3.s.e. trinitatis, 2.tr.r

v/ Grete Wigh-Poulsen.

28.juni 2020

Sankt Nicolai kirke kl.10.30

 

Es.65,1-2

Ef.2,17-22

Luk.15,11-32

 

806 Nu er det åndens lyse tid

598 O Gud du ved og kender

327 Kirken er som himmerige

674 Som sødt barnlille

321 O kristelighed v.6 og 7

31 Til himlene rækker

 

Jeg læste et sted, at vi, når vi læser eller hører om den her mand og de to sønner, meget let overser, hvad det er, der driver den yngste søn hjem. Det var sult. Der står: ”Og så blev der hungersnød i det land, hvor han boede, og han havde ingenting at spise”. ”Han var så sulten, at han var parat til at spise sig mæt i svinenes foder, men ikke engang det kunne han få lov til”.

Sønnen var sulten. Han var ved at dø af sult. Så kom han til fornuft, fortalte Jesus. Så gik det op for den her søn, at hos hans far var det muligt at overleve. Dér ville han ikke blive nægtet mad. Det gjorde ingen. Ingen!

Hungersnøden. Sulten. Og så dette at komme til fornuft, eller som det hedder i den autoriserede udgave af Det nye Testamente ”at gå i sig selv”, er vigtigt at få med.

Hungersnød. Sult. Vi ved at det findes. Men det er ikke en del af den vores nære verden og hverdag her i Kolding. Det kan være stramt. Der kan være meget lidt at gøre godt for. Og sådan er der dem i blandt os, der lever. Men kender vi ikke til, at det ikke til at få den mad, vi har brug for, så kan vores sult være af en anden slags.

Sulten efter retfærdighed, efter at blive set og anderkendt f.eks. Den kan udtære et menneske som den fysiske sult. Den sult kan optage og besætte dagens og nætternes tanker. Den kan være umulig at hjælpe sig selv ud af.

Og måske er det derfor det, der fanger opmærksomheden i det, som Jesus her fortæller, er forholdet mellem far og sønner. Både det forargelige i den yngstes søn lemfældige misbrug af den arv, som han har fået af sin far, før tid, og det dybt uretfærdige i, at han, som vel i vores optik fortjener at få lov at ligge som han har redt, fejres og begaves, trods sit svigt og misbrug af farens midler og tillid, mens den, der været trofast og beskeden, synes at blive overset og taget for givet.

Der er sange, romaner, digte, der kredser om den slags svigt. Der er mange, mange børn, hvis fortælling om barndom og forhold til forældre, kredser om dårligt forældreskab, om svigt – og uretfærdighed. Det er langt fra, meget langt fra alle disse fortællinger, hvis afsæt er, at mor, (og her kunne nok ligeså godt siges far), er ”den bedste i verden”, som det hedder i en tidligere meget populær sang, eller stiller sig tilfreds med, at det er sådan alene ”fordi hun er min mor” (eller far) jf. samme sang.

Det kan meget vel være fordi vi lever i en så privilegeret del af verden, som vi gør. Vores muligheder er mange. Det er - der kan vi i alt fald være tilbøjelige til tænke-  altid muligt at vælge eller finde på noget andet end det vi er i lige nu. Vi kan lægge vores tilværelse om, lige indtil den dag, hvor det går op for at vi ikke kan det længere. At årstallet for vores fødsel skal søges lang, langt neden på listen, når det skal opgives. At det ikke kan ignoreres, at der er så væsentligt flere år bag os end vi kan forvente forude. Ja, at alt muligt, også det vi slet ikke havde kunnet forestille os, kan forhindre os i at vælge noget som helst.

Det kan ramme. Det kan sætte selvransagelsen i gang. Og det kan altså få dem, der har de evner, til at skrive sig til en fortælling om sig selv og sit ophav. Forfatteren Kasper Baum Bonnéns seneste bog ”Bag om min far”, som han talte om i Skønlitteratur på P1 i sidste uge (17.juni), er, kunne jeg forstå, sådan en fortælling – om en far, der er mere optaget af sit eget, sin kunst, som drikker for meget, som derfor har svigtet, om hvad det savn gør. Kaper Baum Bonnén er hverken den første eller den sidste, der kan fortælle om det, og fortæller, at det er en fortælling, der skal fortælles, sønnens fortælling. Om det er det eneste, der er at sige om den sag, er nok usandsynligt. Men fortællingen er der. Og ingen tvivl om, at fortælleren fortæller, den fortælling, som han ser og mærker, er hans.

Er det mon ikke sådan, at et menneske har brug for en fortælling om sig selv? At det er et ligeså basalt behov som behovet for føde? At vi derfor drives til at bruge et helt liv (hvis vi har et liv, der tillader os overskud til det) på at få den fortælling til at falde på plads og hænge sammen, fortid med nutid med fremtid? Og er det mon ikke sådan, at den fortælling vi får fortalt os selv, ikke altid svarer til, hvad andre udefra ser? Og kunne det ikke tænkes, at vi kom dertil, hvor den fortælling i virkeligheden suger kræfterne ud af os? At den bliver uden sammenhæng med selv vores nærmestes fortælling? At den derfor kan bliver underlig død og uvedkommende, selv for os selv?

Ja - Er det mon sådan, at vi kan risikere, at blive så optagede at grave os ind og finde forklaringer i det forhold mellem mennesker, hvor der kan ske så meget, der ikke ser ens ud for os, at det ødelægger mere end det gavner? Det der for den ene i erindringer er fatalt svigt, der udløser savn, der kan plage resten at livet, kunne jo være et øjebliks fejlvurdering, et pres, en usikkerhed, fortrængning, en trang til frihed, ambitioner, uenigheder …. alt muligt. Sådan kan du som forældre tænke det, når du hører dine børns fortællinger – uden måske nødvendigvis at tilkende dine egne forældre samme forsvarsberettigelse. Mon ikke også du og jeg har en fortælling, der ikke svarer præcis til den din mor eller far ville fortælle? Og det hvad enten den er  traumefyldt eller fyldt af beundring og taknemlighed.

Men i denne sammenhæng, i dag hvor vi skal høre et glædeligt budskab i det, som Jesus fortæller om en mand og hans to sønner, den historie, som vi har vænnet os til at kalde ”den fortabte søn”, viser det vigtigste sig at være den fortælling, som faren kan fortælle om sit barn, om begge sine børn. For sønnernes sult efter selv at få lov at fortælle sig til historien om dem selv, deres vilkår, deres ophav og fremtid, har brug for at farens version er med. Uden det, som faren med sin gavmildhed, sin uforbeholdne modtagelse, sine åbne arme viser og siger og giver, ville de begge blive ved med at hungre efter andet og mere end de selv ville kunne arbejde eller købe sig til.

”Alt mit er også dit”, siger faren til den søn, der føler sig dybt uretfærdigt behandlet. Ham, der mener at hans fortælling, er en fortælling om ikke at blive set og anerkendt, om at blive taget for givet. ”Alt mit er også dit”. Det viser samme far den søn, der kan fortælle om sig selv, at han fik det, som han ville, satte det hele over styr, svigtede og fejlede og ikke kan fortjene at blive behandlet som et barn af huset længere.

