mærke til os, vi vil gerne hæve os op over flertallet – det er en skrækvision at gå i ét med tapetet! Og vi vil gerne kunne takke os selv, når vi gør noget enestående. I sådan en individualiseret verden som vores er det et ideal at være selvtilstrækkelig, og dvs. ikke at være afhængig af eller skylde nogen tak for noget som helst. Vi glemmer bare, at den selvtilstrækkelige er ligesom det træ, der står midt ude på en mark, udsat for vind og vejr. Så længe solen skinner, har det ingen problemer med at stå alene, men i samme øjeblik det bliver storm, er det forfærdelig udsat, fordi der ikke er andre træer, som giver læ og støtte. Hvis stormen er hård nok, vælter det. Det selvtilstrækkelige menneske er et sårbart menneske, mens det ydmyge menneske er ham eller hende, der forstår sin afhængighed af andre, forstår at man er en del af et hele, et fællesskab, hvor vi skiftes til at bære eller selv blive båret. Det hjælper på selvopfattelsen engang imellem at lægge hovedet langt tilbage og kigge op, enten en sommerdag hvor der ikke er nogen ende på den blå himmel, eller en efterårsdag, hvor skyerne jager afsted, eller en aften, hvor synet af de uendeligt mange stjerner få det til at svimle. Da føler man sig lille og taknemmelig og ydmyg over at være i live; da føler man sig på højde med alle andre, hverken mere eller mindre. Da er man et menneske overfor sin Gud, på en gang den største og den mindste. Hvor latterligt i den position overhovedet at overveje, om hvor man skal sætte sig ved bordet, og hvem man skal sætte sig ved siden af. Amen

 

16. s. e.trin. 1.tr.

6.okt. 2019

Sankt Nicolai kirke kl.10.30

31 Til himlene rækker

840 Velsign mit barn

827 Jeg kender det ansigt på korset

224 Stat op min sjæl

321 v.1-2 O kristelighed

736 Den mørke nat forgangen er

 

Job.3,11-22

Ef.3,13-21

Luk.7,11-17

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

 

I dine noveller er død ikke bare død” sagde radioværten til den iranske forfatter Shahrnush Partipur. Eller måske rettere spurgte. Det lød som om der var et spørgsmålstegn i slutningen af sætningen. ”Død er ikke bare død?” Forfatteren svarede bekræftende. ”Død er ikke bare død. Død er en ny begyndelse”.

 

Forfatteren gør, som jeg forstod det op med de entydige forståelser. Død er ikke bare død! Måske er der hjælp til at forstå i og med, at hendes noveller finder sted i haver. I hendes del af verden er haven et mytologisk sted, ikke noget, der kan tages for givet, planter og træer gror ikke bare, det er en særlig kunst at skabe en have. Livet skal hjælpes frem. Det kommer ikke af sig selv. Det iranske ord for have er ”Paradis”. For os et bibelsk ord for Guds sted, menneskets begyndelsessted, det gode sted – og det tabte sted.

 

”Død er ikke bare død. Død er en ny begyndelse”. Det lyder fuldstændigt i modstrid med det som vi oplever. Døden er afslutning.

 

”Arvid (i Per Pettersons roman ” Mænd i min situation”) drømmer sig død. Hans tilværelse er gået i opløsning. Han er blevet skilt. De tre døtre vil ikke se ham. Hvad der præcist er sket, hvorfor, ægteskabet ikke holdt, hvorfor pigerne beslutter sig for at de ikke vil være hos ham hver anden weekend? - ja det er der nok en del grunde til.

Men én af dem er nok opgivelse. At han giver op. Lader stå til. At han ikke kan finde på andet end at forsumpe. Og så drømmer han sig død fra den tilværelsen som han er gået død i, som han vel sagtens har været med til at tage livet ud af. Tankerne kredser i nattens mørke om, at alting sker og ses for sidste gang. Lyset er ikke længere hans. Sådan opleves det. ”… jeg kunne ikke se nogen anden vej ud af den tilstand, jeg befandt mig i. Og da jeg ikke kunne komme ud for egen motor, måtte der en ulykke til, eller en sygdom (Per Pettersons roman ” Mænd i min situation”, s.92)

 

”Jeg kunne ikke komme ud for egen motor”. Nej. Det kan intet menneske. Når først der gået død i ens tilværelse, så kan vi ikke selv – selvom vi tror vi skal. Det gælder, når det menneske, som vi holder af dør fra os. Det gælder, når det liv, som vi uforskyldt eller selvforskyldt ødelægger, får splittet ad, går i stykker.

 

”Her skal der et mirakel til”, kan vi tænke, når vi er ved at drukne i det. Men tror vi på det? Tør vi? Vil vi?  Eller er det for underligt?

 

Dagens evangelium er et under. Et under skåret helt ind til benet. Her fortælles kort og kontant: En er død. En sørger. Ingen kan hjælpe. Jesus ser det. Han siger til den døde: Rejs dig! Den døden rejser sig. Aller undrer sig.

 

Det er den korte udgave.

 

Den lidt længere kunne lyde sådan her:

 

To selskaber møder hinanden på vejen ved byen Nain. Det ene er et begravelsesfølge på vej til kirkegården. En mor, en enke, har mistet sin søn. Hun har mistet alt. Naboer, venner følger hende den tunge gang til graven. Hoveder er bøjede. Der grædes. Det andet selskab er en broget flok, der lige har været vidne til at Jesus, bare ved at sige det, har gjort et meget sygt menneske rask. Ikke fordi det menneske selv bad om det. Men fordi en anden gjorde og troede på at Jesus kunne hjælpe. Her har snakket vel gået. Begejstret og højrøstet, vil jeg tro. Stemning kan må da have været munter, for hvad har de ikke været vidne til! Når en dødssyg kan blive rask, hvad kan der så ikke være i vente?

 

De kommer imod hinanden de to følger, enkens og Jesu. De har retning hver sin vej. Det, som de er i, er vidt forskelligt. Hinandens modsætninger. Liv møder død.

 

Det er det, det er. Døden er ikke bare død. Her er en ny begyndelse. Det, der sker er enkelt: Livet møder døden. Jesus ser den døde. Han ser sorg og tab. Han træder ud af det muntre selskab. Han slutter sig til de sørgende. Han går hen til den døde. Han siger: Rejs dig!

 

Og det er det! Det kan døden ikke klare. Den må bøje sig, forføje sig, slippe sit tag, fordufte. Liv møder død. Livet gør ende på døden. Ikke omvendt. Overfor Jesus, Livets Guds Søn, er døden ikke bare død. Fra den bliver der en ny begyndelse. I salmen før sang vi ”Jeg kender dit ansigt en morgen / lyslevende Menneskesøn, / du kalder de døde fra dybet / og gør din velsignelse kendt. / Jeg møder dig ansigt til ansigt / når sollysets tøven er endt” (100 salmer, nr. 827)

 

Evangeliet fortæller, at Jesus er der. Han er lige dér hvor døden også er, i menneskelivet. I ham og i det han siger, i det han gør, får vi indblik i, at hvor Gud er, kan der kommer mere til. Altid. Uanset hvad vi måtte tænke og tro. Og det gør der. Den ultrakorte beretning om underet på vejen udenfor Nain fortæller os det. Med den må det dæmre for os, vi aner - for mere kan det nok ikke blive til for vores fornufts- og erfaringskrævende hjerner. Men evangelisten siger: Se her! Se: Gud bryder op i det, som vi kun formår at se som afslutninger. Gud sætter i bevægelse, hvor alt er stivnet og gjort forbi. Gud taler til, kalder på mennesker og rejser op og lemper videre ved at se og tale til dig i liv og død.

 

Om lidt skal vi synge en påskesalme. Det kan virke malplaceret. Det er jo efterår. Men der opstandelse over den her søndag. Der er opstand mod døden. Der er som påskedag opbrud og grøde i luften. Påskedag er det Guds søn, der rejser sig og går fra sin grav. I dag, i evangeliets tid før det skete, siger Jesus “Rejs dig!” Og det sker – for at vi skal se og tro det er Guds vilje med os, at døden ikke skal beholde os.

 “Stat op min sjæl i morgen gry...her er nyt fra dødens porte ... afvæbnet nu og ødellagt, for evig er nu Helveds magt... kom hjerte med havd dødt du har, hvad du med sorg til graven bar, gak med det alt til ham som døde, men levende dig nu vil møde!” skal vi synge.

Liv møder død.  Frelsens sandhed er, med Grundtvigs ord, ”at livet måtte komme til os på dødens vej, at livet møder døden på dens vej og sejrer”. Det tilsiger evangeliet om mødet ved Nain os. Her er skabelse og frelse. Begyndelse og ny begyndelse kunne man sige. Det foregik lige her, hvor vi lever og er til, i dette liv og med den død, der findes, det er her livet og døden i Kristus er mødtes, og her livet i ham har vundet den afgørende og fulde sejr.

Arvid i Per Pettersons roman, er gået død i det burde have være fyldt med fremtid og livsglæde.  Han siger om det ”Jeg kunne ikke komme ud for egen motor” og drømmer sig død – for for ham er døden afslutning, punktum. Det er forstemmende, mørk læsning.

 

I den iranske forfatter Shahrnush Partipur noveller, der foregår haven, med det iranske ord ”paradis” er død ikke bare død, men ny begyndelse. Jeg ved ikke præcist hvordan det skal forstås, men det er tankevækkende, og uden at have læst novellerne fornemmer jeg at der en befrielse i den opfattelse.

 

Her hos os i dag, i kirken, bruger vi ordet ”frelse”.

Gud vil frelse, og det betyder jo befri, befri fra det, der vil holde os adskilt fra hans kærlighed. Derfor viste Gud i sin søn, at ikke engang døden har magt til det.

 

Og derfor er en sejerstone i den salme, som vi skal synge om lidt. Det er livets triumf over døden, der synges ud. Vi er med i den. Det er vores frelse, der synges om, opstandelsesglæden bliver vores i takt med, at vi synger salmen.

Opstandelsen er det modsatte af stilstand og død. Den er det modsatte af håbløshed og fortabelse. Den er oprejsning. Den er, at noget andet og mere end vi kan forestille os, kan slå igennem og skubbe afslutningens mur – og alle andre mure, der bremser livet og lyset – til side.

Lad os slutte der. Med den tilføjelse, at verden, det sted hvor vi lever er Guds, og som i paradisets have er der allerede her og nu åbninger, sprækker af lys, muligheder - skabt af Gud, for livets skyld - så vi selv midt i det meningsløse og tunge, kan tro på genrejsning og oprejsning for det som døden forvolder os. Der er opstandelse fra døden. Nu og engang.

Lov og tak og evig ære være dig Gud, fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

 

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste!

