Konfirmation i Sankt Nicolai Kirke, 12. maj 2019 

Jakobsbrevet 1, 22-25 

Joh 1, 1-4, 14-18 

Nu er der en vis risiko for, at jeg stempler mig selv som en halvgammel nostalgiker, men jeg husker fra min skoletid, at der i matematiktimerne blev snakket om, at faktorernes orden er ligegyldig – det kan være, at andre med let grånende hårpragt eller svagt bølgende ansigtshud kan nikke genkendende til formuleringen – som jo ikke dækker over andet end at 2+3 bliver det samme som 3+2. Men lige så sandt det helt sikkert er inden for matematikkens verden, lige så sandt er det, at der ikke kan siges noget tilsvarende om sprog.  

Det er slet ikke lige meget, hvilke ord vi bruger, og hvornår vi bruger dem.  

Det er vel også derfor Facebook byder på indtil flere grupper for små spidsfindigheder som uheldige orddelinger eller fejlagtige kommateringer. Det gør en vis forskel om der er tale om babybad eller baby bad, om det er en nissedør eller en nisse dør, tungepiercinger eller tunge piercinger, kyllingeinderfilet eller en kyllingeinder filet, eller det, som konfirmanderne har stiftet bekendtskab med til sogneindsamlingen og som bliver både groft og krænkende, når mellemrum placeres uheldigt, om der er tale om raslebøsser eller at rasle bøsser. Bogstavernes orden er ikke ligegyldig, ordenes orden er ikke ligegyldig – måske nærmere afgørende. 

Når vi sidder på en restaurant og kigger ned over menukortet, er det netop for at hjælpe os til at give tjener og køkken retning på det, vi godt kan tænke os. Så vi ikke udsættes for hverken allergifremkaldende fødevarer eller den der ting, som vi virkelig bare ikke kan fordrage.   

Når fodboldtræneren står på sidelinjen og for Gud ved hvilken gang forsøger at råbe sine spillere op, så er det altafgørende, at det er de rigtige ord, der flyver hen over grønsværen, så det er venstre back, der sendes længere frem i presspillet og ikke målmanden, og så der ikke er tvivl om, hvem der skal tage det hårdt tilkæmpede straffespark.  

Når vi afleverer bilen, motorcyklen, cyklen eller det elektriske løbehjul på værksted, er det heller ikke ligegyldigt, at vi får givet de rigtige beskeder om, hvad problemet er, for et nyt bagdæk løser ikke rigtig, at 3. gear konstant går i baglås eller forlygten holder discofest på vej ned ad byens lange bakker. 

Efter mindst 8 kirkebesøg de seneste 9 måneder vil det næppe heller komme som det store chok, at ordene fylder en del, når man kommer i kirke. Måske kunne der siges, at der til tider er lige lovligt mange ord til, at man får det hele med. Men der er en god grund til, at der skal være plads til både mange og til tider også de helt store ord. Hos Johannes, som vi hørte fra før, er det ligefrem sådan, at den vigtigste enkeltbegivenhed i kristendommens historie – det der i en stald i Betlehem – omtales som Guds ord, der får krop. Når vi kender menneskers evne til at fortolke og jævnligt enten overfortolke eller misforstå, så var noget nær den logiske konsekvens, når nu menneskene i de bibelske fortællinger før Jesu fødsel har ufatteligt svært ved at kende forskel på, hvad Gud synes er en super ide, og hvad de selv har fundet på.  

Når Jesus gang på gang skal slås med sin tids religiøse ledere, er det næsten altid, fordi de har fortolket deres hellige skrifter så det passer til den samfunds- eller husorden, de gerne vil fastholde. Det handler næsten altid om, hvem der har ret til at bestemme, hvordan bestemte ord skal forstås og om de kan gradbøjes. Det nok mest hyppige eksempel er forholdet til hviledagen, hvor Jesus igen og igen viser sig som en voldsom provokatør, der hævder, at reglen om at holde sig helt fra arbejdslignende aktiviteter, selvfølgelig kan ændres, hvis det for eksempel gælder om at redde et menneskes liv. Jesus er Guds ultimative forsøg på at vise mennesker, at ingen skriftlige regler er så faste, at de må overtrumfe hensynet til et menneske i nød og aldrig må blive så autoritære, at der ikke er plads til at diskutere om de faktisk giver mening.  

Derfor er det også så vigtigt, at vi både som kirke og som mennesker bliver ved med at være bevidste om, hvordan vi bruger ordene. Det er desværre blevet meget tydeligt indenfor de sidste par uger, at der er sket en markant udvikling med, hvilke ord, vi bruger om både vores egen fortræffelighed og ikke mindst andres status som andenrangsmennesker. Når man på landsdækkende fjernsyn kan kalde en meddebattør for nazisvin, sige at udslettelsen af 1,7 milliarder muslimer er det endelige mål for det politiske projekt og for øvrigt udvise en skræmmende mangel på sans for demokratisk debat – og samtidig have nok opbakning i meningsmålinger til at få plads i folketinget, så er der kommet andre boller på ord-suppen.  

Jeg er fuldstændig sikker på, at hvis jeg i min skoletid havde omtalt en anden elev – uanset hvad der gik forud – som nazisvin, så var jeg blevet kaldt til en alt andet end hyggelig samtale med skolelederen og var nok også på hastigt udkig efter et nyt sted at gå i skole.  

Når det er værd at kigge på, hvilke ord, der er plads til i det offentlige rum, uden at vi som samfund siger fra, så er det tæt forbundet med det, Grundtvig skrev engang: at ordet skaber, hvad det nævner. Han tænkte både på, hvordan Gud skaber med ord i den bibelske skabelsesberetning men også hvordan vi skaber mere kærlighed ved at bruge ord, der bygger op og skaber splittelse ved at bruge ord, der bryder ned. Det er forhåbentlig ikke svært at gætte, i hvilken kategori jeg f.eks. vil placere nazisvin. 

Når vi i den offentlige debat kan høre synspunktet, at alle med en bestemt religiøs eller etnisk tilknytning skal forlade landet, så er der ikke længere så langt til, at situationen faktisk kan opstå. For ordene skaber hvad de nævner. Skulle der være tvivl om det, så er det bare om at kigge på de hyppige shitstorms, der kører på sociale medier mod alt fra fodboldlandsholdets udråb om kvindelige attributter til mere alvorlige overgreb og krænkelser. For 1 år siden ville det aldrig have vakt offentlig omtale, at en københavnsk kirke skal have en Michael Jackson gudstjeneste – det gør det nu, og årsagen kender de fleste nok.  

Det har aldrig været så let, at få andre mennesker med på en bestemt ide – ordene har fået digitale vinger.  

