Hvornår?

Morgenandagt afholdes kl. 9.30 den første og den tredje onsdag i hver månederne januar-juni, samt august-november (ændringer kan forekomme i forbindelse med jul, påske og sommerferie - se evt. opslag i kirken eller kalenderen her på hjemmesiden).

Vi begynder med en morgenbøn, synger en salme, lytter til en tekst samt en kort refleksion og beder fadervor. Ind i mellem synges endnu to salmer. Der synges både gamle og nyere salmer fra Den Danske Salmebog og tillægget "100 Salmer".

Sangen ledsages enten af strygere fra Kolding Kammerorkester eller af organisten på flyglet.
 

Morgenandagt 23. november 2019 v/ Henriette Bacher Lind

Bøn, 3, læsning (Luk 6,36-42), salme 885, reflektion, fadervor, salme 752

Jeg har valgt et billede til denne dags morgensang. Hvis I kigger op på skærmene, kommer det frem i dette øjeblik. Det er lavet af en norsk kunstner, der hedder Sian Hole, og billedet optræder i en billedbog for voksne, skrevet af den norske forfatter Lars Saabye Christensen med titlen Sande glæder. Alle højresiderne i bogen består af illustrationer, og teksten udgør sjældent mere end en linje, et kortfattet udsagn af digterisk tilsnit, den skriftlige essens af et stykke livsvisdom. Og så kan man så spekulere sig en pukkel til for at finde ud af, hvordan i al verden kunstneren har fundet frem til sit motiv, for der er ikke altid en indlysende sammenhæng mellem tekst og billede. Den tekst, som ledsager billedet på skærmen, lyder således: ”der er glæde i sangen mellem linjerne”. Hvordan kan en illustration af en række mennesker i bussen matche den livskloge sætning? Jeg tænker ikke som det første på hverken sang, eller glæde eller mellem linjerne, når jeg kigger på billedet af det, som i en noget forskønnet, farvemættet udgave gengiver en typisk situation i en bybus eller et tog. Jeg oplever det selv hver dag, når jeg tager toget fra Middelfart til Kolding: Hele togvognen er fuld af passagerer, hvis ansigter er delvist bøjet ind over og oplyst af

mobiltelefonen. Jeg gør det også selv, tjekker, om der er kommer sms´er ind, om der er nye mails, som skal besvares, om der er nyheder, jeg lige kan nå at få med i farten, inden dagens opgaver melder sig. Det er for så vidt i orden, men der er også dage, hvor jeg finder det irriterende og foruroligende, at vores kultur har udviklet sig i den retning, så det ofte opleves som om det, der sker på de digitale medier, er vigtigere end det, der sker lige her på dette sted, vigtigere end dem, der er nærværende lige her. Som de sidder der i bussen, nogle med høretelefoner på, måske i gang med at høre nyheder, høre en roman eller lignende, har enhver nok i sit eget. Ingen interesserer sig for hinanden, ser det ud til, ingen spørger til hinanden, snakker med hinanden, har blik for hinanden. Bortset fra et par enkelte, som har åbne øjne, sidder de andre med halvvejs lukkede øjne, utilnærmelige, fjerne, indadvendte. Det er den slags oplevelser, som giver lyst til at løfte pegefingeren og sige: Hør lige her, tag jer lige sammen, hvad bilder I jer ind at være så opslugte af jeres eget, at I ikke engang kan se, at ham i den røde t-shirt, ham, der sidder med ansigtet i hænderne og åbne, grublende, mismodige, tænksomme, bekymrede - hvad ved jeg øjne – muligvis kunne han bruge et par venlige ord, en imødekommende invitation til lidt small-talk. Fordømmelsen af de andre er nærliggende, behovet for at formane er næsten ikke til at undertrykke, især ikke hvis irritationen stikker sit hoved frem en af de dage, hvor jeg selv indleder en samtale med ham eller hende ved siden af. Så er det man i al sin selvgodhed, selvretfærdighed tænke: Jeg sidder ikke opslugt af min mobil, ergo er jeg et bedre menneske; jeg er heldigvis en af dem, der forstår, at det er vigtigt at være til stede. Åh, selvgodhed er virkelig forfærdelig!

 ”Hvordan kan det være at du ser splinten i din vens øje, når du ikke opdager bjælken i dit eget,” spørger Jesus. Og mener det selvfølgelig på sin sædvanligt underspillede måde ikke som et spørgsmål, der skal besvares, men snarere som et mildt, ironisk korrektiv til vores ulidelige selvovervurdering. Herre gud, hvor er fordømmelsen grim og nøjeregnende, Og slem til at forstørre: En Splint, hvordan kan vi overhovedet få øje på den, med mindre vi kniber øjnene unaturligt meget sammen? Der må være andre veje end fordømmelsen, som er så ukristelig som noget kan være. Ja, der er f.eks. dette ”mellem linjerne”, blomsterbuketten, som lyser op i hele bussen i al sin frodige pragt, og som danner en tankevækkende kontrast til mobiltelefonen. Se, hvordan manden, der holder den, kigger op og ud, tydeligvis på vej til den, buketten er tiltænkt, han er på vej til et møde, et besøg, en fest, et jubilæum, som foregår i