Da den yngste, sulten og ude af stand til at klare sig selv, ”kom til fornuft” eller som det hedder i den autoriserede udgave af Det nye Testamente ”gik i sig selv” forstod han, at der kunne fortælles en helt anden historie om ham end den, som han selv hidtil havde forestillet sig var den eneste sande. Han havde tænkt, at var sig selv, og kunne klare sig med at være sig selv.

Det kunne han ikke. Det skulle han heller ikke. Han havde hele tiden været sin fars søn. Det var han også den dag han for alvor forstod det.

Det tog ham tid. Det kostede dyrt. Men det ændrede ikke på, at han hørte til hos sin far. Han kunne stille hans sult, hans længsel med det, der skal til for at leve et menneskeliv – det fællesskab som gøres af kærlighed.

Nu skal vi synge en salme, som jeg jævnt hen får at vide, at nogle har det svært med. Det er Grundtvigs ”Sov sødt barnlille”. Jeg ved, at de første linjer, får nogle til at tænke på død. Men det er det modsatte, der salmens anliggende. Det er liv, hvor også vi, der for længst er forbi den tid, hvor nogen puttede os i en vugge, dog sagtens kan føle os små og magtesløse og have brug for den fortrøstning og beroligelse, som salmen tilsiger. ”Gud Fader har sagt, stå engle på vagt, hvor mine de små er i senge” … thi skal ingen djævel dig skade”..

”så klarøjet, brat, du siger godnat, til tvivlen og frygten og sorgen”.

Det er det vi kan. Nu og når vi fornemmer livkilderne tørre ud for os, når sulten efter retfærdighed, efter at blive set og anderkendt bider, optager og besætter dagens og nætternes tanker.

Syng salmen og husk, at dét er den sande fortælling om dig. Tro det.

Amen

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste!

Tak for denne søndags ord til os om at du altid vil møde os, at du vil at vi altid kan være hos dig.

Vi beder dig: Velsign jorden.  Velsign og hjælp os, så det må lykkes for os at værne om den til bedste for både mennesker og natur.

Vi beder for alle med magt, viden og myndighed. Vi beder vi for kongehuset, regering og alle øvrigheder. Måtte de forstå at lede og beslutte. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er betroet. Hold dem og os fri af indbyrdes strid, ufred, og alt ondt.

Vi beder for de mennesker, som står os nær, dem, som vi elsker, de, der gør vores liv rige. Vi beder for hverdagslivet, som vi har med hinanden, hjemme, på arbejdet og hvor vi færdes.

Vær hos den, der har det svært, den syge, den, der sørger, savner, den sidder i mørket og dødens skygge – og hos den, der længes efter at være i kirken i dag, men ikke kan. Giv fred til den slidte , urolige og trætte, mod til den modløse. Vis os dit milde ansigt, når døden vil lukke sig om os.

Vi beder for din kirke her og alle steder i verden. Giv os at leve sammen i tro, håb og kærlighed og efter et liv under dit ord den evige salighed. Lad os båret af din Ånd tage dine ord med os herfra til det, der venter os. Amen

 

 

1. søndag efter trinitatis v/ Henriette Bacher Lind.

den 14. juni 2020, Luk 12,13-21

Salmer: 745, 292, 614 – 56 (438, 440) 287, 28

Jeg fik et mindre chok, da jeg læste dagens evangelium i den nye oversættelse, Bibelen 2020. Her oversætter man nemlig ordet lignelse med ordet historie. I den autoriserede oversættelse står der: ”Og han fortalte dem en lignelse”. I den nye oversættelse står der: ”Så fortalte han dem en historie”.

Er det noget at blive oprørt over, tænker I måske. Er hun nu ikke lige lovlig pernitten? Kan det ene ord ikke være lige så godt som det andet. Nej, det betyder faktisk alt, om Jesus fortæller historier, eller om han fortæller lignelser. Det er ikke, fordi historier ikke kan være kloge og indsigtsfulde og etiske, det kan de bestemt. Men lignelsen sætter simpelt hen en anden ramme omkring indholdet. I samme øjeblik Jesus siger, at han fortæller en lignelse, ved vi, at vi skal lede efter evangeliet. Hvor i fortællingen er forkyndelsen? Det er den, vi skal lytte os ind på. Det er den, der skal ramme os, så vi vender os fra os selv og om mod Gud. I lignelsen fortæller Jesus altid noget om enten sig selv eller om gudsriget og vores plads i det. Det er op til os at finde ud af hvad. Han vil ikke bare underholde eller belære eller pege med den moralske pegefinger. Han vil løfte os ind i den nye virkelighed, som han skaber

 

med sin barmhjertighed. Det er lignelsens formål. Lignelsen handler aldrig kun om det, som den foregiver at handler om, der ligger altid en større mening bag. Fjerner man ordet lignelse, bliver fortællingen om bonden, som sanker i lade, en helt banal historie, om dumheden i at spare op i stedet for at leve livet. Den historie findes i et utal af varianter verden rundt. Jeg gætter på, at de fleste af os kender en eller flere, der sparer flittigt op til pensionen og drømmer om alle de skønne rejser eller middage, som pengene skal bruges til, og så sker det forfærdelige, at de dør,

uden at de får den mindste glæde af opsparingen. Det er virkelig en sørgelig, og meget klassisk historie, desværre.  

Og hvis det var den belæring, som Jesus ønskede at bringe videre, kunne han for så vidt bare have læst stykket op fra Prædikerens Bog. Her lægger forfatteren ikke fingrene imellem, når rigdommens dårlige egenskaber opregnes: ”Den, der elsker penge, bliver ikke mæt af penge, den, der elsker rigdom, får intet udbytte af den. Også det er tomhed! Eller: ”Det er et slemt onde, jeg har set under solen: Opsparet rigdom, der bliver til ulykke for den rige”. Her får vi det råt for usødet: Rigdom er kun af det onde, penge giver ikke andet end bekymringer og ærgrelser, kun den fattige sover roligt om natten osv., men hvis det kristne budskab ikke er andet og mere end den slags moralske almindeligheder, har vi ikke brug for det. Evangeliet om Jesus Kristus skulle gerne fortælle noget andet om os end det, vi kan sige os selv. Det skulle gerne fortælle os mere om livet og dets muligheder, end snusfornuft og dyrekøbt erfaring kan.