Det gør det bestemt ikke til en mindre relevant opgave både at bedømme andres ord og at turde vælge og holde fast ved, at ikke alle ord er lige sande og rigtige. Guds ord blev et menneske, lød det. Et menneske, der både med helt almindelige ord men i høj grad også med menneskelige handlinger ville vise, at der er både rigtige og forkerte veje at bevæge sig ned ad. Der er ord, der bygger op og ord, der river ned. Når Jesus talte var det altid med billeder og ord, som tilhørerne umiddelbart forstod. Meget af det vil stadig give mening i dag. Den største udfordring er, at selv en fortælling som den barmhjertige samaritaner er for lang til Twitter og ikke bliver læst på Facebook – det er alt for langt.  

Men sandheden er, at de store og væsentlige ting, der er at sige om os, vores verden og vores liv med hinanden kun sjældent og aldrig fuldt ud kan rummes i one-liners eller forsimplede generaliseringer. Hverken når de fortæller, at du må bombe uskyldige fordi Allah er stor, eller når du vil deportere over en tiendedel af et lands befolkning.  

 

Kære konfirmander, 

I står midt i al balladen. I er den kommende generation, der for alvor skal være gode til at skelne rigtigt fra forkert. Kristendommen har et godt bud på nogle rettesnore til den store og alvorlige opgave. Jeg håber i vil huske bare lidt af det, der kan hjælpe jer med at manøvrere i kaos. At Gud blev menneske og talte menneskers sprog, fordi de dengang og vi nu har brug for at få andre måder at sige og gøre tingene på.  

Det vigtigste af det hele er den sætning, der sluttede Johannesteksten: Ingen har nogensinde set Gud, men hans eneste søn har vist os hvordan Gud er. Hvis i bare husker den ene detalje, når i går fra kirken i dag – uanset om det er i sportsvogn, sidevogn, trillebør eller flyttekasse, så er i allerede godt på vej. For ordene skaber, hvad de nævner – både når vi siger, at vi tror på en dybere sammenhæng i det, der foregår og når vi gør os selv til den sammenhæng. Så vælg den vej, der giver liv og lys til både jer og alle dem omkring jer. Amen! 

 

 

2. søndag efter påske den 5. maj 2019 

DDS:  234, 296, 57 – 662 (nadver. 438, 440, 236,5-6), 266, 784

 

Dagens navn er Befrielsesdagen. Sådan står der i al fald i min kalender. Det er et ret unøjagtigt navn. Befrielsesdagen! Det kan betyde så meget, og man kan få de mest vildt flyvende associationer. Dagen for befrielsen er en mere præcis betegnelse, synes jeg, men det allerbedste havde selvfølgelig været, at der i kalenderen stod Dagen for Danmarks befrielse, for dagen markerer jo ikke en hvilken som helst form for befrielse, den markerer den 5. maj 1945, hvor Danmark igen var frit efter fem års besættelse af tyskerne. Det er en dag, som vi standser op ved for at fejre og mindes en ganske bestemt historisk begivenhed. Og det er vigtigt, at vi bliver ved med at kalde den ved navn, selv om der bliver færre og færre, der selv oplevede, hvad det vil sige at være besat og siden befriet. Hvis man ikke selv har hørt den vidunderlige besked, som kom ud af radioen den 4. maj om aftenen: ”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig", hvordan kan man så vide, hvordan det føltes, at Danmark igen var frit? Det er umuligt, men det gør ikke den gamle erfaring mindre vigtig, tværtimod.  

For bliver vi ikke mindet om den, bliver vi måske skødesløse, når det gælder om at sikre, at det ikke sker igen.  

I år den 4. januar markerede man flere steder i landet 75 års dagen for Vedersøepræsten Kaj Munks død. Han nåede ikke at opleve befrielsen; han nåede kun at opleve tyngden af besættelsen. Og det kom til udtryk i alt, hvad han skrev og sagde. I sin sidste prædiken nytårsdag, og dvs. kort før Gestapo hentede ham og kørte ham til Hørbylunde Banke, hvor han blev skudt, lyder han så fortvivlet, at man så mange år efter får hjerteknugen af at læse den. Han siger som indledning: ”Da jeg i Gaar forberedte mig for Guds Ansigt til denne Gudstjeneste, fik jeg det saadan, at jeg vidste, jeg ikke kunde gaa paa Prækestol eller for Alteret i Dag. En dyb Sorg og Smerte har opfyldt mit Sind”.  Og der står han så ved siden af kirkens juletræ, iklædt vinterfrakke og halstørklæde, fordi det er kommet ham for øre, at nogle i sognet samarbejder med tyskerne, fjenden. Han hader dem ikke, siger han og fortsætter ”For Mennesker er saa mange Slags og besættes af alle Slags Aander, og Frelseren har lært os Bønnen: Forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre. Men derfor bliver det aldrig kristen Gerning at hjælpe Tyskerne med at bygge Fæstningsværker mod Englænderne, for at vort eget Land saa længe som muligt kan holdes i Trældom og Underkuelse. Og det bliver ikke kristen Gerning for dyre Penge at sælge til Tyskerne de Æg og det Flæsk, som vore egne stakkels Arbejdsfolk i Byerne har saa haardt Brug for. Det bliver aldrig kristen Gerning at stille sig til Raadighed for Uretten, enten det saa sker af Fejghed, Griskhed eller tossegod Føjelighed”. Jeg får kuldegysninger af at læse ordene op; hans smerte er så skærende, og hans sjæl så ren, at det gør ondt. ”Jeg hader dem ikke, for mennesker er så mange slags og besættes af alle slags ånder,” siger han til menigheden nytårsmorgen.  

Det kan han sige, fordi han ved, hvordan et menneske kan bevæges og påvirkes af alle mulige kræfter, gode såvel som onde - han var faktisk selv begejstret for Hitler i begyndelsen af 1930´erne - og det fører mig lige ind i dagens tekst, hvor Jesus taler om sig selv som den gode hyrde, der kender sine får og er villig til at gå i døden for dem. Her lægger han ikke skjul på, at vi tilhører ham, at vi er hans, som fårene er hyrdens. Vi står altså ikke til rådighed for alle og enhver, vi kan ikke tilhøre alle mulige, vi er allerede ejet af Gud. Men er det ikke en form for besættelse eller tilfangetagelse af os, som definerer os selv som frie og selvstændige? Giver det overhovedet mening at Jesus sætter os ind i sådan en relation, hvor han leder, og vi lader os føre? Kan Gud eje os, som en hyrde ejer sine får eller som en slaveejer ejer sine slaver, eller hvad ligger der i det særlige ejendomsforhold mellem ham og os? Måske er det lettere at forstå, hvis vi ser på kærligheden. Her kan man sagtens sige ”hun er min” eller ”han er min” uden, at der ligger noget ubehageligt eller undertrykkende i det. Når vi hører en sige: ”Det er min kæreste, min elskede, mit barn, mit barnebarn”, så vi ved, at det muligvis lyder som om den ene ejer den anden, men vi ved også, at der er tale om noget helt andet, her handler det om at tilhøre hinanden i kærlighed, ikke i magt. Man giver sit hjerte til en anden, derved bliver man hans eller hendes, og må leve med den sårbarhed, som følger af det.  