Tak for denne søndags ord til os om, at du møder os, hvor og hvad vi færdes i. Hjælp os til at tage beretningen om det underfulde, som du i din søn gjorde, til os med taknemlighed og lad fornuftens indvendinger finde ro i det håb, som du på den måde viser os findes. Lad i os underet ved Nain se din vilje til at genrejse, oprejse det menneske, som døden, sorgen, tabet har slukket livet i.

Vi beder dig: Velsign jorden.  Velsign og hjælp os, så det må lykkes for os at værne om den til bedste for både mennesker og natur.

Vi beder for alle med magt, viden og myndighed. Vi beder vi for kongehuset, regering og alle øvrigheder. Måtte de forstå at lede og beslutte. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er betroet. Hold dem og os fri af indbyrdes strid, ufred, teror og alt ondt.

Vi beder for de mennesker, som står os nær, dem, som vi elsker, de, der gør vores liv rige. Vi beder for hverdagslivet, som vi har med hinanden, hjemme, på arbejdet og hvor vi færdes.

Vær hos den, der har det svært, den, der sørger, savner, den sidder i mørket og dødens skygge . Giv fred til den slidte , urolige og trætte, mod til den modløse. Vis os dit milde ansigt, når døden vil lukke sig om os.

Vi beder for din kirke her og alle steder i verden. Giv os at leve sammen i tro, håb og kærlighed og efter et liv under dit ord den evige salighed. Lad os båret af din Ånd tage dine ord med os herfra til det, der venter os. Amen

 

 

 

 
14. søndag efter trinitatis, søndag den 22. september 2019
v/ Grete Wigh-Poulsen
 
 

Sl.103

Gal. 5,6-25

Luk.17,11-19

 

42 I underværkers land jeg bor

448 Fyldt af glæde

294 Talsmand som på jorderige

582 At tro er at komme

849 Igen uberørt, bevæget af

754 Se nu stiger solen

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Det er moderne at rydde op og smide ud. Der er gået både sport og TV i det. Eksperten møder op i hjem, konfronterer med rod og gammelt skidt og udfordrer: Ryd op! Smid ud! Og som det sker i sportens verden er der dem, der går til ekstremer. Der er dem der virkelig ”downsizer”, flytter ind i bittesmå boliger på 15-20 m2, far, mor og børn. Der er dem, for hvem det lykkes, at få 496 ting ud af hjemmet på én måned. De indgik i en såkaldt ”31 days declutter challenge”. Derefter er det ”simple living”. (Ja – det skal åbenbart kaldes noget på engelsk )

Når man følger med på afstand og får lov at kigge med i andres bunker og kasser, ser det muligvis ikke ud til at så være så vanskelig en opgave at pege på det, der må være overflødigt og kan kasseres. Så er det let at få øje på det defekte, utidssvarende, grimme, der umuligt kan være til gavn. Så kan det da godt se tiltrækkende ud med de velindrettede få kvadratmeter, hvor der aboslut ikke er plads til rodehoveder og samlere.

Det er sundt. Det gør godt. Det siger de, der har været igennem det. Det skulle give overskud i hverdagen at give slip på det, som man ikke længere har brug for. Og oven i købet god samvittighed – tingene gives til genbrug. En ny begyndelse. Frihed. Et nyt liv.

Hvordan ser det mon ud i de opryddede, renskurrede hjem efter 1 uge, eller 2, eller 1 år? Bor familierne stadig i de små huse med teenagere? Fastholdes det enkle liv? Er de stadigt glade og lettede? Føler de sige lige frie og tanmelige?

De ti i dagens evangelium var ikke i en situation, hver der skulle gives slip på ophobede ejendele. Det er, må vi erkende et økonomisk privilegeret samfunds problematik. Men de var tyngede. Og ufrie. I den grad. De bar på en sygdom. Den kunne ikke bare andre, men bestemt også de selv sagtens få øje på. De vidste at de var syge. De mærkede, hvad den gjorde ved dem. Ikke mindst, at den isolerede dem fra andre, selv fra deres familie, venner. I deres øjne var de blevet til deres sygdom og den kunne ingen andre være i nærheden af. Derfor ragede de rundt derude på vejene, i grænselandet, i et slags ”ingenmandsland” mellem det trygge og det fremmede. Og længtes tilbage. Længtes efter udfrielse af sygdommen. Længtes efter at blive raske, at få lov at leve med andre.

De råbte Jesus om hjælp. Han så dem og sendte dem til helbredstjek hos præsterne. ”Og mens de var der på vejen blev de rene”. Det står der. Det læste jeg. Jesus så de ti, der råbte på ham, og sendte dem afsted til præsterne – og så blev de rene. De slap fri af noget de ti.

Lettelsen når en sygdom slipper sit tag i dig, og du igen kan stå ud af sengen, ud blandt andre, den er genkendelig. Glæden over igen at mærke, at du har kræfter til andet end at opretholde livet, at du har lyst til at se andre, tale med andre, kender du sikkert også. Du kan føle dig dybt taknemmelig, for selvom det måske kun var en influenza, forkølelse eller et maveonde, der ramte dig, så er det som at blive befriet, at mærke at du kom ud på den anden side som rask, helbredt.

Husker vi det efter et par dage?

Af de ti, som blev raske, men de var på vej for at få vurderet om de var rene nok til at omgås andre, var der én, der opdagede det og vendte om, gik tilbage til Jesus for at sige tak.

Måske skal vi læse dagens evangelium som et spørgsmål til os om, hvad vi bruger den frihed, som vi får, til? Eller som et vink til os om, hvordan livet i friheden, er? For frihed, befrielse til et liv i verden, hvor Kristus har lovet at være med, det har vi jo fået med dåben, som Nor og Ludvig i dag. De og vi kan sige om os selv, at vi er ”genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra døde”. At vi er velkomne indenfor i det liv, hvor Gud har sat rammen og den overordnede dagsorden, i Guds rige.

En begyndelse, et liv, i håb, kærlighed, i tro, dét er Guds gave til sit menneske i dåben. Det slår Gud som vores himmelske far døren op til og lukker os ind i med dåben. Det vil Gud give os mulighed for at have del i, på trods af at man ikke kan sige om os selv at vi er helt og aldeles pletfri. De fleste af os ikke kun ordensmennesker. Sådan rækker Gud ud mod os og tager os til sig som sine i forventning om, at vi så modtager hans gode ord til os, hans kærlighed og lever i den. Der bliver ved dåben givet en gave, der, som jeg læste en formulere det ”ikke kun virker baglæns, men også forlæns”.

Det begynder med dåben. Og så siger det sige selv, at der følger en fortsættelse. Hvad der begynder, fortsætter. Sådan er det med os. Vi fødes og udvikler os derfra, fra babyer, til børn, til unge, til voksne, ældre, gamle. Vi er i vækst. Vi vokser, forhåbentlig også i vores dåb, i den kærlighed, som den er udtryk for. Det er meningen. Det er potentialet, om jeg så må sige, at vi fra vores dåb vokser os til dybere indsigt i, hvad Gud vil os og giver os. I den sang, der hedder ”Jeg elsker den brogede verden” er der en linje, der hedder ”Kamp må der til skal livet gro”. Her kunne vi i stedet sige ”Tro skal der til”, ”tro skal der til skal livet gro”. Eller tro og taknemlighed. Eller tro og taknemlighed og glæde – der rækker til dit møde med andre her i verden.

De blev ”rene”, de ti spedalske, der råbte Jesus om hjælp. Det ”urene” ved dem forsvandt åbenbart, da Jesus så dem. Ved at høre deres bøn, ved at se og tale til dem, som af alle andre ikke blev regnet for nogle man kunne have i sin nærhed, blev de til mennesker med menneskeværdige muligheder.

At tale om rene og urene mennesker er et sprogbrug, der kan få alt til at stritte. Historien har sine grumme vidnesbyrd om, hvad der kan ske, når mennesker kommer på den tanke, at der skal ryddes op på den måde.

Men. At få øje på det skrammel som naboen har samlet sammen på sin grund, er nemt nok. At erkende at der er skidt, der kunne trænge til at fjernes, indenfor egen parcel kan være sværere. At fortælle andre at de ikke hører til, tænke at de burde skamme sig, tage sig sammen, falder mange af os så let som ingenting i med. At erkende og vedkende sig at der al god grund til lettelse og taknemlighed over det, der ikke opdages om dig selv, men som i den grad kunne trænge til en udrensning, er sværere.

Det er at være menneske. Vi er i større eller mindre grad både rodehoveder, svinemikler og samlere. Der er altid noget, der har brug for at blive ryddet op i. Og kasseret. Der kommer det til undervejs i et liv, der tynger og er som dødvægt, der skal løftes af.

Det er også at være menneske, Guds menneske, at det løft findes. Vi er ikke det, som vi påføres eller pådrages eller hvad vi selv påfører og pådrager os. Vi er nogle, der har fået mulighed for at være i den virkelighed, hvor rammen og indholdet er bestemt af Guds kærlighed, dér hvor vi kan vide om os selv og hinanden, at ikke behøver at tænke, at det grimme, det syge, det slidte er noget vi kan eller skal have på hinanden. Det er vi lykkeligt befriet for. Som de ti på vejen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

 

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste!

Tak for denne søndags ord til os om din befrielse af alt det ubrugelige og værdiløse, som vi roder med og roder os ind i. Tak fordi du med din søn i stedet viste os at vi ikke nødvendigvis er bundet og fanget i det. Vi lærer i dag, at vi er sat fri fra det og  kan høre til hos dig, rodet og skidtet til trods.  Hjælp os til at huske på det med taknemlighed og glæde. Hjælp os til vende vores opmærksomhed på nådens og tilgivelsen gave, når vi glemmer.

Vi beder dig: Velsign jorden.  Velsign og hjælp os, så det må lykkes for os at værne om verden til bedste for både mennesker og natur.

Vi beder for alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Derfor beder vi for kongehuset, regering og alle øvrigheder i vores land. Måtte de, og vi, forstå at lede og beslutte til alles bedste. Hold dem og os fri af indbyrdes strid, ufred, terror og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Vi beder for de mennesker, som står os nær, dem, som vi elsker, de, der gør vores liv rige. Vi beder for hverdagslivet, som vi har med hinanden, hjemme, på arbejdet og hvor vi færdes.

Vær hos den, der har det svært, den, der sørger, savner, den sidder i mørket og dødens skygge . Giv ro til den urolige, fred til den slidte og trætte, mod til den modløse. Vis os dit milde ansigt, når døden vil lukke sig om os.