Spørgsmålet er da: Hvad handler dagens lignelse om, hvad nyt og glædeligt fortæller den os? Hvor i fortællingen om bonden, der ønsker at bygge større lader for at kunne få plads til sin bugnende høst, ligger det særlige. Hvilken sætning eller hvilket ord rummer den pointe, den appel, den fordring, som vi skal tage med os og leve videre på? Indledningen på dagens evangelium giver et hint. Her beder en mand Jesus om at tage stilling i en arvesag. Jesus afviser naturligvis, han er jo ikke sagfører. I stedet fortæller han lignelsen om bonden, der efter at have lagt alle sine store planer, bliver stillet over for Gud, der siger til ham: ”Hvad forestiller du dig! I nat skal du dø, og hvem skal så have alt det, du har samlet sammen”? ”Hvem skal arve dig”? Spørger Gud bonden. Lignelsen handler altså om arv, og så meget ved vi i al fald om Jesus, at hver eneste gang han taler om penge og arv, så handler det dybest set om, hvordan vi forvalter det liv, vi har fået af Gud. Tænk på manden, der et andet sted, i en anden

 

situation, spørger Jesus: ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv”? Og Jesus spørger tilbage, hvad der står i loven, hvortil manden svarer: ”Du skal elske Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og din næste som sig selv”. Og da siger Jesus: ”Gør det, så skal du leve”. Han siger netop ikke: ”Gør det, så er arven i hus”, nej, han peger på livet. For manden er jo allerede arving til det liv, Gud har skænket ham. Der er ikke mere at arve, nu gælder det om at omsætte den arv til liv. Arven skal ikke samles, den skal spredes vidt og bredt i form af barmhjertighed, tilgivelse, trøst og kærlighed. Vi er Guds børn, vi har børnekår og børneret. Vi er hans livsarvinger, arvinger til det evige liv, som aldrig har været beregnet på at blive gemt væk i lader eller jordhuler. ”Lad livets kilde flyde, at ingen stopper den, skriver Peter Dass i en salme. Spænd ikke ben for livet, det er beregnet på at strømme fra menneske til menneske.

Jeg fandt et digt, som jeg simpelt hen må citere i dag, fordi det på sin egen finurlige måde handler om forholdet mellem evighed, penge og kærlighed. Digtet er skrevet af

Klaus Høeck.

 

   med aktier op

føres ingen kirker af

   sten ikke engang

   et tårn af salt og

malakit som i Hessel

   ager sogn penge

   er ikke nok

når ågeren gnaver i sjæl

  og kød eller æt

  ser i epita

fiets lasurfarve in

   de i kapellet

 

   endnu en gang by

der træskomaleren vel

   kommen til trods for

   århundredets gæld

og rentefald til trods for

   finansens magt by

   der han os ind i

evighedens labyrint

  der blot er et spejl

   billede af vo

res eget sind deroppe

   i hvælvingens puds

 

 

   for slet ikke at

tale om den rødhåre

   de kvinde af kalk

   der kunne være

min elskede hvis ikke

   hun netop stod ved

   siden af mig og

er blond men det kommer ud

   på eet for uden

   kærlighedens rø

de tråd kan kapitalen

   ikke besejres

 

Bare rolig, jeg skal skåne jer for en analyse af digtet ”Sind”, og nøjes med at fremhæve nogle udtryk, som kaster et fint og opklarende lys ind over dagens tema. I første strofe skriver digteren ”Penge er ikke nok, når ågeren gnaver i sjæl og kød” og så begiver han sig ind i Hesselager kirke på Sydfyn som et svar på, hvad der så skal til, når det gør ondt i livet. Uden at det bliver sagt direkte, bliver kirken et lindrende alternativ til den hårde verden udenfor, et godt sted at befinde sig i en verden, hvor aktiemarkeder og renter går op og ned, og hvor bekymringen for økonomien fylder meget. Når digteren lægger hovedet tilbage og ser op træskomalerens udsmykning i kirkeloftet, blandt andet den rødhårede kvinde, får han en klar oplevelse af ”at uden kærlighedens røde tråd kan kapitalen ikke besejres”. Det læser jeg, som om han pludselig forstår, at kærligheden i enhver form trumfer pengene, når det gælder om at finde livets mening og retning. Selvfølgelig kigger han på sin elskede, hun er for ham kærligheden, men ”kærlighedens røde tråd” dækker over mere, udtrykket kan ikke undgå at tage farve af det rum, som det skrives ind i, kirkens rum. Kirken er stedet, hvor den kærlighed, der løber som en rød tråd fra Gud til menneske og fra menneske til menneske, forkyndes.

Lignelsen om bonden er en advarselslignelse. Den fortæller, hvor galt det kan gå,

 

hvis vi glemmer, at vi er arvinger til Guds rige, til evigheden og derfor bruger arven, livet på en måde, som ikke er til gavn for nogen. Arven skal ikke sættes ind på en bankkonto, den skal ud i omløb. Glæden over at være i live, taknemmeligheden over at være tilgivet, fryden over at være svøbt i en kærlighed, der er endeløs, skal spredes, flere skal have del i den. Der skal strikkes videre på kærlighedens røde tråd. Ved Guds hjælp bliver det hele med tiden rødt i rødt, håber vi. Amen

 

Trinitatis søndag 2020, Matt 28, 26-30

v/ Martin Rønkilde.

Den første uge i juni 2020 har budt på masser af mulige billeder, som kunne være det, der står tilbage, hvis man skulle vælge bare et. Selvom begivenheden ligger lidt længere tilbage kunne en sort mand på gaden med en hvid politibetjents knæ på halsen være et godt bud. Brændende gader og militær på gaden til civile demonstrationer kunne også give et fint visuelt billede på, hvad der har fyldt. I den hjemlige andedam kunne det være en fanatikers møde med en anden fanatiker, hvor den ene fandt det berettiget at fægte med knive, mens den anden gør sit ypperste for at skabe så meget splittelse som muligt inden for landegrænsen. Det kunne også være et positivt billede af glade studenter, der jubler over at have fået lov til at køre vogn med huer, musikanlæg og utallige festlige stop.

Men der er et billede, som særligt har gjort indtryk på mig i denne uge.

Det stammer også fra landet på den anden side af Atlanten, som nok næppe med nogen ret kan kaldes Amerikas forenede stater i øjeblikket. Billedet af landets valgte leder, der stiller sig op foran en kirkes skilt og demonstrativt fremviser en bibel. Ved første øjekast kan det ligne en sympatisk aktion for at vise medfølelse med den kristne menighed, hvis kirke dagen forinden havde fået røgskader i forbindelse med de voldsomme demonstrationer i de fleste større byer. En sådan sympatiaktion er slet ikke uhørt eller ukendt, bare tænk på, hvordan domprovsten i København med hele søndagsmenigheden bar alterbuketterne og lagde dem foran synagogen dagen efter mordet på sikkerhedsvagten i forbindelse med Danmarkshistoriens nok mest omtalte terroraktion.

Men billedet af præsidentens aktion rummer nogle helt andre nuancer, som gør motiverne bag noget mere tvivlsomme. For det første var det ikke noget, der var aftalt med den pågældende menighed – og det ville alt andet lige være den største støtte, hvis præsidenten f.eks. var mødt op til den næste gudstjeneste for at vise sin sympati. Tværtimod var der foregået temmelig voldsomme scener foran kirken umiddelbart inden billedet blev taget. Fredelige demonstranter var – uden bedre begrundelse end at magthaverne siger det – blevet fjernet fra området foran kirken med temmelig hårdføre magtmidler. Hvis man nærstuderer billedet og særligt kirkens skilt og kender lidt til de forskellige kirkesamfund i USA, vil man samtidig også kunne se nogle næsten absurde paradokser i billedet. Præsidenten stiller sig op ved kirken med en bibel. Det er som sådan ikke videre påfaldende med en bibel i en kirke.