virkeligheden, ikke i cyberspace. Alene hans tilstedeværelse skaber en ny og glædelig

tone i den let forstemmende, kedsommelige sang, som de øvrige passagerer repræsenterer. Han er liv og forventning midt i alt det stillestående. Han har ikke behov for at udstille sig, markere en holdning, slå et eller andet statement fast. Han kigger ikke bebrejdende, vredt, irriteret på de andre, det er hans væren til stede på en anden måde, med blomster i hånden, der sætter lige præcis sådan en tankestreg, som kan få flere til at standse på og overveje, om livet kunne leves anderledes.

 ”Mål ikke den, du møder / med knebent målebånd / for den, der dømmer, dømmes / i samme strenge ånd,” skriver Holger Lissner i den salme, vi skal synge bagefter, og som er en gendigtning af Lukasevangeliets ord ”I må ikke være fordømmende overfor andre, for hvis I er det, bliver I selv dømt”. Det er så let at fordømme, det er så let at måle den anden ”med knebent målebånd”, det kræver fantasi, kreativitet og en god portion ydmyghed at tænke, at det, som kan puttes ind mellem linjerne er bedre.  Og det kræver tro at holde fast i, at dommen er Guds, både den over de andre og den over mig, så vi gør bedre i at lade fordømmelsen ligge, og at lægge kræfterne i, når det gælder om at fjerne bjælken fra vores egne øje, og fuldstændig overse de andres splint, som vi har sådan en grim hang til at forstørre.

Morgenandagt 7. november 2018 v/Grete Wigh-Poulsen

Vor himmelske far. Nu blæser vinden snart de sidste blade af træerne.  Nøgne grene vil række mod en novembergrå himmel derude.  Dyr og planter går i dvale. Men selvom dagene bliver kortere, går de deres vante gang. Vi skal fortsætte som vi plejer. Vi beder dig: Giv os kræfter til dem. Hjælp os til at se, at der stadig findes farver og lys. Lær os at forstå, at det liv, som du har lagt i os, ikke kan opsluges af mørke og kulde, men står desto stærkere i det grå og mørke.

Jesus Kristus. Engang løb dåbens vand over vores hoveder og vi blev bekræftede i, at vi gennem dig hører Gud til. Hver søndag indbydes vi til at have del i din forsonende frelserhandling med et lille stykke brød og nogle dråber vin. Tak for det liv vi skænkes for dit.

Gud Helligånd. Du vidner om kærlighed til os. Du indprenter os, at sandheden om os er, at Gud vil os livet. Du peger på Kristus. Det er ved din kraft, at det kan dæmre for os, at Gud virkeligt vil holde på os på trods af al tvivl og alle fejltrin. Hjælp os til at stole på, hvad du bevidner. Amen

Loven er ganske vist åndelig, men jeg er et jordisk menneske af kød og blod, og derfor er jeg slave af synden. Jeg forstår ikke hvorfor jeg gør som jeg gør. Det jeg vil, det gør jeg ikke, og det jeg er imod, det gør jeg. Men netop fordi jeg ikke vil det jeg gør, så bekræfter jeg at Loven i sig selv er god. Det er jo slet ikke mig der gør det, men synden, der er i mig. Det, der er i mig, er nemlig ikke godt, i hvert fald ikke det, der bestemmer over i min krop. Jeg vil egentlig gerne gøre det der er godt, men jeg er alligevel ikke i stand til det. I stedet for at gøre det gode jeg gerne vil, gør jeg det onde jeg ikke vil. Og når jeg gør det jeg ikke vil, er det ikke længere mig selv der gør det, men synden, der er i mig.

Det ser altså ud til at være et vilkår for mig at jeg kun er i stand til at gøre det der er ondt, selvom jeg helst vil gøre det, der er godt. Selvom jeg med min forstand glæder mig over Guds lov, må jeg konstatere, at der er en anden lov der bestemmer over min krop, og den fører krig imod forstandens lov. Jeg er fanget af syndens lov, og det er den, der har magten over mine handlinger.

Det er en ulykkelig situation, for hvem kan befri mig fra den krop, der fører døden med sig? Jeg tjener Gud med min forstand, og synden med min krop. Men gudskelov er Jesus Kristus blevet vores Herre.

”Jeg er et jordisk menneske af kød og blod”, siger Paulus. Han gør sig betragtninger. Over sig selv. Over det at føle sig trukket i to forskellige retninger. Over det at føle sig splittet mellem det, han ved og mener, er det bedste, og det, han til sin gru oplever sig selv gøre. Han forsvarer sig selv.