Vi beder for din kirke her og alle steder i verden. Hold os fast i det fællesskab som du ved dåben satte os i og styrk os gennem nadverens fællesskab . Bevar os i troen på vi at ved din søn Jesus Kristus er dine elskede dine børn. Giv os at leve sammen i tro, håb og kærlighed og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Lad os båret af din Ånd tage dine ord med os i det, der venter os. Amen

 

12. søndag efter trinitatis, søndag d. 8. september 2019
v/ Niels Risbjerg Lai

Markus 7,31-37

Det kan godt være, at det lyder som en underlig historie den her. Det er det også. For ordet underlig har at gøre med ordet ”under”. Dem gjorde Jesus mange af. Undere. Han gjorde under-lige ting, vid-underlige ting, som man kan undre sig over. Man kan selvfølgelig også bare afvise dem, fordi man ikke kan få det til at passe med det, man ellers oplever i sit liv. Eller det man har lært og finder sandsynligt. Men man kan også forholde sig mere nysgerrigt. Jeg tror, at verden bliver lidt større og rigere og sjovere, hvis man lader sig udfordre lidt. Hvis man stiller spørgsmål, som ikke lige kan besvares – eller måske kun kan besvares med, at ja, det er et under. Måske er det muligt at få mening ud af det, selv om hjernen gør modstand? Måske behøver vi ikke altid hundrede procent at forstå det hele til bunds?

I torsdags begyndte konfirmanderne at gå til præst, som de siger. En vigtig pointe til konfirmationsforberedelsen er at undre sig, at spørge nysgerrigt, at lede efter det, vi godt kender, – og ad den vej efterhånden blive mere fortrolige med, hvem Gud er. Og på den måde kan man måske også komme til at se sig selv, hinanden og vores fælles liv fra en anden synsvinkel, i et andet lys. Og det kan vi jo ligeså godt også prøve i dag! Så hvis nu vi begynder med den her mand, som var døv og havde svært ved at tale. Hvordan mon det var, at være ham? Kender I det, at sidde midt iblandt nogle, som har gang i en samtale – og man fatter intet af, hvad de taler om? Og derfor kan man heller ikke selv bidrage med noget i den samtale. Så føler man sig virkelig uden for. Sådan har det nok også været for den her mand, som var døv og som havde svært ved at tale. Der har været meget, han gik glip af. Hvis han nu f.eks. var blevet inviteret med til en fest, så kunne han se, når alle folk grinede og vide, at de havde det sjovt – men han kunne nok ikke vide, hvad de grinede af. Men der er også godt at sige om hans liv. For der er nogen, der vil ham det godt. Familie eller venner eller begge dele. Dem, der tager ham med hen til Jesus og beder ham om at lægge hånden på deres døve ven. De gør det for at hjælpe ham. Vi ved ikke, hvad de har forestillet sig. Om de tror, at Jesus vil helbrede ham. Eller om de tænker, at berøringen vil være et kærtegn, et lyspunkt, en velsignelse i vennens liv. Eller om det er sidste udvej, når alt andet er forsøgt? Men ingen tvivl om, at de vil ham det godt. De tager ham så med hen til Jesus. Som et stykke kvæg. Eller måske snarere som et lille barn, der bæres til dåben. Et spædbarn kan heller ikke udtrykke sin vilje med ord – og hvis det kunne, ville det måske ikke bede om at blive døbt. Når et lille barn bliver båret til dåben, så er det, fordi dets forældre vil det barn det bedste – og til det regner de, at få barnet døbt. Og skulle der nu sidde nogle blandt jer nye konfirmander, som endnu ikke er døbt, så vil jeg skynde mig at sige, at også jeres forældre har villet jer det bedste – de har så bare haft en anden opfattelse af, hvad det bedste var. Men uanset om man bliver båret hen til Jesus som lille barn, eller om man selv vælger det og selv går hen til døbefonten for at blive døbt – så kan man regne med, at man bliver taget imod af Gud. Det er det, vi gennem fortællingerne i Det nye Testamente lærer om Gud: at når man kommer til ham, bliver man ikke afvist. Vi kan også se, at Gud skaber liv. Måske har I hørt fortællingen om, hvordan han formede en figur af ler og blæste sin livsånde i dens næsebor, så den blev til det første, levende menneske – Adam. Det kunne næsten minde om det, når Jesus nu tager imod den her mand, stikker sine fingre i hans ører, spytter og rører ved hans tunge, ser op mod himlen, sukker og siger: Effatha! Som betyder: Luk dig op! Luk dig op – det kunne også være Guds ord til den grav, Jesus blev lagt i, efter han var død på korset langfredag. Der var ingen, der hørte det, vi ved af, men vi kan forestille os, at det var præcis de ord, der blev sagt til Jesu grav påskemorgen: ”Effatha! Luk dig op!” I hvert fald åbnede graven sig, og da kvinderne kom for at se til den, var den tom. Jesus var stået op fra de døde til nyt liv, ikke bare for sig selv men også for os. Et liv med et levende håb. Manden, som blev taget hen til Jesus, var ikke død. Men der var i hvert fald en del af livet, han var afskåret fra. Den del får han nu i mødet med Jesus. Det møde, som bliver bragt i stand af nogen, der vil ham det godt. Jeg kender ikke nogen, der var handicappede og så blev helbredt på den måde. Men jeg tror, det er rigtigt, at man kan blive både blind og døv over for mange vigtige ting her i tilværelsen. At vi kan blive blinde og døve over for, at det er et under, at vi overhovedet er her. At vi kan blive blinde og døve over for, at det er et under, at vi har nogen, der vil os det godt. Og vi kan være blinde og døve over for Gud. Jeg tror, at mødet med Guds Søn kan åbne øjnene for det. At det kan ændre vores liv. Det ændrer ikke nødvendigvis vores vilkår, men det kan ændre synet på vores og andres liv, og hvordan vi ser det og taler om det. Guds Søn møder vi i dåben og i nadveren og i fortællingen om ham.

Konfirmanderne skal de kommende måneder møde mange fortællinger om Gud Fader, Søn og Helligånd! Og så vil I forhåbentlig opdage, at de fortællinger ikke er så fjerne fra det, mennesker til alle tider funderer over og glædes ved. Vi mennesker lever på en måde på to etager samtidigt. På denne ene er vores vilkår bestemt af præcis dét sted og dén tid, hvor vi lever, her og nu - for vores vedkommende: Danmark 2019. Vores vilkår er meget forskellige fra, hvordan mennesker levede her for bare 30 år siden, for ikke at snakke om, hvordan man levede på Jesu Kristi tid, i Israel for 2000 år siden. På den anden side deler vi jo også nogle grundvilkår med ethvert menneske til enhver tid, hvor som helst i verden. Vi lever både i en verden, der konstant forandres, og samtidig lever vi på helt uforanderlige betingelser. Samtidig med, at vi skal tage stilling til, hvordan den nye informationsteknologi gennemgribende forandrer hverdagen, så bliver vi jo også forelskede og forlades. Vi glædes over livet, vi synder og frygter ensomheden og døden, som man altid har gjort. Ingen samfundsudvikling har ændret på det. Det at være menneske havde man noget lige så klogt at sige om for 2000 år siden, som man har i dag. Når jeg læser i Bibelen, er det ikke så mærkeligt, at den rummer passager, jeg ikke forstår. Nej, det mærkelige er vel så meget, som man straks forstår. I Bibelen er der krig og kærlighed, misundelse og gavmildhed, usikkerhed og tryghed, velsignelse og forbandelse, at vide og at tro, at være fremmed og at være kendt, at blive fristet og stå imod – eller at blive fristet og falde i. Flugt, frygt, forfærdelse, fejhed. Smerte, sorg, svigt og skam. Men også mæthed, munterhed, mildhed, miskundhed! Ord, der giver én noget at tænke over. Livet, døden, troen, håbet, kærligheden, godt og ondt, lys og mørke, at savne, at længes, at få, at blive set, at blive hørt og at blive talt til. Fjendskab og venskab. Brud og tilgivelse. Dom og frikendelse, skyld og tilgivelse. Bibelen er på mange punkter tæt på vores virkelighed!

Konfirmationsforberedelsen skulle gerne så et frø i jeres bevidsthed, som kan vokse sig til en tillid til, at det handler om noget, som hører livet til. Når man begynder med at gå i kirke, som konfirmanderne skal, så kan det måske godt være som med den døve mand til festen, jeg beskrev før. Hvis I ikke fatter noget af, hvad der foregår, hvad man synger, og hvad der bliver sagt, så prøv at lede efter det, du genkender, det der giver mening eller giver noget at tænke over. Det, som for dig kunne være et: Effatha! Luk dig op! Og så vil I i bedste fald få nyt syn, et nyt sprog for det underfulde omkring jer. Lige der, hvor du og alle vi andre er. God fornøjelse!

Amen.

8. søndag efter trinitatis, søndag d. 11. august 2019
v/ Grete Wigh-Poulsen

Hans Thomissøns salmebogs 450 år 

Jer. 23,16-24 

Rom. 8,14-17 

Matt. 7,5-21 

 

392 Himlene Herre 

47 Jeg løfter mine øjne op (Hans Thomissøn 

322 Den kristne kirkes skønne navn (Hans Thomissøn) 

330 Du som ud af intet skabte 

64, v.6-7 Jeg vil mig Herren love  

807 Den lange lyse sommerdag 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. 

Vær på vagt! Pas på! Tro ikke på hvem som helst! Tro ikke på hvad som helst! Så er det sagt. ”It’s a jungle out there”. Det er – kan være – noget uigennemskueligt rod. Det er ikke alle, der vil dig det godt. Det er ikke alt, der er godt for dig. ”Pas på de falske profester, der kommer til jer i fåreklæder, men som er sultne ulve indeni. I kan kende dem på det, de gør”, sagde Jesus, bl.a., i bjergprædikenen.  

Vi skal være på vagt. 

Et eksempel: ”En tv-serie med en djævel og engel har fået amerikanske kristne til at klage.” Det kunne man læse i avisen sidst i juni. En gruppe, der kalder sig ”Return to Order” samlede underskrifter ind på Facebook. Her hed det: ”Denne type film tager alt for let på sandhed, fejl, det gode og det onde. Derfor ødelægger man de barrierer, som samfundet stadig har for at holde Djævlens rædsler stangen”. 

Her er der nogen der er på vagt.  

Det var moren, der skulle have sit barn døbt også. Der var ikke meget imødekommenhed overfor præsten. Hun satte sig helt yderst på stolen. Vagtsom. Skeptisk. Vred, faktisk. Det her skulle overstås. Hvor? Hvornår? Hvordan? Det ville hun gerne høre om. Men så gled der ligesom slør over øjnene, der var ingen åbning til samtale dåbens betydning.  

Hun var i den grad på vagt. Præsten skulle ikke komme her… Men det var ikke, som de amerikanske kristne, for hende en krig mod blasfemi og vantro. Hun skulle bare ikke påduttes noget. Præsten skulle nødigt tro, at hun troede– eller var naiv og dum. 

Pas på! 

Det gør man derudeDet gør vi. For f.eks. de højtråbende, fanatiske, fundamentalistiske eller politiske påberåbelser af kristendom og kristen tro, eller skepsis gør vagtsom. Vil vi ikke sige om os selv, at vi bestemt ikke er til falds for hvad som helst? At vi har vores ståsted, vores værdier, vores tro og at det holder vi fast ved? 