Sådan er det ikke, når et land bliver besat af et andet, så bygger ejerforholdet på ren magt, og frygten for den, eller beundringen for den, kan ændre et menneske og de veje, som han eller hun vælger. Det er det, som Kaj Munk har øje for, når han længere nede i sin prædiken siger: ”Der er mange, mange gode Tyskere. Gud være lovet for det; ellers var Verden uden Haab. Mange brave Drenge er stukket i Trøjen, saa flinke som vore egne. Men saa længe som de finder sig i, at dette Regimente, de selv har heilet sig til, beholder Magten over dem, maa de staa Last og Brast. Drikker Manden i en Familie, gaar det ud over hele Hjemmet. Saadan er det nu engang. Man kan ikke lade sig bruge til at rive Ulverifter med i andres Legemer og selv forlange at behandles som et skyldfrit Lam. Det er Krigens haarde Vilkaar, at saa længe den varer, er det ikke Mennesker, vi har at gøre med, men Uniformer. Naar vi ser en tysk Soldat i Danmark, maa vi sige: det er en Uniform — og huske, hvad den Uniform staar som Udtryk for.” River man ulverifter bliver man mere eller mindre selv en ulv, det er i al fald vanskeligt ikke at blive det; vi bliver præget af den magt, vi bekender os til, og hvis den er så stærk, at den overdøver det menneskelige i os, barmhjertigheden, bliver vi umenneskelige, glubske ulve, der jager uden hensyn. Så det betyder i allerhøjeste grad noget, hvem vi tilhører. Nogle tilhørsforhold binder og gør os ufrie, og andre befrier os til at være dem, vi var tænkt til at være. 

”Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får…. og jeg sætter mit liv til for dem”. Sådan siger Jesus, og længere væk fra f.eks. Hitlers projekt kommer vi ikke. For Jesus ejer os ikke, fordi han vil udnytte os til selv at blive stor og mægtig, Han ejer os, sådan man ejer hinanden i kærlighed. Hver eneste gang et menneske bliver døbt, slår vi korsets tegn for ansigt og bryst og siger ”modtag det hellige korses tegn som et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus”. Vi tilhører den hyrde, som satte sit liv til for os, som, da det kom dertil, ikke sparede sig selv, men gik linen ud for vores skyld. Vi tilhører den Gud, der ikke har behov for at binde os til sig med lænker og trusler, men knytter os til sig med en kærlighed større end alt. Vi er bundet i kærlighed, og dermed tjener vi kærligheden og kun den. I den kan vi ikke gøre os til herre over nogen, i den kan vi ikke udnytte andre til vores fordel. Når man tilhører livets herre, kærlighedens herre, er der kun en ledetråd i alt, hvad vi gør: Hvordan kan jeg hjælpe ham, hvordan kan jeg trøste hende. Amen 

 

1. søndag efter påske, sønden 28. april 2019 

v/ Henriette Bacher Lind 

DDS: 408, 840, 230 – 249 (438, 440, 236,5-6) 243 

 

Jeg havde flere forskellige idéer til, hvordan denne prædiken skulle begynde, da jeg tændte for computeren fredag morgen. Jeg havde overvejet at begynde med at fortælle, at søndagens navn er hvide søndag, fordi man i oldkirken havde tradition for at aflægge sig det hvide dåbstøj her første søndag efter påske; jeg havde overvejet at begynde med at tale lidt frem og tilbage om, hvad Thomas egentlig foretog sig efter opstandelsesdagen. Men så åbnede jeg mobilen, og mit blik blev med det samme fanget af en overskrift. ”Tiden gik i stå i Stavtrup” stod der. Jeg swipede videre til artiklen. Den beskrev det fakkeloptog, som et par tusinde mennesker deltog i torsdag aften i Stavtrup ved Århus. Optoget var arrangeret i medfølelse for familien Holch Povlsen, der i søndags mistede tre børn under terrorangrebet på Sri Lanka. Alle, der deltog, var dybt, dybt berørte. Sådan som de fleste af os stadig er det her en uge efter. Hvordan bærer man det ubærlige? Hvordan skal den familie nogensinde få noget, der bare minder om et almindeligt liv igen? Hvordan lykkes det en mor, en far, og en overlevende søster eller bror at stå ud af sengen, tage tøj på, spise morgenmad? Hvordan kommer de igennem dagens mange, mange timer i dette spirende, smukke, lysegrønne forår? Hvordan får de nogensinde en ganske almindelig nattesøvn, uden gråd, uden mareridt igen? I en sms-besked fra Anders og Anne Holch Povlsen, som blev læst op på torvet i Brande, hvor indbyggerne havde arrangeret en mindehøjtidelighed forleden, skrev de: ”Med de mange dejlige mennesker, vi har omkring os, nære venner, dygtige kolleger og vores kærlige familie, vil vi sammen komme igennem det”. Måske er det bare noget, de skriver, fordi det er den slags, man plejer at skrive. Men det kan også være, at de virkelig har tillid til, at der er en vej igennem, at de virkelig tror på, at der nok skal vise sig et liv på den anden side af mørket, savnet og tabet, et andet liv selvfølgelig, men dog et liv. ”Sammen vil vi komme igennem det,” stod der i tekstbeskeden. Familien er åbenbart klar over, at skal de overhovedet få noget, der minder om et almindeligt liv igen, er de afhængig af dem, de har omkring sig, som hjælper, støtter, holder dem oppe, og lytter.  

Det tungeste, det sværeste, det, som ret beset er umuligt at bære, kan vi ikke bære alene, det kan vi kun bære sammen med andre. Det er muligvis også det, som disciplen Thomas opdager. Som sagt aner vi ikke, hvor han opholder sig i ugen efter opstandelsesdagen, men det fremgår meget klart af dagens tekst, at han i al fald ikke er sammen med de ti andre disciple. De gemmer sig et sted bag en lukket dør, de er sammen om sorgen over, at Jesus er død, de er sammen om frygten for overgreb fra bl.a. jøderne, mens Thomas sidder alene. Og vi kan kun gisne om, hvorfor han vælger ensomheden fremfor fællesskabet. Det kan være, at hans skuffelse over, at Jesus ikke slog fra sig og bekæmpede sin fjender, er for stor og knugende til, at han orker at være sammen med andre. De andre disciple handler stik modsat, de bruger hinanden, taler med hinanden om deres tvivl og tro og når langsomt frem til en fælles forståelse.  