Men denne kirke er en del af den episkopale kirke i USA, som kendes som både progressiv og i opposition mod en del af præsidentens hidtidige politik. En af de ting, man kan være sikker på er, at en episkopalsk præst eller biskop aldrig ville stille sig op og vifte demonstrativt med en bibel. Den slags hører mere hjemme i præsidentens bestand af kernevælgere i de højrefløjs-konservative kristne kirkesamfund. For en episkopalsk kristen er gudstjenesten, salmerne, sakramenterne og en indsats for medmennesker mindst lige så vigtige som Bibelen. For at strø yderligere salt i såret, så nævner skiltet også, at den ene af kirkens præster er en kvinde. Igen er det typisk for den episkopale kirke, hvor både kvinder, sorte, homoseksuelle og andre klassiske eksempler på dem, der ikke må være præster, netop gerne må være det.

Men sådan ville det ikke være i de kirkelige kredse, som præsidenten ellers appellerer til og knytter sig til. Det er de rent ydre forhold, der gør, at der må stilles ret markante spørgsmål ved, om det rent faktisk var en sympatiaktion eller nærmere et pinagtigt forsøg på at pleje en gruppe af kernevælgeres opfattelse af præsidentens fromhed. Når man læser den lokale biskops kommentar – som altså er det kirkelige overhoved for de episkopale menigheder i hovedstaden – så er det hundrede procent det sidste, der var tale om. Der er ingen glæde for opbakningen, tværtimod nævnes ordet vanhelligelse af Bibelen direkte i kommentaren. Lige her ligger samtidig forklaringen på, hvorfor jeg synes, at netop det billede er det mest sigende i netop denne uge.

 

Når vi i dag kommer frem til Trinitatis søndag er det en af bibelens mest markante tekster, der lyder fra prædikestolen. Den korte sekvens, der har fået navnet ”Missionsbefalingen” og som er afslutningen på hele Matthæusevangeliet. Det passer perfekt til det skift i kirkeåret, der kommer med dagen i dag. Fra advent til nu har det været Jesu liv fra fødsel til død, opstandelse og himmelfart, der har været omdrejningspunkt. Men i dag skifter perspektivet og de næste mange søndage handler i stedet om, hvad det så vil sige at have hele den historie med ind stadigt skiftende samtider. Derfor er det så påfaldende med en demonstrativt bibelfægtende præsident i Washingtons gader. Man kan gå så vidt som til at sige, at præsidenten faktisk gør det, Jesus starter med. Gå ud i verden som mine repræsentanter.

Med Bibelen i hånden skal historien om Jesus fortælles og forklares, så alle folkeslag i hele verden lader sig døbe og bliver nye grene på det store kristne livstræ. Det er sådan set både enhver kirkes og ethvert kristent menneskes jobbeskrivelse i kortform.

Men måske er det meget sigende, at præsidentens bibel forblev lukket. I missionsbefalingen lyder det, at vi skal skabe nye disciple ved at døbe og ved at fortælle videre om Jesus. Det vil altså sige, at der er nødt til at være en sammenhæng mellem den måde, Jesus fortalte om Gud, Guds rige og hvordan mennesker skal forvalte det at være Guds medarbejdere og den måde, som vi rent faktisk udlever den jobbeskrivelse på. Og nu kommer så det skarpe svirp med halen:

En præsident som bruger størstedelen af sin taletid på at skabe splittelse, at håne og nedgøre modstandere, at lade stå til når hele befolkningsgrupper nærmest systematisk marginaliseres, som finder det passende at koble en død, sort mand under politiknæ med forbedrede tal for beskæftigelse – som måske endda var forkerte og i hvert fald netop ikke omfattede de sorte – en præsident, der virker sådan med den store magt, han har fået, har ikke fattet en rygende fis af, hvad Jesus siger og gør. Det vil mange være uenige med mig i – men jeg kan simpelthen ikke se, hvor Jesus siger, at det er sådan vi skal virke over for medmennesker eller at det er sådan Jesus direkte selv gør i sine møder med medmennesker. I stedet kunne et muligt billede at sætte på missionsbefalingen være dette.

Når Jesus specifikt i sine sidste ord til disciplene – efter korsfæstelse og opstandelse, når disciplene endelig har fattet, at Jesus faktisk er Gud selv i menneskekrop, vælger at sige, at det netop er at give det videre, som han har givet dem, så kan vi ikke snige os uden om, at Kristendommen har en dimension, der rækker ud over den enkeltes individuelle forhold til Gud. Der er en fælles dimension, en samfundsdimension. Jesus virker gennem stort set alle fire evangelier i det offentlige rum, blandt mennesker. Derfor er kirkens og de kristnes jobbeskrivelse at gøre det samme. Vi er sat til at fortælle det videre, som Jesus fortalte engang – og til at være og bære tro, håb og kærlighed til mennesker nær og fjern. Det kan virke som en næsten uoverstigelig opgave, for hvad nu hvis man ikke lige har talegaverne eller måske ikke lige er stærk nok i troen lige i dag til at kunne og turde tale om Gud?

Kirken har fra de første kristne forsamlinger været bygget op af mere end en type formidling. Traditionelt taler vi om kirkens fire søjler: gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission. Alle og enhver kan deltage i en gudstjeneste og måske bare i salmesang eller i en stille modtagelse ved alteret være en del af et levende fællesskab. Undervisning kan også være den berigende samtale på gaden, hvor verdenssituationen vendes og perspektiveres – eller at fortælle sine børn og børnebørn hvorfor man går i kirke eller ber Fadervor. Diakonien er oplagt den kirkelige søjle som kræver mindst ordekvilibrisme og meget mere handling. Diakoni kan ikke klares med et velsmurt snakketøj. Det er konkrete møder med mennesker, det er konkrete initiativer for dem, der på den ene eller anden måde har brug for en ekstra håndsrækning.

Og så er der mission: Det er den, som vi sendes ud i Trinitatistidens næsten endeløse række af søndage med. At fortælle det videre, som vi selv har fået fortalt – og det gøres altså både i ord og handling. Det gøres til gengæld ikke ved at fjerne demonstranter og med overlegen attitude holde parade med sin bibel. Missionsbefalingen er et bud om at løfte i flok – så lad os ønske hinanden god arbejdslyst! Amen!

 

Kirkebøn:

Lad os be sammen,

 

Herre, gør os til redskaber for din fred.

Hjælp os med at sprede kærlighed, hvor hadet hersker, tro, hvor tvivlen råder, håb, hvor der er angst og nød.

Hjælp os at bringe forsoning, hvor der er begået uret, at skabe enighed, hvor der er strid, at sprede lys, hvor der er mørke, at bringe glæde, hvor sorgen tynger.

Gud, hjælp os at søge ikke så meget at blive trøstet som at trøste, ikke så meget at blive forstået som at forstå, ikke så meget at blive elsket som at elske.