Men der sker noget omkring os. Der sker hele tiden noget, der kan forvirre, forstyrre, forurolige, skabe usikkerhed også i os. Tvivl kender enhver vel til. Den kan komme glidende, snigende og trække en mørk skygge ind over selvsikkerheden. 

Ateistiske kampagner går ikke sporløst hen over landet. Ja, vi kan da ryste på hovedet af deres slogans på busserne. Vi ved jo bedre. Nej. Vi er ikke upåvirkede. Ord vil fæstne sig. Ord vil skabe. Det ved vi også. Hashtagget ”tænkselv” i en kampagne for udmeldelse af folkekirken insinuerer jo, at alle vi, der er del af folkekirken, ikke tænker. Vi er med andre ord enten dumme eller naive eller dovne, ligeglade, lalleglade. 

Vi skal være vagt, sige Jesus. Vi skal være opmærksomme. Det er svært, når der trækkes i den opmærksomhed fra mange sider. ”Det handler om at gøre det, som min himmelske far vil have”, sige Jesus. 

Så det er ikke lige meget, hvad vi gør – eller siger, eller lytter efter. Det er må være klart. Men hvordan? Hvad?  

”Alle der lader sig føre af Helligånden er Guds børn. Den gør jer ikke til slaver der er bange for Gud, men giver jer status som Guds børn” (Rom.8,14). Det er på én gang et personligt forhold og et fællesskab. Det kan ikke undsiges. For uanset, hvad du tænker og mener om dit fædrene ophav, så står det ikke til at ændre på. Din begyndelse er dér. Du får noget med dig. Fra din jordiske far en genetisk arv. Fra din himmelske far en åndelig arv.  

Det sidste lyder mere luftigt. Men luft skal der som bekendt til for at et menneske kan leve. Vejret skal trækkes. Det er liv, den åndelige arv, Guds Ånd hos os. I bund og grund liv. Det er luft til at leve af. Det er det friske pust af glæde, lykke, velsignelse, der gør det svært at fastholde vreden og forbeholdene – og måske ikke mindst fornemmelsen af ligegyldighed og meningsløshed og den modløshed og opgivenhed, der kan udspring af det. 

Gør det, som min himmelske far, vil have” sagde Jesus. Lad jer bevæge. Ikke af hvad som helst. Ikke af hvem som helst. Men af hans ånd, som blandt de mange tilnavne, som vi bruger i forsøg for at forstå, hvordan Gud er tilstede nu, kaldes Sandhedens Ånd. 

Vi skal være på vagt. Personligt har jeg svært ved at tro, at TV-serier eller kampagner, er de nok så kritiske og afvisende overfor kristendom og kristen tro, formår at bilde ret mange ind, at de fortæller sandheden. Det ændrer ikke på, at der grund til at være på vagt. Et menneske har brug for Gud. Et menneske er ikke, hvad der meningen med det, uden. Det kan ikke være uden. Der er altid en far. Om du vil vide af ham eller ej. Om han er skjult for dig eller ej. Intet menneske er gjort af ingenting. Så ville det selv være ingenting. 

Du er noget!, prædikede Jesus til enhver, den fattige, den syge, enken, den faderløse, ludderen, svindleren og alle de helt almindelige småkedelige med. Du er noget. Du er din himmelske fars barn. Jeg er hans søn, fortalte han. Så vi hører sammen, indprentede han med ord og handling, sidst men slet ikke mindst med sin død og opstandelse. 

Det skal vi høre. Høre igen og igen. Ikke mindst fordi der er så meget andet, som vi får at høre derude – den verden, der til tider kan forekommer ligeså uoverskuelig og ufremkommelig, farefyldt som en jungle. 

Så vi kommer her, hvor ordene ikke forandres, og hvor løfter holdes. 

Den skeptiske dåbsmor bar sit barn til dåben. Den dag var det anderledes. Hun sad mere roligt i sædet. Og uanset, hvad hun tænkte, eller frygtede, så blev barnet døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Vi hørte alle de velkendte ord fra Mattæus evangeliet, som løftet til barnet og barnet i os alle: Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.  

Det er vi fælles om. Vi er fælles om at bære titlen ”Gudsbarn”. Vi er fælles om løftet, der forsikrer os om, at Gud i sin ånd slår følge med os i det, som vi nu skal være i den her tilværelse. Hvad det så end måtte være, have været eller blive til. Der er noget, mennesker ikke kan ryste af sig, ikke engang fornægterne eller de, der kalder andre idioter, fordi de ikke gør op; ikke engang når de grupperer sig og råber højt i trangen til at sætte grænser og fordømme, ikke engang når vi bliver forstokkede i vores eget. 

Vær på vagt! Pas på! Tro ikke på hvem som helst! Tro ikke på hvad som helst! ”It’s a jungle out there”. Det er – kan være – noget uigennemskueligt rod det her menneskeliv. Det er ikke alle, der vil dig det godt. Det er ikke alt, der er godt for dig. ”Pas på de falske profester, der kommer til jer i fåreklæder, men som er sultne ulve indeni. I kan kende dem på det de gør”, sagde Jesus.  

Vi skal være på vagt. Vi er nemlig arvinger, altså nogen, der har og får del i det, der er Guds, hans verden, hans evige rige. 

Sansen for arvens værdi må vi værne omFor arven er ikke bare et antikvarisk levn uden sammenhæng og betydning for vores liv her og nu. Den holder os i live som værdige mennesker 

Det er altid aktuelt at holde øjne og ører åbne. Det er godt at tænke selv. Det er lige så aktuelt at være kritisk den dag i dag som på Jesu tid. Det har ateister ikke patent på. 

Og så skal vi huske, som Paulus skriver i sit brev til menigheden i Effesos: I udgør én krop og én ånd, og da I blev udvalgt fik I ét håb, én Herre, én tro, én dåb og én Gud, der er far til alle” (Ef.4,4) Vi hører sammen. Ingen skal bilde os andet ind. Vi skal ikke tro andet. Det er sandheden. 

Den lever vi i. Den skal der værnes om. Den skal kendes i vores handlinger. Måtte de handlinger udtrykke, at vi forstår at hjælpe vores medmenneske til livet, det liv, som Gud forærer os, det liv, der er lige midt i blandt os og som Guds kærligheds og sandheds ånd puster liv i dag efter dag. Amen.  

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen 

Vor himmelske far, du som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed. 

Vi beder dig for vort hjem og for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af. Vi beder om dit nærvær og din bistand i vort daglige liv med hinanden. Hjælp os til at se og bruge de evner og muligheder vi bliver givet, i stedet for at gemme os i frygt for at fejle. Hjælp os til at holde dit ord for sandt, når andre forsøger at anfægte det. Lær os at stole på du er med os alle dage. 

Jesus Kristus, du som holdt fast ved tilgivelsen og barmhjertigheden, og påskemorgen viste os at kærlighedens magt er stærkere end dødens, lad dit eksempel lyse for os, så vi aldrig forfalder til had og hævn. Hold os fast på, at du er med os indtil verdens ende og at ingen kan rive os ud af din hånd. 

Helligånd styrk de forfulgte og fortvivlede. Giv os alle håb og mod, lad Guds nådegaver til os flamme op, så vi kan stå imod og holde fast i troen på at også for dem, der forfølger er der håb, når du treenige Gud engang ved tidens ende vil gøre alt det du skabte, frelste og oplyste godt igen. Trods alt hvad vi ødelagde. 

Sådan beder vi for alle med viden og myndighed, for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Lad os ikke stivne og forstene i vores egne forestillinger om rigtigt og forkert, men lad os bevæge af din kærlighed. 

Vær med alle der lige nu kæmper for frihed og fred. Vær med de soldater vi sender ud i den kamp. Giv dem frimodighed til at røgte deres tunge ansvar og lad dem ikke gå under i, eller miste sig selv til krigens ondskab. 

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Væk håbet i alle bekymrede, anfægtede og modløse. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. 

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens fællesskab. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn. 

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen. 

 

7. søndag efter trinitatis, søndag d. 4. august 2019
v/ Henriette Bacher Lind
Luk 19,1-10

Salmer: 330, 840, 163 – 411 (338, 340, 477) 10

Det er skønt at være med i et fællesskab. Og forfærdeligt at blive udelukket. Jeg kan stadig mærke, hvordan det føltes, da mine to bedste veninder i folkeskolen, pludselig vendte ryggen til mig i skolegården. Det skete lige fra den ene dag til den anden. Om onsdagen var vi bedsteveninder alle tre, med veninderinge og armene om hinanden, vi sjippede og hinkede og fulgtes ad hjem. Og om torsdagen var jeg ude, og de to havde noget sammen, som jeg ikke var en del af. Det var virkelig, virkelig ubehageligt og sorgfuldt, for hvem var jeg uden dem, hvem skulle jeg så være sammen med, hvor hørte jeg hjemme?