Da Thomas endelig slutter sig til dem og hører, at de har set Jesus, synes han, at det lyder for mærkeligt. Han har ikke været en del af deres fælles samtale og oplevelse, han kommer udefra og kan ikke uden videre dele deres begejstring, han vil gøre sin egen erfaring, have syn for sagn. ”Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke,” siger han. Og hånden på hjertet: Hvem af os vil ikke sige som Thomas? Det er simpelt hen for mærkeligt, at den døde Jesus opstår, det er for uforståeligt, at han pludselig står hos dem og med en helt almindelig stemme siger ”fred være med jer”. Hvordan så Jesus i det hele taget ud, da han kom? Vi aner det ikke, men det lader ikke til, at disciplene bliver det mindste forskrækkede eller ubehageligt til mode ved synet. Tilsyneladende lugter han slet ikke sådan som en krop, der har været død i en uge, plejer at gøre. Det kan umulig være liget af Jesus, de møder. Men hvordan han end ser ud, er han så virkelig, at disciplene bliver overbevist om, at det er ham. Samtidig er hans tilsynekomst ikke så fysisk påtrængende, at de flygter i lede. Selv Thomas bliver overbevist om, at Jesus lever i samme øjeblik, han ser ham. Og selv om han understreger, at han kun kan tro, hvis han får lov til at røre ved naglegabene, lader han være. Han nøjes med at se, og derefter bekender han: ”Min Herre og min Gud”. Er det fællesskabet med de andre disciple, der giver ham modet til at bekende, at Jesus er Gud? Er det, fordi han oplever de andres tro, at han tør tro? Naturligvis er mødet med Jesus stærkt og overbevisende, men spørgsmålet er, om Thomas kunne have stået alene med det møde, er han ikke nødt til at have de andre omkring sig for at blive bekræftet? Og er de andre disciple ikke nødt til at have en Thomas hos sig, så tvivlen bliver en naturlig del af fællesskabet? Jesus bliver ikke vred på Thomas, skønt han ikke lægger det mindste skjul på sin tvivl, han skælder ham ikke ud, udstøder ham ikke. Tværtimod får Thomas særbehandling, ingen betvivler, at han er en del af fællesskabet, skønt han er fuld af skepsis. Det får mig til at overveje, om det ikke er præcis det samme, der sker, når vi går i kirke. Sidder vi da ikke på bænkene og tænker: Godt, at jeg ikke er alene om det her fantastiske, men uforståelige budskab: godt, at der er nogle at dele det ubegribelige, ikke mindst opstandelsen, med? Hvis de andre, som ligner mig til forveksling, tror, at det er sandt, at Gud er stærkere end døden, kan jeg også tro. Og hvis de andre tør tvivle, så tør jeg vel også. Kaj Munk skriver i en prædiken til denne søndag: ”Du skal forstå, at hovedsagen ligger ikke i det, du ikke forstår. Kristus har haft disciple, for hvem ord som jomfrufødsel, kødets opstandelse, sakramenter var ord uden mening. Lad være med at stirre dig blind på dem. Lad aldrig djævelen bilde dig ind, at så kan du ikke være Jesu discipel. Vogt dig i det hele for golde og sygelige selvspekulationer, om hvorvidt du er troende eller ikke troende. De fører ingen steder hen, højst nedad. Men vær tro mod dit hjerte, der engang for alle har valgt...”  

”Vogt dig for golde spekulationer”, ”vær tro mod dit hjerte”, siger Kaj Munk. For spekulationerne er endeløse, mens hjertet tager den lige vej til kærligheden. Hjertet længes mod kærlighed og tilgivelse, hjertet drages mod håb og lys og en fremtid på den anden side af sorgen. Derfor kom Thomas tilbage. Hjertet vandt over fornuften; håbet var stærkere end tvivlen, fællesskabets varme mere magtfuldt end ensomhedens kulde. Amen 

 

2.påskedag, mandag d. 22.april 2019 

Kantategudstjeneste v/ Grete Wigh-Poulsen 

  

224 Stat op min sjæl 

249 Hvad er det at møde 

234 Som forårssolen 

  

Ap.G.10,24-41 

Luk.24,13-35 

 

Himmelske far! Lad os som disciplene, der gik til Emmaus, mærke, hvad vi ikke ser, fornemme et brændende hjerte, når det er sin søn, den korsfæstede og opstandne, Livets Ord, der taler til os på vejen, slår følge med os og igen hjælper os til at forstå at din vilje, dit liv, dit lys, har besejret mørket og døden med hans opstandelse påskemorgen. Amen 

  

At den menneskelige hukommelse ikke så sjældent viser sig at være kort, er vel bare en konstatering. Sådan er det med os. Der er meget der forsvinder. Selv det, vi tænkte, vi virkelig måtte huske, virkelig passe på ikke at glemme, vigtige begivenheder, vægtige ord, kan efter kort tid være væk. 

Sådan var det åbenbart også for disciplene, dem, der havde fulgtes med Jesus, set og hørt fra første parket. Der er en del, som de tilsyneladende allerede har glemt, her ganske få dage efter Langfredag. Mens de går taler med hinanden om det, der er sket, bange, forvirrede, fortvivlede over, at Jesus er død, optagede af deres egen sorg, usikre situation og bristede forhåbninger lyder det til, at de f.eks. har glemt eller ikke forbinder det med det, som de er i, at Jesus har fortalt dem, at ”hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg” og ”hvor jeg er, dér skal I også være”.  

Det er i hvert fald ikke det, der falder de to vandrere ind, da en tredje støder til. Deres tanker er et helt andet sted. De bliver vel nærmest lidt irriterede om den her tredje persons uvidenhed. Hvordan kan han være så uoplyst, at han ikke ved hvad der lige er sket i Jerusalem?  

 

Det uforståelige, ubegribelige italesættes. Men det flytter ikke rigtigt noget. Deres fortælling ender blindt, som ved en lukket dør. De er selv som blinde, der famler rundt i ukendte omgivelser.  

Hvilket er fuldt forståeligt, og ligeså menneskeligt som den korte hukommelse. Vi kan ikke skelne det ene fra det andet i mørke, og der er mørkt i sorgen. Den mørke farve overdøver jo altid de lyse toner. Sort dækker hvidt. Også inde i vore hoveder, i vores tanker: der skal ikke så mange tanker af den mørke slags til, før de farver alt, hvad vi tænker og tror. 

”Og vi havde håbet, at det var ham…” sukker disciplene. Dertil når de, til det bristede håb, til den forventning, der nu er blevet til en uendelig tristhed tillagt dyb forvirring over, at vejen med Jesus er endt ved et kors, en grav – en tom grav og kvinder de kenders forstyrrende ord om, at de har mødt Jesus.  

Grundtvig skriver i en prædiken til 2. påskedag, at det er udtryk for Guds uendelige tålmodighed og kærlighed, vi er vidne til i den her beretning. For Kristus går ikke i rette med disciplene, men tager deres mismod alvorligt. Han vender dem ikke hovedrystende ryggen. Han begynder, igen, med begyndelsen. Minder dem om profetier. Repeterer Guds løfter. Først til allersidst, sidst på dagen, da mørket falder på, afslører han sig. Han gentager en for dem velkendt bevægelse. Han tager brødet, bryder det, giver dem det.  

