En weekend med russisk-ortodoks korsang på dansk - alle kan være med. 

Stævnet har været holdt mange gange i Danmark. Det er 14. gang, det holdes i Sankt Nicolai Kirke i Kolding. Rækken af korstævner begyndte i 2001 i Svenstrup Kirke på Als og har siden fundet sted i Sønderborg, Haderslev, Egense og Strib for i de seneste år at have fundet en fast base ved henholdsvis Sankt Nikolai Kirke i Kolding og Sankt Johannes Kirke i Århus.

 

Kirkesang med hjertet

Der kan gives flere forklaringer på, at det år efter år kan lade sig gøre at samle folk om et sådant sangprojekt. En enkel forklaring kan være, at den ortodokse korsang lyder smuk og højtidelig. En anden og dyberegående forklaring kunne være, at denne form for musik imødekommer et spirituelt behov hos mange mennesker i Vesten i disse år. Interessen for ortodoks korsang kan sammenlignes med interessen for ikoner og tidens generelle søgen efter inspiration fra andre kirkemusiktraditioner, som for eksempel Taizé-sange og gospel. Sikkert er det, at den ortodokse sangtradition er skabt til at røre hjertets dybe følelser – det er kirkesang med hjertet. Måske er det derfor, mange mennesker oplever at blive dybt grebet af denne tusind år gamle form for gudstjenestesang.

 

Korstævnet

Ved korstævnet gives en introduktion til den russiske gudstjenestesang. Deltagerne vil indøve en række firstemmige sange og hymner fra den russiske tradition oversat til dansk.

Dirigent og korleder Irina Gerassimez fra den ortodokse kirke i Hamborg varetager den musikalske ledelse på stævnet. Irina Gerassimez er datter af en russer, som flygtede under Den Russiske Revolution som helt ung. Det lykkedes ham at redde nogle af sine noder med, og de blev grundlag for hans livslange virke som korleder i den ortodokse kirke i Hamborg, hvor datteren nu i over 30 år har varetaget embedet.

Korstævnet er for alle interesserede og kræver ingen særlige forudsætninger. Instruktionen foregår på et let forståeligt engelsk. Stævnet indledes med en let middag i Jens Holms Hus kl. 18.30 fredag den 29. marts og det slutter med fremførelse af sangene i Sankt Nicolai Kirke søndag den 31. marts kl. 16.00 – 17.00.

Er du interesseret i at vide mere, så kontakt Lisbeth Pedersen, der står for den praktiske del af arrangementet.
Lisbeth kan kontaktes på tlf. 75 53 07 84, mobil 21 64 79 45 eller e-mail: send2lisbeth@outlook.dk 

Det koster 850 kr. at deltage i stævnet inkl. alle måltider.
Man er tilmeldt, når betalingen er modtaget.

Du kan finde weekendens program samt kontonummer til betaling ved at klikke her.
 

Se også: www.ortodoks-korsang.dk.