Fortællingen om tolderen Zakæus handler om det. Den handler om at være inde eller ude, om at være med eller ikke at være med, om at være en del af et fællesskab eller at være udelukket fra et fællesskab. Det fantastiske er, at selv om beretningen er umådeligt gammel, er den vanvittigt aktuel. I dag skabes der nye fællesskaber konstant, og overalt er der fokus på, hvor vigtige fællesskaber er for vores trivsel og livsglæde. Nogle finder sammen i bofællesskaber, hvor man er fælles om at skabe en bæredygtig livstil. Andre slutter sig sammen i et madfællesskab, hvor man kun spiser grøntsager, andre igen laver mikrobryggerier, hvor de brygger øl. Ganske mange er fælles om lidenskaben for at bage med om surdej. For nu bare at nævne et par eksempler. Nogle fællesskaber udfolder sig på de sociale medier, andre foregår i det fysiske rum. Det er vanskeligt ikke at blive begejstret over udviklingen, for det er sundt og godt og vigtigt at være sammen med andre om noget – det siger forskningen, og det ved vi fra også os selv - men man skal heller ikke være blind for, at ethvert fællesskab automatisk betyder, at nogle er inde, mens andre er ude. Den skelnen betyder ikke noget, så længe fællesskabet er åbent og velkomment, men hvis det lukker sig om sig selv med regler og besværlige optagelseskrav, kan det hurtigt blive et problem, for så er der ikke plads til alle. De, der gerne vil være med, men ikke besidder de rette kompetencer,  kommer til at stå udenfor. Normalt tænker vi, at forskellen på et åbent og et lukket fællesskab er evnen til at byde indenfor. Det åbne fællesskab tænker ikke kun på sine egne medlemmer, men inviterer gæstfrit nye ind i det. Det interessante i fortællingen om Zakæus er, at her er bevægelsen omvendt. Jesus inviterer ikke Zakæus ind i sit fællesskab, han inviterer sig selv hjem til Zakæus. ”Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus”. Der skabes på den måde et nyt fællesskab, et fællesskab mellem Jesus og Zakæus. Eller måske er det rigtigere at sige, at fællesskabet udvides, fordi Jesus ønsker at pointere, at den form for fællesskab, han kommer med, er grænseløst, her kan der ikke laves en skillelinje mellem inde og ude, den findes ikke. Når han, midtpunktet, for fællesskabet, flytter sig, flytter fællesskabet med, han tager det med sig, fordi han er kernen i det, uden ham er der ikke noget fællesskab. Og det er lige præcis den bevægelse, der forarger hans tilhørere noget så grusomt: ”Han er gået ind som gæst hos en syndig mand,” udbryder de med væmmelse og foragt. Den rene skal da ikke mænge sig med de urene, den skyldige skal holde sig på afstand af den syndige, tænker de, og er fuldstændige enige om, at Zakæus ikke hører hjemme i deres sammenhæng, han lever ikke op til standarden, han falder ved siden af, og tænk, hvis han med hele sit væsen og sin levevis kom til at inficere deres særlige fællesskab. Gud fri os vel!! Men Jesus og med ham Guds rige kender ikke til høje grænsemure og stikkende pigtrådshegne, det er et rige i vækst, et rige i bevægelse, et rige i evigt opbrud, fordi det flytter sig derhen, hvor det fortabte, elendige og tyngede menneske befinder sig, og den bestemte dag er det altså Zakæus, der alt for længe har levet i en sags social isolation på grund af sit arbejde. Alle så ned på de toldere, der arbejdede for romerne. Zakæus har helt sikkert haft masser af penge – jobbet som tolder gav muligheder for at stikke en god sjat penge til side til sig selv - han har haft et fint hus, en prægtig vinkælder og et overdådigt spisekammer, men det kan jo være det samme, hvis ingen har lyst til at komme og sidde med ved hans bord, og med et hundrede procents sikkerhed heller ikke inviterer tilbage. Hvor tit har Zakæus ikke kigget længselsfuldt på sine landsmænd, når de satte sig i skyggen under det gamle, knortede oliventræ på torvet for at tale om dette og hint. Hvor ofte er han ikke gået ud af sin hoveddør med den klare plan at gå derhen og slutte sig til gruppen, indtil han to meter derfra bliver drevet væk af en kulde og en afstand, som virker fuldstændig umulig at forcere! Og så er han gået hjem igen, slukøret. Indtil den strålende dag, hvor alt vendes på hovedet, og Jesus inviterer sig selv og gør op med forestillingen om, at han er centrum i en lukket klub for særligt indviede. ”Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte,” siger Jesus ved spisebordet hos Zakæus efter at de første portioner af det lækre lammekød og det friskbagte brød er nedsvælget. Han kommer til den, der ikke selv har kræfter og mod til at komme til ham, og på den måde overskrider han enhver mur, enhver kulde, enhver afstand, enhver fordom og enhver fordømmelse, som måtte eksistere mellem mennesker. Og som vi er så eminent dygtige til at lave!!!

For som sagt: Bagsiden af vores iver for at skabe fællesskaber, er at vi risikerer at holde dem udenfor, som af den ene eller den anden grund ikke egner sig til at være med. Hver dag skabes der fællesskaber, som ekskluderer nogen, og som udvikler en meget lidt charmerende form for nultolerancepolitik. Jeg hørte forleden, hvordan en gruppe på nettet ved navn Viklemødrene – det er en bevægelse af mødre, som vikler deres små børn ind i en bestemt type stof for at bære rundt på dem – havde talt virkeligt nedsættende til en mor, der ikke kunne finde ud af, hvordan man vikler. Oven i købet nægtede de at lære hende det, selv om hun bad om det. Hun blev vejet og fundet for let, en kludremikkel, ikke værd at spilde tid på!!

Det er trygt at være en del af et fællesskab, når først man har knækket koden og har fået adgang. Og det er lige så hæsligt og nedbrydende at blive afvist i døren. Afvisningen er et tegn på, at man ikke har fortjent fællesskabet, at man ikke er det værd, at man har fejlet. Det er Zakæus-erfaringen om igen. Men med Jesus sker der noget, forståelsen af, hvad et fællesskab er, ændres, for fællesskabet med ham ikke holdes ikke sammen af beton, men af nåde, som er uden ende og grænse, og hvor der derfor er plads til både de syndige og de retfærdige. Med Jesus er alle skillelinjer mellem mennesker brudt ned. De skriftkloge, som på hans tid mente sig bedre end tolderen, må acceptere, at Jesus ikke længere måler den enkelte på hans eller hendes evne til at opfylde Loven. Nu måles alle på tilgivelsens målestok. Ingen kan mere fordømmes, alle er taget til nåde, alle er ét i ham, og alle hører hjemme i det rige, hvor retfærdigheden udspringer af kærlighed.

Og Guds kærlighed er måske ikke blind, men den lykkeligvis har en formidabel evne til at vende det blinde øje til.

Amen

6. søndag efter trinitatis, søndag d. 28. juli 2019
v/ Henriette Bacher Lind

Matt 5,20-26

DDS: 3, 289, 397 – 691 (438, 440, 477) 696

”Jeg lægger mig fladt ned her,” sagde politikeren Magnus Heunicke for nogle år siden, efter at han havde skældt en journalist voldsomt ud. Lars Løkke lagde sig fladt ned, da Ekstra Bladet afslørede, at hans rejseudgifter for klimafonden Global Green Growth Institute (GGGI) var løbet fuldstændig løbsk. Niko Grünfeld, der en kort overgang var kultur- og fritidsborgmester i København, lagde sig fladt ned, da det kom for en dag, at han havde brugt ekstremt mange penge på at indrette sit nye kontor. ”I sidste ende er det mit ansvar, og nu lægger jeg mig fladt ned og siger undskyld for de problemer, alle sagerne har skabt,” sagde han i en pressemeddelelse. Det er godt nok et pudsigt udtryk, at lægge sig fladt ned, det er en ret speciel metafor for at sige undskyld eller udtrykke sin beklagelse. Man ser det for sig: Trappen op til Christiansborg brolagt med politikere, som ligger på hvert sit trappetrin, så man er nødt til at træde på dem for at komme op. Er det sådan, det er ment: at de på den måde bliver straffet, så de bagefter kan rejse sig med god samvittighed? Spørgsmålet er, om det er godt nok; om det virkelig er måden at sige undskyld på, om det virkelig er den rigtige måde at opnå tilgivelse på? Kommer det at lægge sig fladt ned overhovedet i nærheden af sådan et begreb som forsoning, som jo dybest set er, hvad enhver form for undskyldning håber på at møde?

Den tidligere formand for Etisk Råd Jacob Birkler skrev for nogle år siden i en klumme – og han rammer hovedet på sømmet, synes jeg i al fald: ”Lægger du dig ned i den bedste sendetid, rider du hurtigt stormen af og ydmygelsen er overstået på fem minutter. Herefter vil tiden langsomt, men bekvemt fungere som stedfortrædende skyldsundragelse”. Som han ser det, er det at lægge sig fladt ned kun en lidt for nem genvej til at komme videre efter en overtrædelse. Man lægger sig i overført betydning og rejser sig igen, ryster støvet af tøjet og kommer videre, og så er den episode ude af verden.

Men er det virkelig så enkelt, skal der ikke mere til at komme om på den anden side af skylden? Jesus er af en anden mening, fremgår det af dagens tekst. ”Hvis du en dag er på vej til templet med en offergave og kommer i tanke om, at en, du kender, er vred på dig, så lad din gave ligge ved alteret. Gå i stedet hen og bliv forsonet med ham. Så kan du komme og give din offergave bagefter”. Her er den passive læggen-sig-fladt-ned erstattet af en bevægelse henimod det andet menneske. Her handler det om at genoprette et forhold, et fællesskab, som vrede eller had, har ødelagt. Og vrede kan være næsten lige så destruktiv, som et egentligt drab, allerede i samme øjeblik man mærker et stik af raseri mod den anden, er forholdet truet. At forlige sig med nogen er det samme som at forsone sig med nogen, og forsoning kræver en aktiv handling mellem to. Og det er selvfølgelig den hårde del af sådan en forsoningsproces, at man skal forlade sin lille selvretfærdige cirkel for at konfrontere sig med ham eller hende, som er vred. Hvilket samtidig betyder en konfrontation med det faktum, at man har gjort en vred, at man er gået over grænsen, at man har forsyndet sig, forbrudt sig, begået uret mod en anden. Ansigt til ansigt kan man ikke længere bilde sig selv ind, at man er uskyldig, dommen kan simpelt hen aflæses af den andens udtryk. Og lige dér er det ikke tilstrækkeligt at række hånden frem og sige ”jeg lægger mig fladt ned”. Det lyder som en kliché, en gestus tømt for mening. Og hvad skal den anden svare: Det er ok, læg dig bare? Forsvinder vreden af det? Bliver forholdet som det var før efter det udsagn? Næppe. Der skal mere til. Der skal forsoning til. Der skal være en, der rækker ud imod den anden, og den anden skal tage imod. Måske en gang, måske to gange, måske fire, fem eller seks gange, for forsoning er en proces, og engang imellem kræver den mere en ord. En gang imellem er en gave eller to, nødvendig.

Lyder det svært, det med at forsone sig, ja, hårdt i al fald, fordi man er nødt til at vise sig frem for den anden i hele sin sårbarhed: Hvad hvis han ikke tager imod min undskyldning, hvad hvis hun afviser mig, før jeg overhovedet er kommet til orde? Så står jeg der, ramt af min skyldfølelse og den andens dom? Hvad gør jeg? Læser man Paulus, vender han igen tilbage til, at Gud har forsonet sig med os, og at vi på den baggrund selvfølgelig skal forsone os med hinanden. Alt andet giver ingen mening. Der er en nøje forbindelse mellem den gave, vi får, da Gud giver os sin søn og lader ham bære vores synd på korset, og den gave, de ord, vi kan give hinanden for at gøre det forbrudte og ødelagte forhold godt igen. ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,” beder vi i Fadervor, fordi vi med Guds handling i baghovedet forstår helt ind i vores usikre hjerte, hvor vigtigt, det er at lade tilgivelse erstatte dom og had og udstødelse, hvis ikke forholdet skal gå tabt.

”Hvis du en dag er på vej til templet med en offergave og kommer i tanke om, at en du kender, er vred på dig, så lad din gave ligge ved alteret. Gå i stedet hen og bliv forsonet med ham. Så kan du komme og give din offergave bagefter,” siger Jesus i dagens tekst og gør det helt klart, at forholdet til Gud under ingen omstændigheder kan tænkes udenom forholdet til det andet menneske. Gud er ikke interesseret i gaver og store ofre, han er interesseret i, at hans rige vokser iblandt os med godhed og barmhjertighed. Her er ingen plads til hævn, ingen rum for at stikke af med halen mellem benene og lade den anden lide under, hvad jeg har gjort mig skyld i.