Og dér, i det øjeblik, husker de. Dér i det øjeblik sker det. ”Følte vi ikke hjerterne brænde i os?” spøger de nu hinanden og aner vel, tror det nu, at påskemorgens tomme grav og kvindernes ubegribelige møde med den opstandne, viser at alt håb ikke er ude, tværtimod det er det levende håb, de nu slår øjnene op til. 

  

På forsiden af folderen med program for gudstjenesten er et billede. Det er svært at se, for I ser kun et udsnit, men det er en dør. En lukket dør. Der kan lige anes en sprække i midten. Det er kunstneren Peter Brandes, der har lavet døren. Den er i Roskilde domkirke. Motivet er måltidet i Emmaus 

Døren er forgyldt. Kunstneren har i anden sammenhæng om sit materialevalg mindet om, at guld ud over at være et ædelt, kostbart metal, har den egenskab, at det er blankt uden at reflektere. Guld giver lys fra sig. Der udgår et lys fra den her dør, fra det her motiv, aftensmåltidet i Emmaus 

Det vi ser på den gyldne kirkedør er to hoveder, der bukker sig mod brødet på bordet mellem dem. Jesus sidder for bordenden, omslutter dem nærmest med sin krop, måske, det er svært at se, med hænder løftede over dem som en velsignelse. Åbnes døren går vejen ind eller ud gennem ham. 

”Vi havde håbet…”, sukker de to disciple. Og man mærker et sug af den dybe skuffelse, opgivelsen i ordene. Vi havde håbet … det blev ikke!  

Det, som de havde håbet blev ikke, nej. Heldigvis! Gud ske lov! For det, de håbede skulle ske, står slet ikke mål med det, der skete! 

På vejen møder disciplene jo igen ham, der er Vejen, Sandheden og Livet. Han er der. Kristus er der. Først ser de det bare ikke. Det kan de ikke. Men han er der. Den opstandne er der på én gang som den, der er med på vejen. Som den, der bærer vidnesbyrd om Gud. Og som den, der med sit liv åbner til det uendeligt dybe, store, til den fuldkomne kærlighed, til vores himmelske far – til Gud. Dengang OG nu. 

På billedet af døren domkirken ses hverken nøglehul eller dørhåndtag. Men det er der sikkert. Det er jo en dør, der skal bruges. Der skal en eller anden form åbne- / lukkemekanisme til det. Selvfølgelig skal det til, hvis en dør skal fungere som passage.  

Åbningen, som dørens billeder fortæller om, er Kristus, den korsfæstede og opstande.  

For vender vi nu tilbage til disciplene, der traskede ud på landevejen der efter Jesus død, vender vi blikket mod os selv, når det er os, der glemmer, hvad vi har fået at vide om Gud og følgeskab og nærvær, og i vores vandrende spekulationer tror, at vi ender som ved en lukket og låst dør, så er det vi skal se nu, i dag, at døren er lukket op. Den står på vid gab. Hverken disciplene eller vi er låst inde af død sorg fortvivlelse eller lukket ude fra Guds tilgivelse, nåde, kærlighed. Jesus havde sagt: ”Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg.” Han havde sagt: ”Hvor jeg er, dér skal I også være.” Nu får de at se. Han er der. Vi skal se det. Han er her.  

Så se, du, der også er på vej: Kristus er opstanden! Det er den glæde du kan suge til dig og synge ud. Det er det ufattelige, ubegribelige, der må få både mine og dine øjne til at spærres op. Og når de så er åbne, se liv, se glæde, se kærlighed, se det fuldkomne herlige at døden, at al død, al slags død er overvundet. Det er ikke der, det ender. Langfredagssorg skal vige for påskemorgens jublende, boblende, altomvæltende glæde: Kristus er opstanden!” Han i sin død trådte døden på nakke, / hvem der med nåden vil tage til takke, rejser han op fra de døde….Og før han tog i det høje sit sæde, / så´de på jord han den evige glæde: Vi skal stå op fra de døde!”, digtede Grundtvig. (DDS 223, fra vers 5 og 6) 

 

Ved denne gudstjeneste, løber det glade bud som trosbekendelse gennem musik, sang, salmer læsninger. Ja, vi tror! Vi tror på Guds nåde, Guds tilgivelse, Guds frelse i Kristus. Vi tror på Guds grænseløse kærlighed, der er stærkere end døden.  Er vores hukommelse end af den kortere slags, så er vi nu mindet om det, og vil blive det igen om lidt, når det er os, der modtager brød og vin til Guds søns ihukommelse. Glædelig påske! 

 

Vor himmelske far, du som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed. 

Vi takker dig fordi du lod din søn stå op af sin grav påskemorgen. Lad opstandelsens kraft og lys og glæde nå os, når der er død og mørke i vores liv og den dag hjertet holder op med at slå. 

Vi beder dig for vort hjem og for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af. Vi beder om dit nærvær og din bistand i vort daglige liv med hinanden.  

Vi beder vi for alle med viden og myndighed, for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden.  

Vær med os i den kamp, vi må kæmpe mod de kræfter, der vil ødelægge og slå ihjel og vær med dem, som vi har valgt, så de træffer de rette beslutninger. Vær hos de uskyldige ofre terror og ulykke nær og fjern. Vi beder i dag særligt for ofrene for terroren mod kirker og hoteller i Sri Lanca, overlad os ikke til vores egen vrede og trang til at hævne. Hjælp os at huske, at du blev hos os trods Langfredags mørke og ondskab, og at din tilgivelse og vilje til liv overgår alt, hvad vi kan forstå.  

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Væk håbet i alle bekymrede, anfægtede og modløse. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. 

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens fællesskab. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn. 

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen. 

 

Påskedag, søndag d. 21. april 2019

v/ Martin Rønkilde

Mark. 16, 1-8 

Nu kunne jeg have lyst til at lave en lille quiz. Men det ville blive en quizzernes svar på tivoliernes andespil, hvor der er gevinst hver gang, for det vil nok ikke undre ret mange, hvad svaret er på spørgsmålet: Hvilket ord eller begreb har været påskeugens mest omtalte? Svaret er selvfølgelig ytringsfrihed, som har været brugt som hidsigt argument for alle og enhvers ret til at sige, hvad det passer dem, uanset hvor dumt og uoplyst, det er og uanset om det, der siges, i virkeligheden indebærer et ønske om at afgrænse andres ytringsfrihed. Uanset hvad man måtte mene om ugens med afstand mest omtalte person i danske medier, så er langt de fleste dog enige om, at han med grundloven i hånden kan sige næsten, hvad det passer ham.  