Sådan lyder det i hvert fald. Som et selvforsvar. Vi har nemlig overtaget udtrykket og bruger det som undskyldning, når vi ikke er og gør præcis, som vi ved vi burde. Så siger vi: ”Jeg er jo kun et menneske”. Underforstået. Et menneske kan falde i. Et menneske kan falde for fristelser. Det gjorde allerede Eva og dernæst Adam. Så grundlæggende menneskeligt er det, at deres historie fik plads i Bibelens allerførste kapitler. Det medførte tab. Det sorgløse liv måtte de lade bag sig for ”jordens strid og møje”.

Det er menneskeligt at fejle. Det er derfor jeg fejler. Jeg kan ikke gøre for det. ”Jeg er jo kun et menneske”

Jo vi fejler, gør vi. Eva og Adam gik deres egne veje og trodsede Guds advarsel. Det kostede. Jeg fejler. I fejler. I stort og småt. Vi kommer på afveje. Vi går vores egne veje. Vi gør, hvad så udmærket godt ved, at vi ikke burde. Fordi vi får lyst. Fordi vi føler behov. Fordi vi bliver for selvsikre. Eller for hurtige. For smarte. Eller for dumme og blinde. Vi gentager måske oven i købet de samme fejl.

Der er nætter hvor mørket synes at sætte spot på dem alle sammen, og vi ingen undskyldninger kan finde for det sagte og gjorte eller usagte og ugjorte. Der er dage, hvor visheden om dem ruller ind over os som et tungt mørke. Hvor vi med skræmmende tydelighed erfarer vores begrænsninger. Paulus siger om sig selv, at han er slave af synden. Altså, at den synes at råde og regere med ham. Apostelen forsøger at forklare det for sine læsere.

Der må være det i mig, der ikke godt. Jeg forstår det ikke, skriver han til brevets modtagere på den anden side af Middelhavet. Men, skriver han: ”Det jeg vil, det gør jeg ikke, og det jeg er imod, det gør jeg”. Samvittigheden siger ét, vilje, begær, forfængelighed, ærekærhed, grådighed, selvoptagethed og mange andre drifter kan føre os til at gøre noget helt andet.

Kender vi det? At en del af os udmærket godt, hvad der er det rette, og vi alligevel ikke er i stand til at gøre det gode? Jeg tror det. Paulus siger: ” Jeg vil egentlig gerne gøre det der er godt, men jeg er alligevel ikke i stand til det. I stedet for at gøre det gode jeg gerne vil, gør jeg det onde jeg ikke vil.”

Paulus kredser om hvad det er, der bestemmer over ham. Han føler det som om det er anden magt, der tager over. Han siger, at den magt har fat i hans krop. Det er den, der styrer ham og leder ham på afveje. At det kan lade sig gøre tilskriver han det faktum, at han er et menneske. At han er et menneske. Kun et menneske af kød og blod. Han ikke er fuldkommen. Ikke Gud.

Gud er Gud ske lov andet og mere end menneske. ”Han lader solen skinne både på de onde og de gode, og han lader det regne både på dem, der gør det Gud vil have, og på dem, der ikke gør det”. Det siger Jesus om Gud i Bjergprædikenen. (Matt. 5,45) Og selvom der er kræfter, der vil trække os mod det onde, så er Gud stærkest. Vi ved fra Jesus, at Gud kalder på mennesket af kød af blod. Gud tilføjer det ånd, så et menneske faktisk ikke længere bare er krop.

Modstridende kræfter kæmper i Paulus. Som de vist gør i ethvert menneske. Paulus ser det som en kamp mellem forstanden og kroppen. Vi taler oftere om indre kampe mellem vores viden og vores tro. Vi kan også være i drifters vold. Men det er ikke så meget kroppen, der synes os at true med at vende os fra Gud, som den selvtilstrækkelighed, som vi mener at kunne hente belæg for i alt det, som vi ved. Vi er kloge. Vi kan forklare alting - næsten. Alle de videnskabeligt begrundede indsigelser. Alle de erfaringsbaserede indsigter i verden og menneskelivet. Alt det kan få os til at tænke at vi ikke behøver Gud. Vi kan selv.

Så måske er faren for os i dag snarere at vi lader os forføre til at vores forstand til vores herre og mester. Er det tilfældet er vi, menneskeheden, ikke kommet en millimeter længere end Eva og Adam. Også vi står for at miste det gode liv, som Gud med sin søn har inviteret os til have del i.

 ”Men gudskelov er Jesus Kristus blevet vores Herre.” Det er de ord Paulus afrunder sine selvbetragtninger med.

Jesus Kristus er blevet vores Herre. Det vil sige, at det altså først og fremmest er Guds søn vi tilhører. Det er ham vi skal lytte til og forsøge at følge. Når andre kræfter synes at have tag i os og trække os mod mørke og mismod, så kalder hans løfte om nærvær og kærlighed os tilbage til lyset og livet.

 

Morgenandagt 4. juli 2018 v/Grete Wigh-Poulsen

Det er bryllupstid. Her i kirken får præst og betjening mange gange lejlighed til at høre og overveje de tekster, som indgår i ritualet. I vielsesritualet fra 1992 angives tre læsninger:

1.mos.1,26-28

MT. 19,4-7

Kol. 3,12 og Gal 6,

Vor himmelske far. Nu lægger julis stilhed sig over dagene. Byens liv og lyde er anderledes end hverdagenes. Det er som om både mennesker og natur falder ind i en anden gænge med sommerdagene.