For det er ved at give, at vi får, ved at tilgive, at vi selv får tilgivelse, ved at miste vort liv, at vi finder det. Det er ved at dø, at vi opstår til evigt liv.

Gud, du er tilstede, hvor vi mindst venter det, du er i hånden, der rejser os op, i blikket, der anerkender, i ordet, der skaber livsmod, i kraften, der får os til at ville livet også når det kræver noget af os.

 

Gud, vi be’r dig: lad din ånd være i os og gennem os. Lad de grænser, vi sætter op blive brudt ned, lad mistro blive tiltro, lad had blive kærlighed. Giv, at vi som menighed, som kirke og ikke mindst som mennesker, kan være dine hænder, der rækker ud, når andre svigter. Og lad os møde dine hænder i andre, når vi svigter.

 

Medfølelsens Gud, ræk ud mod os, når vi ikke selv kan tage fat. Hjælp os, når vi er syge. Sid sammen med os, når vi er ensomme. Trøst os, når vi sørger. Hør den bøn, som ikke kan komme over læberne, når vi famler mest i mørke.

Gud, giv fred mellem mennesker og mellem nationer og folk. Vi be’r for mennesker i nærkontakt med krig og katastrofer, både dem, mennesker bringer hinanden i og dem den voldsomme natur kan bringe med sig. Vær overalt, hvor magten og ansvaret for andres liv og vel skal forvaltes.

 

Lad ledere se deres magt som en gave fra dig, som skal gives tilbage til alle, der bærer dine ansigtstræk som gudsskabte mennesker.

 

Gud, vi ber for din hellige almindelige kirke, her og ud over hele jorden.

Fyld den med sandhed om hvem du er og hvad du vil med os i den. Gør din kirke - og os i den til ambassadører for tro, håb og kærlighed - og opstandelseshåb i mørket og dødens skygge.

Amen.

 

2.Pinsedag 2.tr.

1.juni 2020

Sankt Nicolai kirke kl.10.30

 

Ez. 11,19-20

Ap.G2,42-47

Joh.6,44-47

 

290 I al sin glans

285 Hør Himmelsus 

291 Du som går ud fra den levende Gud

458 Zion pris din saliggører

Nadver: 438, 440

287, 2-3, Kraften fra det høje

835 Går gennem byens lange lige gader 

 

 

Sandheds Ånd, forvis os på, at også vi er af Gud Faders små. Amen.

 

Det er pinse! Også i dag. Pinse lader sig ikke begrænse. Ikke til én, men for så vidt heller ikke til to dage. Det er en tid. En rum tid. Og en begyndelse og en fortsættelse. En ny begyndelse hver dag. Hver dag skaber Gud på ny nyt for os og i os med sin evigt nærværende ånd. Du serdet  uden for din dør. ”Naturen holder pinsefest”. Du hører det herinde. Og forhåbentligt får du og jeg så også øje for det i vores liv, i vores dage, at det alt sammen, du og jeg og alle de andre og verden er spundet og bundet sammen af og med Gud.

Tre tekster hjælper os i dag.

Først den gamle profet, Ezekiel. Hos ham hørte vi om en udskiftning af hjertet. Før var der et stenhjerte. Det skal vel forstås som var det hårdt, ufølsomt, ubevægeligt og måske også tungt? Nu er det, som vi ved, det helt vitale organ i vores krop, det, der med sin vedholdende banken i brystet både holder os i live og er tegn på at vi lever. Ezekiel skrev: Ved Guds vilje er hjertet blevet til et hjerte ”af kød” – altså til liv, til at holde i live.

Sådan et hjerte banker i os også denne morgen. Et hjerte, der kan bevæges. Hvis rytme kan forstyrres af uro og angst, men også springe ved lykke og glæde, svulme af kærlighed. Det er når det sidste sker, at der som det skal være. Det er jo når vi af hjertet formår at elske Gud og elske vores næste i samme åndedrag, at vi som profeten skrev ”følger Guds lov”.

Når vi hører om de første kristne, synes det at være lykkedes for dem. ”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet ved brødets brydelse og ved bønnerne”, hørte vi. Ja de gjorde mere end det. De levede sammen i lykkelig enighed, fælles om alting. Som var skabelsestidens paradistilstand vendt tilbage, synes de at have fundet ind i til en tilstand, hvor alt udenoms var overflødiggjort . Nu betyder ejendom og ejendele ingenting. Nid, nag, løgn, forstillelse, misundelse, jalousi findes ikke. Gavmildt deles det, der er. Taknemligheden fylder i alt, hvad man gør. ”Jublende og oprigtige i hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst”, står der i Apostlenes Gerninger.

Er det sådan det står til i de kristne fællesskaber i dag? Er vi fri af nid, nag, løgn, forstillelse, misundelse, jalousi? Er vi i al vores gøren og laden opfyldt af taknemlighed? Deler vi alt – som i alt? Er vi uforbeholdent gavmilde med det, vi har? Med os selv? Findes der nogle der på én gang både kan sige om sig selv, at de er jublende i hver fiber af deres krop, i hver tanke og er ”oprigtige af hjertet”?

Måske, måske et forsigtigt måske, for måske kan vi opleve glimt, små åndehuller i tilværelsen, hvor det faktisk er sådan. I så fald må det være med Guds hjælp. Det måtte være, hvor Helligånden har frit løb og ikke rammer muren af de små eller større forbehold, der kan være i os.

Og som selvfølgelig er i os, fordi vi lever i den her verden, der til tider kan være en temmelig kompliceret affære. Ikke mindst pga. os, du og jeg og alle de andre, der findes. Fordi vi ikke er ens. Fordi der er det i os, der kæmper for at finde ud af, hvordan alting hænger sammen, hvad der er den rette vej at gå. Som hele livet igennem bøvler med at træffe de rette valg, og som i tilbageblikket ønsker og håber at kunne sige: Jeg gjorde det rigtige.

Det er ikke enkelt med mennesker. Det er aldrig enkelt. Det der ”kød-hjerte” er jo netop bevægeligt. Og følsomt. Det kan ikke tåle hvad som helst. Så går vi til.

Så vi beskytter det. Prøver at værne det mod alt for mange forskelligrettede bevægelser. Prøver at give det ro. F.eks. ved at afgrænse de fællesskaber, som vi indgår i. Også dem, som vi siger, har sit afsæt og hviler i Guds ord i Kristus. De første kristne var, står der altså i Apostlenes Gerninger, jublende og oprigtige. Når de var sammen. Her var de trygge. Det var godt. Udenfor var det nok anderledes. Og derude fra kom der hele tiden nye til.

Det er der, at det svære begynder. Tror jeg. Gætter jeg på. Disse nye der kom til. Hvad kom de mon med? Indordnede de sig? Mødte de ingen skepsis eller forbehold? Blev de mødt helt uden nid, nag, løgn, forstillelse, misundelse, jalousi? Blev de taget imod med åbne arme? Var modtagelsen præget af gavmildhed og taknemlighed? 