Så må det være op til ethvert selvstændigt tænkende menneske i kongeriget Danmark at forholde sig til, om det er fornuftigt eller det rene vanvid, der synes at nærme sig en psykiatrisk diagnose. Ytringsfriheden indebærer, at man som borger i landet kan udtale sine holdninger, også selv om de ikke harmonerer med størstedelen af befolkningens – og det er i bund og grund en demokratisk hjørnesten, at der ikke er et holdningspoliti, der kan stemple bestemte holdninger som rigtige eller forkerte.  

At ytringsfriheden synes at være blevet den måske fornemmeste dyd i et moderne demokrati hænger ret godt sammen med, at det aldrig har været lettere at dele ud af sig selv i både nære og bredere sammenhænge.   

Det er kun et vist antal tasteklik og et tryk på ”send”, der skal til, før min holdning til det ene eller det andet er kendt af alle mine Facebookvenner. Og så kan det medføre, at andre også vælger at lufte deres holdninger til det samme spørgsmål – og vupti, så har vi en debat om alt fra fodbold til flygtningestrømme. Nogle platforme for meningsdannelse og meningsudveksling lægger vægt på korte og præcise udmeldinger – og det påvirker selvfølgelig, hvor mange nuancer, der så kommer med. Det virker ligefrem til at en vis præsident i virkeligheden kommer i store vanskeligheder, når kommentarer til både stort og småt skal være lidt mere fyldige end et tweet. Selv om det heller ikke synes at være et problem hverken at forholde sig til 450-siders tætskrevne rapporter eller avancerede brandslukningsteknikker på 160 tegn. 

 

De utroligt gode muligheder for at ytre os om alt muligt påvirker vores ytingslyst – og hvis man f.eks. er medlem af nogle af de Facebook-grupper som knytter sig til et bestemt lokalområde, så vil man vide, at det virkelig er alt, folk lufter holdninger til, fra de store planer for byudvikling til hvilken kat, der har været på besøg i en bestemt villahave. Og det er klart, at de stærkt forøgede muligheder for at dele sine holdninger med andre næsten kræver ret vide rammer for, hvad man må sige og skrive. Der er ikke nogen debatredaktør, der skal godkende læserbrevene, ingen statsinstans, der censurerer opslagene på de sociale medier.  

Men jeg skal gerne indrømme, at der er tilfælde, hvor jeg synes, ytringsfriheden er blevet slemt misbrugt.   

Da en af Facebooks ateistiske grupper mandag aften ironiserede over, at Notre Dames brand var udtryk for, at der nok ikke findes en Gud, var det et misbrug af friheden. Når man opsøger områder med en solid repræsentation af en bestemt befolkningsgruppe og her ytrer sig både i holdning og handling mod denne befolkningsgruppe, så er det heller ikke længere blot for at gøre sin holdning kendt men for at opildne til splittelse og uro. Hvis formanden for FCKs fanklub gik ind i Brøndby-grupperingerne blot for at fortælle, hvor ringe de spiller, så ville de fleste nok tænke, at hans tildelte øretæve var om ikke velfortjent så dog forventelig. Vedkommende ville i hvert fald ikke få politibeskyttelse til sit forehavende. Ytringsfrihed kan ikke skilles fra ytingsansvar 

 

Det ville være befriende, hvis forkæmperne for ytringsfriheden også ville minde om, at vi alle bærer et ansvar for ikke at påføre andre unødig smerte eller nedværdigelse.  

Når nu det at ytre sig er en af påskeugens helt store temaer, så bliver det endnu mere påfaldende, at det er netop det at ytre sig, der bliver væk i Markusevangeliets udgave af begivenhederne påskemorgen. Det er den klart korteste og mest nøgterne fortælling, der er fri for stort set alt der kunne minde om overflødige detaljer. Derfor slutter den også med en ret underlig tomhed og tavshed. Hvor både Lukas og især Johannes har et ret udførligt persongalleri i deres skildringer, så er Markus udgave kendetegnet ved blot kvinderne og en engel.  

Og slutningen af evangeliet er så tvetydig, at man godt kan forstå, at man senere fandt på at tilføje 10 linjer mere – når nu Markus havde glemt at præcisere, at den opstandne selvfølgelig viste sig for nogle sidenhen. Men ikke i den oprindelige udgave, der læses i dag. Der er kun tavsheden til slut. De var bange, lyder det.  

Men hvem eller hvad var de bange for? Var de bange for, at ingen af Jesus øvrige følgesvende ville tro dem, når de kom og fortalte, at det umulige var sket for øjnene af dem? Det ville være mærkeligt, for på et tidspunkt ville mindst en af disciplene være så nysgerrig at påstanden skulle prøves af – og så ville de få oprejsning. Var de så bange for, at der var sket noget, som de ikke kunne overskue omfanget af?   

Var de mon bange for at være havnet i et edderkoppespind af intriger og fortielser, som både involverede romere, jødiske præster og en lille håndfuld insidere – hvem ved måske også lidt hvidvask? Altså et plot, der ville være en krimiserie i 3-4 sæsoner værdig. Jeg har ingen grund til at betvivle deres intelligens – men det virker ikke på nogen måde til, at den slags tankespind skulle være en del af hverken deres eller andre nytestamentlige aktørers tankesæt.  

Mon ikke de var bange, fordi de heller ikke selv vidste, hvad de egentlig skulle tænke og tro. De ville ikke sige noget, for de vidste ikke, om de overhovedet selv troede på deres egen historie.  

Havde de været udstyret med den nyeste iPhone eller endnu bedre et GoPro-actionkamera, så ville situationen have været en anden.  

Så havde de sendt et billede eller en video til disciplene og delt deres mærkelige oplevelse med deres venner på sociale medier. Men de havde kun deres egen oplevelse at fortælle videre om. Og hvad var det egentlig, de havde oplevet? Havde de kigget ordentligt efter – var graven virkelig tom? Var det en engel – eller bare et synsbedrag? Spørgsmålene var flere end svarene – og måske var det den vigtigste grund til, at de var bange. Det kunne Markus så godt have pyntet på med en lille krølle på historien.  

Men da Markus skrev sit evangelium små 40 år efter begivenhederne fandt sted, var alt, der fulgte efter de tavse kvinder, kendt stof. De vidste, at han var opstået, at han siden havde vist sig.  

Men først og fremmest vidste de, at der hvor de samledes for at mindes ham, fejre måltid om og med ham, der var han sammen med dem i den form, han nu kunne have. Den opstandne Kristus findes ikke som person men som forsamlingen, der holder fortællingen om ham i live. Jesus møde med disciple og andre efter opstandelsen var det, der skete hver evig eneste søndag, når de samledes – og derfor unødvendigt at nævne i evangeliets beretning om alt det, der gik forud.  

Ytringsfrihed blev til ytringstavshed hos kvinderne. De ville eller kunne ikke dele den verdensændrende oplevelse i en gravstensforladt morgenstund. Siden kom der dog gang i snakken.  