Vi beder dig: Lad sommerens frihed og fred forny glæden ved de hverdage, der venter efter ferietiden. Lad os med pausen fra arbejde og rutiner se det gode, vi har eller øjne nye muligheder, så vi vender tilbage med fornyede kræfter og mod. Vær hos os, hvis vi mærker sommerstilstanden som knugende ensomhed. Tal til os, så vi husker, at du følger os i alt, hvad vi er i, som en far følger med i sine børns liv.

Jesus Kristus. Tak fordi du med dit liv, din død og opstandelse lærte os om Guds kærlighed, som intet i hverken liv eller død kan skille os fra.

Gud Helligånd. Tak fordi du kærligt skubber til os, og lader os mærke, at Guds ord gælder os og derved hjælper os til at leve i tro og håb. Amen

1.Mos. 1,26-28

Da Gud havde skabt himlen og jorden, havet, solen, månen og stjernerne, planterne og dyrene sagde han: “Lad os skabe mennesker i vort billede så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fulgte, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden “. Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem.

Alting har sin begyndelse. En vielse begynder med begyndelsen. Skabelsen. Velsagtens fordi det, at de to står der foran alteret, kun kan lade sig gøre, fordi de findes. Fordi de er til. Og fordi de står foran en ny begyndelse.

Det er klart, at det kan være mindre tydeligt med den begyndelse i en tid, hvor en hel del brudepar er ret så veletablerede, inden de når frem til at holde bryllup. De kan sagtens have en hel del fælles år bag sig. De kan have delt hus, hjem, seng længe. De kan for længst have sat de børn i verden, som de skal. De kan for den sags skyld have forliste ægteskaber bag sig og være pænt til års.

Men vielsen er en begyndelse. Den er et tegn på at nye begyndelser stadig kan finde sted. Også selvom meget tungt kan ligge før festdagen. Når det lille udsnit af Bibelens første skrift, af skabelsesberetningen, læses ved vielsen føres opmærksomheden hen på det menneskelige grundvilkår, at vi ikke selv er herrer over livet. Det er givet. Det er en gave. Og det er en vidunderlig gave. For tænk: her er vi ikke alene. Det vrimler med liv omkring os. Der er bevægelse omkring os. Vi bevæges hele tiden. Verden er ikke skabt til stilstand.

Og heller ikke til ligegyldighed. Gud giver liv. Og Gud giver ansvar for liv. Det følger med. Så når du står der med hende eller ham, som du elsker, så er det en gave. Du får. Det er ikke noget du kan forlange, forhandle eller købe dig til. Det ved den brud eller brudgom, der står der foran alteret, for der står et menneske ved siden af dig, der lover ikke  at lade dig sejle din egen sø, men vil være der også når bølgerne går højt, når du er ved at gå under, eller stikke til søs. Det er noget at påtage sig.. Men ligesom Gud ifølge skabelsesberetning så, at det var godt det, som var skabt. Sådan hjælpes vi også til at se, at det er en ordning at indgå i: At være forpligtet på nogen.

”Som mand og kvinde skabte han dem, og Gud velsignede dem.” Mennesker er ikke ens. Det er vel også godt nok at blive mindet om, før løfterne afgives. Vi er forskellige. Ingen tænker ens. Ingen føler præcist det samme. Vi ser ikke ens ud. Det er en nåde, digtede Johannes Johansen i 1977, da han skrev den bryllupssalme, som næsten er blevet ligesom kendt og brugt som ”Dette er så yndigt at følges ad”. Det er godt, at der forskel. Mennesker kan ”supplere” hinanden. Det har klang af noget fornuftigt, og det gør måske heller ikke noget, at der også er fornuft i det. Men først og fremmest er det smukt.

Smukt, fordi det rører ved noget dybt i os at mærke det fællesskab og den samhørighed, som kan gro ud mødet mellem to, der ikke hinandens spejlbillede. Det er noget de /vi ikke selv har bestemt os for. Sådan var det fra begyndelsen. Gud førte de første mennesker sammen. Gud velsignede dem som det de var. Skabelsesberetningen fortæller det som en glæde. Ja den er en lovssang sunget ud af den herlighed der er i den virkelighed, som vi ser og kender og lader os vie til hinanden på.

I blev skabt som mand og kvinde / af den samme skaberhånd. / I fik sang og sol i sinde / optændt af den samme ånd….. Hver sin krop og hver sin gåde /I fik også hver sit sind./ Denne forskel er en nåde / li´som regn og sol og vind. (DDS 706,1 og 2)

En vielse er en handling. Uanset om det par, der skal giftes har meget eller lidt samliv bag sig, er unge eller gamle, så tager de et skridt. Ud af hverdagen. Hen i kirken. De bliver mindet om, at de er en del af en større sammenhæng. Vielsen handler ikke kun om tosomhed. Selvom det hedder ægte-skab, er der ikke tale om at lukke hinanden inde og lade verden passe sig selv.

De står der med hinandens liv i hænderne. De skal ikke bare holde hinanden i hånden. De skal ikke bare give hinanden håndslag på det løfte, som de giver hinanden. De skal love at tage hånd om hinanden i alt, hvad der måtte vente dem. Sammen skal de sætte form på et fælles liv. Måske vil de endda blive til flere. Blive til en familie. Måske er de det allerede.

Nogle gange tænker jeg, at brugen af skabelsesberetningen som første læsning ved vielsen faktisk kan understrege det. Gud pålægger mennesket ansvar for hele den herlighed, som han skabt. De to, der siger ja til hinanden, siger også ja til et ansvar. For hinanden. For den tilværelse, som de ønsker sig sammen. I er mennesker i Guds verden, lyder det fra Det gamle testamente. Glæd jer. Grib livet. Pas på det. Det gælder for ethvert brudepar. det gælder for os, gifte eller ugifte.

 

Morgenandagt 6. juni 2018 v/sognepræst Grete Wigh-Poulsen

Vi tror på Helligånden....og det evige liv.

Luther siger, at Jesus er “sin faderlige hjertes spejl”. Altså: hvad vi ser, når vi ser Jesus spejler Guds væsen. Når vi lærer ham, sønnen at kende, får vi samtidigt kendskab til hvem hans far, Gud, er. Men uden Helligånden til at pege hen og vise os det, ville vi ikke være i stand til at opdage det. 

Og sådan som Johannes i det, som vi lige har hørt gengiver Jesu ord om det evige liv og dommen, er det helt klart: uden hjælp har vi ikke mange chancer for at forstå. For på den ene side siger Jesus, at det evige liv er nu. Det er tilgængeligt, vi kan være en del af det lige nu og her. På den anden side, så er der en dom i vente, der indebærer en vurdering af vore gerninger. Var de gode? Var de onde?  

 

Og hvor har teologer kunnet skændes om den her dobbelthed. Det evige i nuet. Det evige som gaven til det gode menneske. Dommen til den, der har øvet ondt. Og ikke mindst udfaldet af dommen.  

 

I den store katekismus afrunder Luther afsnittet om trosbekendelsen med at sige, at de tre trosartikler adskiller os, vi kristne, fra alle andre mennesker. Andre ved ganske enkelt ikke, hvordan Gud er. Derfor kan de ikke, som vi, leve i forventningen om kærlighed. De kan ikke som vi have tillid til at Gud vil sit menneske det godt. De har nemlig, skriver han, ikke vor Herre Jesus Kristus. Helligånden har ikke lært dem at tro på ham. Den gave har de ikke fået. 

Og at det er en gave, der er værd at glæde sig over, er præcis hvad vi hørte før. Et andet sted i Johannes evangeliet siger Jesus: Dette er det evige liv, at de kender mig. Det er i kendskabet til Guds søn, at verden, tiden bliver udvidet. Der er grænser, der sprænges. Minutter, timer, dage, år vedrører et andet regnskab. De kan beregnes. Evigheden er uden for nummer. Vi kan ikke tælle til “evig tid”. Vi kan hverken sætte begyndelse eller afslutning på. 

 

Det mærkelige er, at vi, når vi bruger udtrykket, at noget varer en evighed, siger det som et suk. Så har et eller andet trukket for længe ud. Det evige kan nærmest føles som en spændetrøje, en straf. Mærkeligt, når der nu er så meget vi skal nå. Vi længes altså samtidigt efter at have meget mere af den. 

 

Tid. Der er nogle, der siger, at det er “det nye sort”. Det at have tid er blevet en luksus. Dermed er det også blevet smart, prestigefyldt at have tid til sin rådighed. Et tegn på overskud. 

 

Men når Jesus taler om evigt liv, taler han hverken om en livsforlængende proces eller at tiden trækkes ud – eller for den sags skyld om tiden som et velfærdsgode. Han taler om liv. Om liv, som Gud er Herre over. Et liv, der ikke har med tiden at gøre, og dermed heller ikke med døden at gøre, men er Guds sag, en Guds-handling. Det evige bliver nemlig synligt i den bevægelse, som han lod sin søn gøre påskemorgen, fra graven, ud af ligklæder til møde og levende nærvær. 

 

Den, der tror, oplever allerede livet som nyt. Og sådan vil det blive ved. Det er det, vi hører hos evangelisten Johannes. Dit nye liv er begyndt. Du kender Kristus. Helligånden vil holde dig fast på, at det gør du, selvom du kan komme i tvivl. Helligånden vil stå dig bi igen og igen med ny oplysning, nyt mod, nyt håb, ny tro. At leve som kristen er, som vi sang, at leve, hvor døden har mistet sin magt. Så du er i det evige liv. 

 

Der er også en dom. Den hører med. For en dom er en afgørelse, en afklaring af tvivlen. Her stadfæstes sandheden. Sønnen har magt til at holde dom. Det fortæller evangeliet. Og Jesus siger altså, at dommen er, at lyset er kommet til mennesker, og at mennesker elskede mørket fremfor lyset.   