 

”Jeg lægger mig fladt ned, ” siger politikerne, og hvad så, har jeg lyst til at sige. Hvor er forsoningen? Hvordan kan han forsone sig med mig, når han bare lægger sig ned og håber på, at nogle vil trampe lidt på ham eller eventuelt råbe et eller andet grimt ind i hans øre. Forsoning kræver en bevægelse, det kræver at man gør noget, rækker ud efter, sådan som også Desmond Tutu har beskrevet det flere steder i sine bøger om tilgivelse. Efter de forfærdelige år med Apartheid i Sydafrika nåede han frem til, at vi er i stand til at arbejde sig frem mod en forsoning. Han og hans datter lancerer bl.a. begrebet ”Tilgivelsens cirkel” hvor de opregner fire veje: Det første skridt er ”Fortæl historien”; det andet er: ”Sæt ord på historien”; det tredje ord er: ”Giv tilgivelse, idet du erkender, at vi alle er fælles om at være skrøbelige, ufuldkomne mennesker,” og sidste skridt er: ”Forny forholdet”. Og Tutu skriver videre: ”Fornyelse er ikke glemsel. Når vi bliver tilgivet, går vi videre ind i et nyt forhold, men vi kan ikke forvente, at de mennesker, vi har såret, vil glemme smerten. Vi beder ikke vores offer om at glemme, men derimod om at erkende den menneskelighed, vi er fælles om og vores villighed til at ændre os.”  

Gå hen og forson dig – lyder opfordringen fra Jesus, da han forsøger at understrege radikaliteten af næstekærlighedsbuddet. Vrede kan være lige så ødelæggende som mord og hører ikke hjemme mellem mennesker, så vær ikke bange for at gøre det brudte godt igen, vær ikke bange for at stille dig frem i hele din sårbarhed og sige: Undskyld, hvor er jeg ked af det, jeg har gjort, vil du ikke nok tilgive mig”?

Amen

3. søndag efter trinitatis, den 7. juli 2019
v/ Grete Wigh-Poulsen
 
 
3.Søndag e.trin., 1.t.r

7.juli 2019

Sankt Nicolai kirke kl.10.30

 

5 O havde jeg dog tusind tunger

31 Til himlene rækker

36 Befal du dine veje

894 Se, hvad jeg har til dig som gave

477 Som korn fra mange marker

725 Det dufter lysegrønt

 

Es. 57,15-19

1.Pet. 5,6-11

Luk. 15,1-10

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

 

Ting kan blive væk. Pludseligt er de der bare ikke. Briller ligger ikke på natbordet. Nøglerne er ikke i skuffen. Pist forsvundet er de.

 

Hvad gør du så? Leder du mon ikke? Irriteret på dig selv, måske. Vrissende over glemsomheden. Lettere desperat. Det forsvundne må findes. Du leder. Og bliver ved. Det uundværlige skal jo findes.

Men det gælder vel egentlig også det, der nøgternt set godt kunne undværes. Som ham, jeg kender, der bliver ved med, nu en måneds tid efter hans øretelefoner forsvandt, stadig lige at kigge under sæderne bilen og under tæppet i bagagerummet for lige én gang til at tjekke, at de ikke har forputtet sig der. Jeg ryster på hovedet af det, tænker: ”du har ledt der før. Mange gange. Indse, at de tabt. Køb nogle nye. Det er ikke værd at bruge tid og kræfter på at ærgre sig”. Men lur mig om han ikke lader blikket glide søgende omkring også næste gang, han kommer forbi.

 

Jesus fortæller en lignelse. Til alle de toldere og farisæere, der holdt til i hans nærhed. Hør her, sagde han, fordi de ikke forstod, hvordan han kunne være sammen med, dem, som de ikke ville ses i selskab med. Han fortalte om en mand med en vældig flok får, 100 for at være helt nøjagtig. Ét af de får blev væk. Manden helmede ikke før han fandt det – selvom det betød at han måtte gå fra de andre 99, mens han ledte. Jesus fortalte om kvinden, der havde 10 drakmer, tabte en af dem, og derefter gav sig til at endevende sit hus for at finde den. Selvom hun vel godt havde kunnet klare sig med de 9. 

 

Alt det bøvl for ét eneste får, for én eneste mønt. Det er meget ihærdigt, må man sige. Lidt overdrevet. Ikke mindst, hvis forehavendet ikke var lykkedes. Det får, der var blevet væk, kunne være fundet død, og tiden have været bedre brugt til at passe på de 99. Konens endevenden af hjemmet kunne have været spildte kræfter, og bedre brugt på andre gøremål, hvis ikke mønten var dukket op.

 

Manden ledte. Kvinden ledte. Og blev ved. De ville, måtte finde det ene får, den ene mønt – af samme grund, som ham, jeg kender, fortsætter sin søgen. Det tabte har værdi. For dem.

 

Jesus fortæller en lignelse. Han vil vise alle tolderne og farisærerne, og os, hvad Gudsriget er. Vi skal se, hvad det er, vi har del i. At vi har del i Gudsriget. Og det er, har jeg læst, det umuliges kunst. Hvorfor? Fordi der her bestandigt søges efter det tabte. Her gives der aldrig op. Gud bliver ved. Hvor vi, i andres øjne ganske vist irrationelt, kan fortsætte vores søgen efter det, der er forsvundet for os, gør Gud det samme, og bliver ved langt efter et menneske har givet op.

 

Sådan er Gud, må vi lære. En der leder og vil finde. Der er læring til os i dag. Bliv ved. Forsæt. Giv ikke op. Du selv opgives ikke.

 

Det handler selvsagt ikke om ting som de der høretelefoner, briller, nøgler - eller om mønter eller får. Men mennesker. Sådan nogle som os. Mennesker kan blive væk. De kan fortabe sig. Glemme. Forsvinde. Blive væk. Og så skal der ledes. Så må der ikke gives op. Så må der ikke trækkes på skuldrene. Det er aldrig ligegyldigt med et mennesek.

 

Rationelt set, kan det synes som spild af tid og kræfter at tænke i de baner, hvis man er på plads mellem de 99. Lige nu i dette øjeblik herinde er vi jo bænket i folden om jeg så må sige. Og stadigvæk forholder det sig jo sådan, at det store flertal i det her land bliver døbt og er dermed kristne.

 

Men det forlyder fra velunderrettede kilder, at det ikke er ensbetydende med, at det betyder noget som helst – for en hel del af os. Hvis man har lært og er vandt til at skulle føle, mærke efter, og spørge til, hvad tingene ”gør for mig”, om det giver mening for at jeg skal lykkes som mig selv, og hvis der er en forud forståelse, der tilsiger, at mening er noget du vælger, så er det klar, at der stilles spørgsmål til om man egentlig hører til.  Og ikke engang  fornemmer, at der tab forbundet med, at forstå sig som ikke-tilhørende i flokken.

 

Ikke fordi der ikke er en fornemmelse for, at en åndelig dimension er væsentligt, eller at det ville godt at kunne tro, men der spørges: hvad har det med mig at gøre?  Har det betydning for min identitet – eller autensitet?

 

Er det sådan det er? At der ingen forudgivet mening er? Skal du selv søge og finde meningen? Selv beslutte dig for hvor du hører til? Er det sådan det er?

 

For nogle er det. Måske for de fleste af os i en eller anden grad. Vi søger og leder efter mål og mening i den her ret så ofte forvirrende  verden, hvor meget der engang var selvfølgeligt er i opbrud, hvor alle skal træffe valg.

Så prøver den unge at skaffe sig de flotteste eksamens karakterer. Så prøver den voksne at skabe sig den perfekte balance mellem arbejde, familie og fritidsinteresser. Så prøver den midaldrende at holde alderens tegn i skak med sund kost og hård motion. Osv. Det er jo vores valg, vi vælger frit, kan vi sige til hinanden, og med de ord bevæge os længere og længere ind i lukkede fællesskaber med andre, der gør og tænker det det samme, det rigtige, har truffet de rigtige valg.

 

Og væk er vi. Væk fra det store fællesskab, som vi herinde får at vide at vi høre til i. Sammen. De perfekte med de uperfekte – og med alle dem på skalaen mellem de to poler.

 

Epistlen fra 1. Peters brev beskriver den onde, den der ødelægger og bryder ned, som en løve, der med sine frygtindgydende brøl skræmmer os og derfor suger vores opmærksomhed til sig. Djævelen er som en stor brølende løve, der går og leder efter nogen at sluge.

 

Nu er vi ikke så bekendt med løver. Der går ikke mange rundt i Koldings gader. Så måske kunne vi tænke, at brølet, der trækker i os, snarere er at sammenligne med vores tids mange kald til selvstændighed og perfektionisme? Det kald synes i hvert fald at være i færd med overdøve de ord, vi kan få at høre herinde. I hvert fald trækker de i os, trækker mange så langt væk fra deres dåbsord, at de dårligt kan høre og forstå, at de ord bærer dem og er den dybe sammenhæng i det liv et menneske lever i verden. Et menneske har Gud, for Gud har mennesket.

 

Jesus fortæller dem, der, sådan plejer vi at tænke om dem, var ret optagede af at fastholde og kæmpe for det, som de mente var sandheden om Gud, at Gud er mere optaget af at finde den, der er kommet væk fra ham end regler og ret.

 

Det kan være, at du og jeg tænker, at det var spild af tid og unødig brug af kræfter og opmærksomhed på det, der sagtens kunne vise sig, ja måske endda sandsynligvis, kunne vise at være et tabt forehavende. Jesus siger: Gud giver ikke op. Uanset hvor usandsynligt det i vore øjne er, at det vil lykkes. Åbenbart. I vores øjne kan det virke irrationelt. Alligevel skal vi tage ved lære.

Et sted kalder Jesus os jo for medarbejdere. Der er altså noget vi skal gøre. Vi skal gøre, som han lærer os, at Gud vil. I dag at vi ikke skal slå os til tåls med det og dem vi er, men søge og lede efter hinanden, som han har vist os. I lignelsen er der fokus på det, der er, som det ikke skal være. Det skal der arbejdes for bliver, som Gud vil at det skal være. Det tabte, den tabte skal findes.

Vi kan, og burde muligvis sige ”pyt” til de forsvundne øretelefoner, de forsvundne brille og nøgler, men aldrig til hinanden. Gudsriget er, at alt tabt må genfindes. Nye begyndelser kan ske. ”Tro er sans for tilblivelse” skriver Søren Kierkegaard et sted. Lad os tro på tilgivelsen!

Amen

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd. Du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Vor himmelske far, du som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vort hjem og for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af. Vi beder om dit nærvær og din bistand i vort daglige liv med hinanden.