Forhåbentligt! Men sniger der sig en lille skepsis ind hos nogle af os, hænger det nok sammen med de erfaringer, som vi har med os. Vores fællesskaber, uanset hvor åbne og imødekommende vi anstrenger os for være, er altid i fare for lukke sig om sig selv. For hvor der godt at være, ønsker vi helt naturligt, at det skal fortsætte som det er, og så kan selv den mindste anderledeshed fornemmes som en trussel, som en fare, der skal afværges.

Men der forglemmer vi os. Lige dér, i det øjeblik forglemmer hvad vi er. Vi glemmer hvad der skal til for at vi overhovedet kan være til.

Først er der hjertet. Hjertet af kød og blod. Det, der pumper blodet rundt i vores kroppe og sørger for næring og ilt til hver eneste lille celle i os. Så er der føden. Brødet.

Jesus siger: ”Jeg er livets brød”, ”jeg er det levende brød”.

Vi kan være sultne på meget forskelligt. Der er blevet talt en del om ”hudsult”, mens vi skullet holde os fra hinanden de sidste par måneder. Det er den sult, der kommer af ikke at få lov at mærke hinanden, den fysiske kontakt. Det er svært at skulle undvære berøring, varmen i et håndtryk, omsorgen i et kram, kærligheden i et kys. Det er jo med til at holde os oppe og ved livsmod. Berøring forener og nedbryder afstand.

Ligesom ordene og sakramenterne her rummet gør. Hvis ikke vi var bevidste om, at der også et helt basalt sult-behov her, så tænker jeg, at det har vist sig, mens kirken var lukket.

Det brød, der rækkes dig ved nadveren er jo mere end en lille kiks uden meget smag. Den er Jesu Kristi legeme, det er levende brød, det er livets brød. Det er et lille bitte måltid med kæmpestor betydning. Gud samler os i et fællesskab indstiftet af hans søn og stiller dermed vores sult efter at være med og længslen efter at vide at vi hører til.

For i modsætning til alle de fællesskaber, som vi etablerer, så er dette udenfor vores bestemmelsesret. Det er ikke os, der sætter betingelserne eller kan eller skal bedømme, hvem der rigtigt hører til, har ret til være med eller er gode nok til det. Vi er med gennem Kristus. Han indbyder. Han er tilstede. Det fællesskab sættes af Gud. Det er ham, der ved sin søn samler os. Ikke os, der samler os selv. Guds ske lov! For vores har det, som sagt med at blive begrænsende, før eller siden. Sådan bliver nadverens fællesskab aldrig. Uanset hvad vi kommer til at tænke om det. Uanset at vi kan kommet til forplumrer det budskab. Jesu er livets brød. Han er det levende brød. Der er ikke død og afslutning og afgrænsning i ham. Det deler han med os og bliver vores forsoner og redder. Sådan er han livets brød for os.

Om lidt skal vi synge tilbage den første nadver. Bagefter får vi selv muligheden for at gå til alters og modtage det lille stykke brød, der helt bogstaveligt er en himmerigsmundfuld, for i det mødes himmel og jord, Kristus og dig og mig. Og i os, der bliver det brød så livgivende som var det vældigt festmåltid tilberedt og serveret med den største kærlighed og opmærksomhed på gæsten.

Det er pinse. Også i dag. En forunderlig tid med liv og vækst, der kan sanses, ses, indsnuses, mærkes i krop og sind. Med en forkyndelse til os, der akkurat ligeså forunderlig livsnær. Vi kan tro os i Guds kærligheds fællesskab. Med Guds hjælp kan vi tro det. Med Helligåndens nærværende, oplysende, kærlige hjælp sker det. Glædelig pinse.

Lov og tak og evig ære være dig Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var er bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

 

 

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste!

Tak for Pinsedagens skønne forkyndelse af din kærligheds Ånds nærvær her i vore dage. Tak dagens ord til os om, at vi må forstå din søn som livets brød, den der holder os i live og levende i alt.

 

Vi beder dig: Velsign jorden.  Velsign og hjælp os, så det må lykkes for os at værne om den til bedste for både mennesker og natur.

Vi beder for alle med magt, viden og myndighed. Vi beder vi for kongehuset, regering og alle øvrigheder. Måtte de forstå at lede og beslutte. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er betroet. Hold dem og os fri af indbyrdes strid, ufred, teror og alt ondt.

Vi beder for de mennesker, som står os nær, dem, som vi elsker, de, der gør vores liv rige. Vi beder for hverdagslivet, som vi har med hinanden, det som vi længe har savnet hjemme, på arbejdet og hvor vi færdes.

Vær hos den, der har det svært, den, der sørger, savner, den, der gerne ville have været her i kirken i dag, men ikke kan, den sidder i mørket og dødens skygge . Giv fred til den slidte , urolige og trætte, mod til den modløse. Vis os dit milde ansigt, når døden vil lukke sig om os.

Vi beder for din kirke her og alle steder i verden. Giv os at leve sammen i tro, håb og kærlighed og efter et liv under dit ord den evige salighed. Lad os båret af din Ånd tage dine ord med os herfra til det, der venter os. Amen

 

 

Pinsedag den 31. maj 2020 v/ Henriette Bacher Lind

, Johs 14, 15-21

290, 291, 282 – 296 (438, 440, 287,2-3) 806

”Måneden maj med brudeslør svævende” stod der i en roman, jeg læste forleden. Jeg blev ramt med det samme. Af skønheden i ordene. Af rytmen. Jeg blev ramt, fordi sætningen, så kort den er, indkapsler en oplevelse, jeg genkender. Det er jo lige præcis sådan, naturen er nu: Med frodige, grønne grøftekanter overdådigt struttende af den luftige plante med navnet vild kørvel, som vi i min barndom kaldte ”landevejens brudeslør”, hvor det udtryk så end kommer fra. Det er naturligvis ikke hentet ud af den blå luft, for der er noget gennemsigtigt florlet og sløragtigt over den hvide ukrudtsplante. ”Måneden maj med brudeslør svævende”. Det er langt fra sikkert, at alle vil blive ramt af det udtryk. Der vil nok være nogen, der tænker: Den sætning siger mig overhovedet ikke noget. Jeg forbinder ikke noget som helst med den. Den vækker ikke den mindste genklang, og det er klart, at hvis man har det sådan, så mister sætningen sin betydning og bliver ikke andet end en række tilfældige ord, sat ved siden af hinanden uden dybere mening.  