 

Jeg kan intet gøre af mig selv; som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, for jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig”, sagde Jesus. Og kan vi tilføje Gud har livet og lyset i sig. Hans vilje er at vi skal rykkes ud af mørkets og dødens magt. Han gjorde det i sin søn. Ham som vi gennem evangelierne og ved Helligåndens mellemkomst kender. 

Det kan vi tro. Ja: Vi tror på Helligånden … og det evige liv. Sidst, men absolut ikke mindst, tror vi det! 

 

 

Morgenandagt 2.maj 2018 v/Grete Wigh-Poulsen

Vi tror på Helligånden....kødets opstandelse...

Himmelske far. Det grønnes. Der er fuglesang i luften. Når solen skinner, ser vi verden i et forårsfriskt og håbefuldt lys. Hjælp os til forstå, at du lige så blidt som majdagen vil varme og trænge al mørke og kulde ud af os.

Jesus Kristus. Vi bekymrer os. Vi begår fejl. Vi tvivler og anfægtes. Det overskygger alt ofte den glæde, der er. Men du vil give os mod til at tro, at vores himmelske far ikke vil opgive os. Hjælp os til at begribe, at vi med dit liv, din død og opstandelse har det håb, der ikke kan dø, men sætter os i stand til tage fat på den nye dag uanset, hvad i går bragte.

Gud Helligånd. Vend os om, når vi kører fast i vore egne cirkler og ikke kan se, hvilken vej vi skal eller hvorfor. Genopfrisk vores hukommelse, når vi glemmer at Gud vil, at vi skal leve og vokse i kærligheden. Amen

Der skal nok nogle af jer, der spørger: ”Hvordan opstår man fra de døde, og hvilken slags krop skal de få?” Sikke et dumt spørgsmål! Det korn, der lægges i jorden, må først dø før livet igen kan spire frem. Det, du sår er jo ikke den plante det skal blive til, men derimod et nøgent korn, hvad enten det nu er et hvedekorn eller noget andet. Gud giver det så den form han vil, og hvert enkelt korn får sin egen skikkelse. ikke alle levende væsener har samme form, for mennesket ser ud på én bestemt måde og adskiller sig både fra kvæg, fugle og fisk. Der findes både himmellegemer og jordiske kroppe, men det himmelske skinner mere end det jordiske. Solen skinner på sin særlige måde, det gør månen også, og så er der stjernerne. Hver stjerne har sit eget skær der skiller den ud fra de andre.

Sådan er det også med opstandelsen fra de døde. Kroppen, der bliver lagt i jorden er dødelig, men den genopstår som noget, der er udødeligt. Der, der er grimt og svagt, når det bliver lagt i jorden, vokser op igen med stor skønhed og styrke. Den jordiske krop bliver lagt i jorden, og det, der står op igen, er en åndelig kropå. På samme måde, som der findes en jordisk krop, er der også en åndelig krop.

”Kødets opstandelse”? Paulus har fuldstændigt ret: Der skal nok være dem, der vil spørge: hvordan???? Og som ikke vil lade sig nøje med at få at vide, at det er dumt spørgsmål. Og heller ikke vil lade sig nøje med Luthers påstand om, at der er tale om et sprogligt problem, at der er tale om en dårlig oversættelse. Det burde ikke hedde ”kødets” opstandelsen. Det får dig til at tænke på det kød, der ligger i slagterbutikken. På ordentligt tysk skulle det, skriver han, hedde ”legemets” eller ”ligets opstandelse”.

Spørgmålet er, om det ville gøre det meget bedre, lettere at forstå, eller giver anledning til færre spørgsmål  Det ville vel stadig ikke være så mærkeligt at spørge til, hvordan det skal forstås?

For betyder det her, at min døde krop, min gamle brugte krop skal rejse sig op og gå videre hvorfra den slap, da jeg udåndede? Med alle de skavanker og sygdomme, der er i den? Eller spoles der tilbage til en tid, hvor den var i en bedre tilstand? Eller kommer jeg ti at se helt anderledes ud? Vil det være mig?

Det bliver vist ikke færre spørgsmål om vi siger ”legemets opstandelse” eller ”kødets opstandelse. Teologer kan diskutere og skændes om, hvordan vi skal fortolke de ord, som Bibelen giver os om det. Vi kan alle sammen forsøge os med svar. Men spørgsmålene holder nok ikke op med at melde sig af den grund. Det ene spørgsmål kan tage det andet med.

Paulus mener, at der må ske en forandring. Det er dødeligt kød, der dør. Det er udødeligt kød, der genopstår, en ”åndelig” krop. Det er ikke det samme. Og alligevel er det samme i den forstand, at der er tale om samme person.

“Vi tror på det vort øje ser: det kendte sikre - intet mer - en jordfødt bunden viden” sang vi.