Vi beder vi for alle med viden og myndighed, for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Lad os ikke stivne og forstene i vores egne forestillinger om rigtigt og forkert, men lad os bevæge af din kærlighed.

Vær med alle der lige nu kæmper for frihed og fred. Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med enhver, der forfølges for sin tro. Væk håbet i alle bekymrede, anfægtede og modløse. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge.

Lad sommerens frihed og fred forny glæden ved de hverdage, der venter efter ferietiden. Lad os med pausen fra arbejde og rutiner se det gode, vi har eller øjne nye muligheder, så vi vender tilbage med fornyede kræfter og mod. Vær hos os, hvis vi mærker sommerstilstanden som knugende ensomhed. Tal til os, så vi husker, at du følger os i alt, hvad vi er i, som en far følger med i sine børns liv.

 

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens fællesskab. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen.

 
 
Pinsedag, søndag den 9. juni 2019
v/ Grete Wigh-Poulsen
 

Pinsedag 1.tr.

9.juni 2019

Sankt Nicolai kirke kl.10.30

Nb. Orgel rep.

 

1.Mos.11,1-9

1.Mos. 2,4b-7

Ap.G. 2,1-11

Joh. 14,22-31

 

291 Du som går ud fra den levende Gud

289 Nu bede vi den Helligånd

285 Hør himmelsus

402 Den signede dag

287 Kraften fra det høje

290 I al sin glans nu stråler solen

 

teamLab: Universe of Water Particles, Transcending Boundaries, 2017, Flowers and People, Cannot be Controlled but Live Together, Transcending Boundaries – A Whole Year per Hour, 2017

Gud Faders Ånd, kom til os ned /med himlens ild: Guds kærlighed! Læg på vor tunge nådens røst / med livets ord til evig trøst!

 

”Skin over vang som en morgen med sang, / morgen i maj, når det grønnes”! Lad det være som en fanfare over den her dag, kirkens fødselsdag.

 

Når vi synger den salme, som vi begyndte med, og de her ord, ”Skin over vang som en morgen med sang, / morgen i maj, når det grønnes”! Og når vi skal slutte gudstjenesten med at synge ”I al sin glans nu stråler solen” er det Pinse. Pinsedagene er jo i vores del af verden i den grad forbundet med sol, grønheden, blomster, farver, dufte, fuglesang. Billederne af herligheden udenfor, som vi har helt present, er pinsetilstand selvom det ikke længere er maj – grøde, vækst, lys, lyd. Pinsen gav verden en formidler af Guds ord, en ny talsmand, der fortsætter hvor Jesus slap. Disciplene fik indgydt frimodighed til glade at fortælle om Gud, om alt det de vidste om Gud fra deres samvær med Jesus. Pinsen skabte bevægelse, en ny tilstand opstod, fra bekymret modløshed hos en lille flok til et nyt frodigt fællesskab af alle slags mennesker. Og glæde! Og vækst! Og blomstring!

 

Grundtvig, salmernes digter, lod os glad tumle rundt i billede efter billede i den første pinsesalme, vi sang. Nogle, der går lige ind, andre der måske går hen over hovedet på os, andre igen, som de her allersidste linjer, ”Så af det hele som Gud har skabt / går kun fortabelsens æt fortabt”, skal man måske lige skal have én gang til for at forstå, før det høres at det er det helvede af ondt, der lader der gå død i det gode, som vi har, i det, som vi holder af og burde værne om, i os selv, i andre, i verden; dét skal forgå, livet skal bestå for Gud vil være i det. Al tid.

 

Der skete noget pinsedag. Disciplene mærkede det. Som et frisk vindpust, der fejede indestængt sorg og opgivelse til side og gav rum til fornyet mod. Det var kærlighed, Guds kærlighed, Gud til stede i sin ånd, som det Gud er og vil. Som mennesket, som vi kan læse det i Det gamle testamente, blev til et levende væsen, da Gud ”blæste livsånde i hans næsebor”, sådan livede Guds Ånd mennesker op pinsedag. Pinsedag er det kærlighedens ånd, Guds nærvær formidlet af Guds talsmand, der sætter liv i mennesker. Det virkede. For det gør kærlighed dengang som nu.

 

Billede 1

Der er kunstværker, som virker. Som får dig til at reagere helt umiddelbart. Det, som I kan se på skærmen er sådan et. Nu har jeg set det – eller rettere været i det - to gange og oplevet det samme: en umiddelbar glæde. Jeg har mærket den i mig selv. Jeg har iagttaget den hos andre. Det er et kunstværk man gerne opholder sig i.

 

Måske skyldes det, at udstillingen med titlen ”Tomorrow is the Question”, i morgen er spørgsmålet, som installationen er en del af, kredser om menneskeskabte forandringer, resursemæssige udfordringer, bekymringer for fremtiden. Men her træder du så, bogstaveligt talt fra mørket, ind i dette rum med farver, bevægelse og beroligende lyde, der oven i købet inddrager dig i sin blomstrende verden. Her er et interaktivt vandfald, der giver dig en plads i værket, når du bevæger dig rundt i lyset, mens blomsterknopper vokser, breder sig ud, blomstrer, spreder sig og visner, mens nye kommer til. Der er et samspil mellem dig og det, som du er i her. Og på forunderligvis gør det glad. Værket kalder glæden frem. Du er en del ikke bare af det, der går til grunde, men også af det, der stadig er i vækst og har en fremtid. Selvom vi går rundt derinde i det interaktive værk hver for sig, så er vi fælles om det.

 

Måske virker sådan en installation ekstra stærkt nu? Bekymring for fremtiden har godt tag i mange af os. Det blev italesat mange gange i forbindelse med EP- og folketingsvalg. Der demonstreres og vandres, tages store og små tiltag stort set, hvor du vender dig hen. Jeg har f.eks. lige fået besked fra frisøren om, at der nu er pant på shampo-flasken. Udstillingen ”Tomorrow is the Question” peger på global opvarmning, udpint natur, teknologiens overtag. Meget er dystopisk og forstemmende. Der stilles spørgsmål. Hvad har vi gjort? Hvad venter? Er teknologien blevet vores gud? Har vi glemt at passe på vores verden? En fotoserie med billeder af skiftende lag sne, der flytter en klippeblok, vil vise, at naturen er skrøbelig, men den er også stærk.

 

De folk, der har lavet installationen, som kan opleves på Aros i Århus, har næppe tænkt på pinse. Men jeg tænkte på Pinse. For du bevæges derinde. Du bevæger dig, som sagt, rundt, mens blomster vokser, blomstrer breder sig og visner, og nye kommer til over dig, under dig, omkring dig. Der er et samspil mellem dig og det, som du er i her. Det gør noget ved dig. Det kalder glæde frem, fordi du oplever, at du ikke bare er del af det, der skal visne og dø, men også af det, der stadig er i vækst og har en fremtid. Vi er en del af et blomstrende pinseligt fællesskab. Før sang vi: ”Glæde og lys med dem komme til bys / blomstre lad muld, hvor de træde! / styrke og mod bringe svaghed på for / trøst finde alle som græde”.

 

Billede 2..

 

Sådan kunne det se ud. Glæde og lys, muld, der blomstrer, et væld af vækst og farver. Det er dagens bøn. En bøn om at vi må finde det mod, den trøst og den glæde, som den første pinsedag kaldte frem i disciplene og de andre, der mærkede vindpustet i rummet. For der opstod muligvis i første omgang en forvirring, da ånden kom over disciplene og de pludseligt magtede at fortælle løs. Men det virkede. Der blev lyttet. Der blev glæde. Ord og sætninger flød frit. Betydninger foldede sig ud for dem, der lyttede. Alle og enhver blev inddraget og optaget af og i det, der blev fortalt om.

 

Det virkede. Alting sødet af kærlighed. Sådan virker kærlighed jo! Når du elskes sker der noget med dig. Du tør mere. Du vover at træde frem og lade parader falde. Du giver dig selv lov til at være den du er. Du er ikke alene. Du er en del af et fællesskab. Som får dig til at reagere helt umiddelbart. Der lige som værket, som jeg har oplevet det, afføder en umiddelbar glæde. Dér opholder man sig gerne. For disciplenes vedkommende satte den i bevægelse, rykkede dem ud af det skjul, hvor de, bange for hvad fremtiden ville bringe, havde gemt sig i. Den brød deres tavshed. Guds Ånd, nærværet af hans kærlighed, gav dem mod til at fortælle løs om Kristus, for sådan kalder og forklarer Gud sig, trøster og indgyder mod på fremtiden.

 

Hvad med fremtiden? Det er er altid et godt spørgsmål.

 

Der er menneskeskabte forandringer, der er resursemæssige udfordringer. Det er næppe ligegyldigt, hvordan vi forholder os til dem. ”Tomorrow is the question”.

 

Men se: f.eks. billederne her. Tænk: Pinse. Husk og hør: Der tales til dig om Guds storværker også på dit modersmål.  ”Rejs jer. Lad os gå her fra”, siger Jesus til slut i dagens evangelium. Fremtiden er, den findes, uanset alt andet er der også en fremtid, hvor Gud er med os i sin kærlighed. Den skal vi lade os føre af i alt hvad vi gør og siger i det, der ligger foran os – også i fremtidens udfordringer.

 

Nu er det pinsedag. Den foregår midt blandt os. Den går helt tæt på os, røres os som vindens luftning, eller som  en vejrtrækning ved dit øre. Der kaldes på dig. Der tales til dit hjerte. Du trøstes, vejledes, holdes fast for at du og den verden, vi lever i, skal blomstre i kærligheden. Det budskab skal gives videre. ”Glæde og lys med dem komme til bys / blomstre lad muld, hvor de træde! / styrke og mod bringe svaghed på for / trøst finde alle som græde”. Måtte det gælde os. Amen.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

Vor himmelske far, du som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vort hjem og for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af. Vi beder om dit nærvær og din bistand i vort daglige liv med hinanden. Giv glæden frit løb i os. Lad os mærke den uanset hvor vore veje fører os hen og hvilken modstand vi møder undervejs. Tal til os og skænk os mod og vilje til at fortælle andre, hvad vi har hørt om din kærlighed til os. Hjælp os til at se de nye muligheder, som du skænker os, og til at bruge de muligheder til gavn for hinanden. Lær os være ødsle med os selv!

Vi beder vi for alle med viden og myndighed, for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden.

Vær med alle der lige nu kæmper for frihed og fred, og for dem, der forfølges for deres tro.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Væk håbet i alle bekymrede, anfægtede og modløse. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens fællesskab. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen.

 

 

 

 

 

 

 

 
Kristi Himmelfart, torsdag d. 30. maj 2019 

v/ Martin Rønkilde

Kun ægte fans holder ved, selv når det går ned ad bakke. Det lyder som en vaskeægte sportskliché af den slags som sportsjournalisterne længes efter at fyre af mindst en gang i timen. Sandheden bag er da også til at tage og føle på, for uanset, at det lyder som en kliché, så har langt de fleste sportshold eller sportsudøvere oplevet fornemmelsen: at det, der sker lige nu, ikke ligefrem trækker horder af fans til. Det hold, der uge efter uge spiller kamp efter kamp mod de bedste, trækker tusindvis af tilskuere, det hold, der spiller om ikke at rykke ned fra 3. division skal være glade, hvis der er nogen, der gider betale for at se dem spille. Skulle man holde af håndbold, vil man måske kende oplevelsen som KIF-tilhænger – eller hvis man holder med Vejle i fodbold – eller Roglic i Giro d’Italia. 

Men der gælder noget tilsvarende i mange andre af livets forhold: Kun de hardcore fans ligger på gaden udenfor billetkontoret, når de gamle punkband fra 70'erne og 80'erne forsøger sig med halvhjertede comebacks. Bare spørg vinderne af de sidste 10-11 sæsoner af alle talentprogrammerne, om der er lige så mange, der har købt deres første album, som stemte på dem i finalen.  

Også i de store historiske strømninger kunne der siges noget tilsvarende. Det var nemt at være medløber i Nazitidens Tyskland og stå i mængden og mumle "Heil", også selv om det overhovedet ikke kom fra andet end bekvemmelighedsmusklen.  

Det var møgsvært at være den, der sagde fra over for udryddelser af jøder, homoseksuelle, handicappede og alle de andre på de gale germaneres liste over genetiske fejltagelser. 

At gå imod strømmen, at være en af dem, der holder fast i noget, som de fleste har lagt bag sig eller betragter som et taberhold eller et taberprojekt eller en tabertankegang, kræver mod, det kræver vilje til at ville noget, som måske kan koste alt. 
 

Det er helt sikkert også en erkendelse som mange kristne har måttet erfare på den hårdest tænkelige måde. Fangenskab, tortur, frarøvelse af personlige ejendele - og død. Det har været på listen over almindelige repressalier overfor de, der turde sige, at de var kristne.  

Men mange er fulgt efter, både i de tidlige kristne menigheder men også op igennem historien. Og det sker stadig - i foruroligende grad. Europa, Nord- og Sydamerika, Australien er de kontinenter, hvor det er rimeligt sikkert at kalde sig kristen, men i både Afrika og Asien er det desværre relativt udbredt, at fortællingen om det lille barn i halmpragten i Betlehem stadig koster både legemsdele og liv.  

Alligevel er det her, at Kristendommen vokser mest, at der kommer nye kristne menigheder til hele tiden. Hvorfor? Måske er det, fordi kristendommen gør sig bedre som noget andet end hyggereligion og måske står stærkest i modvind. Eller for at vende tilbage til sportsmetaforen: Måske er der noget i kristendommen, der gør, at den trives bedst, når der spilles om nedrykning.  

Det kan vi så prøve at finde ud af de gode grunde til. Det kan virke besynderligt, at der i en religion skulle ligge noget, som fra begyndelsen er velegnet til at være under konstant beskydning. Et bud kunne være, at den grundlæggende ide er at fortælle om et verdens- og menneskesyn, hvor ingen har lov til at bestemme hvem, der er "rigtige" mennesker, men netop gennem et barn i en stald fortæller, at menneskelivet i alle dets afskygninger også er Guds sted. Det er tale, der giver rigtig meget mening, når man står i en temmelig udfordrende suppedas.  

Måske ligger det også direkte i de fortællinger, som religionen er udsprunget af. Her er dagens udbud af fortællinger om de begivenheder, der udgør grundlaget for at dagen i dag har fået sit navn, som for de fleste danskere mest betyder en forlænget weekend, et oplagt bud. 

De havde efterhånden været igennem lidt at hvert, de kære disciple. Fra den dag, den ukendte mand var kommet dem i møde og havde fortalt dem, at den var en once in a lifetime mulighed at slå følgeskab med ham, var der både dage på toppen og dem helt nede i kulkælderen. Helbredelser, mirakler, store flokke af tilskuere, men også forfølgelse, tilfangetagelse, henrettelse. Og så de utrolige rygter om, at den døde mand slet ikke var død alligevel. Nu står de så i en situation, hvor der egentlig var ved at være lidt ro på situationen – og så går det helt amok. For denne gang er det ultimativt slut. Han forsvinder for øjnene af dem – og de efterlades med intet andet end en ret løst defineret opgave. I får hjælp af Helligånden til at gå ud og være mine vidner, både lige her, hvor I lever og bor – men også ud i alle udkanter af verden. Men mere specifik er altså ikke afskedssalutten 

Hvis de har følt sig en anelse i modvind ved synet af en Gudstornado, som fører deres samlingspunkt væk fra både deres nærvær og øjesyn, så er det til at forstå. Det var virkelige som at stå på stadion og se stjernespilleren meddele, at han skifter til en anden liga i næste sæson. For hvad nu. Snart kom de også til at mærke på egen krop, at der er masser af modgang i den opgave, de blev stillet. At være vidne om Jesus kostede både blod, sved og tårer, allerede i samtiden.  

Så kunne vi parkere den her og henvise til, at det netop ikke er forfølgelse og modgang, der kendetegner det at være kristen i Danmark. Men så er vi gået lige lidt for let uden om den varme grød. For nok er det – indtil videre i hvert fald – ikke decideret farligt at kalde sig kristen her hos os.  

Men det er ikke det samme som, at det ikke fører modgang med sig. Hvis man kun færdes blandt ligesindede, bliver det nok ikke så tydeligt. Men som disciplene opdagede, at da de først kom ud i mødet med mennesker med andre prioriteringer af det religiøse tankegods, så var der masser af modstand. I vores konkrete sammenhæng kunne det være ateistiske fordomme om tro og troende mennesker, der var en af modgangssymptomerne. Konfirmander har stadig i meget høj grad billedet af Gud som en gammel mand på en sky, når de kommer til undervisningen – også det er en slags modgang, for så fylder afvisning af kristendommen på baggrund af stereotyper rigtig meget. Så fylder det f.eks. også mere, hvordan Jesus fløj til himmels end hvorfor og hvad han satte vennerne til, inden det skete. Også det er modstand.  

Den største modstand tror jeg dog kommer et andet sted fra. Den tanke fik næring, da jeg opdagede en valgplakat fra et parti, der er kendt for et stort fokus på alt med økonomi. Teksten lyder: All you need is love (med et citat fra Beatles og adskillige andre) – og økonomisk vækst. Det er dybest set skræmmende, at man kan få den tanke, at de to begreber kan sættes lige som forudsætninger for et godt liv og et godt samfund. Hvor kærlighed findes på tværs af alle folkeslag og sprog – også i fuldstændigt øde øsamfund uden videre kontakt med den øvrige verden – så er økonomisk vækst noget, vi er blevet lullet ind i som det eneste saliggørende i de vestlige lande, godt hjulpet på vej af massekommercialisering og globale mærker med milliarder på reklamekontoen. Det er for mig en væsentlig trussel mod vores åndelige velstand, at alt skal gøres op i vækst.  

For lige så snart alt skal gøres op i vækst, så kommer vi også til at skulle vurdere i første omgang om en bestemt handling fremmer vækst og i anden omgang om bestemte mennesker fremmer væksten. Konsekvensen kan for eksempel være, at de mennesker, der skønnes at være udenfor væksten, helst skal koste så lidt som muligt – uanset om det så er børn, der skal passes, arbejdsløse, der ikke rigtig kan genfinde en plads på arbejdsmarkedet eller ældre, der kræver pleje og omsorg. Væksten medfører et helt bestemt syn på mennesket som en middel for en større mekanisme – vi skal være redskaber for en konstant jagen efter højere velstand. Overfor det står så kærligheden, der også har et bestemt syn på mennesket indbygget. Her er der det udgangspunkt, at mennesket i sig selv er et mål, som opnår sin værdi ved at være til og ikke ved at være tandhjul i maskineriet.  

Væksttankegangen er meget udbredt hos os og i en ret stor del af verden. Og i den ligger der også en modstand mod kristendommen – i hvert fald hvis vi tager det alvorligt, som Jesus gjorde og sagde før han smuttede op til de tyndere luftlag. Så tanken om at være kristen er fin, så længe det begrænses til hyggereligion ved udvalgte højtider og mærkedage, men der, hvor der faktisk er noget i religionen, der modsiger herskende antagelser, så bliver det kaldt drømmeri og uden jordforbindelse. Måske var det ikke så skævt, at Jesus følte sig tvunget til at minde disciplene om, at de havde en opgave med at fortælle historierne videre – hverken dengang eller nu giver det sig selv. Og dengang som nu kan det sagtens vise sig at være upopulært eller genstand for latterliggørelse at fortælle om Jesus. Men all we need is love – for det gør verden større. Det er altid værd at være fan af det budskab. Amen! 

  

Kirkebøn: 

Lad os samles i bøn, for mennesker i nød, for hele skabningen og for kirken! 

Gud, vi leder ikke længere efter Jesus blandt de døde, for han lever og er til stede også i vores liv. Giv os stadig at blive klogere på, hvordan opstandelseslivet kan være vores liv og hjælp os til at vokse som dit folk, der vandrer mod opstandelsens morgen. 

Gud, du er tilstede, hvor vi mindst venter det, du er i hånden, der rejser os op, i blikket, der anerkender, i ordet, der skaber livsmod, i kraften, der får os til at ville livet også når det kræver noget af os. 

Gud, vi be’r dig: lad din ånd være i os og gennem os. Lad de grænser, vi sætter op blive brudt ned, lad mistro blive tiltro, lad had blive kærlighed. Giv, at vi som menighed, som kirke og ikke mindst som mennesker, kan være dine hænder, der rækker ud, når andre svigter. Og lad os møde dine hænder i andre, når vi svigter. 

Medfølelsens Gud, ræk ud mod os, når vi ikke selv kan tage fat. Hjælp os, når vi er syge. Sid sammen med os, når vi er ensomme. Trøst os, når vi sørger. Hør den bøn, som ikke kan komme over læberne, når vi famler mest i mørke. 

Gud, giv fred mellem mennesker og mellem nationer og folk. Vi be’r for mennesker i nærkontakt med krig og katastrofer, både dem, mennesker bringer hinanden i og dem den voldsomme natur kan bringe med sig.  

Vær overalt, hvor magten og ansvaret for andres liv og vel skal forvaltes. Lad ledere se deres magt som en gave fra dig, som skal gives tilbage til alle, der bærer dine ansigtstræk som gudsskabte mennesker. 

Gud, vi ber for din hellige almindelige kirke, her og ud over hele jorden. 

Fyld den med sandhed om, hvem du er, og hvad du vil med os i den. Gør din kirke - og os i den til ambassadører for tro, håb og kærlighed - og opstandelseshåb i mørket og dødens skygge. 

Amen.