Både de første vidner til det, der skete og siden generation efter generation af kristne menigheder har holdt fortællingen i live ved at ytre sig.  

Både der, hvor det var totalt forbudt og der, hvor det er mainstream at kalde sig kristen. Man kunne måske ligefrem gå så vidt, at det englen sætter kvinderne til, er enhver kristen kirkes fornemmeste opgave at tage med sig fra påskefejringen: gå ud og fortæl – del det, i har fået med alle og enhver, så de også kan få del i det glædelige budskab. I talte ord, i skrevne ord, i virtuelle ord, som lange udredninger og kortfattede tweets. Englens besked kunne vi måske ligefrem kalde den kristne kirkes ytringspligt. Og det er ikke småting, en kristen kirke skal fortælle videre. Den skal gøre det, som gjorde kvinderne bange. Fortælle, at der var en tom grav, at der er mere at sige om dig og mig end turen fra vugge til krukke.  

Det kan siges med få ord, hvad påskedag handler om – og det kan tage et helt liv at forsøge at forstå, hvad påskedag betyder for dig og mig. Sådan er det, når vi tager ytringspligten på os og gentager ordene, der har lydt hver evig eneste påskedag i mange århundreder. Kristus er opstanden – han er sandelig opstanden. Glædelig påske. Amen! 

  

Lad os samles i bøn, for mennesker i nød, for hele skabningen og for kirken! 

  

Gud, vi leder ikke længere efter Jesus blandt de døde, for han lever og er til stede også i vores liv. Giv os stadig at blive klogere på, hvordan opstandelseslivet kan være vores liv og hjælp os til at vokse som dit folk, der vandrer mod opstandelsens morgen. 

  

Gud, du er tilstede, hvor vi mindst venter det, du er i hånden, der rejser os op, i blikket, der anerkender, i ordet, der skaber livsmod, i kraften, der får os til at ville livet også når det kræver noget af os. 

  

Gud, vi be’r dig: lad din ånd være i os og gennem os.  

Lad de grænser, vi sætter op blive brudt ned, lad mistro blive tiltro, lad had blive kærlighed. Giv, at vi som menighed, som kirke og ikke mindst som mennesker, kan være dine hænder, der rækker ud, når andre svigter. Og lad os møde dine hænder i andre, når vi svigter. 

  

Medfølelsens Gud, ræk ud mod os, når vi ikke selv kan tage fat. Hjælp os, når vi er syge. Sid sammen med os, når vi er ensomme. Trøst os, når vi sørger. Hør den bøn, som ikke kan komme over læberne, når vi famler mest i mørke. 

Gud, giv fred mellem mennesker og mellem nationer og folk. Vi be’r for mennesker i nærkontakt med krig og katastrofer, både dem, mennesker bringer hinanden i og dem den voldsomme natur kan bringe med sig. Vær overalt, hvor magten og ansvaret for andres liv og vel skal forvaltes.  

Lad ledere se deres magt som en gave fra dig, som skal gives tilbage til alle, der bærer dine ansigtstræk som gudsskabte mennesker. 

  

Gud, vi ber for din hellige almindelige kirke, her og ud over hele jorden. 

Fyld den med sandhed om hvem du er og hvad du vil med os i den. Gør din kirke - og os i den til ambassadører for tro, håb og kærlighed - og opstandelseshåb i mørket og dødens skygge. 

Amen. 

 

Maria Bebudelsesdag, søndag d. 7. april 2019

v/ Grete Wigh-Poulsen

 

10 Alt hvad som fuglevinger fik

840 Velsign mit barn

441 Alle mine kilder   

Kirkesangbogen 975 Når du vil

71 v.5-6 Nu kom der bud fra englekor

101 Himlens morgenrøde

Es.7,10-14

(1.Joh.1,1-3)

Luk. 1,26-38

Kom Sandheds Ånd, forvis os på, at også vi er af Gud

Da englen træder ind i Marias hus, siger han: ”Herren er med dig, du benådede”.

Maria er ”benådet”. Ordet har flere betydninger. Det kan betyde, at en straf er formindsket. Det kan betyde sat fri af et fangenskab, en gæld, en skyld. Her er det vel proklamation af, at hun er erklæret egnet til den opgave, at bære og føde Guds søn? Englen får sagt, at det som hun, Maria, pålægges, det kan hun. Det står Gud inde for. Gud, for hvem intet er umuligt, vil dette. Og ligner Maria os bare en smule mht tvivl, angst for at fejle, ubehag ved forandringer, kan vi regne ud, at det er derfor, og kun derfor, at Maria kan sige, som hun gør, til sidst i dagens evangelium: ”Lad det ske mig efter dit ord”.

”Lad det ske mig efter dit ord”, sagde Maria. Og det kunne det, som sagt sandsynligvis kun fordi englen sagde, at det var Guds vilje. ”Ske din vilje” beder vi hver gang, vi beder hans bøn, Fadervor, som vi gjorde før ved dåben og vil gøre igen ved nadveren.

De ord er en overgivelse eller hengivelse eller selvopgivelse. Modsat handlekraft, modstandskraft, selvstændighed. Modsat selvtillid og initiativ og drivkraft. Modsat det vi vist til hverdag tænker om vi skal for at kunne træffe valg og udnytte muligheder optimalt, blive til noget, være noget?

”Vi kunne alt”. Det har Merete Pryds Helle´s kaldt sin seneste roman. Lige nu er det den, jeg lytter til, når jeg kører bil. Det er af dens slags bøger, der næsten, næsten, kan få en til synes, at det ikke gør noget, at trafikken kører i sneglefart omkring Horsens.

”Vi kunne alt”. Romanes tid er 70´erne. Et årti, der nu er så meget passé, at det er kommet på museum. (Man kan f.eks. gå på opdagelse i den tids hjem i Den gamle by i Århus). Ikke desto mindre er vi en hel del her, der sikkert udmærket husker de år. 70´erne er vores barndoms-, ungdoms-, det tidlige voksenlivs tid. Det kan gøre det vanskeligt at vikle den personlige drivkraft og ungdomsoptimistiske tiltro til, at alt er muligt, ud af vores forsøg på en nøgtern vurdering af tiden. Men den historiske analyse af 70´ernes tidsånd, vil vel sige, sådan overordnet betragtet, at det var en tid, hvor samfundet, dermed vi, der var en del af det, var præget af optimistisk tro på fremskridt og fremgang. Økonomi, levevilkår, bolig- og uddannelsesmuligheder blev jo væsentligt bedre end dem, som krigs- og mellemkrigsår havde budt på. ”Vi kunne alt”.