Døden tror vi på. Det er svært andet. Den går i alt levende før eller siden.  Vi ser den komme. Vi mister. Vi rykker den selv nærmere hver dag. Vi oplever, hvad den gør ved den, der før var levende.

Derfor stillede Thomas krav. Vi kalder ham “tvivleren” og kan et eller andet sted lune os ved, at selv en discipel kan have svært ved at tro og tage til takke med andre ord.

Men det er hvad vi kan blive nødt til. Vi kan blive nødt til at indse, at der også er en frihed i at give slip på sin frygt for at tage fejl og tage de ord, der formulerer den tro, som Gud i Kristus har  

gjort mulig for sådan nogle som os, til os. Det er en befrielse bare at gentage trosbekendelsen ord: Jeg tror på Helligånden......på kødets opstandelse. For så bliver de ord vores. Trods den tvivl og usikkerhed, der ellers måtte rumstere i os.

“Med Thomaskravet står vi her”, digtede salmedigteren inspireret af historien om disciplen Thomas, der ikke kunne eller ville tro på, at det virkelig var Jesus, som de andre havde mødt påskemorgen. Jesus var død. Det vidste Thomas. Måske havde han ikke selv stået der ved korset og se det ske. Men han vidste det. Han vidste, at nogle havde sørget for at få liget begravet. Han vidste, hvor graven var. Så han kunne, ville, ikke tro på, at Jesus havde rejst sig. Dét ville han se, før han troede det. Ja, han krævede synligt og mærkbart bevis. Ellers kunne det for ham være lige meget.

Hvorfor? Når man tænker på hvor meget mærkeligt og fornuftsstridigt, han havde vidne til i den tid, han havde fulgt Jesus, burde han vel have været indstillet på, at intet er umuligt for Gud. Heller ikke at lade sin søn leve selvom han var død.

Paulus skrev til korintherne, at det var direkte dumt at spøge om, hvordan de døde skal stå op og hvilken krop, de skal få. Ikke desto mindre er det en diskussion, der stadig pågår i os selv og mellem kristne. Paulus lander diskussionen ved at konkludere, at det må være Guds sag, altså ikke noget som vi behøver at spekulere over. Det er sandsynligvis anderledes i end den dødelige krop vi kender. “Det du sår er jo ikke den plante det bliver til”, skriver han.

Luther siger, at kødets opstandelse er den endelige helliggørelse. Det er fuldendelsen af Helligåndens værk. For Helligånden virker i verden for vores helliggørelse. Hele tiden, også lige nu, arbejder Helligånden med os, retleder, vejleder, indgyder os mod og kræfter til at ”blive i vor dåbs nåde og stride mod synden”, som det hedder i af alterbogens kollekter. Det sker til den dag, vi dør. Så vil Helligånden, skriver Luther i Den store Katekismus, ”på et øjeblik fuldføre sin gerning”. Kødets opstandelse er med andre ord den forløsning fra alt ondt, al synd, der venter os.

Måske skal vi nøjes med at tænke det sådan, at vores opstandelse vil ligne vores Herres? Måske skal vi tænke på, hvad disciplene oplevede ved aftensbordet i Emmaus? Og lægge alt vores håb ind ordene: Vi tror på Helligånden….kødets opstandelse….og lade det blive ved det.

 

Morgenandagt den 18. april 2018 v/Grete Wigh-Poulsen

Vi tror på Helligånden…..syndernes forladelse….

Himmelske far. Endnu rækker træer nøgne grene mod himlen. Endnu kan vinden bide. Men ved jorden pibler det frem, solens stråler har varme i sig, lyset kan være skarpt og stærkt. Foråret er på vej. Hjælp os til at forstå, at det liv, du vil os, heller ikke kan bremses, ikke engang døden har den magt. Væk med din skaberkraft også det, der ligger dødt i os, til live. 

Jesus Kristus. Du kaldte sådan nogle os som for brødre og søstre, selvom du kendte til den svaghed, dumhed og det svigt, der kan være i vores ord og handlinger og låse os fast. Med din død og opstandelse viste du os, at Gud vil os livet, og at intet hverken udefra eller inde fra os selv kan forhindre det.

Gud Helligånd. Fortæl os også denne morgen om Gud og os: At vi kan sige om os selv, at vi er den levende Guds børn – og vide, at det er sandt. Lad påskens budskab om Jesu Kristi opstandelse fylde os med forventning og håb. Lad os leve og vokse på påskeglæden, hver dag.

Amen

Rom 3,21-26

Men nu har Gud vist, hvad der skal til for at han tager imod os helt uden om Loven. Det kan vi også læse om i Skrifterne. Gud tager imod os, når vi tror på Kristus, og det gælder alle. Der er nemlig ingen forskel på folk. Ingen lever, som Gud vil have det, og alle er langt fra ham. Alligevel tager Gud imod os – som en ren foræring, og selvom vi slet ikke har fortjent det. Det sker fordi Jesus Kristus har købt os fri. Gud gjorde Kristus til det offer, der skulle forsone Gud med os. Kristus døde for dem, der tror på ham, og det viser hvor storsindet Gud er. Han  valgte at se bort fra alt det, vi havde gjort, og den overbærenhed kan vi tage som tegn på, at han også i dag frikender dem, der tror på Jesus.

Frikendt! Vi kan regne os for frikendt. Det kan vi vide om os selv. Vi er, syndere. Hver har vi vores. Alle sidder vi her med noget. Men vi er frikendt ved Kristus. Det forsikrer Helligånden.

Skulle vi ikke vide det, skulle vi tvivle på den frikendelse, så kan vi stole på, at Helligånden vil virke til opbyggelse af troen i os. Ved dåben. Ved nadveren. Hver eneste gang evangeliet forkyndes, lyder Guds Ånds stemme tørstende og opbyggende til os.

Til den nydøbte siges: Den almægtige Gud, vor Herre Jesus Kristi far, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse..

Sådan begynder det for et menneske. Sådan bliver der taget imod os. Den gave rækkes os, før vi for alvor får taget hul på den menneskelige tilværelse med alle dens muligheder for at gøre godt  - og ondt. Før vi har ord. Før vi kan handle. Før vi kan overleve ved egen kraft, træder Gud til og skænker os sit nærvær, sin tilgivelse, sine trøstende ord om en vej ud af alt, der måtte holde os fra ham. Vi får del i den historie, der fortæller, at vi hører til i hans kærlighed som brødre og søstre, som hans børn, altid.

Til den knælende ved alterbordet rækkes brød og vin. Du forsones med Gud gennem det. Fordi du helt konkret rækkes og får det offer, som hans søn bragte på dine og mine vegne. Langfredag læser vi Esajas ord: “Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder… han bar de manges ynd og trådte i stedet for syndere”. Derfor, skriver Paulus,”.. valgte Gud at se bort fra alt det, vi havde gjort, og den overbærenhed kan vi tage som tegn på, at han også i dag frikender dem, der tror på Jesus.”

Men synden er der. Den har ikke forladt verden. Den er her. Den kryber ind på os, som det fortælles i 1.Mosebog, at slangen krøb ind på Eva og fristede hende til at gribe ud efter frugten på træet, hvis frugt gav viden om godt og ondt. Den er, hvor vi er tilbøjelige til at tro mere på os selv end Gud, mene at vi ved besked og kan og skal kunne finde ud af alting, når vi bliver fyldt af os selv, selvcentrerede og selvoptagede og derfor opfyldte af angst, uro, utryghed. “Hjertet er svigefuldt”, sagde Luther.

“Ingen lever som Gud vil have det, og alle er langt fra ham”, indprentede Paulus de romere, som han skrev til. Vi behøver ikke at opregne det, der går galt. Vi behøver ikke lave lister med de dumheder vi har begået, eller alle forsømmelserne. Det er vi fritaget fra at belemre vore samvittigheder med. Den bekymring er taget fra os. Men syndere er vi.

Og alligevel tager Gud imod os.

For Guds Ånd virker i verden. Som Jesus skulle være vores redning og med sit liv, sin død og opstandelse vidne om Guds vilje, er Helligåndens sendt til verden for at gøre klart for os, hvad Gud stadig gør og giver os. Så Helligånden kommer til os med oplysning, med tro og tillid og mod, så vi kan forglemme os selv, høre Gud stemme tale til os.

Der er den synd vi har fået med i arv. Den, der ligger i os bare fordi vi er mennesker. Fordi er væsener med vilje og virketrang. Fordi vi er nogle, der altid må stå i et forhold til andre mennesker, men ikke altid er gode til det. Og fordi vi ikke er Gud.

Vi kan jo ikke skelne mellem godt og ondt, som Gud kan det. Eva kan have spist af frugten fra det træ, der gav viden om det. Men for os, for et menneske, står der altid noget i vejen. Selv i vores klareste øjeblikke kan det glippe for os. Vi, vores jeg, vore egne behov, forestillinger, ønsker, drømme, skygger. “Vi ser kun som i et spejl, som i en gåde”, siger Paulus i Korintherbrevet. Det er en erfaring, som vi gør os. Bildte vi os ind at have forstået den store mening og sammenhæng, viser det sig altid, at der er mere at sige.

Så vi skal, siger Luther i Den store Katekismus, dagligt indprente os syndernes forladelse. Vi er en del af kristenheden, hvor vi lærer, at Gud tilgiver os, og hvor vi skal tilgive, støtte og hjælpe hinanden. I det får vi hjælp. Hele tiden, Hver dag. Hver time. Hvert minut. Helligånden bevæger os til tillid til Kristus. Vi kan sige, at vi tror på syndernes forladelse, for det er sandt, at Gud Søn har løst det op, der bandt og vil binde os.

“Vi tror på Helligånden.....syndernes forladelse...” siger vi i trosbekendelsen. Vi sang før, at Guds nåde er “dyb som solen” og blid som måneskin. Sådan er syndernes forladelse for os. Så lyst, stærkt, klart, blidt, beroligende. Når vi siger ordene virker de befriende, de taler os til ro og tro.