Det, vi hører, skal ramme os. Et udtryk kan være nok så smukt eller klogt eller vigtigt, men hvis det ikke griber èn, kan det være det samme. Så falder det til jorden og forandrer ingenting. ”Måneden maj med brudeslør svævende” har ikke umiddelbart noget med pinse at gøre, selv om det beskriver naturen ved pinsetid, men den effekt, som en sætning kan have eller ikke have, handler faktisk en hel del om pinse. I skal se situationen for jer. Disciplene er samlet i Jerusalem. Det er halvtreds dage, siden de stod ved den tomme grav, ti dage siden de så Jesus forsvinde ind i himmeldybet. Dengang stod det helt klart for dem, hvad de skulle efter hans himmelfart. Opgaven var ikke til at tage fejl af, den var lige til at gå til, synes de dengang. Hvor svært kan det være at døbe og forkynde det glædelige budskab om Guds søn, der kommer med tilgivelse, kærlighed og en retfærdighed, som verden aldrig har set mage til? Men det er, som om ordene bliver fjernere og mere tågede dag for dag. Meningen er blegnet og vanskelig at få hold på. Ordene, som til at begynde med løb dem i munden så let som ingenting, sidder pludselig fast eller kommer ud på den helt forkerte måde. Hvad er der sket? Hvorfor er det pludselig blevet så svært? Disciplene forstår det ikke! Der er jo nok at fortælle om. Hvad med den blinde i grøftekanten, som pludselig kunne se? Eller hvad med kvinden, der var få sekunder fra at blive stenet, men blev reddet i sidste øjeblik? For slet ikke at tale om lignelserne –de er da lige ud ad landevejen, siger de til hinanden. Og ja, lignelserne er overhovedet ikke problematiske at genfortælle, de er fulde af genkendelige situationer, fulde af dramatik. Tag bare lignelsen om vingårdsarbejderne, der går hjem fra arbejde med præcis de samme penge i lommene, selv om de første har arbejdet mange flere timer end de sidste. Eller hvad med lignelsen om fåret, som løber vild og bliver fundet? Disciplene har ikke glemt noget som helst af det, som Jesus gjorde og sagde. Det er ikke det, der er galt. Problemet er, at når de fortæller det videre, kan de se på folks ansigtsudtryk, at det slet ikke gør noget indtryk, det er som at tale for døve øren. Folk lytter høfligt, og så vender de ryggen til. Og hvis de skal være helt ærlige, kan de godt forstå reaktionen. Ordene mangler simpelt hen liv og glød. De siger ikke nogen noget. Det er en meget deprimerende oplevelse, den lægger sig som endnu en tyngde oven på sorgen over, at Jesus ikke længere er mellem dem, og så er det, at det forunderlige sker. Som lyn fra en klar himmel: Der tændes en brand, og pludselig – hurtigere end nogen kan nå at tælle til tre – er der liv i de døde, blege ord. Og her må vi bare overgive os til beretningen om pinsedagen med ild og tungetale, for den bobler af glæde over, at ordene på fuldstændig uforklarlig vis og fra det ene sekund til det andet løfter sig, slipper fri og flagrer ud af vinduet. ”Hør, er de mænd ikke fra Galilæa? Hvordan kan det så være, at vi alle sammen kan forstå, hvad de siger. Vi kommer jo både fra Parthien og Medien, Elam og Mesopotamien, fra Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, fra Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, og nogle af os er tilflyttere fra Rom. Men uanset, om vi er født jøder eller er blevet det senere, og lige meget hvor vi kommer fra, så kan vi på vores eget sprog høre dem fortælle om de store ting, Gud har gjort”. Hvordan kan det være, at vi, som ikke kun taler forskellige sprog, og aldrig har lært aramæisk, pludselig forstår det, som disse jøder siger? Hvordan kan det lade sig gøre? siger alle de tilrejsende, som er kommet virkelig langvejsfra, til hinanden. Vi forstår godt deres forvirring, det giver ikke mening, det burde ikke kunne lade sig gøre, men ikke desto mindre sker det. Fordi Ånden blæser ind over de nedtrykte disciple og puster liv i ordene. Talsmanden kommer og sikrer, at der bliver talt direkte til den enkelte. Gud sender sin Hellige ånd, sandhedens ånd, som kan få budskabet til at leve og lyse, så det rammer og får vægt. Og det nytter ikke at forklare stolper op og stolper ned om, hvordan det kan lade sig gøre, for vi kommer aldrig til at fatte det fuldtud. Det ligger uden for vores forstand. Det er et under, som vi bare må tage imod og glæde os over, for vi ved jo godt, at vi kan tale og tale om alt det vigtige og skelsættende i kristendommen, men vi kan ikke ved egen hjælp skabe den tro, som gør ordene livsnødvendige. Vi har ikke magten til, at ordene rammer hjertekulen og smelter alle forbehold over for den største af alle sandheder, det har kun Gud. ”Jeg vil sende jer sandhedens ånd,” lover Jesus sine disciple, da han tager afsked med dem. Og sandhedens ånd er kærlighedens ånd. De to kan ikke skilles ad, for sandheden om os er, at vi skabt og frelst til at elske hinanden. ”Som jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden,” siger Jesus et andet sted i Johannesevangeliet. Ligegyldigt hvad han har sagt eller gjort, ligegyldigt hvad han bliver udsat for af pinsler, så er det dette bud, som ligger bag. Det er ikke en opfordring på linje med alle andre opfordringer i retning af: Vil du ikke lige gøre dit og dat. Nej, det er et bud, som taler direkte til os og kræver at blive hørt og omsat til handling. Jesus siger ikke, diplomatisk, neddæmpet: Du må hellere gå hen og hjælpe din nabo. Han siger: Gå hen og hjælp din nabo. Gå du hen og hjælp din nabo. Der er ingen vej uden om, han taler til mig direkte, befalende. Det er ikke et valg, det er en tiltale. Ansigt til ansigt med den tiltale bliver vi ramt, og ordene om, at vi har syndernes forladelse, hans evige kærlighed trods alle vores pletter, trods al ufuldkommenhed, trods alle svigt, bliver levende. Ordene får liv og glød, de lader sig ikke længere stuve af vejen, de siger os noget, de siger os alt.

”Måneden maj med brudeslør svævende” – sådan ser der ud i Danmark lige nu. Solen varmer, græs og syren dufter. Grøftekanterne bugner af den hvide, kniplingsfine kørvelblomst. Naturen lever og ånder og kæmper på sin egen måde mod enhver tendens til mørke. Præcis som ånden, kærligheds og sandheds ånd, der får ordene til at brænde af liv, så det føles helt ind i knoglerne, at lyset er stærkere end mørket. Amen

 

 
Kristi himmelfarts dag v/ Henriette Bacher Lind

Kr. Himmelfart den 21. maj 2020, Luk 24, 46 – 53

Salmer: 725, 448, 257 –  324, 266

Sikke en glæde. At stå her i dag. Over for jer. Sikke en glæde, at der igen er mennesker i Sankt Nicolai kirke. En kirke uden mennesker – kan det overhovedet kaldes en kirke? Selvfølgelig havde det været skønt, hvis der slet ikke havde været nogle begrænsninger, hvis vi ikke havde skullet måle hele rummet op i afstande og kvadratmeter. Hvis døren kunne have stået på vid gab. Men sådan er det ikke endnu. Og hellere en åben kirke med begrænsninger end en lukket.

I de sidste par måneder har nogle af os været i kirken indimellem, fordi vi skulle optage små videoer til hjemmesiden, men hold op! hvor har det været en besynderlig oplevelse. At stå og tale lige ud i luften, hen over de tomme bænke. Ikke et eneste ansigt at kigge på, ingen øjne at smile til. Hvor i al verden skal man vende blikket hen? Kirkerummet er meget, meget smukt, også når det er tomt, det er sandt, men det er langt smukkere, når der er mennesker.

Vi kunne godt have været lidt flere i dag, hvis vi havde tilrettelagt en gudstjeneste uden fælles salmesang: Men hvad ville det så have været for en gudstjeneste? Som en sagde til mig på gaden forleden: Hvis vi ikke skal synge, så kommer jeg slet ikke, så kan det være det samme! Jeg giver ham ret: Sangen er noget af det allervigtigste. Når vi synger, bliver det meget tydeligt, at vi gør noget sammen, at gudstjenesten er et fællesskab, at det ikke er en slags optræden, som man skal sidde og kigge på. Sangen forbinder os med hinanden. Og efter at Philip Faber har opdraget os alle sammen til at synge morgensang, så er der faktisk heller ingen undskyldning for ikke at synge med. Med andre ord: det, som får kirken til at leve, er, at vi er sammen, at vi er fælles om at høre og synge, bede og bekende.

Og hvis der er noget, vi har savnet i de sidste mange måneder, så er det netop at være sammen. Hvem af os havde i vores vildeste fantasi kunnet forestille os, at vi fra den ene dag til den anden skulle stå over for en virus, som rammer os på selve livsnerven: Fællesskabet. I mit hoved ligner corana-virus mere og mere en lille modbydelig og udspekuleret djævel, der går efter det, som gør allermest ondt, dvs. tvinger os til ensomhed, isolation, afstand til hinanden, tvinger os ind i en eneboertilværelse, som kun de allerfærreste trives med, tvinger os ud af det fælles rum og ind i det private, hvor vi bliver overladt mere eller mindre til vores eget indskrænkede og uhyggeligt stilfærdige selskab. Kun en virkelig ondskabsfuld fjende med stor psykologisk indsigt kan finde på den slags. Eller en corana-virus, for uanset hvor meget vi er kommet til at hade den, så har den ikke en personlig vilje, selv om man godt kan få den fornemmelse.

Der er nogle, der mener, at når vi kommer på den anden side af krisen, og ikke længere behøve at tage bestik af, hvor mange eller få meter, der er imellem os på kirkebænkene, på gaden, i klasseværelset, mellem bogreolerne på biblioteket, ved pølsevognen, ved køddisken i Føtex, på cykelstien osv., osv., vil individualitetens tidsalder være et overstået kapitel. Krisen har på den hårde måde lært os, at vi ikke er ret meget i os selv, men at vi er afhængige af hinanden. De mange måneder med nødtørftig kontakt har udstillet, hvor kontaktsøgende vi er, eller for nu at citere skabelsesberetningen: at det ikke er godt, at mennesket er alene. Jeg læste f.eks. om en kvinde, der efter en måned alene i sin lejlighed, var nået frem til den erkendelse, at fravalget af kærligheden til fordel for en benhård, tidskrævende karriere, var tåbeligt. Så længe dagene rasede af sted med møder og arbejde fra tidlig morgen til sen aften, var det fint kun at være sig selv og ikke skulle tage hensyn til en anden, men da alt lukkede ned, blev hun klar over, hvad hun savnede allermest: og det var ikke arbejdet. Hun savnede at have et andet menneske tæt på, en at dele bekymringerne med, en at holde humøret oppe med.

Lad os håbe, at erfaringerne og erkendelserne fra den trængselstid, som vi lige så langsomt bevæger os ud af, ikke forsvinder lige så snart, hjulene hvirvler rundt i det sædvanlige tempo. Gid vi ikke lige med det samme glemmer, hvor sårbare og udsatte, vi er, og at vi derfor stadig har enormt brug for hinanden. Men jeg har mine tvivl. Mennesket er glemsomt. Og når først hverdagen har fat i os, er der ikke længere tid til at gøre sig de store tanker om livet og meningen med det. Men sikke en lykke, at vi da har kirken og gudstjenesterne, for her får vi ikke en eneste mulighed for at glemme, hvem vi er, og hvad vi skal.

Her er budskabet det samme altid, uanset situationen. Her gør vi det, som de første disciple blev bedt om, lige inden Jesus fór til himmels. Han sagde dengang til dem: ”Alle folk i verden skal høre om mig, så de kan ændre deres liv og få tilgivet det, de har gjort forkert. I skal fortælle om mig, for I har jo selv set og hørt det hele, og I skal begynde her i Jerusalem”.  Disciplene får til opgave at fortælle om alt det, som Jesus har gjort og sagt i løbet af sit korte voksenliv og samler man det under ét hedder det tilgivelse eller med et andet ord syndernes forladelse. Jesus kommer med Guds tilgivelse, med Guds uendelige rummelighed af det, som er os og vort, og dvs. også det, som er ufuldkomment og uperfekt. Han favner det skrøbelige og sårbare, han trækker det ildesete, det skamfulde ind i sin lyskreds af kærlighed. Og pludselig er der skabt et fællesskab, som udadtil består af en broget forsamling af alle mulige eksistenser. Rig og fattig, selvsikker og usikker, hjælpeløs og magtfuldkommen – alle hører med, fordi vi i bund og grund og til trods for alle ydre forskelle og vilkår er ens. Og det fællesskab er livsvigtigt, for her passer vi alle sammen ind, uden at der skal skæres en tå og hugges en hæl. Her er det ligegyldigt, om vi er fan af Mette Frederiksen og hendes håndtering af krisen, eller om vi hellere havde set Jacob Ellemann ved roret. Her er vi alle lige for Gud takket være hans tilgivende kærlighed med navnet Kristus.

Det er Kr. Himmelfarts dag. Jesus forlader endegyldigt denne verden for at sætte sig ved sin fars højre side. Han kom fra Gud, nu vender han tilbage, og man skulle tro, at disciplene ville være ligeså sønderknuste som påskedag, da de opdager, at graven er tom. Men nej, de vender glade tilbage til Jerusalem, for med sig har de den største og vigtigste af alle fortællinger, fortællingen om Guds søn, der lever så stor en kærlighed ud, at han må bøde med sit liv, hvorefter Gud oprejser ham i én stor altomfavnende gestus af tilgivelse. Og her begynder det: fællesskabet, som får kirken til at leve. Og som får os til ånde frit og let. Amen

 

---
5. søndag efter påske, 17. maj 2020 v/Martin Rønkilde - se filmen og hør ord og toner fra kirken her.
---
Musikhilsen fra kirken: "Kom maj du søde milde" - se og hør den her.
---
4. søndag efter påske 10. maj 2020 v/Grete Wigh-Poulsen - hør ord og toner fra kirken her.
---
Andagt og refleksion til Store Bededag 8. maj 2020 v/Benjamin König se filmen her.
---
Morgenandagt 6. maj 2020 v/Grete Wigh-Poulsen - se filmen og hør ord og toner fra kirken her.
---
4. maj-andagt v/Martin Rønkilde - se filmen og hør ord og toner fra kirken her.
---
I anledning af 75-året for befrielsen, har vi lavet en lille film, hvor Kurt fortæller om sangen "En lærke letted". Se filmen her.