Merle, bogens hovedperson er barn i 70´erne, mulighedernes tid. ”Vi kunne alt”. Men Merles mor er grønlænder, savner sit hjemland, er kronisk syg og psykisk ustabil. Faren tyr let til vold og til andre kvinder, bedstemoren til gin, fasteren til hash og Mao, læreren til kvindekamp og seksuel frigørelse. De voksne synes mest optagede af sig selv og egne behov, bortset fra de øjeblikke af pludselig utilregnelighed, hvor der er skræmmende og pinligt til stede med deres selvoptagethed. Børnene synes at leve deres eget liv under radarhøjde, for i skolen udsættes Merle for ondskabsfuldheder, nedgørelse, vold, afpresning fra klassekammerater uden nogen voksens indgriben, så man næsten ikke kan holde ud at høre om det. Hjemme trækkes gardinerne for, når daglyset kommer, og først fra igen, når mørket falder på. Ingen skal se, hvad der foregår i huset. Sygdommen, det for villavejens øvrige beboere fremmede, magtesløsheden og fattigdommen skal ikke kunne ses. Dermed er naboerne også bekvemt og behageligt fri for at se den.  

Det er barsk læsning/lytten.

”Vi kunne alt”! Måske er det en kendsgerning, at hvor du kommer til at tro, at alle muligheder ligger åbne, og hvor du tænker, at du vitterligt kan alt, dér, lige præcis, bylter skuffelser sig op, og skam hober sig op i dig? For var alt muligt, hvis parolen er, at du kan alt, så har du jo kun dig selv at bebrejde, når det viser sig, at du alligevel ikke kan alt det, du vil og ønsker. Når du f.eks. ikke formår at skabe den lykkelige familie, være en god mor, en stærk far, holde styr på økonomien, få den store uddannelse.

Måske bakser 70´ernes nu voksne med den tids optimisme? Måske gør mennesker til enhver tid det samme? Bokser, bakser, flakser – for hvor vender du dig hen, hvis ikke du kan rive dig løs af overbevisningen om, at alt er fremgang. Hvis du vil, så kan du alt? I romanen trækkes gardinerne for. Det virker tydeligvis ikke i længden. Der er, som Luther sagde, altid noget mørkt, der kan trænge sig på og ødelægge.

Merle, hovedpersonen folder ind i mellem sin hænder og beder. Bønnen er for hende en slags oprydning, og en lille helle af ro midt i det onde og rodede. Hun synger for sig selv morens aftensang ”Stille nu, hører du aftenklokken ringer.”

I Fadervor lyder en af bønnerne: Ske din vilje. Martin Luther skriver i Den store katekismus om de ord, at vi har brug for at sige dem, for ikke at lade alt muligt ondt komme til. Vi skal sige dem for at sætte en mur op mod det, der til alle tider kan og vil true med at skabe afstand mellem Gud og os. Han skriver ”For ligesom Guds navn vil bliver æret og hans rige nødvendigvis må komme også uden vor bøn, således må også Guds vilje ske og trænge igennem, selvom Djævelen med hele hans slæng larmer imod den og vredes og raser og helt forsøger at udslette evangeliet. Men for vores egen skyld må vi bede ”ske din vilje” – for at beskytte os selv mod andre viljer, altså.

Det er en anderledes måde at sige tingene på, end vi gør til i dag – gætter jeg på. Måske skal vi vende det et par gange i hovedet, før vi kan se, at der er en frihed, en befrielse i, at sige det. At der er lettelse i at befries fra tanker om, at det hele tiden, al vores lykke, hele vores liv, skal afhænge af om vi forstår, tør, kan bruge de mange muligheder som en tilværelse i et velstående og rimeligt velfungerende samfund tilbyder. Men det er, hvad Gud vil os: at vi skal se os selv både som nogle, der ikke kan alt, og som nogle der alligevel får det vigtigste, fordi vi med englens ord til Maria, er i hans nåde, benådet. Fordi det barn hun var, hvad englen kaldte ham, Immanuel. Jesus var Gud med os. I alt skulle det vise sig.

”Lad det ske mig efter dit ord” sagde Maria. Dér slutter dagens evangelium. Der kunne også have stået ”Lad det gå sådan som du har sagt”. Maria forsøgte sig med en enkelt indsigelse, sandsynligvis helt i tråd med, hvad ethvert menneske til enhver tid ville tænke, ”..jeg har ikke været sammen med en mand…” Englens besked forvirrer og forstyrrer, den er ikke sådan lige til at forstå. Men englen fortæller pigen i Nazareth: Det er sådan, det er. Det er sådan, det bliver. For der er ikke noget, Gud ikke kan. Og så siger hun:  ”Lad det gå sådan, som du har sagt”. Derfor er der nu 9 måneder , at vi, mens vintermørket falder på, skal synge om barnet, der blev født i Betlehem.

Her trækkes ingen gardiner for. Maria bliver forskrækket, er bange – sikkert også for, at det her store og uforståelige umuligt kan lykkes for hende. Det handler det slet ikke om. Hun får at vide, at hun ikke skal gemme sig eller undslå. Gud kan alt, hvad han vil. Gud har set hende som egnet, som vi kan stole på, at han ser os som egnede til at høre til i hans kærlighed. Han vil være med os i alt det, vi kan og ikke kan.

Der er længe til, at undfangelsen ved Helligånden bliver til en fødsel. Og det er ikke i dag, vi skal begynde at tænke på løvfald, vintermørke, kulde, ej heller træer, gaver og sul, sild og kål. Det er forår. Alt det liv, der lå og ventede under jorden, pibler frem derude. Mens det sker lægges et spirende i liv i Marias mave, et tegn på, hvad Gud vil, og hvad Gud kan. Ikke på hvad Maria var i stand til – eller for den sags skyld havde ønsket sig, eller som udgangspunkt ville. Ikke et udtryk for, hvad vi kan, men et tegn på at vi befries for at kæmpe den umulige kamp for at kunne alt.

Så: Stille nu. Hør. Tro: Gud kan. Gud vil. Hans vilje ske!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Himmelske far, du som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed. Vi beder dig: Fyld os med din kærlighed, hvis onde kræfter trænger sig på og gør os bange og modløse. Hjælp os at tro, når vi anfægtes og tvivler. Vi beder dig for vort hjem og for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af. Vi beder om dit nærvær og din bistand i vort daglige liv med hinanden. Lær os være ødsle med os selv og give plads til andre. Lad os ikke stivne og forstene i vores egne forestillinger om rigtigt og forkert, men lad os bevæge af din kærlighed. Vi beder vi for alle med viden og myndighed, for kongehuset og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden.

Vær med de forfulgte og fortrykte, de mishandlede og de flygtende, de der lægges for had for deres kristne tro. Lad dem mærke din kærlighed, selvom de mishandles og lider ondt. Vær med alle der lige nu kæmper for frihed og fred. Vær med de soldater vi sender ud i den kamp. Giv dem frimodighed til at røgte deres tunge ansvar og lad dem ikke gå under i, eller miste sig selv til krigens ondskab.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Væk håbet i alle bekymrede, anfægtede og modløse. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens fællesskab. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn. Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen